Slaget ved Khalkhyn Gol (mongolsk: Халхын голын байлдаан ; japansk: ノモンハン事件 Nomonhan jiken – dvs. Nomonhan episoden) var det afgørende slag i den uerklærede Sovjetisk-japanske grænsekonflikt som blev udkæmpet mellem Sovjetunionen, Mongoliet og Japan i 1939. Slaget blev opkaldt efter floden Khalkhyn Gol, som flyder gennem slagmarken. I Japan blev slaget kendt som Nomonhan episoden efter en nærliggende landsby på grænsen mellem Mongoliet og Manchukuo. Slaget endte med et totalt nederlag for den japanske 6. armé.
Slaget ved Khalkhyn Gol må ikke forveksles med krigen i 1945 hvor Sovjetunionen erklærede krig mod Japan som støtte for de øvrige allierede i 2. Verdenskrig og indledte Sovjetunionens invasion af Manchuriet.
Baggrund Efter besættelsen af Manchuriet og Korea flytte Japan sin militære interesse til sovjetiske områder, som grænsede op til disse territorier. Den første store sovjetisk-japanske grænseepisode var slaget ved Khasansøen, som foregik i 1938 i Primorskij. Det kom ofte til sammenstød mellem japanske og sovjetiske styrker på grænsen til Manchuriet.
I 1939 var Manchuriet en marionetstat under Japan under navnet Manchukuo. Japanerne hævdede at grænsen mellem Manchukuo og Den mongolske Folkerepublik var ved Khalkhyn Gol, som flyder ind i Buirsøen. Til gengæld hævdede mongolerne og deres sovjetiske allierede, at grænsen forløb ca. 15 km øst for floden, lige øst for landsbyen Nomonhan.<ref name=Drea>Drea, Edward J. [http://www-cgsc.army.mil/carl/resources/csi/drea2/Maps.html "Leavenworth Papers No. 2 Nomonhan: Japanese Soviet Tactical Combat, 1939 – MAPS"] – Retrieved: May 13, 2007.</ref>
Den vigtigste besættelsesstyrke i Manchukuo var Kwantung Arméen, som bestod af nogle af de bedste japanske enheder i 1939. Garnisonen i den vestlige del af Manchukuo bestod af en nyopstillede 23. division i Hailar under general Michitarō Komatsubara og bestod af adskille enheder fra Manchukuos hær og grænseenheder.
De sovjetiske tropper bestod af 57. Specialkorps, som var placeret fremskudt fra Trans-Bajkal militærdistriktet med ansvar for forsvaret af grænsen mellem Sibirien og Manchuriet. De mongolske tropper bestod fortrinsvis af kavaleribrigader og let artilleri, og viste sig at være effektive og aktive, men havde ikke kampvogne og tropper i tilstrækkeligt omfang.
I 1939 gav den japanske regering Kwantung arméen ordre til at styrke og befæste Manchukuos grænser mod Mongoliet og Sovjetunionen. Hertil kom, at Kwantung arméen, som længe havde været stationeret i Manchuriet langt fra de japanske hovedøer, var blevet meget uafhængig, og ikke følte behov for at få godkendelse fra den japanske regering, inden den udøvede aggression overfor de sovjetiske styrker.Baabar (1999), p. 384-6.
Kampe i maj, juni og juli thumb|305px|Japanske soldater krydser Khalkhyn Gol floden
Episoden begyndte den 11. maj 1939. En mongolsk kavalerienhed med 70-90 mand var trængt ind i det omstridte område for at finde græsgange til deres heste. Kavaleri fra Manchukuo angreb mongolerne og drev dem tilbage over Khalkhin Gol. Den 13. maj vendte den mongolske styrke tilbage i større tal, og manchukuoerne kunne ikke fordrive dem.
