Mistral-klassen er type af tre amfibieskibe (dvs. helikopterhangarskibe) anvendt af Marine Nationale. Klassen omtales officielt som projektions- og kommandoskibe (bâtiments de projection et de commandement eller BPC). Et skib i Mistral-klassen er i stand til at transportere og operere op til 16 NH90- eller Eurocopter Tiger-helikoptere og fire landgangsfartøjer. Desuden kan medbringes en styrke på 59 køretøjer, inklusiv 13 Leclerc-kampvogne, eller en hel kampvognsbataljon på 40 kampvogne og 450 soldater. Skibene i klassen er udstyret med et hospital med 69 senge og er i stand til at deltage i operationer med NATOs stående styrker og FN's eller EU's fredsbevarende styrker.
Tre skibe i klassen er i tjeneste i den franske flåde: Mistral (nordvestenvind i Sydfrankrig), Tonnerre (torden) og Dixmude (berømte skyttegrave i 1. verdenskrig). Et fjerde skib er under overvejelse. En aftale på to skibe (og en option på yderligere to) til Ruslands flåde blev offentliggjort af Frankrigs præsident Nicolas Sarkozy den 24. december 2010 og underskrevet af den russiske vicepremierminister Igor Setjin og den franske forsvarsminister Alain Juppé under overværelse af Sarkozy den 25. januar 2011.Russia, France sign warship agreement RIA Novosti Leveringen af de to skibe til Rusland er imidlertid blevet udsat på ubestemt tid, da den franske regerings tiltrådte en våbenembargo i forbindelse med Ruslands anneksion af Krim-halvøen og deltagelse i urolighederne i Ukraine. Efter lange forhandlinger meddelte Frankrigs præsident François Hollande og Ruslands præsident Vladimir Putin den 5. august 2015, at Frankrig vil tilbagebetale dele af den pris som Rusland har betalt for skibene og russisk teknisk udstyr, der var installeret i skibene og derfor vil beholde skibene .elysee.fr: Entretien téléphonique avec M. Vladimir Poutine - accords sur les BPC http://en.kremlin.ru: Telephone conversation with President of France Francois HollandeFAZ.net 5. August 2015: Keine französischen Kriegsschiffe für Russland
Historie Franske amfibiedoktriner siden 1997 I 1997 begyndte Direction des constructions navales (DCN) et studie i et multispektrumindsatsskib (bâtiment d’intervention polyvalent eller BIP). På samme tid trængte de franske amfibiedoktriner til fornyelse, og man skabte Concept national des opérations amphibies, ("Det nationale koncept for amfibieoperationer" forkortet CNOA) der skulle klarlægge behovene for amfibiekapaciteten. BIP skulle være en hjørnesten i denne undersøgelse af fremtiden for den franske amfibiekapacitet, hvilket på tidspunktet bestod af to amfibie-dokskibe af Foudre-klassen samt to skibe af Ouragan-klassen.
CNOA skulle fastlægge den franske flådes evner til at udføre amfibieangreb, tilbagetrækninger, magtdemonstrationer samt nålestiksoperationer. Dette ville lette integrationen af den franske flådes fremgangsmåde i forhold til NATO's taktiske doktriner omkring amfibieoperationer (Doctrine for amphibious operations (ATP8)). Selvom CNOA prioriterede flystyrker højt, anbefalede den dog også, at man øgede antallet af landstyrker og udstyr, der kunne transporteres og landsættes. Målet var på 1.400 soldater, 280 køretøjer og 30 helikoptere der skulle kunne operere uden støtte i op til 10 dage og kunne bevæge sig mindst 100 kilometer ind i fjendtligt territorium overalt i verden.Bulletin d’études de la Marine nr. 33 (marts 2006) Derudover skulle amfibiestyrkerne også være i stand til at samarbejde med andre NATO- og EU-styrker. Amfibiestyrkerne skulle være forberedt på at kunne huse og støtte en brigade fra den franske hærs Troupes de Marine.Terre information magazine , nr. 184 (maj 2007)
Udvikling af konceptet Studierne for multispektrumindsatsskibet (Bâtiment d’intervention polyvalent, BIP) begyndte i de sene 1990'ere, hvor den europæiske forsvarsindustri var ved at undergå en omstrukturering. BIP skulle efter den oprindelige tanke have været et skibskoncept i forskellige størrelser med modulær udrustning, der blev bygget og brugt af de europæiske lande i samarbejde. Politiske forhold såsom arbejdsløshed og placeringen af dyre kontrakter gjorde dog, at den planlagte omstrukturering og integration mellem landenes forsvars- og skibsbygningsindustrier fejlede, og BIP-projektet gik fra at være en fælleseuropæisk idé til et rent fransk foretagende.
