right|thumb|300px|Kampområdet i Operation Compass, december 1940 til februar 1941
Operation Compass var den første større allierede militæroperation i Ørkenkrigen under 2. verdenskrig. Den resulterede i, at britiske og commonwealth styrker trængte gennem en stor del af Libyen og erobrede næsten hele Cyrenaica. De tog 115.000 italienske soldater til fange og erobrede hundreder af kampvogne og kanoner samt over 1.100 fly og led selv kun mindre tab.Churchill 1949, p.474
Forspil Første træfninger Efter den italienske krigserklæring mod Frankrig og Storbritannien den 10. juni 1940 begyndte de italienske styrker i Libyen og de britiske og Commonwealth styrkerne i Ægypten at foretage en række angreb over grænsen. Blandt de mere bemærkelsesværdige af disse angreb var den britiske hærs 11. husarers erobring af Fort Capuzzo den 17. juni. Et tidligt britisk angreb den 12. juni resulterede i, at 63 italienere blev taget til fange.
Benito Mussolini pressede på for at få den libyske generalguvernør marskal Italo Balbo til at iværksætte en storstilet offensiv mod briterne i Ægypten. Mussolinis umiddelbare mål var at erobre Suezkanalen, men på længere sigt ønskede han at kæde sine kolonier i Nordafrika sammen med Italiensk Østafrika. Af mange årsager tøvede Balbo. Efter Balbos død ved en ulykke den 28. juni pressede Mussolini lige så hårdt på overfor hans efterfølger, general Rodolfo Graziani. Ligesom Balbo var Graziani tøvende, og udtalte at vandforsyningerne ikke var tilstrækkelige. Til den italienske udenrigsminister grev Ciano sagde han den 8. august: "Vi er på vej mod et et nederlag, hvilket i ørkenen nødvendigvis må føre til en hurtig og total katastrofe."Ciano, Diaries, page 281
Den italienske invasion af Ægypten
Graziani endte med at adlyde Mussolinis ordrer, og dele af den 10. italienske armé rykkede ind i Ægypten den 13. september 1940 i en operation med kodenavnet "Operation E". Den angribende italienske styrke bestod af fem infanteridivisioner og den mekaniserede Raggruppamento Maletti. Fremrykningen omfattede de fleste af de til rådighed stående enheder i Libyen. Det stående libyske kavaleri Savari udgjorde en del af Regio Corpo Truppe Coloniali della Libia, som også blev kendt som "Gruppen af libyske divisioner" (Gruppo Divisioni Libiche) eller ganske enkelt: "Det libyske korps". Dette omfattede ørken og kamelbårne tropper, infanteribataljoner, artilleri og irregulært kavaleri "Spahi").
Da italienerne rykkede frem, trak den lille britiske styrke ved Sollum sig tilbage til hovedforsvarslinjen øst for Mersa Matruh.Mackenzie (1951), pp. 26 & 27 Den italienske fremrykning blev generet af 7. støttegruppe, en mobil del af 7. pansrede division.
Efter at have generobret Fort Capuzzo var fremrykningen langsom. Italienerne rykke ca. 95 km frem på tre dage. Den 16. september stoppede fremrykningen ved Maktila, 16 km forbi Sidi Barrani. Italienerne gravede sig ned og befæstede deres stillinger, mens de afventede forstærkninger og forsyninger. De etablerede en række befæstede lejre omkring Sidi Barrani fra Maktila 24 km mod øst syd på gennem Tummar øst, Tummar vest og Nibeiwa til Sofafi ved skrænten mod sydvest.Mackenzie (1951), p.27
Ifølge Virginio Gayda, en italiensk avisredatør og talerør for Mussolinis fascistiske regime: "Intet kan redde Storbritannien nu." Imidlertid havde den britiske flåde flyttet enheder, heriblandt hangarskibet HMS Illustrious til Middelhavet for at forstærke den britiske middelhavsflåde, hvilket gjorde det svært for italienerne at sende forsyninger til Nordafrika.
