thumb|Kort over Usbekistan Usbekistan (officielt: Republikken Usbekistan, , ) er et land i Centralasien. Hovedstaden er byen Tasjkent. Statssproget er Usbekisk. Dens område er 448 978 km. Landets samlede befolkning er i øjeblikket over 37,6 millioner. Usbekistan grænser til Kasakhstan i nord, Turkmenistan og Afghanistan i syd samt Tadsjikistan og Kirgisistan i øst. Republikken Usbekistans territorium består af 12 provinser, Tasjkent by og Republikken Karakalpakstan, og er en uafhængig, demokratisk, sekulær og konstitutionel stat. Usbekistan har været en del af Sovjetunionen og erklærede sin uafhængighed 1. september 1991. Landet har tempereret, tørt fastlandsklima. Usbekistan er rigt på mineraler, og har verdens største guldmine. Usbekistans økonomi er gradvist ved at overgå til en markedsøkonomi med en udenrigshandelspolitik baseret på importsubstitution. Siden september 2017 har landets valuta været fuldt konvertibel til markedskursen. Usbekistan er en stor producent og eksportør af bomuld. Med sine enorme kraftværker og naturgas fra sovjettiden er Usbekistan blevet den største elproducent i Centralasien.
Oprindelsen af ordet usbekisk
Der er flere hypoteser om oprindelsen af betegnelsen usbekere. Den første omtale af ordet usbekere som et personligt navn går tilbage til det 12. århundrede. Ordet usbekisk optrådte blandt de tyrkiske stammer i Transoxanien før mongolernes ankomst i det 13. århundrede. Den arabiske historiker fra det 12. århundrede Usama Ibn Munqiz beretter i sin "Uddannelsesbog", at en af lederne i Saljukid-æraen i 1115-1116 var herskeren over Mosul ved navn Amir Usbek'Usama ibn Munqiz'. Dette er en bygning. smerte. Yu. I. Kratjkovskij. M. Izd-vo vostochnoy literaturi, 1958, ca. 134. Ifølge historikeren Rashiduddin var den sidste repræsentant for Ildegizi-dynastiet, der regerede i Tabriz, den usbekiske Muzaffar (1210-1225).
Historikeren Mutal Ermatov foreslog, at "ordet usbekere kommer fra navnet på "Uzlar"-stammen."Ermatov M., Ethnogenesis and Ancestors of the Uzbek People. Tasjkent: Usbekistan, 1968. Professor R. G. Mukminova, doktor i historiske videnskaber, fremlagde yderligere beviser imod at forbinde usbekernes etniske navn med navnet på den usbekiske Khan. Sharofiddin Ali Yazdi rapporterede om begivenhederne i 1289, længe før den usbekiske Khans tid, og nævnte usbekiske troppers angreb på Tabriz-regionen.History of the Peoples of Uzbekistan, III, Tasjkent, 1993, s. 39.
Historie Den første befolkning i det område, der udgør nutidens Usbekistan, var sogdiere, et indoeuropæisk folkeslag, som ofte knyttes til skyterne. Tyrkiske folkegrupper kom til området ca. 200 e.Kr. fra Altaj, en bjergkæde mod nordøst. Traditionelt har det været et skel mellem de fastboende og de nomadiske folk i området, hvor en overvægt af bybefolkningen var persisktalende, mens de nomadiske grupper talte et tyrko-tatarisk sprog. Araberne invaderede landet i 700- og 800-tallet og indførte Islam. Djengis Khan erobrede området i 1200-tallet, og hans efterkommere sad på magten til 1350'erne.
Amir Timur (bedre kendt som Timur Lenk) erobrede et enormt område fra sit hovedsæde i Samarkand, men efter hans død i 1405 formåede det timuridske dynasti ikke at forsvare riget, der blev opløst. Tiden under og efter Amir Timur var en blomstringstid for området, som udgør nutidens Usbekistan, med en række videnskabsmænd, kendte digtere og fyrster. Amir Timurs rige strakte sig til Ruslands grænser, til Indien, gennem Persien og til Syrien. I vesten har Timur ofte været synonymt med orientalsk brutalitet, og han har været specielt kendt for sin totale udslettelse af hele byer og store massakrer. I en række byer lod Timur bygge store monumenter, der vidnede om hans regering, særligt i Samarkand (Registan-komplekset) og Shakrisabz ved sydgrænsen af Usbekistan.
