thumb|Udenrigspolitisk Nævn. Mødelokale, 2017. Det Udenrigspolitiske Nævn er et permanent, grundlovsfæstet og fortroligt parlamentarisk nævn i Folketinget, som regeringen er forpligtet til at rådføre sig med forud for enhver beslutning af større udenrigspolitisk rækkevidde. Nævnet fungerer som et fortroligt forum for regeringens orientering og drøftelse med repræsentanter for Folketingets partier om væsentlige udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitiske spørgsmål. Det har ingen besluttende myndighed, men giver regeringen mulighed for at afsøge parlamentarisk opbakning, hvilket navnlig har betydning i perioder med mindretalsregeringer, og for at orientere om sager, der ikke egner sig til åben behandling i Folketinget.

Nævnet blev oprettet ved lov i 1923, især med henblik på at styrke Rigsdagens indsigt i og kontrol med regeringens udenrigspolitik, og havde som forløber Rigsdagspartiernes Politiske Forhandlingsudvalg, som regeringen rådførte sig med i forbindelse med Nordslesvigs genforening med Danmark i 1918–1920. Efter 2. verdenskrig og Danmarks stigende deltagelse i internationalt samarbejde fik nævnet øget betydning, navnlig under Den kolde krig, hvor det blev inddraget i en række centrale udenrigs- og alliancepolitiske spørgsmål. Med Grundloven af 1953 blev nævnet grundlovsfæstet i § 19, stk. 3, og i 1954 blev dets nærmere organisation og tavshedspligt fastlagt ved en ny lov om Det Udenrigspolitiske Nævn.

Nævnet er et af Folketingets stående udvalg, men adskiller sig fra de fleste øvrige udvalg ved ikke alene at bero på Folketingets forretningsorden, men ved at være forudsat i Grundloven. I lighed med § 71-tilsynet har det dermed en særlig forfatningsretlig status. Nævnet nedsættes i begyndelsen af hvert folketingsår og efter folketingsvalg og består af 17 medlemmer med personlige stedfortrædere. Møderne er fortrolige, der må ikke refereres fra drøftelserne, og medlemmerne er underlagt tavshedspligt.

Historie

Oprettelse Nævnet blev oprettet som en udløber af en debat i folketingssamlingen 1920–21 i forbindelse med en omorganisering af udenrigstjenesten. Under debatten blev der fremsat forslag om at oprette et stående udvalg med indseende med regeringens førelse af udenrigspolitikken. Forslaget blev forkastet, men i 1922 vedtog Folketinget en beslutning, der pålagde regeringen at forelægge et lovforslag om et udenrigspolitisk nævn.

Ved lov nr. 137 af 13. april 1923 om nedsættelse af et udenrigspolitisk nævn blev nævnet etableret som et permanent organ.Max Sørensen: Statsforfatningsret. s. 285 f. 2. udg. ved Peter Germer 1973. Loven bestemte, at der skulle nedsættes et udenrigspolitisk nævn med 16 medlemmer valgt af Landstinget og Folketinget. Nævnet skulle "med regeringen drøfte sager af betydning for landets udenrigspolitik og modtage oplysninger fra regeringen om udenrigspolitiske forhold", idet sådanne sager så vidt muligt skulle forelægges nævnet, når de var af større betydning og ikke allerede havde været forelagt Rigsdagen.

Forud for 1923-loven havde der i 1918–20 været nedsat et udvalg, som kan betragtes som en forløber for nævnet: Rigsdagspartiernes Politiske Forhandlingsudvalg, som regeringen rådførte sig med i forbindelse med Nordslesvigs genforening med Danmark.

Med Grundloven 1953 blev Det Udenrigspolitiske Nævn grundlovsfæstet, og 1923-loven blev i 1954 afløst af en ny Lov om Det udenrigspolitiske nævn.Lov nr 54 af 05/03/1954 om Det udenrigspolitiske Nævn via Retsinformation.

Kompetencer Nævnet har ingen besluttende myndighed, men fungerer som forum for rådføring, orientering og diskussion mellem regeringen og Folketingets større partier. Det blev oprettet ved lov i 1923, navnlig på initiativ af Det Radikale Venstre, med det formål at øge Folketingets indsigt i og kontrol med regeringens udenrigspolitik. Fortrolighed omgav nævnets virksomhed allerede fra begyndelsen. Dets praktiske indflydelse var dog relativt begrænset indtil 2. verdenskrig, og også efter folketingsvalget i oktober 1945, hvor Danmarks Kommunistiske Parti med 18 mandater blev repræsenteret i Nævnet, forblev dets rolle beskeden.

