thumb|I det 19. århundrede var studehandelen fortsat vigtig. Illustreret Tidende beskrev handelen i en artikel i 1860. Studehandel var en næringsvej, som i 16. – 18. århundrede spillede en stor rolle for dansk landbrug og danske købstæder.
Studehandelen fandt sted på den måde, at de danske bønders køer fødte kalve, hvoraf de kviekalve, der ikke ønskedes bibeholdt som malkekøer, blev slagtet og fortæret på gårdene, hvorimod tyrekalvene blev kastreret og opdrættet til en alder af 4-5 år. Disse stude under opfedning blev kaldt for græsøksne så længe, de om sommeren gik på græs, og staldøksne, når de om vinteren var på stald. Om efteråret blev de så solgt til en købmand eller godsejer. På hovedgårdene samt på de kongelige ladegårde blev studene opfodret i stald vinteren over, hvorved de tog kraftigt på i vægt. Disse staldøksne blev så solgt til opkøbere og af godsejeren selv sat på vandring via toldstedet i Gottorp (hvor den danske konge og hertugen af Gottorp i fællesskab opkrævede eksporttold af dem) sendt ned gennem Sønderjylland og Holsten til det store kvægmarked ved Wedel nær Elben vest for Hamborg, som fandt sted fra 25. marts og varede i 3-4 uger.
Fra markedet gik en del af studene til Hamborg og Lybæk, men størstedelen blev i pramme sejlet over Elben til omegnen af Stade, hvorfra de i løbet af sommeren blev videresendt til grevskabet Oldenburg, Rhinegnene eller Holland og Brabant. Når de nåede frem, blev de på ny sat på græs, og efter at have opnået deres største vægt, blev de slagtet og kødet solgt i byerne eller brugt som proviant for datidens omfattende skibsfart.Frandsen (1988), s. 81f
De danske græsøksne blev overvejende forhandlet på store kvægmarkeder i Kolding og Ribe og sendt sydover i september og oktober, mens resten blev sendt sydover som opfedede staldøksne i marts og april. Omkring 1520 begyndte man at lade dem gå på græs nede i Ditmarsken, hvorved de opnåede yderligere vægt og kompensation for vægttabet under vandringen sydpå.
Mens bønderne tjente penge på at producere stude til eksport, var det godsejere og købmænd, der havde eneretten til selve eksporten. Allerede Christian 2.s landlov fra 1521 indførte et forbud mod eksport af græsøksne, og ved forordning af 15. juli 1524 blev det udtrykkeligt fastslået, at kun adelen, bisperne og kongen måtte opfede stude på indkøbt foder.Frandsen (1988), s. 84
Omfanget af denne studehandel var enormt: for årene 1545-1579 er antallet af eksporterede stude beregnet til 40.000 staldøksne, der passerede Gottorp, hvortil kom et mindre antal udskibet fra Skåne og Rødby eller fra den jyske vestkystFrandsen (1988), s. 124, og 1640 blev eksporten opgjort til 38.000 stykkerFrandsen (1988), s. 151; fra Fyn skete eksporten til Sønderjylland fortrinsvis fra Middelfart og Assens.Frandsen (1988), s. 125
Først i 1788 blev adelens eneret til studehandel ophævet, og følgen var en stærk udvikling i vestjysk landbrug.Nielsen, s. 15
Baggrund Allerede i tidlig middelalder havde især de syddanske købstæder udviklet sig til knudepunkter for forsyninger af fødevarer til de fremvoksende nordtyske byer. Disse leverancer skete med mindre skibe, og antallet af sådanne sejladser kunne være stort, fx sejlede over 100 skibe til Danzig i årene 1474-1476. De skibsladninger, som således blev fragtede, kunne omfatte havre, smør, talg, skind, oksehuder, spæk og sildPorsmose (1988), s. 395 men også levende kvæg og heste, omend kun i mindre mængder. Ved siden af denne skibsfart skete imidlertid også transporter over land, således fra Jylland ad hærvejen via toldstedet ved Gottorp. Størstedelen af denne landtransport bestod af heste og okser men tillige får, lam, fedevarer, smør samt fisk: sild, ål, torsk og laks. Den modsatte vej gik blandt andet klæde, humle, hør, hamp, ærter, bønner, øl, salt, krydderier, vin og kramvarer. Levende kvæg udgjorde således kun en meget lille del af den samlede danske eksport.
