Qizilbāsh eller Kizilbāsh (Persisk: قزلباش - Qızılbāš) (Tyrkisk: Kızılbaş) betyder "rød-hoved" og er et navn, der især benyttedes i 1500-tallet, som en betegnelse for de daværende alevitter. Navnet kommer af den karakteristiske røde hovedbeklædning, som de safavidiske qizilbāsh-soldater bar.
Qizilbāsh'erne var strengt taget tilhængere af den safavidiske sufi-orden (safavīyya). Men navnet qizilbāsh blev først benyttet fra slutningen af 1400-tallet.
Qizilbāsh'erne levede spredt i Anatolien, dog med størst koncentration i den østlige del. De var ikke et folk, der var anerkendt af Osmannerriget og var derfor heller ikke under statens beskyttelse. Dette gjorde qizilbāsh'erne sårbare over for forfølgelse og undertrykkelse.
Qizilbāsh-folket hørte under safavīyya-ordenen, hvis centrum var beliggende i den iranske by Ardabil. Den daværende leder af ordenen, Shāh Ismā'īl, etablerede i 1501 Safavideriget og gav det undertrykte qizilbāsh-folk et nyt håb om befrielse.
Ardabil-tekke'en fungerede som qizilbāsh'ernes religiøse center. Den blev besøgt af qizilbāsh'er fra alle steder i Anatolien og det var her mange dede'er fik religiøs undervisning. Safaviderigets grundlæggelse fik mange anatolske qizilbāsh'er til at flytte dertil, indtil dette blev blokeret af osmannerne.
Historie Allerede under Sheik Safī al-Dīn havde safavīyya-ordenen tusindvis af disciple (murīd) fra Anatolien, Syrien og Irak.Roger Savory: Iran Under the Safavids, Cambridge, 1980, s. 10Walter Hinz: Uzun Hasan ve Şeyh Cüneyd – XV. Yüzyılda İran'ın Millî bir Devlet Haline Yükselişi, Türk Tarih Kurumu, 1992, s. 8 Historikeren Vladimir Minorsky nævner i denne sammenhæng at Safi al-Din blev støttet af klaner fra Rūm (Anatolien) og Tālish.Vladimir Minorsky: Tadhkirat al-Mulūk: A Manual of Safavid Administration (circa 1137/1725) – Persian Text in Facsimile (B. M. Or. 9496), Luzac & Co., 1943, s. 189
I løbet af 1300 og 1400-tallet fik ordenen flere og flere tilhængere. Det vides bl.a. safaviderne under Khvāja 'Alī blev støttet af anatolske klaner fra primært Teke, Hamid og Karāmān-områderne. Det vides også at Khvāja 'Alī's søn Sheik Junayd besøgte nogle af sine tilhængere i Anatolien. I perioden 1448-1456 besøgte han først det dengang selvstændige Karāmān-styre, derefter Varsāq-stammen i Cilicien, efterfulgt af Jabal-Arsūs i det nordligste Syrien og endelig Jānīq (Samsun) ved Sortehavet. Safaviyya-ordenen blev også i denne periode militariseret, og Sheik Junayd forsøgte da også i ca. 1456 at angribe Trebizond (Trabzon), men uden held.Vladimir Minorsky: Tadhkirat al-Mulūk: A Manual of Safavid Administration (circa 1137/1725) – Persian Text in Facsimile (B. M. Or. 9496), Luzac & Co., 1943, s. 190
I slutningen af 1400-tallet begyndte disse klaner at blive kaldt qizilbāsh, da deres daværende leder Sheik Hāydār indførte en ny rød hovedbeklædning, som efterfølgende blev kendt som tāj-i Hāydāri. Denne hovedbeklædning bestod af tolv "kileformede stykker stof" (tark)Matti Moosa: Extremist Shiites – The Ghulat Sects, Syracuse, 1988, s. 34, repræsenterende de Tolv Imamer.John Spencer Trimingham: The Sufi Orders in Islam, Oxford, 1998, s. 100 Det berettes at Hāydār i en drøm havde set Imām 'Ali, som havde fortalt ham, at tiden nu var inde for hans efterkommere at rejse sig og udslette vantroskab fra jorden og havde instrueret ham om, at det derfor var nødvendigt at lave en hovedbeklædning i skarlagensrød farve.Matti Moosa: Extremist Shiites – The Ghulat Sects, Syracuse, 1988, s. 33 Sheik Hāydār’s tilhængere beskrives som værende fra Rūm (Anatolien), Tālish og Siyāh-kūh (Qarāja-dagh) og Shām (Syrien).Vladimir Minorsky: Tadhkirat al-Muluk: A Manual of Safavid Administration (circa 1137/1725) – Persian text in facsimile (B. M. Or. 9496), Luzac & Co., 1943, s. 190-191
I 1501 grundlagde Sheik Hāydārs søn, Shāh Isma'il Det Safavidiske Rige. Qizilbāsh'er på osmannisk jord blev derefter forbudt (under Bayezid II) at rejse til Iran og blev ved overtrædelse af dette forbud straffet med døden. Qizilbāsh'er overalt fra Anatolien, Syrien og Irak strømmede alligevel til Iran for at møde deres leder, som de ærede ekstremt højt.