Nævnet under Den Kolde Krig Den Kolde Krigs skærpelse fra 1947–1948 fik direkte betydning for Nævnets virksomhed. Selv om Danmarks Kommunistiske Parti ved folketingsvalget i oktober 1947 opnåede ni mandater, var de øvrige partier enige om at udelukke partiet fra repræsentation i Nævnet, fordi man frygtede, at fortrolige oplysninger fra drøftelserne kunne ende i Moskva. Retsforbundet, der kun havde seks mandater, fik derimod sæde. I marts 1948, i forbindelse med Påskekrisen, blev regeringens orientering af Nævnet klart opprioriteret. I maj samme år luftede Hedtoft-regeringen endda muligheden for alene at behandle lovkomplekset om modtagelse af Marshallhjælpen i Nævnet for at undgå kommunistisk kritik i Folketinget, men Venstre og Det Konservative Folkeparti insisterede på almindelig folketingsbehandling. Under forhandlingerne om Danmarks fremtidige alliancepolitiske tilknytning, Norden eller Atlantpagten, blev Nævnet løbende inddraget.

I 1949 fik Udenrigspolitisk Nævn et nævnssekretariat under ledelse af en embedsmand fra Udenrigsministeriet, som også stod for udarbejdelsen af relativt udførlige optegnelser, eller referater, fra møderne. Af hensyn til fortroligheden blev referaterne hverken godkendt eller omdelt til nævnsmedlemmerne, men de kunne gennemlæses i Udenrigsministeriet. Referaterne var længe omgærdet af betydelig hemmeligholdelse, selv det såkaldte Seidenfaden-udvalg af betroede forskere og embedsmænd, som omkring 1970 udarbejdede Seidenfaden-rapporten om dansk sikkerhedspolitik, fik ikke adgang til dem. Nævnsreferaterne for perioden efter 1949 blev først gradvist tilgængelige for forskningen i 1990’erne og derefter.

Nævnets rolle blev styrket i takt med Danmarks øgede deltagelse i internationalt samarbejde efter 2. verdenskrig, og i 1953 blev det grundlovsfæstet i Grundlovens § 19, stk. 3, hvorefter Folketinget af sin midte vælger et udenrigspolitisk nævn, "med hvilket regeringen rådfører sig forud for enhver beslutning af større udenrigspolitisk rækkevidde", mens de nærmere regler fastsættes ved lov. Loven om Nævnet, vedtaget i 1954, fastsatte blandt andet, at Nævnet skulle have 17 medlemmer, der årligt og efter hvert folketingsvalg vælges blandt Folketingets medlemmer efter forholdstal. Loven fastsatte også, at nævnsmedlemmernes tavshedspligt gjaldt i det omfang, vedkommende minister eller nævnets formand bestemte. I praksis blev dette dog fortolket som en generel og undertiden skærpet tavshedspligt om Nævnets drøftelser og om oplysninger, der blev fremlagt i Nævnet, dog således at medlemmerne kunne gengive ikke-fortrolige oplysninger og egne udtalelser, når disse ikke var omfattet af fortrolighed.

Spørgsmålet om tavshedspligt fik særlig betydning under Den Kolde Krig. PET-Kommissionen fandt i sin beretning fra 2009 ikke belæg for, at SF-formanden Gert Petersen som nævnsmedlem i begyndelsen af 1970’erne havde videregivet fortrolighedsbelagte oplysninger fra Nævnet til sin sovjetiske samtalekontakt. Derimod foreligger der dokumentation for, at DKP’eren Ib Nørlund i december 1946 i strid med reglerne videregav oplysninger fra Nævnet til den sovjetiske ambassade.

Under størstedelen af Den Kolde Krig afholdt Nævnet møde omtrent hver tredje eller fjerde uge, typisk af to til tre timers varighed. Efter hvert møde udsendtes et officielt kommuniké, som alene angav hovedpunkterne på dagsordenen og eventuelt trufne beslutninger, men aldrig gengav indholdet af drøftelserne. Fra 1962 udarbejdede Udenrigsministeriet regelmæssigt særlige udenrigspolitiske oversigter til brug for Nævnets medlemmer. Hvilke sager, oplysninger og materialer der blev forelagt Nævnet, blev i praksis i høj grad afgjort af den siddende udenrigsminister, selv om oppositionen, og i princippet ethvert parti med repræsentation i Nævnet, kunne rejse udenrigspolitiske spørgsmål af enhver art.

