Ove Wendelboe Sprogøe Petersen (født 21. december 1919 i Odense, død 14. september 2004) var en dansk skuespiller. Ove Sprogøes mest kendte roller er som doktor Hansen i tv-serien Matador og som den geniale vaneforbryder Egon Olsen i Olsen-banden-filmene.
Sprogøe blev student ved Mulernes Legatskole og blev uddannet som skuespiller ved Alliancescenernes Elevskole i 1944. I 1945 fik han sit gennembrud som Nicolai i Nøddebo Præstegård på Folketeatret i København. Sprogøe giftede sig i 1945 med Eva Rasmussen, med hvem han fik tre sønner, heriblandt skuespiller Henning Sprogøe. I sin lange og meget produktive karriere på både teater og film spillede Sprogøe i en længere periode sammen med Dirch Passer.
I løbet af sin skuespillerkarriere blev Sprogøe tildelt tre Bodilstatuetter for bedste mandlige hovedrolle i filmene På tro og love (1956), Den forsvundne fuldmægtig (1972) og Olsen-bandens sidste bedrifter (1975). I 1996 blev han hædret med en ærespris af Danmarks Film Akademi, og i 1999 modtog han en Æres-Bodil for sin indsats i dansk film. Sprogøe nåede at medvirke i 159 film og omtrent 140 teaterstykker.
Opvækst og ungdom
Opvækst Ove Sprogøe blev født den 21. december 1919 i Odense på Fyn som søn af typograf Hans Arthur Sprogøe Petersen (4. december 188427.marts 1967) og Inger Marie Sprogøe Petersen (29. april 1888-1959). Ove havde to ældre søskende, Arthur (født 28. februar 1908) og Inger (født 6. december 1914), der var opkaldt efter forældrene. Barndomshjemmet var en treværelses lejlighed på 2. th. i Østergade 22, Odense.
Sprogøes forældre delte en stor interesse for teater, film, litteratur og billedkunst, og de tog ofte ham og hans søskende med på museum. Han overværede sit første teaterstykke som 8-årig og fandt det vældigt fascinerende at gå i biografen for at se westerns. Stumfilmsudgaven af Ben-Hur fra 1925 gjorde et stort indtryk på ham. Sprogøe så desuden også Charles Chaplins Guldfeber (1925), Cirkus (1928) og Byens Lys (1931) i biografen som barn, og Chaplin blev et af hans store forbilleder inden for film. Han kom ofte i Sankt Hans Biograf på Skibhusvej med sine kammerater på søndage, ligesom de også tit var i Paladsteatret i Vestergade, Kino i Asylgade og Kosmorama i Kongensgade. Sprogøe fortalte senere, at fascinationen for teater- og skuespillerlivet lå i ham allerede som barn, men at han dengang aldrig forestillede sig, at han selv kunne blive skuespiller en dag.
Skolegang og kontorarbejde
Sprogøe begyndte i Østre Skole i 1926 og skiftede til Mulernes Legatskole i 1929, hvor han gik i et par måneder, indtil familien flyttede til København. Han gik på Bispebjerg Skole fra 4. til og med 7. klasse, hvor han medvirkede i flere skolekomedier og fik vakt sin interesse for teater. Senere kom Sprogøe i realklassen på Rådmandsgade Skole på Nørrebro, men efter det første år ønskede han ikke at gå i skole mere. På sin fars opfordring kom han i lære som typograf hos en bogtrykker, men han var ikke begejstret for arbejdet. Efter tre måneders indlæggelse på et sanatorium grundet mistanke om tuberkulose indstillede Sprogøe typografuddannelsen. Han drømte om at spille teater, men vejen dertil syntes ikke let. Sprogøe arbejdede kortvarigt som cykelbud, elevatorfører og bogbinder, men kom efterfølgende til at arbejde som kontormand i syv år, herunder for kemikaliefirmaet Nordisk Droge og Kemikalie på Sankt Annæ Plads.
