thumb|Den bygning i Kejsergade hvorfra aflytningen foregik. Arkitekter Bernhard og Valdemar Ingemann. Kejsergadesagen var en dansk efterretnings- og politisk sag, som kom frem i offentligheden den 22. oktober 1969, da en gruppe universitetsstuderende afslørede, at Forsvarets Central Radio, en enhed under Forsvarets Efterretningstjeneste, drev en hemmelig lyttecentral i kælderen under Københavns Universitets Østasiatiske Institut i Kejsergade i Indre By i København. Centralen blev anvendt til aflytning af udenlandske ambassaders telekommunikation.Jubilæumsskrift FE 1967-2017 – fra militær varslingstjeneste til udenrigsefterretningstjeneste, FE 2017
Den tappede telexkorrespondance mellem udenlandske ambassader og deres regeringer, aflyttede alle udenrigstelegraflinjer fra Købmagergades Postkontor samt telefonlinjerne fra en KTAS-central og havde ved sagens afsløring været i drift i omkring seks år. De studerende på instituttet havde i nogen tid undret sig over den usædvanligt store trafik til og fra kælderen og planlagde en protestaktion mod centralen den 23. oktober 1969, men dagen før bragte Dagbladet Information afsløringen.
Det er blevet anset for sandsynligt, at lyttecentralen blandt andet spillede en rolle i forbindelse med kong Konstantins mislykkede forsøg i 1967 på at fjerne militærstyret i Grækenland. Planen var formentlig via tætheder i det danske kongehus og regeringen være nået en medarbejder ved den græske ambassade, som telegraferede oplysningerne i kode til Athen. Efter at Forsvarets Efterretningstjeneste havde videresendt telexen, brugte National Security Agency i Fort Meade, Maryland, så lang tid på at bryde koden, at det blev for sent at advare kong Konstantin om, at det græske militærstyre kendte til planerne, hvorefter han måtte gå i eksil.
Efter afsløringen blev lyttecentralen rømmet under betydelig pressedækning. Forsvarsminister Erik Ninn-Hansen beordrede centralen tømt, og rømningen skete under så kaotiske forhold, at en betjent blev kvæstet af en varevogn, der i hast forlod universitetsbygningen. Sagen udløste skarp kritik af både universitetet og Forsvarets Efterretningstjeneste samt af forsvarsministeren og statsminister Hilmar Baunsgaard, der begge hævdede at være blevet holdt uvidende om centralens eksistens. Det fremstod i det hele taget, som om lyttecentralen var blevet oprettet og drevet uden de skiftende ministres viden.
Efterretningstjenesterne søgte at lægge låg på sagen ved at stoppe informationsstrømmen og finde personen, der havde afsløret centralen over for de studerende og pressen, mens han i nogle måneder arbejdede i den hemmelige sektion "Forsvarets Central Radio". Natten til 5. november stormede kampklædt politi De Danske Vietnamkomiteer i Grønnegade for at beslaglægge bladet Vietnam-Solidaritet. Aktionen blev imidlertid en fiasko, eftersom bladet allerede var sendt ud. Derimod formåede myndighederne at beslaglægge hele oplaget af bladet Politisk Revy. Information kaldte beslaglæggelsen af de to blade for grundlovsstridig og valgte at trykke den forbudte artikel fra Politisk Revy. Denne beslutning kostede Informations chefredaktør, Børge Outze, en sigtelse efter den milde spionageparagraf, som dog siden blev frafaldet Torben Krogh: Anslag mod statens sikkerhed : efterretningssagerne 1969-71. Rhodos, 1971.
Den 8. november 1969 offentliggjorde partiet Venstresocialisterne en båndet optagelse med 'bagmanden', hvor han forklarede sin rolle som ret ubetydelig, og at de studerende havde fundet ud af de meste. 'Bagmanden' blev anholdt 18. november 1969, og da sagen kom for retten i marts 1971, idømtes han 20 dages hæfte. Redaktørerne af Politisk Revy og Vietnam-Solidaritet idømtes dagbøder.
De politiske og retlige efterspil førte ikke til ministeransvar. Ombudsmanden konkluderede, at der ikke kunne rettes anklager mod de ansvarlige ministre, og et parlamentarisk undersøgelsesudvalg med den konservative Jørgen Langkilde som formand konkluderede, at ingen danske statsborgeres rettigheder efter Grundlovens § 72 om post-, telegraf- og telefonhemmeligheden var blevet krænket, hvilket underforstået indebar, at indgrebene havde rettet sig mod udenlandske forbindelser.
Referencer
Se også Hans Hetler-sagen
Kategori:Spionage Kategori:Begivenheder i 1969 Kategori:Danmark i 1960'erne