I 1997, blev en serie af skibsdesign omtalt som Nouveau transport de chalands de débarquement (NTCD), løst baseret på det droppede design for PH 75, et atomdrevent helikopterhangarskib, offentliggjort. Det største af de design var BIP-19, som senere kom til at udgøre grundtegningen til Mistral-klassen. BIP-19 designet inkluderede et 190 langt og 26,50 meter bredt flushdæk, en dybgang på 6,50 meter og et deplacement på 19.000 tons. Tre mindre skibsdesign blev også fremvist, BIP-13 (13.000 tons, 151 meter lang), BIP-10 (10.000 tons, 125 meter lang) og BIP-8 (8.000 tons, 102 meter lang) BIP-8 indeholder samtidigt elementer fra de italienske amfibie-dokskibe af San Giorgio-klassen, men udstyret med en helikopterhangar.
thumb|left|Landgangsfartøjet Sabre Under designstadiet var NTCD-konceptet udstyret med en elevator i bagbords side af skibet (som US Navy's Tarawa-klasse), endnu en i styrbords side, en på midten af helikopterdækket og yderligere en foran skibets overbygning. Disse blev senere fjernet. Man endte med en hovedelevator agterst i styrbords side, som efterfølgende blev flyttet midtskibs samt en reserveelevator agten for overbygningen.Marinekunstneren André Lambert Koncepttegninger og beskrivelser blev udviklet af Direction des Constructions Navales (DCN), det ene af de to værfter involveret i konstruktionen, og tegningerne viste adskillige hangarskibslignende detaljer; Et "skihop" for enden af helikopterdækket, således at man kunne benytte Sea Harriers samt F-35B Lightning II, fire eller fem helipads (inklusiv en, der er stærk nok til at kunne understøtte en V-22 Osprey eller en Super Stallion helikopter), en dok, der kunne huse et landgangsfartøj af Sabre-klassen eller to luftpudelandgangsfartøjer. Det franske senat gennemgik projektet og konkluderede, at behovet for kampfly og dermed et "skihop" ville betyde en større ændring af det BIP-designet, og at det ikke var nødvendigt i forhold til CNOA.Avis du Sénat français no 90 du 22 novembre 2001
NTCD blev i december 2001 omdøbt til Porte-hélicoptères d’intervention (PHI, "indsats-helikopterhangarskib"), før man senere endeligt omdøbte projektet til Bâtiment de projection et de commandement (BPC) for at fremhæve amfibie- og kommando-aspekterne af projektet.
Design og konstruktion thumb| Sammenligning mellem BPC og Foudre-klassen Ved Euronaval-handelsmessen i 1998, bekræftede Frankrig at man planlagde konstruktionen af en række skibe baseret på BIP-19 konceptet. Kontrakterne på de to skibe Mistral (L9013) og Tonnerre (L9014) blev efter godkendelse i den offentlige indkøbstjeneste (Union des groupements d’achats publics, UGAP) den 13. juli 2001, tildelt værfterne Direction des Constructions Navales (DCN) og Chantiers de l'Atlantique. Et designhold blev samlet i Saint-Nazaire i september 2001 og begyndte i samarbejde med Délégation Générale pour l'Armement (Organisationen for forsvarsanskaffelser, DGA) at tilpasse det oprindelige BIP-19 design til flådens specifikke ønsker. Samtidigt blev det generelle koncept finpudset af DGA, DCN, chefen for forsvarsstaben og Chantiers de l'Atlantique. Under design- og godkendelsesprocessen blev der bygget en model af skibet i målestok 1:120. Denne model blev testet i en vindtunnel, som afslørede, at i en stærk sidevind ville skibenes højde og aflange overbygning betyde, at der blev skabt turbulens over helikopterdækket. Designet blev efterfølgende ændret for at minimere denne effekt og sikre bedre forhold for helikopteroperationer.Cécile Michaut, Courants d’air sur l’eau – aérologie navale en soufflerie , i Bulletin intérieur d’information
