Hegnet er navnet på en hovedgård i Tøndering Sogn i det tidligere Harre Herred, Viborg Amt, nu Skive Kommune, Region Midtjylland, i den nordlige del af halvøen Salling.
Gården siges at have tilhørt Niels Bugges far, Bugge Nielsen omkring 1330. Fra midten af 1400-tallet var den ejet af medlemmer af slægten Skeel frem til begyndelsen af 1700-tallet. Senere blev Frederik Kiær de Kiærskiold ejer. Hovedbygningen er en trefløjet bindingsværksbygning, opført i 1752 af Frantz Rantzau Bentzon, men er ombygget flere gange; Hovedbygningen der har kælder fik i 1883 et nyt midterparti, med gavlkvist over hoveddøren. I 1910 blev en del af gården ødelagt ved en brand.
Sydøst for gården i en eng ligger en 1,6 hektar stor bakke hvorpå der er et cirka 19 meter stort halvkredsformet voldsted , hvor der er fundet murbrokker og kalkrester.
Kategori:Herregårde i Viborg Amt Kategori:Herregårde i Skive Kommune