I løbet af 1400-tallet begyndte bybefolkningen imidlertid at vokse, først i Middelhavsområdet men efterhånden også længere nord på, og denne vækst nåede Norden og Østeuropa omkring midten af 1500-tallet.Frandsen (1988), s. 79 På denne tidspunkt var imidlertid nordtyske og nederlandske byer inde i en voldsom vækst. Denne befolkningsvækst bevirkede også øget efterspørgsel efter fødevarer. De omgivende landområder kunne slet ikke leve op til efterspørgslen, så behovet for leverancer bredte sig, og hollandske købmænd begyndte at besejle Østersøen for at hente især korn, men også tjære, beg, hør, hamp og tømmer. Til gengæld solgte de salt, vin, krydderier og metaller.Frandsen (1988), s. 80
Også Danmark og Hertugdømmerne blev i stigende grad inddraget i denne voksende fødevarehandel. Disse områder lå nær de store afsætningsmarkeder i Lübeck, Hamborg, Amsterdam og andre storbyer i Nederlandene, og afstandsforholdene spillede en stor rolle for prisen på kvæg, der blev afsat som fødevarer til bybefolkningen.Frandsen (1988), s. 81 Efterhånden udviklede kvægopdræt sig derfor til en rentabel forretning. Kvæget blev sat på opfedning på de store overdrevsområder, og selvom de mistede en del af deres vægt under de efterfølgende vandringer til markederne, hvilket var transportbesparende, så fandtes der en mulighed for at lade dem opfede igen inden slagtning og saltning. Hvornår denne studehandel for alvor startede, er noget usikkert: i begyndelsen af 1400-tallet begynder slesvigske og holstenske købmænd at opkøbe levende okser i Jylland.Enemark (1982), sp. 675 og i 1448, 1452 og 1454 optræder der klager om, at knochenhauere (slagtere, der selv opkøbte, slagtede og solgte opskåret kød) fra Lübeck havde undgået tolden i Kiel med indkøbte danske okser. I 1461 fik Hamborg tilladelse til at købe kvæg, korn og andre varer i Slesvig, Holsten og Stormarn, året efter tillige tilladelse til at købe samme varer i Danmark. På samme tid, i 1447, fastslås en ret til bønderne på Tåsinge til at sejle øksne til Tyskland og fra 1480 begynder Svendborg at klage over, at almuen på Tåsinge, Thurø, Strynø, Strynøkalv, Birkholm, Hjortø, Skarø og Drejø har ulovlige havne og driver sejlads og købmandsskab på Tyskland.Porsmose (1988), s. 395 Der synes således ikke tvivl om, at studehandel allerede var vel etableret omkring midten af 1400-tallet.
Allerede på dette tidspunkt synes drivning ad bestemte ruter at være udviklet. Således bekræfter hertug Adolf i 1455, at Haderslevs borgere havde toldfrihed i byen men skulle betale told af okser, som de havde købt "på driften". Et nyt efterårsmarked i Kolding oprettet i 1454 afspejler muligvis også denne drift og handel, og i Ribe optræder købmænd fra Lübeck i 1460-erne som opkøbere af kvæg.Enemark (1982), sp. 676 I Christian Is handelsforordning af 30. september 1475 nævnes Ribe, Kolding og Assens som steder, hvortil kvæg blev drevet og handlet på store markeder, og færgeruten fra Assens var allerede etableret.
