thumb|En villa med en overlejret portikI denne artikel bruges portik, jævnfør 'Porticus' af Peter Kühn-Nielsen i Den Store Danske : "porticus, portik, søjlegang eller søjlehal; ... " . Fra Palladios 'Fire bøger om arkitektur', I quattro libri dell'architettura (Bog IV) i en engelsk oversættelse udgivet i London, 1736 – Opr. fra 1570 thumb|Plan for Palladios Villa Rotonda. Særtræk ved huset skulle blive indarbejdet i talrige paladianske huse i hele Europa i de følgende århundreder
Palladianisme eller palladiansk arkitektur er en europæisk arkitekturstil afledt af og inspireret af arbejder af den venetianske arkitekt Andrea Palladio (1508-1580). Det der i dag betegnes som palladiansk arkitektur, er en udvikling af Andrea Palladios oprindelige koncepter, der var stærkt baseret på symmetri, perspektiv og værdier fra grækernes og romernes klassiske tempelarkitektur i antikken. Fra 1600-tallet blev Palladios fortolkning af denne klassiske arkitektur kaldt palladianisme, og den fortsatte med at udvikle sig til slutningen af 1700-tallet.
Palladianismen blev en kort periode i midten af 1600-tallet populær i Storbritannien, men dens blomstring blev afkortet ved begyndelsen af den engelske borgerkrig og de stramninger der fulgte af den. I begyndelsen af 1700-tallet kom stilen igen på mode, ikke kun i England men også direkte påvirket fra Storbritannien i Prøjsen, hvor Grev Francesco Algarotti (1712-1764) kan have skrevet til Burlington – Richard Boyle, 3rd Earl of Burlington (1694-1753) – fra Berlin'Francesco Algarotti Bibliography' fra C18th.com/author-works : "... In 1740 he accepted an invitation from Frederick the Great and stayed in Germany for more than nine years. ..." at han havde anbefalet Frederik den store – konge af Preussen 1740-86 – om i Preussen at adoptere den arkitektoniske stil, som Burlington havde introduceret i England James Lees-Milne, The Earls of Creation 1962:120.. Den preussiske maler og arkitekt Georg Wenzeslaus von Knobelsdorffs (†1753) operahus på Unter den Linden, baseret på den skotske arkitekt Colen Campbells (1676-1729) Wanstead House i Essex, blev opført 1741-1743Billede af Operahuset i Berlin og St.-Hedwigs-Kathedrale i 1850.
Senere i århundredet, da stilen ikke længere var så populær i Europa, blev den til gengæld mere populær i de britiske kolonier i Nordamerika med eksempler som Drayton Hall i South Carolina, Redwood Library i Newport, Rhode Island, Morris-Jumel Mansion i New York City, Hammond-Harwood House i Annapolis, Maryland og Thomas Jeffersons Monticello og Poplar Forest i Virginia.The Center for Palladian Studies in America, Inc., "Palladio and English-American Palladianism."
Stilen fortsatte med at være populær i Europa gennem 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, hvor den ofte blev brugt i udformningen af offentlige og kommunale bygninger. Fra slutningen af 1800-tallet fik stilen konkurrence af en nygotisk stil i den engelsktalende verden, hvis førende skikkelser, bl.a. Augustus Pugin (†1852) mindede om at palladianismen havde sin oprindelse i gamle templer. De anså det som for hedensk for anglikansk og anglokatolsk gudstjenesterliv (worship).Frampton, p. 36 Men stilen forblev populær og fortsatte med at udvikle sig; dens pedimenter (prydgavle'Pediment' (i MeyersFremmedordbog.dk) : Pediment, ny l., et, = Fronton (trekantgavl, prydgavl) – 'Pediment' hos Altomhus.dk – Billeder fra Commons), symmetri og proportioner ses i mange moderne bygninger i dag.