Den 14. maj anførte oberstløjtnant Yaozo Azuma 23. divisions rekognosceringsregiment med støtte fra 64. regiment fra samme division under oberst Takemitsu Yamagata, ind i området og mongolerne trak sig tilbage. Sovjetiske og mongolske tropper vendte tilbage til det omstridte område og Azumas styrje rykkede igen ud for at fordrive dem. Denne gang forløb tingene anderledes, da den sovjetisk-mongolske styrke omringede Azumas styrke den 28. maj og nedkæmpede den.Drea, Edward J. "Leavenworth Papers No. 2 Nomonhan: Japanese Soviet Tactical Combat, 1939 – BIG MAPS – Map 3" – Retrieved: May 13, 2007. Azuma-styrken mistede 8 officerer og 97 mand dræbt og en officer og 33 mand sårede, og havde således tab på 63 %.
thumb|left|250px|Japanske piloter mellem angreb
Begge sider begyndte at opbygge deres styrker i området. Japan havde snart 30.000 mand i området. Russerne afsendte en ny chef, generalløjtnant Georgij Zjukov, som ankom den 5. juni og medbragte flere motoriserede og pansrede enheder til kampområdet.Baabar (1999), p. 386-7. Den 27. juni indledte japanerne et luftangreb. Den japanske 2. luftbrigade angreb den sovjetiske flybase ved Tamsak-Bulak i Mongoliet. Japanerne vandt denne kamp idet de ødelagde en halv gang flere fly end de mistede, men angrebet var blevet beordret af Kwangtung arméen uden forlov fra den japanske hærs hovedkvarter i Tokyo. Tokyo gav straks det japanske luftvåben ordre til ikke at gennemføre yderligere angreb.Timothy Neeno, M.A. Nomonhan: The Second Russo-Japanese War , 2005. – Hentet: 12. maj 2007.
thumb|250px|Ødelagt sovjetisk panserkøretøj BA-10 thumb|250px|Ødelagt sovjetisk fly I løbet af juni var der fortsatte rapporter om sovjetisk og mongolsk aktivitet på begge sider af floden ved Nomonhan, og mindre angreb på isolerede manchukiske enheder. I slutningen af måneden fik den japanske chef for 23. division, generalløjtnant Michitarō Komatsubara, tilladelse til at "udsætte de invaderende". Den japanske plan gik ud på et knibtangsangreb. Tre regimenter og dele af et fjerde, herunder tre fra 23. division – 71. og 72. infanteriregiment samt en bataljon fra 64. infanteriregiment og 26. infanteriregiment under oberst Shinichiro Sumi, som var udlånt fra 7. division skulle krydse over Khalkin Gol, ødelægge kommunisternes styrker på Baintsagan bakken på den vestlige bred, og derefter foretage et venstre sving og rykke sydpå til Kawatama broen. Den anden del af angrebet blev tildelt Yasuoka enheden, som bestod af 3. og 4. kampvognsregiment samt en del af 64. regiment, en bataljon af 28. infanteriregiment fra 7. division, 24. ingeniørregiment og en bataljon af 13. feltartilleriregiment, under samlet ledelse af generalløjtnant Yasuoka Masaomi. Denne styrke skulle angribe sovjetiske tropper på den østlige bred af Khalkhyn Gol og nord for Holsten floden. De to japanske fremstød skulle mødes i de sovjetiske styrkers bagområde og omringe dem.
Det lykkedes for den nordlige enhed at krydse Khalkhyn Gol, fordrive sovjetstyrkerne fra Baintsagan bakken og rykke sydpå langs den vestlige bred, men Zjukov, som havde fornemmet faren, indledte et modangreb med 450 kampvogne og panserbiler. Den russiske pansrede styrke angreb japanerne på tre sider, og selv om den ikke var støttet af infanteri lykkedes det omtrent at omringe japanerne. Den japanske styrke, som yderligere var handicappet af kun at have en enkelte pontonbro over floden til forsyninger (hovedparten af brobygningspersonellet var sent sydpå for at hjælpe til i krigen i Kina) var tvunget til at trække sig tilbage og krydsede floden igen den 5. juli. I mellemtiden angreb Yasuoka-enheden (den sydlige styrke) om natten den 2. juli. Den rykkede frem om natten for at undgå sovjetisk artilleri på det højtliggende område på flodens vestlige bred. Et egentligt slag fulgte, hvor Yasuoka enheden mistede over halvdelen af dens kampvogne, men alligevel ikke kunne bryde gennem de sovjetiske styrker på den østlige bred og nå Kawatama-broen. Drea, Edward J. "Leavenworth Papers No. 2 Nomonhan: Japanese Soviet Tactical Combat, 1939 – BIG MAPS – Map 4" – Retrieved: May 13, 2007. Efter at et sovjetisk modangreb den 9. juli havde kastet den forslåede, udmarvede Yasuoka enhed tilbage blev den opløst og Yasuoka blev afløst.
