Lincoln (udtales ˈlɪŋkən, latin Lindum Colonia) er domkirkeby og countysæde i Lincolnshire i England. I 2021 havde selve Lincoln City 103.813 indbyggere, mens byområdet Lincoln, inklusive Bracebridge Heath, North Hykeham, South Hykeham og Waddington havde 127.540 indbyggere. Lincoln er hovedby i Lincolnshire og countiets største by efterfulgt af Grimsby og Scunthorpe

Den romerske by Lindum Colonia udviklede sig fra briternes jernalderbosættelse ved floden Witham, nær vejen Fosse Way. Siden blev navnet forkortet til det nuværende Lincoln, efter adskillige på hinanden følgende bosættelser, inklusive af angelsaksere og danere. Byens vartegn inkluderer den gotiske Lincoln Cathedral, der i over 200 år var verdens højeste bygning og den normanniske Lincoln Castle. I byen ligger uddannelsesinstitutionerne University of Lincoln og Bishop Grosseteste University Byens fodboldklubber er Lincoln City F.C. og Lincoln United F.C. .

Historie Tidlig historie: Lindon Byens kan spores tilbage til en jernalderbosættelse af runde træhytter (sporene opdaget af arkæologer i 1972). Bosættelsen lå ved en dyb sø (den nutidige Brayford Pool) i Witham-floden ved foden af en stor bakke (hvor normannerne byggede Lincoln Cathedral og Lincoln Castle).

Navnet Lincoln stammer sandsynligvis fra en bosættelse menes at have haft navnet Lindon (søen) på det brytoniske sprog, som jernalderen britiske keltere talte, formodentlig med reference til det nuværende Brayford Pool. Man ved ikke hvor stor bosættelsen var, da resterne af den ligger dybt begravet under senere romerske og middelalderlige ruiner, uder den moderne by Lincoln.

Romersk historie: Lindum Colonia thumb|Den romerske byport Newport Arch.

Romerne erobrede denne del af Britannien i år 48 og byggede kort efter en legionærfæstning højt oppe på en bakke, vendt mod en naturlig sø (den moderne Brayford Pool) dannet ved en udvidelse af Withamog-floden ved den nordlige ende af romervejen Fosse Way (A46). Det keltiske navn Lindon blev latiniseret til Lindum - og Colonia, da byen blev en bosættelse for veteraner fra hæren. Lindum Colonia blev af engelsktalende forkortet til Lincoln.

Ændringen til en colonia skete, da en legion flyttede videre til York (Eboracum) i år 71. Lindum Colonia, eller Colonia Domitiana Lindensium efter grundlæggeren Domitian, blev etableret på bakketoppen inden for fæstningens mure med en udvidelse af omtrent samme størrelse ned ad bakken mod vandet.

Det blev en stor og blomstrende bosættelse, der var tilgængelig fra havet via Trent-floden og Witham-floden. Da provinsen Britannia Inferior blev opdelt i det tidlige fjerde århundrede, blev bosættelsen provinshovedstad i Flavia Caesariensis, men nu kom byen og dens vandveje ind i en nedgangstid. Ved slutningen af det femte århundrede var byen stort set forladt, selv om nogle bosættelser stadig fandt sted under en Praefectus Civitatis, da Paulinus af York besøgte en mand med den titel i Lincoln i år 629.

410 til 1066 Efter de første ødelæggende vikingeangreb opnåede byen igen nogen betydning. I vikingetiden var Lincoln et handelscenter. Efter indførelsen af danelagen i år 886, blev Lincoln en af de fem boroughs i East Midlands. I løbet af de næste århundreder steg Lincolns betydning igen. I 1068, to år efter den normanniske invasion, befalede Vilhelm Erobreren opførelsen af borgen Lincoln Castle på det sted, hvor den romerske bosættelse havde ligget af de samme strategiske årsager og med samme vej.

Domkirke thumb|Lincoln Cathedral

Byggeriet af den første Lincoln Cathedral begyndte, da biskopsædet blev flyttet fra Dorchester til Lincoln, og var fuldendt i år 1092. Domkirken blev genopført efter en brand, men blev ødelagt af et usædvanligt jordskælv i 1185. Den genopførte Lincoln Minster, som blev forstørret ved hver genopførelse, havde et krydstårn med spir, der efter sigende var 160 meter højt – det højeste i Europa. Ved katedralens fuldførelse menes det midterste af de tre spir at have overgået de store pyramider i Ægypten som de højeste menneskeskabte bygningsværker i verden.

