Trediveårskrigen var en række militære konflikter i Centraleuropa, hovedsageligt i Tyskland. Som udgangspunkt var krigen en religionskrig mellem katolikker og protestanter inden for det Tysk-romerske rige, repræsenteret ved Den katolske liga og Den Protestantiske Union, selvom intern politik og magtbalance i riget også spillede en stor rolle. Gradvist udviklede krigen sig til en mere generel konflikt, der involverede de fleste europæiske stormagter.
Habsburgerne i Østrig og Spanien og deres forbundsfæller i Tyskland kæmpede mod Frankrig, Holland, Sverige og Danmark.
Felttogene og slagene foregik fortrinsvis inden for grænserne af det Tysk-romerske rige, omend det meste af Jylland en overgang blev besat. Krigshandlingerne og dens hungersnød og epidemier lagde store landområder øde. I Sydtyskland overlevede kun ca. en tredjedel af befolkningen. Nogle steder tog det over 100 år, før økonomi og erhvervsliv kom sig oven på krigens ødelæggelser.
Trediveårskrigen sluttede med den Westfalske fred, som blev proklameret den 24. oktober 1648 fra rådhusene i de to forhandlingsbyer Osnabrück og Münster.
Tidslinje for Trediveårskrigen thumb|350px|Centraleuropa ved krigens udbrud i 1618. 1618 Oprøret i Bøhmen. 1620 Slaget ved Det Hvide Bjerg, den bøhmiske opstand knuses, krigen videreføres i Tyskland. 1621 Spanien genoptager krigen mod Nederlandene og støtter herved kejseren i krigen. 1625 Christian 4. intervenerer i krigen som tysk hertug. 1626 Slaget ved Lutter am Barenberg, den nedersaksiske kreds med Christian 4. i spidsen bryder sammen. 1627 Jylland invaderes af den tyske kejsers styrker. Danmark inddrages officielt i krigen. 1629 Freden i Lübeck, Danmark udtræder af krigen. 1630 Sverige intervenerer i krigen. 1631 Gustav Adolf sejrer i slaget ved Breitenfeld. 1632 Slaget ved Rain am Lech og Slaget ved Lützen, Gustav Adolf falder. 1633 Mordet på Wallenstein. 1634 Slaget ved Nördlingen, Sveriges stilling svækkes midlertidigt. 1635 Frankrig intervenerer på svensk side. 1636 Svensk sejr ved Wittstock. 1639 Den spanske flåde sænkes i Kanalen. 1640 Første fredsudspil. 1643 Fransk sejr over spanierne ved Rocroi. Svensk angreb på Danmark (Torstenson-krigen). 1646 Fredsforhandlingerne begynder. 1648 Den Westfalske Fred afslutter Trediveårskrigen.
Forhistorie og årsager right|thumb|Udsmidningen fra vinduet i Prag var udløseren, men ikke årsagen til krigen
Trosmæssige modsætninger Efter reformationen, som havde spaltet Tyskland trosmæssigt, forsøgte de katolske og protestantiske fyrster i første omgang at finde en forfatningsmæssig løsning, som begge parter kunne leve med og en magtbalance mellem trosretningerne. Ved Den augsburgske religionsfred fra 25. september 1555 enedes man om grundprincippet cuius regio, eius religio (Den som regerer bestemmer religionen). Herefter var den katolske og den protestantiske trosbekendelse ligeberettiget, men ikke den reformerte (calvinistiske).
Med den videre udbredelse af reformationen mod slutningen af det 16. århundrede og den samtidige genkomst af katolicismen i Modreformationen blev viljen til kompromis stadig mindre.
Protestanterne så sig forfordelt af det åndelige forbehold, som uden deres accept var blevet indført af kejseren i religionsfreden. Heraf fulgte, at kirkelige områder var undtaget fra grundprincippet om cuius regio, eius religio, og at kirkefyrster, som overgik til protestantismen måtte opgive deres rettigheder. I kurfyrstendømmet Köln førte det forbehold i 1580'erne til krig. Katolikkerne beklagede sig over de hyppige overtrædelser af disse regler og krævede med stadig større vægt at få de mistede kirkelige områder tilbage.
Fra slutningen af det 16. århundrede søgte en ny generation fyrster – protestantiske og katolske – gennem magtanvendelse at styrke deres position og samtidig søgte calvinisterne ligestilling. Situationen i Tyskland blev skærpet af en økonomisk krise i begyndelsen af det 17. århundrede, foruden en række konflikter mellem fyrsthuse, som gik langt videre end til trosspørgsmål.