I slutningen af 1400-tallet blev den timuridiske dominans brudt af en tyrkisk stammeføderation, der erobrede Transoxanien under ledelse af khan Shaybani og etablerede usbekiske dynastier i Turkestan. Denne stammeføderation, der havde sit hjemland længere mod nordvest ved grænsen mellem dagens vestlige Kasakhstan og Rusland, blev kaldt usbek og har givet navn til de moderne usbekere.
Ruslands erobring og kolonisering Da zarens tropper ankom i 1860'erne, var området delt i emiratet Bukhara og i to khanater, Kokand og Khiva. Da silkevejen mistede sin vigtige stilling efter søvejen til Asien var opdaget, blev Centralasien en bagvej, og dermed mindre eksponeret for verden udenfor. En følge var, at områdets forskellige lande udviklede sig langsomt. Den øverste leder var emiren eller khanen med nærmest ubegrænset magt. Han var igen nært allieret med mullaherne som, specielt i Khiva og Bukhara, overvågede et strengt religiøst samfund baseret på en feudal samfundsstruktur med livegne og vasaller under emiren/khanen. Kulturelt har området været et skæringspunkt mellem den tyrkiske og den persiske verden. Efterhånden kom de tyrkiske grupper i flertal, mens persisk forblev hof- og administrationssprog. Fra tiden omkring Amir Timur blev det tyrkiske skriftsprog Tsjagatai skabt og fungerede som litteratursprog til 1920.
Ved russernes erobring bestod befolkningen af tre hovedgrupper: den persisk-talende befolkning, efterkommerne fra Shaybanis invasion og den oprindelige tyrko-tatarisk-talende befolkning (altså før Shaybanis invasion). Blandt den fastboende og den nomadiske befolkning eksisterede persisk- og tyrko-tatarisk-talende blandt hinanden, og sprog fungerede i ringe udstrækning som identitetsmarkør: Flersprogethed var snarere normen end undtagelsen.
Fra kerneområdet i det centrale Rusland var det det russiske imperium fra middelalderen til 1. verdenskrig i kontinuerlig vækst. I det 16. og 17. århundrede blev området øst for Ural og helt til Stillehavet underlagt fyrsten i Moskva; området som oftest er kendt som Sibirien. I 1700-tallet blev store dele af nutidens Kasakhstan erobret. Men det var først i 1850'erne, at Rusland så interesse i kontrol over det, som i dag er Usbekistan. Bukhara og Khiva var et stort marked for russiske slaver, der var tilfangetaget i området omkring Det kaspiske Hav. Rusland ønskede at befri dem og standse slavebinding af russere. Russerne så også med interesse på kontrol med handelsmuligheder i byerne i Bukhara og omegn og specielt som mulige områder for bomuldsproduktion. Til sidst kom den spændte situation mellem England og Rusland, blandt andet materialiseret gennem Krimkrigen. Rusland ville derfor underlægge sig Centralasien både for at have muligheden til at falde England i ryggen over Britisk Indien samt hindre engelsk kolonisering af området. Den britisk-russiske kamp om kontrol over Centralasien er i engelsk litteratur kendt som ”The Great Game”. Wakhan-korridoren, som med få kilometer skilte britisk Indien (nu Pakistan) og russisk Centralasien (i dag Tadsjikistan), er et resultat af denne konflikt, hvor korridoren hindrede en fælles grænse mellem det russiske og det engelske imperium over det neutrale Afghanistan.
I 1870'erne erobrede Det Russiske Kejserrige khanatet Kokand, der blev indlemmet i Ferganskaja oblast, mens de gjorde Bukhara og Khiva til protektorater. Området blev med tiden integreret i den russiske økonomi, hvor især bomuldsproduktion blev fremmet. Bomuldsproduktionen forandrede den tidligere samfundsstruktur radikalt uden dog at ændre stillingen for khanene og emiren. Erobringen forenklede kontakten med andre muslimske folkeslag i zarimperiet (specielt med tatarerne), hvilket igen gjorde området mere eksponeret for verden udenfor. Når det gjaldt selve erobringen, var det en række slag mellem emirens og zarens tropper, og modstanden var til tider hård mod russerne. Til trods for at betegnelsen kolonial kan beskrive forholdet, må det stærke indre selvstyre fremhæves. Russiske kolonimyndigheder blandede sig kun lidet i indbyggernes liv, såfremt ro og orden blev opretholdt. Med erobringen fulgte også en større tilflytning af indbyggere fra resten af det russiske imperium, specielt af slaviske folk, men også af andre. Tilflytningen var særligt stærkt fra år 1900 og vedvarede også under Sovjetunionen. Under de ca. 50 år med zarstyre var der også en række oprør, for eksempel i Kokand i 1874, Andijan i 1898 og over hele Turkestan i 1916.
