thumb|Apanage kommer fra Frankrig, hvor det oprindeligt blev givet som arvelige len til yngre kongesønner for deres underhold. Filip 2. af Burgund (på billedet), søn af Johan 2., blev f.eks. tildelt hertugdømmet Burgund som apanage. Apanage er en årlig ydelse til fyrstelige personer, i Danmark navnlig årpenge til medlemmer af det kongelige hus, mens regentens ydelse traditionelt betegnes Den Kongelige Civilliste eller blot civillisten og i nyere grundlovssprog statsydelsen. Ordet stammer fra oldfransk apaner, "give brød", og middelalderlatin panagium eller apanagium, af panis, "brød". I dansk statsret kan apanage også bruges bredere om statens ydelser til både regenten og kongehusets medlemmer. Det gældende grundlag findes i grundlovens §§ 10 og 11.
I middelalderen kunne apanage bestå i arvelige len, slotte eller kongsgårde, hvis indtægter blev tillagt yngre kongesønner som standsmæssigt underhold. Ordningen kunne svække rigets sammenhæng og føre til udstykning, hvilket Kongeloven af 1665 søgte at hindre ved at fastslå, at kongens riger og lande skulle tilfalde den regerende konge uskiftede og udelte, mens øvrige kongelige børn skulle forsørges efter deres stand.
Junigrundloven af 1849 gjorde ydelser til medlemmer af kongehuset afhængige af lovgivningsmagtens bevilling og indførte samtidig civillisten i Danmark efter engelsk forbillede, hvor "civil list" oprindeligt betegnede de civile embedsmænd og udgifter, som kongen skulle afholde af den parlamentarisk bevilgede ydelse. Ved Junigrundloven overgik de kongelige domæner og indkomster til staten, mens kongen fik en årlig ydelse og rådighed over visse slotte og statsejendele. Betegnelsen årpenge blev første gang anvendt i lovgivningen ved lovene af 8. juni 1912 om kong Christian 10.s civilliste og årpenge til enkedronningen, og grundlovsændringen af 1915 ændrede formelt betegnelserne apanage og civilliste til henholdsvis årpenge og "Statens Ydelse til Kongen". Den nugældende civilliste er fastsat ved lov nr. 621 af 11. juni 2024 om kong Frederik den Tiendes civilliste. Statsydelsen blev ved tronskiftet fastsat til 119 mio. kr. i 2024, reguleres efter lønindekset for statsansatte og dækker regentens forfatningsmæssige og repræsentative funktioner, Civillistens drift og ejendomme, hoffets personale, administration, it, sikkerhed og kongefamiliens private omkostninger.
Civillisteloven giver regenten rådighed over Amalienborg, dele af Christiansborg Slot, Fredensborg Slot, Gråsten Slot, Jagtslottet Eremitagen og Amaliegade 18 (Det Gule Palæ). Château de Caïx i Frankrig, Marselisborg Slot i Aarhus og tidligere Schackenborg Slot er derimod private ejendomme uden for civillisten, og kongehuset betaler ejendomsskat heraf. Rigsrevisionen har ikke adgang til hoffets regnskaber, der i stedet revideres af en statsautoriseret revisor.
På finansloven for 2026 er civillistebeløbet 134,6 mio. kr. og den samlede bevilling til årpenge m.v. 19,4 mio. kr. Årpenge modtages af dronning Margrethe med 12 mio. kr., prins Joachim med 4,1 mio. kr. og grev Ingolf med 1,9 mio. kr., mens prinsesse Benedikte modtager 1,4 mio. kr. af statsydelsen. Kronprins Christian vil modtage 7 mio. kr. årligt, når han etablerer egen husstand og eget personale, mens grevinde Alexandra siden 2021 har frasagt sig sin årlige ydelse på 2,8 mio. kr.
Historie I middelalderen byggede apanagen på forestillingen om, at yngre kongesønner havde krav på et standsmæssigt underhold. Dette førte ofte til, at dele af riget blev overladt dem som arvelige len, hvor de kunne herske med næsten kongelig myndighed, hvilket igen kunne svække rigets sammenhæng. Efter Valdemar Sejrs død blev Danmark således udstykket i en række fyrstelen, hvoraf Sønderjylland senere stod tilbage som det væsentligste arvelige fyrstelen og gradvis skiltes fra riget. Tilsvarende blev apanage i ældre tid ofte ydet gennem afkastet eller nettoindtægten af bestemte len, slotte og kongsgårde, mens ydelsen i nyere tid som hovedregel udbetales i penge.