Lincolns biskop var blandt de ledende skikkelser i det middelalderlige England. Lincolnshire, det største stift, havde flere klostre end resten af England tilsammen, og stiftet blev støttet af store landbesiddelser uden for countyet.

Da Magna Carta blev til i 1215, var et af vidnerne Hugh af Wells biskop i Lincoln. En af kun fire bevarede originale udgaver af dokumentet findes nu i Lincoln Castle.

Blandt de mest berømte biskopper i Lincoln var Robert Bloet, der var kong Henrik I's justiciar (en titel sammenlignelig med en nutidig premierminister); Hugh af Avalon, katedralbyggeren, der blev gjort til helgen som Sankt Hugh af Lincoln; Robert Grosseteste, intellektuel fra det 13. århundrede; Henrik Beaufort, politiker dybt involveret i rosekrigene; Philip Repyngdon, kong Henrik IV's kapellan og Wycliffes forsvarer; Thomas Wolsey, senere kardinal i Rom.

Biskoppens slot var administrativt centrum og det tredje element i det centrale bygningskompleks. Da det blev opført sidst i det 12. århundrede, var slottet en af de vigtigste bygninger i England. Den senere kanoniserede biskop Hugh af Lincoln var bygherre på slottets østlige del, hvis hvælving er det ældst bevarede eksempel på en beboelse med tag. Kapellet og indgangstårnet blev bygget af biskop William af Alnwick, der moderniserede slottet i 1430'erne. Både kong Henrik VIII og Jakob I var gæster hos biskopperne. Slottet blev hærget af kongetro tropper under borgerkrigen i 1648.

Middelalderby thumb|Den bebyggede High Bridge. thumb|Jew's House

I 1150 var Lincoln blandt de mest velhavende byer i England. Grundlaget for økonomien var tekstiler og uld, som blev eksporteret til Flandern. Lincolns vævere havde etableret et laug i 1130 med det formål at fremstille særligt de fintfarvede stoffer "skarlagen" og "grønt", hvis anseelse senere blev styrket af, at sagnfiguren Robin Hood bar uldtøj lavet af Lincoln-grønt (der måske var rødt). I laugsbygningen (Guildhall), der kroner Stonebow-byporten, opbevares i det ældgamle rådskammer Lincoln bys insignier. Uden for domkirkens og slottets områder ligger den gamle bydel, Bailgate, og den fortsætter ned ad gaden Steep Hill til High Bridge, som er den ældste bro i England, der stadig er bebygget, som det var almindeligt i middelalderen. Byen har tre gamle kirker: St. Mary le Wigford og St. Peter at Gowts, der begge er fra det 11. århundrede samt St. Mary Magdalene fra slutningen af det 13. århundrede og usædvanligt for England viet til (Maria Magdalene), som på den tid kom på mode på det europæiske fastland.

Lincoln var hjemsted for et af de fem vigtigste jødiske samfund i England, veletableret før det første gang blev omtalt i 1154. I 1190 nåede antisemitiske optøjer, der var begyndt i King's Lynn (Norfolk) til Lincoln; det jødiske samfund søgte tilflugt hos de kongelige embedsmænd, men deres boliger blev plyndret. Huset House of Aaron, har en toetages gadevendt facade, som stort set er fra det 12. århundrede. Det nærtliggende Jew's House vidner også om den jødiske befolkning. I 1255 opstod menneskeofringsanklagen kaldet Libel of Lincoln, hvor prominente jøder fra Lincoln blev beskyldt for ritualmord på en kristen dreng (Lille Hugo af Lincoln) og blev sendt til Tower of London, hvor alle atten blev henrettet. Jøderne blev fordrevet fra byen i 1290.

I det 13. århundrede var Lincoln den 3.største by i England, og populær hos mere end én konge. Den blev også viklet ind i striden mellem kong John (yngre bror til kong Richard Løvehjerte) og oprørske baroner.

Lykken begyndte at vendte for byen i løbet af det 14. århundrede. Den lavtliggende del af byen var tilbøjelig til at blive oversvømmet og blev i stigende grad isoleret, desuden var den sorte død udbredt. I 1409 blev byen et county corporate, i praksis et mindre selvstyrende county.