Palladios arkitektur thumb|left|'Ægte palladianisme' i Palladios Villa Godi fra hans I quattro libri dell'architettura. De to fløje er landbrugsbygninger, som i 1700-tallet blev en vigtigere del af stilen. thumb|Palladios Villa Godi, opført 1537-1542 med senere modifikationer thumb|Titelside af Palladios I quattro libri dell'architettura udgivet i fire bind 1570
Bygninger helt tegnet af Palladio findes i Venedig og Veneto med særligt mange 'palazzi' – store paladslignende bygningskomplekser – i Vicenza. De omfatter villaer og kirker som Il Redentore i Venedig. I Palladios arkitektoniske afhandlinger fulgte han principperne defineret af den romerske arkitekt Vitruv (†25 f.Kr.) og hans elev fra 1400-tallet Leon Battista Alberti (†1472), som fulgte principperne for klassisk romersk arkitektur baseret på matematiske proportioner snarere end den rige ornamentale stil, der også var karakteristisk for renæssancen. Copplestone, p.250
Palladio udformede altid sine villaer i forhold til omgivelserne. Hvis de lå på en bakke som Villa Capra, fik alle facader ofte lige stor værdi, så beboerne kunne få fine udsigter i alle retninger. Også i sådanne tilfælde havde alle sider portik, en søjlehal, så beboerne fuldt ud kunne sætte pris på landskabet, mens de var beskyttet mod solen ligesom mange moderne 'porches' i amerikansk stil. Palladio brugte nogle gange en loggia som et alternativ til en portik. Den kan beskrives som en indbygget portik eller altan, et værelse med 'hullede' eller åbne vægge, åben for elementerne. Lejlighedsvis kunne der være to loggiaer over hindanden, en dobbelt loggia. Loggiaers betydning i facaden blev undertiden understreget ved at have et pediment øverst. Villa Godi fra omkring 1540 har som midtpunkt en loggia snarere end en portik; desuden afslutter loggiaer hver ende af hovedbygningen.Copplestone, p.251
Palladio udformede ofte facaderne på sine villaer efter romerske tempelfacader, som i en korsformet udførelse senere blev et kendetegn for hans arbejde. Villaer med inspiration fra Pallidios arbejder er normalt bygget med tre etager: en 'rustikeret kælder' (med rå overfladeTil udtrykket 'rustikeret kælder' : 'rusticate' hos OxfordDictionaries.com/ har : "fashion (masonry) in large blocks with sunk joints and a roughened surface") eller stueetage med en tjenesteafdeling og mindre værelser. Herover lå piano nobile – 'den fornemme etage' – med adgang gennem en portik via en ekstern trappe. Denne etage indeholdt den primære modtagelse og soveværelser, og over det er en lav mezzanin med sekundære soveværelser og opholdsrum. Forholdet mellem hvert værelse i villaen blev beregnet ud fra enkle matematiske forhold som 3:4 og 4:5, og de forskellige værelser inde i huset var indbyrdes forbundet ved disse forhold. Tidligere arkitekter havde brugt disse formler til at afbalancere en enkelt symmetrisk facade. Imidlertid var Palladios udformning sat i forhold hele den sædvanligvis firkantede villa.
Palladio tog hensyn til det dobbelte formål med sine villaer som både landbrugsejendomme og landsteder, fornemme steder til weekendophold for velhavende købmand. Disse symmetriske tempellignende huse har ofte ligeledes ensartet symmetriske, men lave udadragende fløje til heste, husdyr og opbevaring. Fløjene var i nogle tilfælde fritliggende og forbundet med villaen ved kolonnader. De blev udformet så de ikke kun var funktionelle, men også kunne komplementere og fremhæve villaen. De var dog på ingen måde bestemt til at være en del af hovedhuset, og det er udformningen og brugen af disse fløje, som Palladios tilhængere i 1700-tallet tilpassede så de blev en integreret del af bygningen.Copplestone, pp.251–252
Palladios I quattro libri dell'architettura ('Fire bøger om arkitektur'Palladios I quattro libri dell'architettura ('Fire bøger om arkitektur') er at læse på Wikisource i en udgave fra 1790 : I quattro libri dell'architettura (1790)) blev første gang offentliggjort 1570. Dette skrift om arkitektur indeholder beskrivelser og illustrationer af Palladios egen arkitektur sammen med den romerske bygningstype, der inspirerede ham til at skabe stilen. Palladio genfortolkede Roms antikke arkitektur og anvendte den til alle slags bygninger fra store villaer og offentlige bygninger til ydmyge huse og gårde.