Nævnets vigtigste politiske funktion var ofte at give regeringen en fornemmelse af, hvor stor parlamentarisk opbakning der fandtes til linjen i en given udenrigspolitisk sag. Dette havde særlig betydning, fordi de fleste danske regeringer under Den Kolde Krig var mindretalsregeringer og derfor havde behov for parlamentarisk dækning, også i sager hvor regeringen måtte dele strengt fortrolige oplysninger med oppositionen. Derved fik oppositionen i et vist omfang medansvar for de beslutninger, der blev truffet. Samtidig var formuleringen i Grundloven og i 1954-loven om, at regeringen skulle rådføre sig med Nævnet før "enhver beslutning af større udenrigspolitisk rækkevidde", så åben for fortolkning, at den både kunne give anledning til indenrigspolitiske kontroverser og give regeringen et vist alibi for at holde særligt følsomme eller potentielt kontroversielle udenrigspolitiske sager uden for Nævnets drøftelser.

Sager, som ikke er blevet forelagt nævnet Det fremgår af senere forskning, at der i hvert fald i de første årtier af Den Kolde Krig var flere væsentlige og til dels retningsgivende udenrigs- og sikkerhedspolitiske sager, som enten slet ikke blev forelagt Nævnet eller kun blev berørt sporadisk. Det gjaldt blandt andet:

Danmarks tilslutning til det vestlige handelsembargosamarbejde CoCom i 1949–1950 og delvis den senere danske linje i CoCom. Tilslutningen til NATO’s militære enhedskommando i Europa i efteråret 1950, hvilket dog til dels hang sammen med et samtidigt folketingsvalg, hvor Nævnet midlertidigt var opløst. Den bilaterale aftale med USA om forsvaret af Grønland i 1951, der gav USA vidtrækkende militære rettigheder i Grønland. Centrale dele af overvejelserne bag afvisningen af fredstidsstationering af fremmede NATO-styrker på dansk jord i 1953. Regeringens stilling til nukleariseringen af NATO’s militære strategi i 1953–1954. Stats- og udenrigsminister H.C. Hansens accept i 1957 af oplagring af amerikanske atomvåben i Grønland. Regeringens beslutning i 1957–1958 om under de foreliggende fredstidsomstændigheder ikke at acceptere atombevæbning af det danske forsvar. De atomstrategiske implikationer af regeringens accept af amerikanske LORAN C-radaranlæg på Færøerne i 1958. Regeringens overvejelser om atomvåbenfri zoner i Centraleuropa i begyndelsen af 1960’erne. Den dansk-amerikanske aftale fra 1963 om en missilvarslings- og kommunikationsstation på Færøerne, delvist drevet af amerikansk militærpersonel.

Den sidstnævnte aftale blev af SR-regeringen holdt uden for Nævnets behandling med den begrundelse over for amerikanerne, at SF’s repræsentant i Nævnet ikke skulle få kendskab til dens indhold.

I mange af disse tilfælde blev lederne af de fire 'gamle partier', dvs. Socialdemokratiet, Venstre, Det Konservative Folkeparti og Det Radikale Venstre, dog formentlig orienteret uformelt og dybt fortroligt af centrale regeringsmedlemmer. Denne praksis svarede til den vurdering, som Udenrigsministeriets direktør Jens Rudolph Dahl, der beklædte posten fra 1948 til 1950, gav udtryk for i en aviskronik i december 1959, hvor han om forholdet mellem udenrigsministeren og Udenrigspolitisk Nævn anførte, at "virkelige statshemmeligheder" vanskeligt kunne betros Nævnet, fordi forsamlingen var for stor. I de sidste årtier af Den Kolde Krig fik Nævnet derimod en stigende rolle i takt med parlamentariseringen og demokratiseringen af den udenrigspolitiske beslutningsproces i 1970’erne og 1980’erne, hvilket i sig selv medvirkede til, at færre væsentlige udenrigs- og sikkerhedspolitiske sager blev holdt uden for dets drøftelser.

Grundlag og funktion