Tidlige karriere
Skuespillerelev
Sprogøe var i begyndelsen af 1940'erne elev hos en række kendte skuespillere, herunder John Price, Elith Foss og Sigfred Johansen. Som elev hos Foss kom Sprogøe for første gang til optagelsesprøve på Det Kongelige Teaters Elevskole, men blev ikke optaget. Senere kom han til optagelsesprøve som elev af Johansen, men fik igen afslag. Sprogøe opsøgte Holger Gabrielsen, der var leder af elevskolen, i et forsøg på at få en begrundelse. Gabrielsen sagde til ham: "Deres profil, menneske. Med sådan et ansigt får De aldrig arbejde som skuespiller. De vil komme til at spille små roller hele deres liv." Foruden sin store fejlvurdering forklarede Gabrielsen imidlertid, at Sprogøe ville være kommet ind, hvis det alene var et spørgsmål om talent. Sprogøe fortalte om afslaget til Johansen, der foreslog at forsøge i provinsen i stedet. Sprogøe skrev derfor et brev til Elevskolen på Odense Teater, men fik også her et afslag. Et par uger senere fortalte Johansen, at Alliancescenerne netop havde åbnet en teaterskole. Sprogøe tog til optagelsesprøve og blev optaget på skolen i august 1944 i en alder af 24 år, hvilket var en relativt høj alder som ny teaterelev. Han var blandt andre på hold med skuespilleren Kjeld Jacobsen. Sprogøe havde debuteret i Jens Lochers De gamles oprør i marts 1944, inden han begyndte på elevskolen.
Gennembruddet i Nøddebo Præstegård
thumb|150px|Hans Kurt som Nikolai i Nøddebo Præstegaard på Folketeatret
Efter at have spillet en række småroller fik Sprogøe i november 1945 sit teatergennembrud som Nicolai i forestillingen Nøddebo Præstegård, som havde været opsat på Folketeatret næsten hvert år i december måned siden 1888. Det var meget sjældent set, at en rolle af den kaliber tilfaldt en elev, og tidligere var rollen blevet spillet af Poul Reumert, Hans Kurt og Angelo Bruun. Efter premieren i 1945 var nogle kritikere skeptiske over for Sprogøes præstation, idet han ifølge dem overspillede rollen, men der var også begejstrede anmeldelser. Sprogøe spillede rollen i tolv af de følgende seksten sæsoner, mens han i tre af sæsonerne spillede karlen Lars i samme stykke. Da han som 42-årig i 1961 spillede Nicolai for sidste gang, havde han optrådt med rollen over 400 gange. Sprogøe forsøgte faktisk at frabede sig rollen gentagne gange, men Thorvald Larsen, der var Folketeatrets direktør, formåede hver gang at overbevise ham om at fortsætte ved at inddrage teatrets økonomi i sin argumentation.
Samspillet med Dirch Passer
I 1946 havde Sprogøe sine første filmroller i Hans store aften og Diskret ophold, og i 1950'erne medvirkede han gennemsnitligt i tre film årligt. I begyndelsen af sin filmkarriere spillede han i mange år sammen med Dirch Passer i en række lystspil. De mødte hinanden første gang i 1946 ud for Alléscenen på Frederiksberg Allé, hvor Sprogøe motiverede en tvivlende Passer til at forfølge drømmen om at blive skuespiller. Ib Schønberg foreslog på et tidspunkt John Olsen fra Saga Studio at benytte dem som makkerpar i en film, og det førte til, at de to spillede over for hinanden som vognstyrer og sporvognskonduktør i Ved Kongelunden (1953). Scenen, hvor de synger "Der kommer altid en sporvogn og en pige til", er siden kommet til at stå som et ikonisk øjeblik i deres makkerskab. I de efterfølgende år var de fast makkerpar i filmene I kongens klæ'r (1954), Det var paa Rundetaarn (1955), Færgekroen (1956) og Tag til marked i Fjordby (1957). Sprogøe og Passer var 1950'ernes mest populære filmpar, og de spillede sammen i 48 film mellem 1951 og 1970. I 1950'erne brugte de også meget tid sammen privat, men gled lidt fra hinanden, da Passer fandt sammen med Kjeld Petersen. Sprogøe og Passer forblev venner og skrev sammen indtil Passers død i 1980.
Fandens oldemor og kontrakt med Folketeatret
thumb|175px|Sprogøe og Passer medvirkede i 48 film sammen i årene mellem 1951 og 1970
I 1951 spillede Sprogøe i Hornbækrevyen og gjorde sig bemærket som "Fandens oldemor" i et nummer, der var bygget på Poul Henningsens vise af samme navn. Nummeret viste en ny fandenivoldsk side af Sprogøe og blev en så stor succes, at Stig Lommer tilbød ham en kontrakt på fem år. De havde allerede arbejdet sammen i et par år, men Sprogøe valgte at takke nej, da han efter eget udsagn frygtede at sidde fast i rollen som "sprællemand", hvis han skrev under på en lang kontrakt med Lommer. Sprogøe skrev i stedet kontrakt med Thorvald Larsen på Folketeatret, hvor han i højere grad kunne spille seriøst skuespil, men arbejdede fortsat sammen med Lommer ved flere lejligheder. Eksempelvis takkede Sprogøe ja, da Lommer tilbød ham at spille over for Passer i en opsætning af John Steinbecks Mus og mænd.