I 1508 fik khalīfat al-khulafā en officiel administrativ stilling i Safavideriget.Walter Hinz: Uzun Hasan ve Şeyh Cüneyd – XV. Yüzyılda İran'ın Millî bir Devlet Haline Yükselişi, Türk Tarih Kurumu, 1992, s. 10 Khalīfat al-khulafā var den næsthøjest placerede i det spirituelle hierarki i safavīyya-ordenen, under murshid-i kāmil (Den Perfekte Leder), som var shāh'en selv.
Shāh Tahmāsp som også selv bekendte sig til en vis grad af heterodoksi, gjorde efterhånden op med dette og distancerede sig efterfølgende fra qizilbāsh'erne ved at bevæge sig mod en stigende grad af ortodoksi. Dette fremgår bl.a. af de to angershandlinger (tawba) i henholdsvis 1532-33 og 1555-56, hvor Tahmāsp indførte forbud mod "uislamiske" handlinger såsom hasard, prostitution, musik og alkohol.Andrew J. Newman: Safavid Iran – Rebirth of a Persian Empire, I.B. Tauris, 2006, s. 31-32
Efter Shāh Ismā'īl's død i 1524 opstod der kaotiske tilstande blandt qizilbāsh-soldaterne. Dette resulterede i, at det efterfølgende årti blev præget af magtkampe mellem qizilbāsh-stammer. Safavideriget blev således de facto styret af qizilbāsh'er mellem 1526 og 1533.The Encyclopaedia of Islam, Brill, WebCD edition, 2003: Kizil-bāsh
Herefter forværredes forholdet mellem qizilbāsh'erne og den safavidiske ledelse, hvilket kulminerede 1590'erne da Shāh 'Abbās I, gradvist udskiftede qizilbāsh'ernes placering i administrationen og militæret med de nye og mere loyale ghulām'er (slaver), som bestod af tjerkessiske, georgiske og armenske soldater, der var konverteret til islam.
Udover de lokale qizilbāsh'er boende i qizilbāsh'ernes oprindelige levesteder (Anatolien, Syrien, Irak, Iran) har statslige qizilbāsh-familier siden den safavidiske kapitulation i 1736 også levet spredt i asiatiske lande som f.eks. Pakistan og Afghanistan, hvor mange stadig den dag i dag kendes som qizilbāsh eller også hedder det til efternavn. Disse er dog med tiden blevet ortodokse shiitter. I Afghanistan findes i dag en betydelig minoritet af qizilbāsh'er i primært Kabul og i de høje Foladi-dale i det vestlige Hazārajāt.