Kongeloven af 14. november 1665 søgte at modvirke en sådan opsplitning. Efter artikel 19 skulle alle kongens riger og lande uskiftede og udelte tilfalde den regerende konge, mens artikel 20 til gengæld fastslog, at de øvrige kongelige børn skulle forsørges af kongen med "nødvendigt og reputerligt Underhold, deres Stand nogenlunde gemæsz". Hvis der blev tillagt dem landgods til underhold, skulle de kun have indkomsten og brugen heraf i deres levetid, mens ejendomsretten og "al kgl. Overmagt" skulle forblive hos kongen. Denne regel blev dog ikke altid nøje overholdt. De samme principper gjaldt enkedronningens livgeding og det fyrstelige underhold til kongelige døtre og søstre, ligesom der blev stillet en fyrstelig brudeskat i rede penge i udsigt, når de med kongens samtykke indgik ægteskab.
Apanages historie i Danmark thumb|Selvom man er medlem af kongehuset er ydelsen af årpenge (apanage) ikke et ubetinget krav. I 1915 var det således kun Prins Valdemar (1858–1939) og enkedronning Louise, der fik tildelt årpenge. Junigrundloven af 1849 fastlagde, at medlemmer af kongehuset ikke har et ubetinget krav på årpenge fra staten, men ydelsen kan bevilges ved lov. Ligeledes bestemte den, at apangen ikke nydes uden for riget uden Rigsdagens, senere Folketingets, samtykke. Det fregår af § 16:I
I 1915 blev apanage eksempelvis alene ydet til prins Valdemar med 24.000 kr. efter lov af 15. marts 1880 og til enkedronning Louise med 150.000 kr. samt brugen af Frederik 8.s palæ på Amalienborg og Charlottenlund Slot efter lov nr. 126 af 8. juni 1912. Nålepenge blev sidst ydet til kronprinsesse Alexandrine ved lov nr. 40 af 9. marts 1906 (11.200 kr.), og medgift blev sidst tillagt kongelige prinsesser ved lov nr. 133 af 20. december 1901.
Nålepenge Nålepenge betegner et fast årligt eller månedligt beløb, som en far yder sin datter eller en ægtemand sin hustru til påklædning og mindre personlige udgifter. Ved ægteskabstraktater mellem medlemmer af regerende fyrstehuse var det sædvanligt på forhånd at fastsætte, hvilket beløb der årligt, så længe ægteskabet bestod, skulle udbetales som nålepenge og til gemalindens daglige personlige udgifter. Et eksempel er traktaten om prinsesse Dagmars ægteskab af 28. oktober 1866, artikel IV.
Apanage i udlandet Lignende regler om lovbestemt apanage til medlemmer af fyrstehuset eller enkelte af dem fandtes i de fleste andre monarkiske stater, eksempelvis den norske grundlovs § 75 e, hvorefter Stortinget fastsatte den kongelige families apanage, dog uden at den måtte bestå i faste ejendomme. I flere tyske stater blev apanagen ikke tillagt en bestemt person, men en bestemt linje, således at sønnerne ikke fik selvstændig apanage i faderens levetid, men delte den for linjen fastsatte ydelse efter hans død. I Rusland betegnede apanagebønder tidligere de livegne på de krongodser, som var henlagt til regenthusets underhold.
Civillistebegrebet
Historie og den engelske oprindelse Civilliste er den almindelige statsretlige betegnelse for den ydelse, som staten bevilger den regerende fyrste til dennes underhold, hofholdning og opretholdelse af kronens repræsentative funktioner. Begrebet stammer fra England, hvor "civil list" oprindeligt betegnede listen over de civile embedsmænd og udgifter, som kongen skulle afholde af den ydelse, Parlamentet bevilgede ham.