Modsætninger mellem fyrstehuse
Siden begyndelsen af det 16. århundrede forsøgte Frankrig at befri sig fra omklamringen fra de habsburgske områder – Spanien, De spanske Nederlande og Burgund. Konflikten mellem Huset Habsburg og Frankrig overskyggede frem til det 18. århundrede alle andre konflikter i Europa – og Trediveårskrigen. Begge sider søgte efter forbundsfæller i konflikten – også ud over de trosmæssige: det katolske Frankrig støttede det protestantiske Holland, som siden 1568 førte en uafhængighedskrig mod den spanske gren af habsburgerne, hvis overhoved var den tysk-romerske kejser. Efter næsten 40 års krig indgik Spanien og Holland i 1609 en våbenstilstand som skulle gælde i 12 år.
Skærpelse af konflikten
thumb|upright|Henrik 4. af Frankrig, Maleri af Pourbous den Yngre.
Mens man ventede på en fornyet opblussen af kampen om Holland, skærpedes de religiøse modsætninger i Tyskland. I 1608 forbød det protestantiske råd i byen Donauwörth katolikkerne at udøve deres tro. Derpå blev byen idømt Reichsacht – dømt fredløs. Hertug Maximilian 1. af Bayern tvang Donauwörth tilbage til den katolske tro. Som direkte reaktion herpå sluttede de fleste protestantiske rigsstænder sig sammen i Den protestantiske union for at modstå bestræbelserne på at gøre protestantiske områder katolske igen. Leder af unionen blev den calvinistiske Kurfyrste Friedrich 5. af Pfalz. De protestantiske fyrster så unionen som en forsvarsunion, som var nødvendig, da alle Rigsinstitutionerne, herunder Rigskammerretten, som følge af de trosmæssige modsætninger var blokeret, og da de ikke længere anså freden i riget som en givet sag.
Som modtræk sluttede de katolske rigsstænder sig i 1609 sammen under ledelse af Maximilian 1. af Bayern – til Den Katolske Liga. Ligaen ville opretholde det hidtidige Rigssystem og bevare den katolske overlegenhed.
Religiøse og dynastiske spændinger havde i mellemtiden skabt spændinger i hele Europa. De var nær blevet udløst allerede i 1610 ved den Jülich-Klevische arvestrid. I første omgang blev denne udvikling bremset af mordet på kong Henrik 4. af Frankrig, der havde været den drivende kraft bag forbundet mod Habsburg.
Krigens udbrud Anledningen, som førte til den store krig, var opstanden blandt de fortrinsvis protestantiske stænder i Bøhmen i 1618. I striden om benyttelsen af en kirke i den bøhmiske landsby Braunau havde den strengt katolske modreformatoriske østrigske ærkehertug og konge af Bøhmen Ferdinand 2. tilbagekaldt det majestætsbrev, som sikrede religionsfrihed for protestanterne i Böhmen. Han var i 1619 blevet valgt til Tysk-romersk kejser.
En gruppe protestantiske adelige greb i maj 1618 til en traditionel form for protest: De kastede de kejserlige råder Martinitz og Wilhelm Slavata samt en sekretær ud af vinduet i det bøhmiske kancelli på borgen i Prag. De overlevede faldet, hvilket protestantiske skribenter senere tilskrev en mødding, mens katolikkerne hævdede, at det skyldtes indgriben fra Jomfru Maria. Denne episode anses for det, der udløste krigen.
De bøhmiske stænder påberåbte sig deres urgamle ret til selv at vælge deres konge og erklærede i 1619 Ferdinand for afsat. I stedet valgte de kurfyrste Friedrich 5. af Pfalz, overhovedet for den Protestantiske Union, til ny konge af Bøhmen. Efter råd fra sin minister Christian 1. af Anhalt-Bernburg, accepterede den 23-årige Friedrich valget, men fik efter undertegnelsen af traktaten i Ulm ikke den militære støtte fra de protestantiske rigsstænder, som han havde håbet på. Alligevel holdt Friedrich sit indtog i Prag, da han håbede på støtte fra såvel det calvinistiske Holland som fra sin svigerfar kong Jakob 1. af England. Disse håb viste sig heller ikke at blive opfyldt, og Friedrich og de bøhmiske stænder stod stort set alene.