Qizilbāsh-stammer ISMĀ'ĪL I (1501-1524) TAHMĀSP I (1524-1576) 'ABBĀS I (1587-1629) Rūmlū (s) Rūmlū (s) Rūmlū (s) Ustājlū (s) Ustājlū (s) Ustājlū (s) Takalū (s) Takalū (s) Takalū (s) Shāmlū (s) Shāmlū (s) Shāmlū (s) Zu'l-Qadar (s) Zu'l-Qadar (s) Zu'l-Qadar (s) Qājār (s)Vladimir Minorsky: Tadhkirat al-Mulūk: A Manual of Safavid Administration (circa 1137/1725) - Persian Text in Facsimile (B. M. Or. 9496), Luzac & Co., 1943, s. 192 Qājār (s) Qājār (s) Afshār (s) Afshār (s) Afshār (s) Turkmān (s) Turkmān (s) Turkmān (s) Chepni (m) Chepni (m) Chepni (m) Bozjalū (m) Bozjalū (m) Bozjalū (m) Khinislū (m) Khinislū (m) Khinislū (m) Bāyburtlū (m) Bāyburtlū (m) Bāyburtlū (m) Chemishkezeklū (m) Chemishkezeklū (m)Şah Tahmasb-ı Safevî: Tezkire, Anka, 2001, s. 50, 67 Chemishkezeklū (m)Don Juan of Persia – A Shi'ah Catholic (1560-1604), Harper & Brothers, 1926, s. 46 Arābgirlū (m) Arābgirlū (m) → Shāmlū (s)Vladimir Minorsky: Tadhkirat al-Mulūk: A Manual of Safavid Administration (circa 1137/1725) - Persian Text in Facsimile (B. M. Or. 9496), Luzac & Co., 1943, s. 16 Qarāmānlū (m)John E. Woods: The Aqquyunlu - Clan, Confederation, Empire, University of Utah Press, 1999, s. 196 Qarāmānlū (m) Qarāmānlū (m) Bāyāt (m)Rıza Yıldırım: Turkomans between two empires: the origins of the Qizilbāsh identity in Anatolia (1447-1514), Bilkent University, 2008, s. 284 Bāyāt (m) Bāyāt (m) Tālish TālishVladimir Minorsky: Tadhkirat al-Mulūk: A Manual of Safavid Administration (circa 1137/1725) - Persian Text in Facsimile (B. M. Or. 9496), Luzac & Co., 1943, s. 14 Tālish Seyyīd Mansūr? Siyāh-Mansūr Siyāh-Mansūr Varsāq (m) Varsāq (m) Turgudlū (m) Turgudlū (m) Ajirlū (m) Ajirlū (m) PāzūkīJohn E. Woods: The Aqquyunlu - Clan, Confederation, Empire, University of Utah Press, 1999, s. 194 Pāzūkī Bahārlū (m)Vladimir Minorsky: Tadhkirat al-Mulūk: A Manual of Safavid Administration (circa 1137/1725) - Persian Text in Facsimile (B. M. Or. 9496), Luzac & Co., 1943, s. 193 Bahārlū (m) Jākīrlū (m)Rıza Yıldırım: Turkomans between two empires: the origins of the Qizilbāsh identity in Anatolia (1447-1514), Bilkent University, 2008, s. 276 Jākīrlū (m) ZanganaŞeref Han: Şerefname – Kürt Tarihi, Ant Yayınları 1971, s. 374 Zangana Sa'dlū (m) Sa'dlū (m) Alpā'ūt (m) Alpā'ūt (m) Ispirlū (m) Ispirlū (m) Chiganī Chiganī Shaykhāvand Shaykhāvand Chaghatāy Rūzākī Ardalān 'Abbāsī (Fayli) KamūnaVladimir Minorsky: Tadhkirat al-Mulūk: A Manual of Safavid Administration (circa 1137/1725) - Persian Text in Facsimile (B. M. Or. 9496), Luzac & Co., 1943, s. 15 Sil-süpür (m) Otuz Iki (m) Qarā-dāghlū Qazāqlū Bakhtiyārī Dumbulī Shaqāqī Sūrla Garrūs Kulyā'ī Kala-gīr Jastānī Yaqqa-Turkman-i Sā'in-khāniVladimir Minorsky: Tadhkirat al-Mulūk: A Manual of Safavid Administration (circa 1137/1725) - Persian Text in Facsimile (B. M. Or. 9496), Luzac & Co., 1943, s. 17 Girāylī M.ch.ki Tükäli Qara-bayāt Jalāyir Qumrī Jaun-ghurbān Qarā-bāsh Ghūrī Jamshīdī Muqaddam Lak-i Salmāsī Zunūzī Bāydār Maliks of Sīstān Afghāns (of Qandahar)
Qizilbāsh'erne kom primært fra Anatolien, Syrien og Irak. En stor del af dem levede i Osmannerriget, hvor de blev udsat for barske forfølgelser. Nogle af disse qizilbāsh'er ydede personligt støtte til de safavidiske shāh'er.