thumb|left|Samling af den agterste del af Mistral i Brest i september 2003 thumb|left|Den forreste del af Mistral ankommer i Brest den 19. juli 2004 Skibene skulle konstrueres i to store komponenter samt adskillelige små, som ville blive samlet et sted. DCN, som var hovedansvarlig for konstruktionen, som stod for ca. 60 procent af byggeriet og 55 procent af arbejdstiden, samlede motorerne i Lorient og kampsystemerne i Toulon. Den agterste halvdel af skibet inklusiv overbygningen blev samlet i Brest. Chantiers de l'Atlantique konstruerede den forreste halvdel af hvert skib i Saint-Nazaire og var ansvarlig for transporten til DCN skibsværftet i Brest til den endelige sammenbygning. Andre selskaber var også med i konstruktionen, blandt andet var en del af arbejdet udliciteret til det polske Stocznia Remontowa de Gdańsk, mens Thales Gruppen stod for radar- og kommunikationssystemerne. Prognoser forudså, at hvert skib ville tage 34 måneder om at blive bygget, mens prisen for begge skibe ville være 685 millioner euro (ca. samme pris som for HMS Ocean, ét skib i San Antonio-klassen eller ét skib i forgængeren Foudre-klassen, som kun har ca. det halve deplacement og samtidig tog 46 måneder at bygge.Marines : Mistral Shows Up LPD 17, på Strategy Page (29 maj 2007))
DCN lagde kølen på sine dele af de to skibe i 2002; Mistral d. 9. juli, og Tonnerre d. 13. december.Découpe de la première tôle du Tonnerre, DCN Chantiers de l'Atlantique lagde kølen på den forreste del af Mistral d. 28. januar 2003 og Tonnerres efterfølgende. Den først blok på den agterste del af Tonnerre blev placeret i en tørdok d. 26. august 2003, og den tilsvarende del på Mistral blev placeret i samme tørdok d. 23. oktober 2003. Den forreste del af Mistral forlod Saint-Nazaire under slæb d. 16. juli 2004 og ankom i Brest d. 19. juli 2004. Den 30. juli begyndte sammensætningen af de to halvdele igennem en form for jumboriseringsproces i dok nummer 9. Den forreste del af Tonnerre ankom til Brest d. 2. maj og undergik derefter samme procedure.
thumb|right|Mistral kort efter sin søsætning Mistral blev søsat efter tidsplanen d. 6. oktober 2004, men Tonnerre blev søsat d. 26. juli 2005 Aflevering af skibene til flåden var programsat til henholdsvis slutningen af 2005 og tidligt i 2006, denne blev udsat over et år på grund af problemer med SENIT 9 sensorsystemet og problemer med linoleumsgulvene i skibets forreste sektioner. De indgik i flådens tal henholdsvis d. 15. december 2006 og d. 1. august 2007.
Skibe i klassen Pnt. Navn Kølen lagt Søsat Indgået Skæbne Kaldesignal Frankrig L9013 10. juli 2003 6. oktober 2004 februar 2006 I tjeneste FAMI L9014 Tonnerre 26. august 2003 26. juli 2005 december 2006 I tjeneste FATO L9015 18. april 2009 18. december 2010 12. marts 2012 I tjeneste FADX (ex-501) (ex-Vladivostok) 1. februar 2012 15. oktober 2013 - Færdigbygget, fremtid ukendt - - (ex-Sevastopol) 18. november 2013 21. november 2014 - Under konstruktion, fremtid ukendt -
Kapaciteter og egenskaber thumb|left|Tonnerre Baseret på tonnage, er Mistral og Tonnerre de største skibe i den franske flåde efter det atomdrevne hangarskib FS Charles de Gaulle (R91), de holder også cirka den samme højde over vandlinien.
Luftoperationer Helikopterdækket på hvert skib er cirka 6400 m². Dækket består af seks helipads, hvoraf én er i stand til at modtage en helikopter med en vægt på op til 33 tons. Hangardækket på 1800 m² har kapacitet til 16 helikoptere og består også af et værkstedsområde med tilhørende loftskran. Til at assistere landingsproceduren er navigationsradaren DRBN-38A Decca Bridgemaster E250 også optimeret til at se helikoptere, samtidig med man også benytter et optisk landingssystem.
thumb|right|Helikopterdækket på Mistral set fra overbygningen. Begge elevatorer til hangardækket kan ses; hovedelevatoren ved skibets agterende samt reserveelevatoren i billedets venstre side.