Om organiseringen af denne tidlige studehandel vidner regnskaber for 1484-1485 fra Gottorp. Ifølge disse stod handlende fra Hamborg, Lübeck og Lüneburg for omkring 35% af fragten, købmænd fra hertugdømmerne for en tilsvarende andel (heraf stod borgere fra Flensborg for 20%), danskere (fra Odense, Assens og Ribe) for ca. 15%, nederlandske handlende 4% og folk fra andre nordvesttyske byer blot 1%.Enemark (1982), sp. 677 Kilder, skøn og beregninger over kvægmarkedernes omsætning viser, at der i årene omkring år 1500 på Ribe marked omsattes 5-7.000 stykker om året, i Kolding 3-4.000 stykker og fra Assens blev fragtet 2-3.000 stykker, hvilket giver en samlet omsætning på 12-15.000 kreaturer.Enemark (1982), sp. 678
Indtil omkring 1485 var der nogenlunde lige mange heste og stykker kvæg, der blev registreret ved toldstedet ved GottorpPorsmose (1988), s. 375, men frem til år 1500 forblev eksport af heste nogenlunde fast på 4-5.000 stykker om året, hvorimod antallet af stude voksede kraftigt. Regnskaberne fra toldstedet i Gottorp antyder udviklingen: ca. 2.500 stykker i 1485, ca. 6.500 i 1491 og 1498, ca. 9.500 i 1501 og 1508, ca. 21.000 stykker i 1519. Samtidig skete der en omlægning fra efterårseksport til forårseksport, og Christian II fandt anledning til i 1518 at forøge tolden på okser for Sjælland, småøerne og Skåne med den begrundelse, at det var nyt at drive levende okser ud fra disse områder, så kongen måtte sikre sig, at tolden fremover svarede til den, som hidtil var opnået for slagtede dyr. Overhovedet begyndte Kronen fra denne tid at føre en mere aktiv politik i forhold til studehandelen.
Fra græsøksne til staldøksne Udgangspunktet for studeproduktionen var de kalve, som køer fødte. Kviekalve endte som malkekøer eller de blev slagtet enten til egen fortæring på gårdene eller solgt til byernes fortæring. Tyrekalve blev derimod kastrerede og derefter opdrættet til de var 4-5 år gamle på gårde. Det sidste år, de opholdt sig på gårdene, blev de kaldt græsøksne, og de blev efter et sidste ophold om efteråret solgt til en købmand eller en godsejer. De blev den følgende vinter holdt på stald og opfodrede med hø, hakkelse og avner. Det følgende forår havde de taget voldsomt på i vægt og blev nu kaldt staldøksne.
Frem til omkring 1511 var græsøksne dominerende i eksporten, således udgjorde stude eksporteret i september og/eller oktober langt størstedelen af samtlige eksporterede stude, men fra dette tidspunkt skete der et brat skifte, og i 1519 var staldøksne allerede allerede dominerende i eksporten: i 1485 udgjorde forårseksporten blot 19%, 1491-1508 i gennemsnit 30-35%, 1510 omkring 60%, 1511 blot 40%, 1519 70%, 1546-48 ca. 80% og 1549 94%Enemark (1982), sp. 679 Årsager til omlægningen var, at mens eksporterede græsøksne kun havde kort til at græsse i efter vandring for at genvinde vægt, så kunne staldøksne vandre om foråret i god stand, derefter græsse hele sommeren i marskegne og genvinde fuld vægt således, at de havde langt større vægt og langt større værdi ved salg. Og mens græsøksne i 1400-tallet altovervejende var blevet solgt på efterårsmarkeder i nordtyske byer, kunne staldøksne under deres forårsvandring også nå fjernere markeder i Nederlandene og Nordtyskland, hvilket betød en voldsom udvidelse af det mulige afsætningsmarked. En følge af omlægningen var således, at nye forårsmarkeder fremkom ved Elben og Weser, hvor indbyggerne i marskegne købte kvæg til opfedning, blandt andet i Wedel.Enemark (1982), sp. 680 Allerede fra 1480-erne var forårsdrift til nederlandske markeder udviklet, og i 1496 og 1497 blev omkring 7-8.000 øksne her færget over Elben til disse markeder.
Netop i 1400-tallet synes udviklet et internationalt kvægmarked, der foruden Nederlandene og Nordtyskland også omfattede mellemeuropæiske storbyer som Köln, Nürnberg, Prag, Wien og Venedig. Også til disse markeder skete omfattende kvægdrivning ofte over lange afstande, og når et marked svigtede, søgte kvægdriverne mod et andet af disse markeder, således optræder dansk kvæg i 1492 i Köln.