Første samarbejde med Erik Balling Sprogøe skulle vise sig at få et langt samarbejde med filminstruktør Erik Balling. De mødte første gang hinanden under optagelserne til Diskret ophold i 1946, og Sprogøe spillede senere med i Ballings første film, Vi som går køkkenvejen fra 1953. Sidenhen spillede Sprogøe en af de faste karakterer i Ballings tre Poeten og Lillemor-film, og i 1960'erne var Sprogøe med i en række andre film af Balling, herunder Slå først, Frede! og efterfølgeren Slap af, Frede! samt folkekomedien Martha. I Frede-filmene og Martha spillede Sprogøe sammen med Morten Grunwald og Poul Bundgaard, og de tre kom senere til at udgøre Olsen-banden i Erik Balling og Henning Bahs' ikoniske filmserie af samme navn. Gennem sin karriere medvirkede Sprogøe i mere end 30 af Ballings film og tv-serier.
Senere karriere
Etableret navn på Folketeatret
thumb|200px|Folketeatret i 2006
Folketeatrets direktør indtil 1959, Thorvald Larsen, gav ofte Sprogøe større roller på turnéer, end når samme stykke spillede på selve teatret, herunder i En søndag på Amager og Aprilsnarren. I anledning af teatrets 100-års jubilæum i 1957 havde Sprogøe rollen som Henrik i Den politiske kandestøber og spillede over for Osvald Helmuth. I 1960'erne overgik Sprogøe så småt fra biroller til hovedroller, og i 1964 spillede han hovedrollen i Bertolt Brechts Arturo Uien præstation, der kom til at give ham muligheder for hovedroller på mange københavnske teatre. I 1970'erne var Sprogøe det største navn på Folketeatret, og efter at Preben Harris blev direktør for teatret i 1971, spillede han en række markante hovedroller, herunder i Skillingsoperaen (1971), The Sunshine Boys (1974), Dantons død (1975), Onkel Vanja (1977) og Galilæis liv (1979).
Markante roller på film og tv
Egon Olsen i Olsen-banden
thumb|Olsen-banden. Fra venstre: Morten Grunwald, Ove Sprogøe og Poul Bundgaard
I 1968 havde den første Olsen-bandenfilm premiere. I filmen spillede Sprogøe hovedrollen som den geniale vaneforbryder Egon Olsen, der var iklædt bowlerhat, en nålestribet habit og næsten altid havde en cigar i munden. Filmen havde blot en nogenlunde indtjening, mens Nordisk Films øvrige film klarede sig decideret dårligt det år. Efterfølgeren Olsen-banden på spanden (1969) indtjente lidt mindre end etteren, og Balling, der udover at instruere også var direktør for Nordisk Films spillefilmsafdeling, besluttede at lægge filmserien på hylden for en stund. I 1971 genoplivede Balling og Bahs serien med Olsen-banden i Jylland, som på mange måder rettede op på de to forrige films skitseagtige form og blev en stor succes. Filmserien blev især kendt for Egon Olsens mange raseriudbrud og monologer. Den ottende film, Olsen-banden ser rødt, er med sine 1,2 millioner solgte billetter en af de allerstørste danske biografsucceser gennem tiden, og flere af de øvrige film i serien solgte også omkring en million billetter. Sprogøe omtalte senere Egon Olsen som sin mest interessante rolle på film og forklarede det med, at filmene i hans øjne var fremragende folkekomedier, der indeholdt en masse samfundssatire.
Olsen-banden-filmene blev solgt til en række lande og nød især stor popularitet i DDR, hvor de blev sendt i eftersynkroniserede udgaver både i biografen og på fjernsyn. Sprogøe besøgte DDR flere gange og skrev gennem årene mange autografer til østtyske fans. I 1982 optrådte Sprogøe, Grunwald og Bundgaard som deres roller fra filmene i tv-underholdningsprogrammet Nacht der Prominenten. Selv mange år efter Sprogøes død kom tyske fans jævnligt forbi hans gamle hjem på Amager for at tage billeder.
Teodor Amsted i Den forsvundne fuldmægtig