Østrig-Ungarns marine var marinen for dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn. Dens officielle navn var Kaiserliche und Königliche Kriegsmarine (Kejserlige og kongelige krigsmarine, forkortet og bedre kendt som k.u.k. Kriegsmarine).

Marinen eksisterede under dette navn efter dannelsen af dobbeltmonarkiet i 1867 og forsatte indtil slutningen af 1. Verdenskrig i 1918. Før 1867 hørte landets flådeenhed under Kejserriget Østrig. I 1915 gjorde 33.735 mænd tjeneste i k.u.k. Kriegsmarine.

Hverken Østrig eller Ungarn havde kystlinje eller havne (bortset fra flodhavne, især på Donau) efter 1. Verdenskrig, og havde derfor ikke stort brug for en marine. De tidligere havne ved Adriaterhavet blev overtaget af Kongeriget Italien og Jugoslavien.

Skibe fra k.u.k. Kriegsmarine blev kaldt kaldt SMS, for Seiner Majestät Schiff (Hans majestæts skib).

Historie left|thumb|220px|Kejser Joseph II. right|thumb|220px|Området hvor k.u.k. Kriegsmarine opererede. Oprindelse Indtil slutningen af det 18. århundrede havde der kun været spæde forsøg på at etablere en østrigsk marine. Habsburgerne havde anvendt kanonbevæbnede skibe sejlende på Donau i det 16. og 17. århundrede til at bekæmpe det Osmanniske Rige, og skibe til at beskytte handelsflåden opererede fra de Østrigske Nederlande, men disse styrker var ikke under fælles kommando og tjente ikke samme formål. Et specifikt orlogsflag (Marineflagge) baseret på de rød-hvide-røde farver blev først indført under kejser Josef 2.

Situationen ændrede sig betydeligt i 1797 med Freden i Campo Formio mellem Frankrig og Østrig. Østrig overdrog de Østrigske Nederlande og visse øer i Middelhavet, inklusive Korfu og visse venetianske øer i Adriaterhavet, til Frankrig. Venedig og dets territorier blev delt mellem de to stater og den østrigske kejser fik byen Venedig sammen med Istrien og Dalmatien. De venetianske flådeenheder og faciliteter blev også overdraget til Østrig og dannede grundlag for oprettelsen af den østrigske marine.

Det 19. århundrede

I 1802 gav ærkehertug Karl ordre til dannelsen af et flådeakademi i Venedig ("Cesarea regia scuola dei cadetti di marina"), der senere blev flyttet til Trieste i 1848 og til sidst, under navnet "k.u.k. Marine-Akademie", til Fiume (i dag Rijeka, Kroatien), hvor det forblev indtil 1. Verdenskrig.

Marinen fik sin første indflydelsesrige støtte da ærkehertug Karls tredje søn ærkehertug Friedrich gik ind i flåden i 1837. Den unge ærkehertug gennemførte mange reformer, der sigtede efter at gøre landets marine mindre "venetiansk" og mere "østrigsk". Dette blev anset som en nødvendighed, da man følte at styrken der blev kaldt den "Østrigske marine" i praksis mere eller mindre bare var venetianske skibe og mandskab, som sejlede under østrigsk flag. I 1844 blev ærkehertug Friedrich forfremmet til viceadmiral og øverstbefalende for marinen, men han døde af gulsot bare tre år efter i en alder af 26.

Østrigske krigsskibe oplevede deres første militære træfning under Orientkrigen i 1840, da de indgik i en britisk flåde, der afsatte Ægyptens vicekonge Muhammad Ali Pasha fra det osmanniske Syrien. Ærkehertug Friedrich deltog selv i felttoget og blev tildelt Maria-Theresia-Ordenen for sit enestående lederskab.

left|thumb|260px|Ærkehertug Ferdinand Maximilian i flådeuniform, cirka 1864 thumb|right|303px|Skruekorvetten Erzherzog Friedrich i 1868, en veteran fra slaget ved Lissa Modernisering af marinen I 1854 blev kejserfamilien igen direkte involveret i flådens ledelse, da kejser Franz Josephs yngre bror blev udnævnt til øverstkommanderende for den østrigske marine. Ærkehertug Ferdinand Maximilian var på det tidspunkt 22 år. Han gennemførte mange reformer for at modernisere flåden, og var medvirkende til oprettelsen af flådebasen i Trieste såvel som opbyggelsen af den flådestyrke, som senere ville sikre admiral Wilhelm von Tegetthoff sine sejre i krigen mod Italien.