De bøhmiske stænders opstand stillede spørgsmålstegn ved det kejserlige overherredømme. Det kunne Ferdinand 2. ikke tillade uden at risikere at miste sin magt i hele riget. Da han ikke selv havde midlerne til at føre krig mod Friedrich og de bøhmiske stænder, afsluttede han en traktat med hertug Maximilian 1. af Bayern. Herefter skulle hertugen slå den bøhmiske opstand ned ved hjælp af en hær fra Den Katolske Liga. Til gengæld skulle den bayeriske Wittelsbacher overtage kurværdigheden fra sin pfalziske fætter og indlemme Oberpfalz i hertugdømmet Bayern.
thumb|upright|Johann Tserclaes Tilly – leder af Den Katolske Ligas hær.
Med indsættelsen af katolske tropper under ledelse af den bayeriske feltherre Johann Tserclaes Tilly i Bøhmen blev konflikten til en egentlig krig.Under Tillys kommando var bl.a. den dengang berømte filosof René Descartes.. Den 8. november 1620 fandt krigens første store slag sted ved Prags porte i Slaget ved Det Hvide Bjerg. De talmæssigt langt overlegne katolske tropper besejrede den bøhmiske hær og Friedrich af Pfalz måtte flygte fra Prag og gå i eksil efter mindre end et år på den bøhmiske trone.
Alle deltagerne var gået et skridt for langt: Ferdinand 2. som havde stillet sin katolske tro højere end freden i sit land. Friedrich 5. som modtog en krone, som traditionelt tilhørte Habsburgerne, velvidende at det ville Ferdinand ikke stiltiende affinde sig med og endelig Maximilian 1., som havde stillet så store krav for at understøtte kejseren, at ligevægten i riget forskubbede sig så kraftigt til fordel for katolikkerne, at de protestantiske fyrster ikke kunne acceptere det.
Forløbet af krigen Trediveårskrigen opstod som en lokal strid mellem stænderne og centralmagten, men udviklede sig til en konflikt indenfor det Tysk-Romerske kejserrige, for til sidst at udvikle sig til en europæisk krig. Selv om den i første omgang udsprang af religiøse stridigheder, blev det i løbet af krigen snart klart, at den blev ført af rent magtpolitiske årsager. På det Tysk-romerske riges territorium bekæmpede to magtblokke hinanden, begge under ledelse af katolske stater: de spanske og østrigske habsburgere på den ene side og Frankrig på den anden.
I de 30 år fra 1618 til 1648 fulgte fire konflikter efter hinanden: Den bøhmiske opstand, 1618-1622 Christian 4.'s deltagelse, kaldet Kejserkrigen, 1625-1629 Den svensk-tyske krig, 1630-1635 Den svensk-fransk-tyske krig, 1635-1648
Undervejs blev der gjort to forsøg på at afslutte konflikten, Freden i Lübeck i 1629 og Freden i Prag i 1635, men de mislykkedes fordi de ikke tilgodeså alle de direkte eller indirekte deltageres interesser. Det lykkedes først at få en varig fred gennem den første fælleseuropæiske fredskongres i Münster og Osnabrück 1641-1648.
Den bøhmisk-pfalziske krig (1618–1623) thumb|Slaget ved Det Hvide Bjerg.
I starten så det ud som om de bøhmiske stænder ville få held med deres opstand. Den bøhmiske hær under Heinrich Matthias von Thurn trængte habsburgerne tilbage til deres østrigske stamlande og stod den 6. juni 1619 ved Wien. Ikke mindst den med bøhmerne allierede fyrste fra Siebenbürgen, Bethlen Gábor, gav kejseren problemer. Først da kejseren ved aftalen i München den 8. oktober 1619 fik støtte fra Maximilian 1. af Bayern og da den protestantiske kurfyrste af Sachsen Johann Georg 1., stillede sig bag kejseren, samt da Den Protestantiske Union ikke i tilstrækkelig grad kom Friedrich 5. til undsætning, ændrede krigslykken sig. I Slaget ved Det Hvide Bjerg blev den bøhmiske hær, under Christian 1., Fürst von Anhalt-Bernburg, alvorligt slået af kejserlige tropper under Tilly og Karl Bonaventura Graf von Buquoy. Efter slaget flygtede Friedrich fra Bøhmen og blev dømt fredløs. De fleste af de oprørske bøhmiske adelige blev henrettet den 21. juni 1621. Allerede inden da var Den Protestantiske Union blevet opløst.
thumb|left|upright|Hertug Christian af Braunschweig-Wolfenbüttel, Maleri af Paulus Moreelse, 1619.