16. århundrede Opløsningen af Englands klostre bidrog yderligere til Lincolns problemer, da det afbrød den primære indtægt fra stiftet og det biskopkontrollerede patronat, alene ved lukningen af byens syv kloster. Samtidig blev en række parlamentkontrollerede abbedier lukket, hvilket førte til yderligere tab af politisk magt. Da der gik råd i domkirken store spir, der faldt sammen, var det et sigende udtryk for Lincolns økonomiske og politiske nedgang. Den forholdsvise fattigdom i Lincoln efter middelalderen, bevarede dog bygninger fra før middelalderen, som kunne være gået tabt i fremgangsrige tider.

Borgerkrigen Mellem 1642 og 1651 under den engelske borgerkrig lå Lincoln på grænsen mellem kavalerernes (royalisterne) og rundhovedernes (parlamentaristerne) styrker. Militærkontrollen over byen skiftede hænder adskillige gange. Mange bygninger blev svært beskadiget. Lincoln havde ikke længere nogen større industrier, ingen let adgang til havet og havde en dårlig beliggenhed. Som følge heraf, led Lincoln umådeligt, og rejsende kommenterede ofte tingenes tilstand i byen, der nu stort set kun bestod af en hovedgade. Resten af landet oplevede en spirende fremgang i begyndelsen af 1700-tallet.

Den georgianske periode I den georgianske periode begyndte det at gå bedre for Lincoln, delvist takket være den britiske landbrugsrevolution. Genåbningen af kanalen Foss Dyke gjorde det lettere at transportere vitale råstoffer som kul til byen.

Foruden den økonomiske vækst kom Lincoln også til at omfatte fælleden West Common.

Den industrielle revolution I forbindelse med etableringen af jernbaner oplevede Lincoln ny vækst under den industrielle revolution, og flere verdenskendte virksomheder opstod som Ruston, Clayton, Proctor og William Foster. Lincoln begyndte at udmærke sig inden for sværindustrien, med produktion af dieseldrevne tog, dampskovle og mange andre former for store maskiner.

20. århundrede Mellem november 1904 og august 1905 blev Lincoln ramt af en omfattende tyfusepidemi forårsaget af forurenet drikkevand fra Hartsholme Lake og Witham-floden. Over tusinde mennesker blev syge og 113 døde herunder den ansvarlige for byens vandforsyning, Matthew Robinson fra Baker Crescent. Vandtårnet Westgate Water Tower blev bygget for at give byen en ny vandforsyning.

Under første verdenskrig skiftede Lincoln til krigsproduktion. De allerførste kampvogne blev opfundet, designet og bygget i Lincoln af William Foster & Co. Ltd. under krigen. Befolkningstilvækst gav flere arbejdere muliggjorde endnu større vækst. Kampvognene blev afprøvet på arealer, der nu er dækket af Tritton Road (i de sydvestlige forstæder). Under anden verdenskrig producerede Lincoln store mængder krigsmateriel, herunder kampvogne, flyvemaskiner, ammunition og militærkøretøjer. Ruston and Hornsby (R & H) producerede dieselmotorer til skibe og lokomotiver i samarbejde med tidligere kollegaer til Frank Whittle og Power Jets Ltd. I 1950 åbnede R & H (som blev til RGT) det allerførste samlebånd til bygning af gasturbinemotorer til land- og havbaseret energiproduktion. Det blev en stor succes og virksomheden blev byens største arbejdsgiver med 5.000 arbejdspladser på fabrikken og i forskningslaboratorierne. Dermed blev store industrikonglomerater interesserede i at overtage virksomheden. I slutningen af 1960'erne overtog GEC virksomheden og flyttede produktionen af dieselmotorer til deres Ruston Diesels-afdeling i Newton-le-Willows, Lancashire, til det tidligere Vulcan Foundry (der havde fremstillet lokomotiver), der i juni 2000 købt af den tyske virksomhed MAN B&W Diesel. GEC blev slået sammen med den franske virksomhed Alstom i slutningen af 1980'erne, blev i 2003 købt ud af Siemens AG, og hedder i Siemens Industrial Turbomachinery. Denne virksomhed indeholder også de tilbageværende dele af Napier Turbochargers. I 2008 blev der offentliggjort planer om at opføre en ny fabrik lige uden for bygrænsen i Teal Park, North Hykeham.Siemens: Pressemeddelelse, 5. februar 2008