Modstående styrker Da krigen blev erklæret, var Graziani chef for den italienske 10. armé i Libyen. På daværende tidspunkt var Libyen en italiensk koloni med to italienske arméer. Den italienske 5. armé var placeret mod vest i Tripolitanien og den 10. armé lå mod øst i Cyrenaica. Da først franskmændene i Tunesien ikke længere udgjorde en trussel, blev enhederne i 5. armé i stigende grad anvendt som forstærkning af 10. armé. Da Graziani overtog Balbos post som generalguvernør i Libyen, overtog general Mario Berti Grazianis plads som chef for 10. armé. Graziani udtrykte tvivl om slagkraften i hans store, men stort set ikke-mekaniserede styrke overfor briterne, som ganske vist var færre i antal, men stort set var motoriseret.
Efter at været blevet forstærket på bekostning af 5. armé bestod 10. armé af det, der svarede til 4 armékorps. 20. korps bestod af 60. infanteridivison Sabratha.Macksey, p. 121 21. korps bestod af "23. marts" sortskjorte divisionen, "28. oktober" sortskjorte divisionen og 62. infanteridivision "Cirene". 22. krops bestod af 61. infanteridivision "Sirte".Macksey, p. 106 23. Korps bestod af "3. januar" sortskjorte divisionen og 64 infanteridivision "Catanzaro". Den nydannede Gruppo Divisioni Libiche bestod af Raggruppamento Maletti, 1. libyske division "Sibelle" under ledelse af generalmajor Luigi Sibelle samt 2. libyske division "Pescatori" under ledelse af generalmajor Armando Pescatori.Hunt, p. 51
Den eneste enhed, Berti rådede over, som ikke var en infanteridivision, var den delvis motoriserede, pansrede Raggruppamento Maletti. Denne enhed bestod af ca. 2.500 libyske koloniinfanterister og 70 kampvogne. Kampvognene bestod i lige grad af letpansrede og maskingeværbevæbnede Fiat L3 tanketter og den lidt tungere Fiat M11/39. M11/39 havde en 37 mm kanon i skroget som hovedbevæbning. Denne kanon var vanskelig at sigte med, da den ikke kunne drejes ret meget til siderne. Kampvognen var også forholdsvis dårligt pansret og mekanisk upålidelig.
I starten havde den britiske Mellemøstlige kommando under general Archibald Wavell kun ca. 30.000 tropper stationeret i Ægypten for at forsvare sig mod ca. 150.000 italienske tropper stationeret i Cyrenaica. Generalløjtnant Richard O'Connor ledede styrken i den vestlige ørken. Generalmajor Noel Beresford-Peirse havde kommandoen over den 4. indiske infanteridivision, og generalmajor Sir Michael O'Moore Creagh havde kommandoen over den 7. pansrede division (Ørkenrotterne). Fra 14. december erstattede tropper fra den 6. australske infanteridivision under generalmajor Iven Mackay de indiske tropper.
I sammenligning med de italienske kampvogne kunne briterne fremvise nogle hurtigere Cruiser kampvogne (i form af Mk I, Mk II og Mk III) som M11/39-erne overlegne. Briterne havde også et mindre antal tunge Matilda kampvogne, som ganske vist var langsomme, men var velpansrede og havde en god kanon. Panseret på en Matilda kampvogn kunne ikke gennembrydes af nogen italiensk anti-tank- eller feltkanon på daværende tidspunkt.
I begyndelsen var de fly, som begge sider havde til rådighed, fortrinsvis ældre biplaner. Italienerne havde Fiat CR.32 og Fiat CR.42, mens briterne havde Gloster Gladiator.