I 1924 blev Centralasien delt op i først to sovjetrepublikker, den turkmenske og den usbekiske (som til 1929 inkluderede det senere Tadsjikistan), senere til fem (den Kirgisiske republik og Kasakhstan var først en enhed under Russiske SFSR). Grænsedragningen tog ingen hensyn til tidligere politiske grænser men baserede sig på kulturelle og specielt lingvistiske kriterier. Tidligere har vestlige forskere kritiseret bolsjevikkerne for med brug af klassisk del-og-hersk-metode, at trække kunstige grænser efter eget forgodtbefindende. Senere års forskning har vist, at centralasiatiske eliter til dels var medvirkende i denne proces. Der er dog ingen tvivl om, at grænsedragningen foregik efter bolsjevikkernes ønsker, og at både realpolitiske og ideologiske årsager lå til grund.
Sovjetstyret
Bolsjevikstyret førte til et enormt brud med det gamle samfund. Frem til 1938 var den tidligere jadidist Faizulla Khodjajev førstesekretær i Usbekistans kommunistparti (UzKP), men han blev skudt under terroren, anklaget for at være "trotskist" og "højredrejet". Fra 1959 til 1983 var Sjarof Rasjidov UzKPs førstesekretær og hans lange regeringstid prægede republikken: Selv om en del af politikken blev styret lokalt, var det i realiteten kadrer sendt fra Moskva (slavere), som regerede. Andensekretærer i parti og styre var som regel europæere, og de tilså, at politikken var i tråd med Moskvas mål. Økonomisk afspejlede udviklingen i den usbekiske socialistiske sovjetrepublik (Usbekiske SSR) den i Sovjetunionen. Jordbrugskollektiver (Kolkoser) blev oprettet og specielt blev bomuldsproduktion prioriteret som igen blev en enorm industri på bekostning af almindeligt jordbrug. Til trods for de negative sider ved det sovjetiske styre medførte bolsjevikisk politik en stærk modernisering af samfundet. Den gennemsnitlige levestandard steg betragteligt. Det samme gjorde læse- og skrivekundskaberne. Et udbredt kulturelt tilbud som tidsskrifter, teater, musik etc. for hele befolkningen, som kendetegnede Sovjetunionen, gjorde sig også gældende i Usbekiske SSR. Sovjetunionen lagde også stærk vægt på velfærdstilbud således, at området havde et udbredt sundhedsvæsen, hvilket førte til en stærk befolkningsvækst.
Selvstændig stat
Den 1. september 1991 erklærede Usbekistan nølende sin uafhængighed fra Sovjetunionen. Mens de baltiske stater førte an i kampen for uafhængighed, udnævnt var Centralasien skeptisk for den. "Centrifugalkræfterne som trækker unionen fra hinanden var svagest i Centralasien. En god stund efter kupforsøget i august 1991 troede alle central-asiatiske ledere, at unionen på en eller anden ud Etter Karimovs død blev Sjavkat Mirzijajev udpeget til at lede begravelseskomiteen, et signal om at han var ønsket som Karimovs efterfølger. Han blev udnævnt som midlertidig præsident 8. september og valgt til præsident 4. december 2016 med 88,6 % af stemmerne.
Geografi thumb|Satellitfoto.
Usbekistan afgrænses omtrent af floderne Syr-Darja og Amu-Darja, det vil sige geografisk omtrent modsvarende det antikke område Transoxanien. I øst ligger den frugtbare og tætbefolkede Ferganadalen. I nordvestlige Usbekistan ligger Aralsøen.
Landet er en dobbelt-indlandsstat, det vil sige at for at få adgang til havet må transport ske gennem to andre stater. Det eneste andet land i verden, som er dobbelt indlandsstat, er Liechtenstein.
Store dele af det centrale Usbekistan dækkes af ørken Kyzyl Kum. Omkring 10 % af arealet er tæt kultiverede, irrigerede floddale. Usbekistan er rigt på mineraler og rummer blandt andet verdens største guldmine.
Klima