Flådeværftet i Venedig blev bibeholdt. Herfra blev det østrigske skruekanonbåd Kerka (mandskab: 100) søsat i 1860 (i tjeneste indtil 1908). Samme år blev kommandoen over laguneflotillen ved Venedig, flotillen på Gardasøen og flotillen på Donau overflyttet fra hæren til marinen. Den venetianske laguneflotille blev fra 1864 ankret op ved kirken San Giorgio. Flotillen talte da bl.a. skruekanonbåden Ausluger, hjuldamperen Alnoch, og fem hjul-kanonbåde af type 1 til 4.

Marinen søsatte sine første panserskibe (SMS Drache og SMS Salamander) i 1861 og byggede yderligere fem frem til midten af 1860'erne.Chesneau, s. 267

Novara-ekspeditionen thumb|260px|left|Fra Novara-ekspeditionen: skitse af en coca plante Ærkehertug Ferdinand Maximilian tog også initiativ til en storstilet videnskabelig ekspedition (1857-1859) hvorved fregatten SMS Novara blev det første østrigske skib der sejlede jorden rundt. Rejsen tog 2 år og 3 måneder og blev ledet af flotilleadmiral Bernhard von Wüllerstorf-Urbair, sammen med 345 officerer, mandskabet og 7 videnskabsfolk. Ekspeditionen blev planlagt af Videnskabsakademiet i Wien og skulle indhente ny viden om astronomi, botanik, zoologi, geologi, oceanograpfi og hydrografi. SMS Novara sejlede fra Trieste den 30. april 1857, og besøgte undervejs Gibraltar, Madeira, Rio de Janeiro, Cape Town, Île Saint-Paul, Ceylon, Madras, Nicobarerne, Singapore, Batavia, Manila, Hong Kong, Shanghai, Ponape-øen, Stuarts, Sydney (5. november 1858), Auckland, Tahiti, Valparaiso og Dubrovnik, før det vendte hjem til Trieste den 30, august 1859.

I 1863 aflagde Royal Navys linjeskib HMS Marlborough, der var admiral Fremantles flagskib, en høflighedsvisit i Pola, hovedhavnen for den østrig-ungarske marine.

I april 1864 fratrådte ærkehertug Ferdinand Maximilian embedet som øverstbefalende for marinen og accepterede positionen som kejser af Mexico fra Louis Napoleon, og blev Maximilian 1. af Mexico. Han rejste fra Trieste til Veracruz om bord på SMS Novara, eskorteret af fregatterne SMS Bellona (Østrig-Ungarn) og Themis (Frankrig). Den kejserlige yacht Phantasie ledede processionen af krigsskibe fra Schloß Miramar og til det åbne hav.Haslip, Joan, Imperial Adventurer – Emperor Maximilian of Mexico, London, 1971, Fire år efter, da Maximilian var blevet arresteret og henrettet, blev admiral Wilhelm von Tegetthoff om bord på Novara sent af sted for at hente Ferdinand Maximilians lig tilbage til Østrig.

Anden Slesvigske Krig thumb|right|303px|Wilhelm von Tegetthoff fik stor betydning for den østrig-ungarske flåde som både leder i kamp og organisator i fredstid Under 2. Slesvigske Krig i 1864 havde kontreadmiral Wilhelm von Tegetthoff kommandoen over en lille østrigsk division, som sejlede fra Middelhavet til Nordsøen.

Den 9. maj 1864 ledede Tegetthoff de forenede preussiske og østrigske flådestyrker i søtræfningen ved Helgoland, fra sit flagskib, skruefregatten SMS Schwarzenberg. Slaget blev en taktisk sejr til de danske styrker, da østrigerne måtte søge ly ved den engelske ø Helgoland. Det var også et af de sidste betydningsfulde flådeslag mellem to styrker af træskibe og det sidste betydelige flådeslag med deltagelse af Danmark. Selv om østrigerne måtte trække sig tilbage, blev slaget alligevel fejret som en sejr, fordi danskerne også sejlede væk og dermed opgav blokaden af de nordtyske havne, og to østrig-ungarske skibe blev senere opkaldt efter øen.

Tredje italienske uafhængighedskrig Den 20. juli 1866, nær øen Lissa (nu Vis) i Adriaterhavet, fik den østrigske flåde sit afgørende gennembrud. Under kommando af kontreadmiral Wilhelm von Tegetthoff vandt flåden sit første store søslag. Østrig var i juni kommet i krig mod Preussen, og kongeriget Italien gik med i krigen på preussisk side i det, der blev kaldt den 3. italienske uafhængighedskrig. Den italienske flåde var større end den østrigske, men takket være Tegetthoffs beslutsomhed og taktiske evner vandt østrigerne en klar sejr. Slaget var det første mellem søgående panserskibe, og det fik derfor stor international opmærksomhed. Tegetthoffs brug af vædring kom til at danne skole for maritim taktik mange år frem, men slaget blev faktisk det sidste, hvor vædring fik nogen betydning.