thumb|250px|Den Røde Hær før offensiven De to hære fortsatte med støde sammen med hinanden i de følgende to uger langs en fire kilometer lang front langs østbredden af Khalkhyn Gol til dens møde med Holsten floden. Zjukov, hvis hær var 750 km fra sin forsyningsbase, samlede en flåde af 2.600 lastbiler til at forsyne sine tropper, mens japanerne havde alvorlige forsyningsproblemer, fordi de ikke rådede over lignende motoriseret transport. Den 23. juli indledte japanerne endnu et storstilet angreb, ved at sende 64. og 72. regiment mod de sovjetiske styrker, som forsvarede Kawatama-broen. Japanske artillerienheder støttede angrebet med en massiv spærreild, som opbrugte over halvdelen af deres ammunitionslagre i løbet af to dage. Angrebet gjorde nogen fremgang, men det lykkedes ikke at gennembryde den sovjetiske linje og nå frem til broen. Japanerne trak sig ud af angrebet den 25. juli på grund af stigende tab og udtømte lagre af artillerigranater. De havde tab på over 5.000 mand på dette tidspunkt, men havde fortsat 75.000 mand og adskillige hundrede fly overfor de kommunistiske styrker. Slaget gik ind i et dødvande.
August: Zjukovs angreb
Japanerne omgrupperede sig og planlagde et tredje storoffensiv mod sovjetstyrkerne til den 24. august. De fik aldrig chancen. Zjukov havde samlet en stor pansret styrke i form af tre kampvognsbrigader (4., 6. og 11.) og to mekaniserede brigader (7. og 8., som bestod af panserbiler med tilknyttet infanteristøtte). Denne styrke blev placeret på den sovjetiske venstre og højre fløj. I alt havde Zjukov tre riffeldivisioner, to kampvognsdivisioner, yderligere to kampvognsbrigader – i alt 498 kampvogne – to motoriserede infanteridivisioner og en luftstyrke på ca. 250 jagere og bombefly at sætte ind mod japanerne. Mongolerne indsatte to kavaleridivisioner.Drea, Edward J. "Leavenworth Papers No. 2 Nomonhan: Japanese Soviet Tactical Combat, 1939 – BIG MAPS – Map 6" – Retrieved: May 13, 2007. Kwantung arméen derimod havde kun to let pansrede divisioner der hvor angrebet blev sat ind. De var opbygget omkring generalløjtnant Michitarō Komatsubaras 23. division, hvis hovedkvarter havde ligget i Hailar, hovedstaden i Hsingan, Manchu provinsen, over 150 km fra kamphandlingerne. Deres efterretningsaktivitet havde heller ikke opdaget omfanget af den sovjetiske opmarch eller målet for det angreb, som Zjukov planlagde.
thumb|left|250px|Sovjetiske kampvogne krydser Khalkhyn Gol floden Zjukov besluttede, at det var på tide at bryde dødvandet. Han indsatte omkring 50.000 sovjetiske og mongolske tropper fra 57. Special Korps i forsvaret af den østlige bred af Khalkhyn Gol, derpå krydsede han floden den 20. august for at angribe de japanske elitestyrker med tre infanteridivisioner, koncentreret artilleri, en kampvognsbrigade og de bedste fly fra det sovjetiske luftvåben. Da først japanerne var blevet indviklet i kamp mod det sovjetiske centrum, fejede de pansrede sovjetiske enheder rundt om flankerne og angreb japanerne i ryggen, afskar deres kommunikationslinjer, afværgede desperate japanske modangreb (en japansk officer trak sin sabel og anførte et angreb til fods mod sovjetiske kampvogne), og opnåede en klassisk omringning. Da de to fløje i Zjukovs angreb mødtes ved landsbyen Nomonhan den 25. var den 23. japanske division fanget i en fælde. Den 26. august slog et japansk angreb for at undsætte 23. division fejl. Den 27. august forsøgte 23. division at bryde ud af omringningen, men forgæves. Da de omringede styrker nægtede at overgive sig, ødelagde Zjukov dem med artilleri og luftangreb. Slaget endte den 31. august med de japanske styrkers fuldstændige ødelæggelse. De resterende japanske enheder trak sig tilbage til øst for Nomonhan.
thumb|250px|Tilfangetagne japanske soldater