Britiske planer Efter det italienske fremstød gav Wavell lederen af de britiske tropper i Ægypten, generalløjtnant Sir Henry Maitland Wilson, ordre til at planlægge en begrænset operation med det formål at trænge italienerne tilbage. Wavell havde bemærket, at de italienske stillinger lå spredt med store afstande imellem, hvilket betød, at de ikke kunne yde hinanden støtte.Wavell Operation Compass var af administrative årsager oprindeligt planlagt til at være en fem dage langt raidPlayfair, p. 264; men blev forlænget efter de indledende succeser.Mead, p.331 Wavell havde tillid til sin mindre styrkes formåen, og den 28. november skrev han til Wilson og udtrykte sin overbevisning om, at der måske ville opstå en mulighed for at udvide fjendens nederlag til en stor sejr:Playfair, p. 265
Den britiske plan gik ud på at 7. pansrede division 7. støttegruppe skulle observere de italienske lejre ved Sofafi for at forhindre en indgriben fra dem, mens resten af den pansrede division og 4. indiske infanteridivision passerede igennem hullet mellem Sofafi og Nibeiwa. En brigade fra den indiske division med støtte af infanterikampvogne fra 7. Royal Tank Regiment (7. RTR) skulle derpå angribe Nibeiwa fra vest, mens den pansrede division beskyttede deres nordlige flanke. Når Nibeiwa var erobret, skulle en anden indisk brigade, igen med støtte fra 7. RTR angribe Tummar. I mellemtiden skulle garnisonsstyrken fra Mersa Matruh (3. bataljon af Coldstream Guards samt noget artilleri) omringe den fjendtlige lejr ved Maktila ved kysten, og Royal Navy skulle beskyde Maktila og Sidi Barrani.Playfair pp. 260–261 I tilfælde af et vellykket resultat skulle Sidi Barrani angribes i 2. fase på 2. dagen af den indiske division, og der ville foregå en fremrykning mod vest.Wavell in
Forberedelserne blev gjort i yderste hemmelighed. Kun nogle få officerer vidste under øvelsen den 25. og 26. november, at de mål, der var markeret på jorden ved Matruh, var kopier af Nibeiwa og Tummar og at øvelsen rent faktisk var en generalprøve. Tropperne fik også at vide, at der ville komme en yderligere øvelse.Playfair p. 263 Mange af tropperne i Operation Compass fik ikke at vide, at operationen ikke var en øvelse før den 7. december, da de ankom til deres udgangsstillinger.
Slaget ved Marmarica / Slaget ved lejrene Om natten den 7. og 8. december rykkede Den vestlige ørkenstyrke under ledelse af generalmajor Richard O'Connor og bestående af den britiske 7. pansrede division og den 4. indiske infanteridivision forstærket med 16. britiske infanteribrigade 110 km frem til deres udgangspositioner for angrebet. RAF foretog angreb på italienske flyvepladser og ødelagde 29 fly på jorden. Selby Force, en blandet styrke på 1.800 mand under brigadegeneral A. R. Selby, rykkede frem fra Matruh, efter at de havde placeret en brigade af attrapkampvogne i ørkenen som et afledningsmål for det italienske luftvåben og stod ved daggry den 9. december nogle kilometer sydøst for Maktila. I mellemtiden var Maktila blevet bombarderet af monitoren HMS Terror og kanonbåden HMS Aphis, mens Sidi Barrani var blevet beskudt af kanonbåden HMS Ladybird.
Den 9. december var placeringen af de fremskudte, italienske befæstede stillinger som følger: 1. libyske koloniinfanteridivision lå ved Maktila. 2. libyske koloniinfanteridivision lå ved Tummar. Raggruppamento Maletti lå ved Nibiewa. "3. januar" sortskjorte divisionen og hovedkvarteret for "Det libyske korps" lå ved Sidi Barrani. 63. infanteridivision "Cirene" og hovedkvarteret for 21. krops lå ved Sofafi. 64. infanteridivision "Catanzaro" lå ved Buq Buq."Macksey, p. 68 Chefen for 10. italienske armé, general Mario Berti, var på sygeorlov, da briterne indledte deres angreb mod hans styrker i Ægypten. I stedet havde general Italo Gariboldi kommandoen. Gariboldi "23. marts" sortskjorte divisionen og hovedkvarteret for 10. armé lå langt bag ved fronten i Bardia. Hovedkvarteret for 23. korps og "28. oktober" sortskjortedivisionen lå i Sollum og i området ved Halfaya passet. Den 62. infanteridivision "Marmarica" lå ved Sidi Omar syd for Sollum. Da Berti nåede tilbage til Libyen for at genoptage ledelsen, var briterne også nået til Libyen.
Den indledende fase af Operation Compass blev af italienerne kaldt for "Marmarica slaget". Briterne kaldte det "slaget om lejrene". Navnet "Marmarica slaget" var afledt af navnet på den kystslette, hvor slaget blev udkæmpet. Navnet "slaget om lejrene" var en henvisning til de enkeltstående italienske lejre, som lå i en defensiv linje udenfor Sidi Barrani.
Nibeiwa 200px|thumb|En Matilda kampvogn fra 7. RTR i den vestlige ørken.