Fredstid Flådens indsats fik ingen betydning for udfaldet af krigen i 1866. Østrig måtte afstå Venedig, og dermed forsvandt flotillen ved Venedig, værftet og en stor del af marinens rekrutteringsgrundlag. Indenrigspolitisk førte nederlaget til dannelsen af det Østrig-ungarske dobbeltmonarki i 1867, og den øgede ungarske indflydelse betød, at ungarerne stillede krav om, at landets ministerier skulle fordeles ligeligt mellem de to rigsdele. Marineministeriet havde intet ønske om at flytte til Budapest, så løsningen blev, at man i stedet oprettede en Marinesektion under Krigsministeriet i Wien. Rekrutteringsproblemerne løste man med en ny lov om flerårig værnepligt. Den faldt ikke i god jord hos kystbefolkningen, og helt mod syd, ved den vigtige havn i Kotorbugten, udbrød der oprør i 1869, og først i 1880 kom området under fuld kontrol igen.

Tegetthoff blev i 1868 udnævnt til admiral og chef for Marinesektionen. Under hans ledelse blev der især satset på opbygningen af skoler til træning af de værnepligtige og til uddannelse af de mange teknikere (maskinmestre/ingeniører), som en moderne marine havde brug for. Tegetthoff døde allerede i 1871, men hans reformer fik blivende værdi.

Bygningen af panserskibe fortsatte, SMS Lissa blev søsat i 1869, og i 1870'erne fulgte yderligere syv panserskibe. Fire af dem var officielt "ombygninger" af ældre skibe, fordi marinen havde meget vanskeligt ved at få bevillinger til nybygning igennem under de nye politiske forhold.Chesnau, s. 269-70

Allerede i ærkehertug Maximilians tid som chef var det blevet besluttet, at der hvert år skulle sendes mindst ét skib ud på togt for at vise flaget i fremmede egne og om muligt fremme østrigsk indflydelse. I fredstid besøgte østrig-ungarske skibe Asien, Nordamerika, Sydamerika, og Stillehavet.

I 1869 rejste kejser Franz Joseph om bord på skruekorvetten SMS Viribus Unitis til åbningen af Suez-kanalen. Skibet var navngivet efter hans personlige motto ("Med fælles kraft").

Polarekspedition Østrig-ungarske skibe og flådepersonel deltog også i den arktiske udforskning, og opdagede Franz Josefs Land under en ekspedition der varede fra 1872 til 1874.

Ledet af flådeofficeren Karl Weyprecht samt infanteriofficeren og landskabsarkitekten Julius Payer, forlod ekspeditionen, om bord på den specialbyggede skonnert Tegetthoff, Tromsø i juli 1872. I slutningen af august blev skibet fanget i pakis nord for Novaja Zemlja og drev til hidtil ukendte polarregioner. Det var i løbet af denne flyden rundt, at de opdagede den øgruppe, de opkaldte efter kejser Franz Joseph 1.

I maj 1874 besluttede Payer at forlade det fastfrosne skib og prøve at vende tilbage ved hjælp af hundeslæder og mindre både. Den 14. august 1874 nåede ekspeditionsdeltagerne åbent hav og kunne 3. september endelig sætte foden på land igen i Rusland.

Mellem århundrederne Kretaopstanden I slutningen af 1896 udbrød der en opstand på Kreta og 21. januar 1897 blev en græsk hær landsat på øen for at befri den fra det Osmanniske Rige og forene den med Grækenland. De europæiske magter, inklusive Østrig-Ungarn greb ind og proklamerede at Kreta som internationalt protektorat. Krigsskibe fra k.u.k. Kriegsmarine patruljerede ud for Kreta i en blokade mod osmanniske flådeenheder. Kreta forblev i en anomal situation indtil den blev endeligt overdraget til Grækenland i 1913.

Bokseroprøret

Østrig-Ungarn var en del af otte-nationers-alliancen under Bokseroprøret i Kina (1899 – 1901). Som medlem af de allierede nationer sendte Østrig to træningsskibe og krydserne SMS Kaiserin und Königin Maria Theresia, SMS Kaiserin Elisabeth, SMS Aspern og SMS Zenta, samt et kompagni marinesoldater af sted til det nordlige Kina i april 1900.