Det venetianske vindue thumb|left|upright=.5|Venetiansk vindue (de) thumb|Claydon House i Buckinghamshire (påbegyndt 1757). Det venetianske vindue i det centrale område er omgivet af en forbindende/samlende blind bue. Huset skulle have været en af to flankerende fløje til et stort Palladio-hus, men planen blev aldrig afsluttet
Det venetianske vindue – også palladiansk, serliansk efter Serlio – benyttes meget i arbejder af Palladio og er næsten et varemærke for hans tidlige karriere. Det består af et centralt område med en halvcirkelformet bue over, båret på en vederlags- eller tryklejesten (impost) der består af et lille entablement, hvorunder – og omsluttende et lysfelt på hver side – der er pilastre.
I biblioteket i Venedig varierede Jacopo Sansovino (†1570) udformningen ved at erstatte de to indre pilastre med søjler. At beskrive oprindelse til denne udformning som værende enten palladiansk eller venetiansk er ikke helt korrekt. Motivet blev først brugt af Donato Bramante (1444-1514)Ackerman, Jaaes S. (1994). Palladio (series "Architect and Society") og senere nævnt af Sebastiano Serlio (1475-1554) i hans syvbinds værk Tutte l'opere d'architettura et prospetiva, der forklarede idealerne fra Vitruv og romersk arkitektur. Dette buede vindue er flankeret af to rektangulære åbninger, et motiv der første gang optrådte i det antikke Roms triumfbuer.
Palladio gjorde hyppig brug af motivet, især i arkaderne ved Basilica Palladiana i Vicenza. Det er også et træk ved hans indgange til både Villa Godi og Villa Forni Cerato. Det er måske denne omfattende brug af motivet i Veneto, der har givet vinduet dets alternative navn det venetianske vindue. Det betegnes også som et serliansk vindue efter Sebastiano Serlio (†1554). Uanset navnet eller oprindelsen er denne form for vindue sandsynligvis blevet et af de mest vedvarende træk ved Palladios arbejde, som kan ses i de senere arkitektoniske stilarter udviklet fra palladianismen.Andrea Palladio, Caroline Constant. The Palladio Guide. Princeton Architectural Press, 1993. p. 42. Ifølge arkitekturhistorikeren James Lees-Milne (1908-1997) var dets første forekomst i Storbritannien i omformede fløje til Burlington House, Mayfair London, hvor den umiddelbare kilde faktisk var i Inigo Jones' udformning til Palace of Whitehall, Westminster Middlesex, snarere end fra Palladio selv."The earliest example of the revived Venetian window in England", Lees-Milne, The Earls of Creation, 1962:100.
En variant, hvor motivet er indesluttet i en aflastende blindbue, der forener motivet, er ikke palladiansk, selvom Burlington (1694-1753) synes at have antaget, at det var tilfældet ved at bruge en tegning i hans besiddelse, der viser tre sådanne træk i en almindelig mur. Senere vurderinger tilskriver tegningen den italienske arkitekt Vincenzo Scamozzi (1548-1616). Burlington anvendte motivet i 1721 for en facade (en. 'elevation', opstalt) til Tottenham Park i Savernake Forest Wiltshire for sin svoger lord Bruce (siden ombygget). William Kent tog det op i sin udformning af parlamenterne, og det fremgår af Kents tegninger til nordfronten af Holkham Hall i Norfolk.James Lees-Milne 1962:133f.
Tidlig palladianisme thumb|Queen's House, Greenwich, påbegyndt 1616, var det første engelske palladianske hus, tegnet af Inigo Jones for Anna af Danmark gift med Jacob af Skotland og England
I 1570 udgav Palladio I quattro libri dell'architettura, 'Fire bøger om arkitektur', som inspirerede arkitekter i hele Europa.
Mange arkitekter, der studerede i Italien, lærte i løbet af 1600-tallet Palladios arbejde at kende. Disse udenlandske arkitekter vendte tilbage til deres hjemlande og tilpassede Palladios stil til forskellige klimaer og topografier og til deres klienters personlige smag. På den måde blev der skabt isolerede former for palladianisme rundt omkring i verden. Palladio-stilen nåede imidlertid først højden af popularitet i 1700-tallet, først og fremmest i England, Wales, Skotland, Irland og senere Nordamerika.Copplestone, p.252
I selve Venedig var der en tidlig reaktion på barokarkitekturens excesser, og denne reaktion gav sig udtryk i en tilbagevenden til paladianske principper.