I England blev grundlaget lagt efter restaurationen og den senere konstitutionelle udvikling. Oprindeligt var regeringens udgifter, også militære udgifter, samlet på en "general list" og blev afholdt af kronens arvelige indkomster, herunder indtægter fra kronedomæner. Efter 1660 blev der skelnet mellem militære og krigsmæssige ekstraordinære udgifter, der krævede særskilte parlamentariske bevillinger, og de civile forvaltningsudgifter, som blev dækket af "hereditary" eller "civil-list-revenues". Parlamentet bevilgede i 1689 Vilhelm 3. og Maria 2. et årligt tilskud ved siden af kronens arvelige indkomster, som blev anslået til 680.000 pund. Af civillisten skulle kronen afholde udgifter til hofholdningen, kongens personlige udgifter, slottenes underhold, lordkansleren, dommere, højere embedsmænd, gesandter og ambassadører, medlemmer af den kongelige families apanage, hemmelige udgifter, pensioner og en lang række andre formål; renter af statsgælden blev derimod ikke afholdt af civillisten.
Ved Georg 3.s tronbestigelse i 1760 blev størstedelen af kronens arvelige indtægter udskilt fra kongens umiddelbare rådighed, mod at kongen fik en fast årlig civilliste på 800.000 pund. Denne ordning viste sig hurtigt utilstrækkelig og blev forøget, og fordi sammenblandingen af kongens private, hofmæssige og repræsentative udgifter med den civile forvaltnings udgifter førte til underskud og gæld, blev de egentlige civile forvaltningsudgifter udskilt fra civillisten ved Vilhelm 4.s regeringstiltrædelse i 1830. Den fulde aflastning af civillisten for civile embedsmænds lønninger og pensioner skete dog gradvis og blev først fuldendt under Edward 7.
Den engelske civilliste bevarede dog en særlig kontraktmæssig karakter. Enhver ny civillistelov fremtrådte i sin ordlyd som en overenskomst mellem kongen og Underhuset, hvorved kongen for sin regeringstid gav afkald på sine arvelige indkomster mod en årlig bevilling. I teorien blev det derfor hævdet, at kongen kunne træde tilbage fra overenskomsten og igen selv overtage forvaltningen af de arvelige indkomster og kronlande. Kronen havde desuden fortsat visse arvelige indtægter uden for civillisten, navnlig indtægterne af Hertugdømmet Lancaster, anslået til ca. 60.000 pund i 1915. Civillisten udelukkede heller ikke, at kongen ved opsparing, arv, gave eller private midler kunne erhverve særskilt formue, såkaldt chatolgods. Efter engelsk ret gik chatolgodsets faste ejendomme dog som udgangspunkt over til regeringsefterfølgeren og blev statsejendom, medmindre andet var bestemt, mens det rørlige chatolgods blev arvet efter privatrettens almindelige regler.
Civillisten i Danmark I Danmark blev civillistebegrebet indført ved Grundloven af 5. juni 1849. Under enevælden var kongen retligt ejer af al statens ejendom, uanset hvordan den var erhvervet, selv om der internt blev sondret mellem forskellige kasser, herunder en særlig chatolkasse til kongens private forbrug. Ved kongens død overgik al kongens ejendom til den nye konge. Junigrundloven ændrede dette ved at overføre de kongelige domæner og øvrige kongelige indkomster til staten, således at kun den almindelige lovgivningsmagt fik rådighed over dem. Til gengæld fik kongen efter Grundloven af 1849 § 16 en årlig civilliste og visse slotte og statsejendele stillet til rådighed ved lov for sin regeringstid.
Tidlige civillisteordninger thumb|350x350px|Civillisten er statsydelsen til regenten. Den består ikke kun af et pengebeløb, men også brugsret til en række kongelige slotte og ejendomme. Alle civillistelove har f.eks. givet brugsret til Fredenborg Slot i Nordsjælland. Den danske civilliste blev første gang fastsat ved kongelig kundgørelse af 30. maj 1849 til 300.000 specier årligt. Ved Christian 9.s tronbestigelse i 1863 blev den nedsat til 500.000 rigsdaler og blev senere fastsat til 1 mio. kr. Efter civillisteloven af 8. juni 1912 hørte tre af palæerne på Amalienborg, palæet i Amaliegade, Sorgenfri, Bernstorff og Fredensborg samt jagtslottet Eremitagen under civillisten, ligesom den del af Christiansborg, der var bestemt til kongens brug, skulle overgå hertil, når slottet var genopført. I så fald skulle kongen uden vederlag afgive et af palæerne på Amalienborg.