thumb|Vesterbro Ungdomsgård, Absalonsgade på Vesterbro i København.

Vesterbro Ungdomsgård er en selvejende institution i Absalonsgade på Vesterbro i København.

Institutionen har været et centralt socialt og kulturelt mødested for børn, unge og voksne siden åbningen i 1958 og fungerer som et aktivt fritidstilbud i bydelen Vesterbro.

Historie og formål Stedet blev indviet i 1958 af daværende statsminister H.C. Hansen og rummer både fritidsklub, juniorklub og en ungdomsklub samt en ældreklub. Bygningen er opført 1952-53 og tegnet af stadsarkitekt F.C. Lund og Hans Christian Hansen. Ungdomsgården er kendt for sine mange aktiviteter indenfor teater og musik. Siden etableringen har de unge fra Vesterbro Ungdomsgård udgivet en række albums, og fra 1960 har man opført teaterforestillinger i husets egen teatersal. Fra 1966 har Bo Schiøler været drivkraften bag mange af projekterne. De sidste mange år er performanceafdelingen med musik, sang og teater vokset meget, og i dag skriver medlemmerne deres egen musik og tekster udover at optræde på flere af landets store scener. Institutionen er især kendt for sit store udvalg af aktiviteter og hold, og har med tiden udviklet sig til et af landets største og mest alsidige fritidstilbud med mange medlemmer og ansatte.

Som en selvejende institution har Vesterbro Ungdomsgård en driftsaftale med Københavns Kommune og arbejder for at skabe trygge, inkluderende fællesskaber, hvor børn og unge kan lære, udvikle sig og blive aktive medborgere.

Som et større fritidstilbud indgår Vesterbro Ungdomsgård i uddannelses- og formidlingssamarbejder. Institutionen modtager pædagogstuderende i praktik, gennemfører rundvisninger og oplæg for fagpersoner og institutioner samt samarbejder med Københavns Professionshøjskole, der to gange årligt besøger ungdomsgården som led i pædagoguddannelsen.

Udvikling og ungedeltagelse Vesterbro Ungdomsgård har gennem årene videreudviklet sine aktiviteter og tilbud for både børn og unge. Der har været øget fokus på UngeVærket – ungdomsdelen af institutionen – som omfatter blandt andet caféaktiviteter, events, sociale fællesskaber og deltagelse i nationale og internationale arrangementer, herunder studieture og Folkemødet.

Institutionen har desuden samarbejdet med lokale aktører om etableringen af et UngeLokaludvalg, hvor unge kan deltage i drøftelser om lokale forhold og bidrage med input til aktiviteter og initiativer i bydelen.

Aktiviteter og tilbud Vesterbro Ungdomsgård består af flere afdelinger, herunder fritidsklub, junior- og ungdomsklub samt en ældreklub, Venneforeningen, der består af tidligere medlemmer og medarbejdere. Institutionen tilbyder aktiviteter inden for blandt andet idræt og sport, kreativt arbejde, musik, dans, rollespil, gaming, teater og workshops. Aktiviteterne omfatter både åbne tilbud og hold med tilmelding. Herudover afholdes der fællesspisninger, loppemarkeder, koncerter mv. hvor udefrakommende også kan deltage.

Caféen fungerer som et fælles samlingspunkt, og faciliteterne inkluderer blandt andet hal, musiklokaler, dansestudie og værksteder.

Pædagogisk tilgang Den pædagogiske praksis på Vesterbro Ungdomsgård er baseret på trivsel, læring, fællesskaber og medbestemmelse. Arbejdet omfatter både strukturerede aktiviteter og relationspædagogiske tilgange med fokus på børns og unges deltagelse i sociale fællesskaber.

Bygninger og faciliteter Vesterbro Ungdomsgård er fordelt på tre matrikler. Hovedbygningen på Absalonsgade 8 rummer blandt andet håndværk- og designfaciliteter, musiklokaler, danseafdeling, køkken til madaktiviteter samt idræts- og bevægelsesfaciliteter med sal, hal, reception og café. Til institutionen hører desuden et bevægelseshus med fleksible rum til fysiske aktiviteter, musik, teater og kulturelle arrangementer.

På Absalonsgade 10 (1. sal) findes faciliteter til gaming, e-sport, rollespil samt juniorklub for unge i 6. og 7. klasse. Den tredje matrikel på Eskildsgade 7 rummer blandt andet brætspilscafé, LEGO-rum, teaterkælder, kreativt værksted og salonfaciliteter.

Medlemskab og målgruppe Vesterbro Ungdomsgårds tilbud henvender sig til børn og unge fra fritidsklubalderen til unge i gymnasiealderen. Fritidsklubben er målrettet børn fra 4. til 7. klasse, mens UngeVærket er et gratis tilbud for unge fra 8. klasse og opefter. Deltagelse forudsætter medlemskab.

Fritidsklubben har omkring 900 medlemmer og venteliste, mens UngeVærket har cirka 600 medlemmer.

Ledelse Per Dahlstrøm har været leder af Vesterbro Ungdomsgård siden 2014.

Nogle kendte medlemmer Mia Lyhne Mikala Dirckinck-Holmfeld Mike Tramp Ken Vedsegaard Erling Kølner Jensen

Diskografi

Vi lever på Vesterbro (1974) Kattejammer Rock (1976) Hjerteblod (1977) Kartoffelfolket (1978) Tøsesnak (1980) Til dig fra os (1980) Toves børnebørn (1981) Prinser og Prinsesser (1982) Stjernedrys (1984) Laser Rock (1985) Det sidste kys (1985) Ghetto Saga (1986) Rå roser (1987) Gadelarm (1988) Ulvehyl (1991) Johnny Selvsvings Blues (1993) Fremtidens folk (1994) Stenbroens stemmer (1996) Vesterbros bedste (1998) Ghandi fra gaden (1998) Mordet på rotternes gade (1999) Plejer er død (1999) Heksedans (2001) Juletid (2001) Kunst (2003) "Skizo" - (Film - VHS) (2003) Kult eller Ikon (2004) "Farveblind Af Sind" (dvd) (2004) "Se mig ind i Øjnene" 2004 Poppedreng, Sukker (2006) Absolut Absalonsgade (2007) Overhalingsbanen (2008) "Nattens Sorte Stjerner" (2008) "Selvmordets Pæne Piger" (dvd) (2008) "Bumsebal DK" (2009) "Den Sidste Sang" (2010) "Vejviser" (2022) "Baby's Coming Home for Christmas" (2022)

Eksterne henvisninger Vesterbro Ungdomsgård (Vesterbro Ungdomsgårds hjemmeside) Bo Schiølers hjemmeside

Kategori:Etableret i 1958 Kategori:Offentlige institutioner i Danmark Ungdomsgård Kategori:Pasningsinstitutioner i Danmark