Tabellen til højre viser de større (s) og mindre (m) stammeforbund (uymaq) som ydede personlig støtte til de safavidiske shāh'er. Oplysninger er primært hentet fra Faruk Sümer.Faruk Sümer: Safevî Devletinin Kuruluşu ve Gelişmesinde Anadolu Türklerinin Rolü, Türk Tarih Kurumu, 1999, s. 43-49, 49-56, 85-101, 104-107, 143-146, 158-193, 193-201 Men der henvises også til andre kilder for at identificere stammenavne, som ikke er angivet i Faruk Sümers liste.
De qizilbāsh-klaner der stod bag grundlæggelsen af Safavideriget og personligt støttede Shāh Ismā'īl var følgende:
Større stamme-federationer (uymāq)Faruk Sümer: Safevî Devletinin Kuruluşu ve Gelişmesinde Anadolu Türklerinin Rolü, Türk Tarih Kurumu, 1999, s. 43-49: Rūmlū: Et stort stamme-forbund som levede omkring Sivas-Koyulhisar og Şebinkarahisar samt Tokat og Amasya-områderne. Ustājlū: Et stamme-forbund der primært holdt til i områderne mellem Sivas, Amasya og Tokat, men også var bredt til Kırşehir. Takalū: Som også navnet indikerer, var dette stamme-forbund fra Teke (Antalya-området). Shāmlū: Shāmlū-forbundet opholdt sig i det sydlige Sivas om sommeren, og i området mellem Aleppo-Ayntab (Gaziantep) om vinteren. Shām er både navnet på byen Damaskus, men også et udtryk der generelt brugtes om det daværende Syrien. Zu'l-Qadar: Zu'l-Qadar eller Dhu'l-Qadar som det også kaldes, var et stort stamme-forbund som levede i områderne omkring Maraş og Boz Ok (Yozgat). I safavidiske kilder fremgår det, at dette forbund bestod af 80.000 husstande. Qājār: Dette forbund holdt til i Genje-området i Errân, men kom oprindeligt fra Boz-Ok (Yozgat) i det 15. århundrede.Faruk Sümer: Safevî Devletinin Kuruluşu ve Gelişmesinde Anadolu Türklerinin Rolü, Türk Tarih Kurumu, 1999, s. 97 Afshār: Dette forbund holdt til i Kûh Gilûye og Khuzistan.Faruk Sümer: Safevî Devletinin Kuruluşu ve Gelişmesinde Anadolu Türklerinin Rolü, Türk Tarih Kurumu, 1999, s. 98 Turkmān: Dette navn var en betegnelse for stammerne Mawsillu og Purnak.Faruk Sümer: Safevî Devletinin Kuruluşu ve Gelişmesinde Anadolu Türklerinin Rolü, Türk Tarih Kurumu, 1999, s. 101 Disse stammer levede i Diyar-Bakr (Diyarbakır)John E. Woods: The Aqquyunlu – Clan, Confederation, Empire, University of Utah Press, 1999, s. 194, men navnet Mawsillu, indikerer en oprindelig tilknytning til den irakiske by Mosul (Mawsil).
Mindre stamme-federationer (uymāq)Faruk Sümer: Safevî Devletinin Kuruluşu ve Gelişmesinde Anadolu Türklerinin Rolü, Türk Tarih Kurumu, 1999, s. 49-56: