thumb|Øernes beliggenhed, samt afstande fra britiske og argentinske flybaser. Falklandskrigen var en uerklæret krig mellem Argentina og Storbritannien om herredømmet over Falklandsøerne i den sydlige del af Atlanterhavet. Kampene fandt sted mellem 2. april og 14. juni 1982. I Argentina omtales kamphandlingerne som Guerra del Atlántico Sur. Den væbnede konflikt begyndte med et argentinsk overraskelsesangreb. Siden generobrede briterne øerne, som, i overensstemmelse med beboernes ønske, forblev under britisk overhøjhed. I Argentina medførte afslutningen af krigen militærjuntaens fald og genindførelsen af demokrati. I Storbritannien sikrede den militære sejr Margaret Thatcher genvalg ved det ordinære parlamentsvalg i 1983. Som følge af krigen undgik Royal Navy massive nedskæringer, som ellers var planlagt, inden krigen brød ud.
Baggrund Ejerskabet af Falklandsøerne havde i lang tid været omstridt. I 1700-tallet var Frankrig det første land til at gøre krav på øerne ved bosættelse. Spanien smed franskmændene ud, men overlod siden øerne til Storbritannien. Øerne forblev dog ubeboede, og briternes krav bortfaldt. Argentina opnåede uafhængighed fra Spanien i 1816, og en argentinsk bosættelse på Falklandsøerne (Islas Malvinas) fandt herefter sted den 6. november 1820. Den 3. januar 1833 fjernede Royal Navy bosættelsen, og øerne blev befolket af briter. Argentina har siden hævdet at have territorialkrav på øerne.
Efter at den britiske flåde etablerede en flådebase ved Stanley (tidligere Port Stanley), blev øerne et vigtigt strategisk knudepunkt for sejlads omkring Kap Horn. Under 1. verdenskrig var basen afgørende for den britiske flådes sejr over tyskerne i Slaget om Falklandsøerne i december 1914. Også under 2. verdenskrig var flådebasen i Port Stanley af stor betydning, blandt andet under Slaget ved Río de la Plata.
Med overgangen af det britiske kolonikontor til Commonwealth i slutningen af det 1900-tallet anså skiftende britiske regeringer striden med Argentina som et mindre problem, de helst ville være foruden. På trods af dette nægtede de cirka 1.800 indbyggere (kelpere) med baggrund i FN's charter artikel 73 at blive en del af Argentina. I 1965 under FN-resolution 2065 indledte Storbritannien og Argentina forhandlinger om øernes fremtid. Efter 17 år var der dog ikke sket væsentlige fremskridt. Argentina blev et militærdiktatur i 1976 og stod over for svære økonomiske problemer og civile uroligheder. Særligt de venstreorienterede guerillaer (montoneroerne) gav stor intern uro. Militærregimet opnåede i 1981 en blodig sejr over oprørerne. Landets økonomi var dog i en elendig forfatning. Eksempelvis var inflationen på op mod 140 %, da general Leopoldo Galtieri kom til magten i december 1981.
Optakt til slaget thumb|370px|Falklandsøernes beliggenhed i den sydlige del af Atlanterhavet. thumb|370px|Falklandsøerne.Stanley med Port Stanley på halvøenthumb|right|Satellitbillede af øen South Georgia.
Galtieri forsøgte at balancere mellem en stigende bekymring over økonomien og krænkelserne af menneskerettighederne i landet med en 'hurtig' gevinst i forhold til nationalfølelsen i Argentina. Der blev lagt pres for at få en afklaring af øernes status igennem FN med hentydning til en eventuel invasion af øerne. Storbritannien overså denne trussel eller ignorerede den, da øerne ikke havde nogen økonomisk betydning. Argentinerne så briternes manglende reaktion som udtryk for manglende engagement i sagen og som en villighed til at opgive øerne ved invasion. Dette blev yderligere underbygget af, at briterne i 1981 valgte ikke at bygge et nyt skib som erstatning for øernes aldrende inspektionsskib. Samme år mistede beboerne på Falklandsøerne deres fulde britiske statsborgerskab. Generelt var der i Storbritannien en manglende tro på, at Argentina ville invadere øerne.
Ansvaret for invasionsplanerne lå hos admiral Jorge Anaya, militærjuntaens stærkt anti-britiske leder af den argentinske flåde. Endnu en forhandlingsrunde i januar 1982 førte ikke til en afklaring af øernes fremtid. Herefter færdiggjorde argentinerne planerne for en invasion. Angrebet blev planlagt til at finde sted i april måned samme år. Hovedangrebet blev afprøvet ved en "invasion" af øen South Georgia, der ligger 1.390 kilometer øst for Falklandsøerne. Her gik en gruppe civile argentinske nationalister i land i marts 1982. Det britiske inspektionsskib HMS Endurance blev beordret til at fjerne de civile "besættere" den 25. marts. Skibet satte en deling på 23 marineinfanterister i land, hvorefter det efter ordre sejlede tilbage mod Falklandsøerne. Da de efter invasionen af Falklandsøerne blev beordret til at vende om, blokerede et argentinsk krigsskib dog for denne opgave, og HMS Endurance trak sig derfor tilbage.
Invasion Den 2. april gik det argentinske frømandskorps (Buzos Tácticos) i land ved Mullet Creek på Falklandsøerne. Denne fortrop etablerede et brohoved forud for et udfald mod hovedbyen Stanley. I dette angreb deltog 800 marineinfanterister og 20 LVTP-7 amfibiske pansermandskabsvogne. Klokken 08.30 var slaget ovre, og den britiske guvernør Rex Hunt beordrede sine 57 marineinfanterister til at overgive sig. Argentinerne havde efter egne tal 1 døde og flere sårede, nyere forskning peger på et markant højere tocifret argentinsk antal døde, Briterne havde ingen tab. Britiske soldater, embedsmænd og argentina-kritiske kelpere blev sendt til Montevideo, Uruguays hovedstad. Argentinerne omdøbte Stanley til Puerto Argentino og indførte højrekørsel (uden for Stanley var de fleste veje dog kun hjulspor).
I Buenos Aires blev nyheden fejret af en folkemængde på Plaza de Mayo foran byens rådhus. I London var regeringen i chok, og dagen er siden blevet kaldt "sorte fredag". Argentinerne besatte 3. april South Georgia efter en hidsig ildkamp som kostede Argentinerne flere døde, en total havareret helikopter og en beskadiget korvet, mens South Sandwich Islands siden 1976 havde været besat af argentinske marinesoldater på udposten Corbeta Uruguay. De argentinske invasionsstyrker havde ordre til at gå lempeligt frem, og alle øerne blev erobret med blot fire argentinske dødsfald til følge, nyere kilder peger dog på et tocifret antal Argentinske døde.
Briterne var hurtige til at organisere et diplomatisk pres mod Argentina, og en amfibiestyrke blev i al hast samlet og sendt mod øerne. Styrken var centreret omkring hangarskibene HMS Hermes og HMS Invincible. Det havde en kraftig signalværdi, at den britiske befolkning, den argentinske militærjunta og resten af verdenen så amfibiestyrken stævne ud blot tre dage efter invasionen. En stor del af besætningsmedlemmerne var ikke kommet tilbage fra påskeorlov, skibene havde øvelsesammunition om bord, og den ene skrueaksel var defekt på HMS Invincible. Alt dette kunne man ikke se på tv-skærmene, og tingene blev rettet undervejs. Tropperne og den skarpe ammunition blev fløjet til bl.a. Gibraltar og stødte til amfibiestyrken, efterhånden som den bevægede sig sydpå. Den offentlige mening i Storbritannien gik ind for et forsøg på at erobre øerne tilbage, mens den internationale opinion var mere splittet. Argentina opnåede en vis sympati i forhold til Storbritannien, der som tidligere kolonimagt nu forsøgte at tilbageerobre en lokal koloni.
Storbritannien vandt dog det diplomatiske spil ved brug af FN's princip om retten til selvbestemmelse og ved at indtage en forhandlingsposition. FN's generalsekretær udtalte, at han var imponeret over det kompromis, briterne var parat til at indgå, men som Argentina afslog. Argentina baserede deres krav på forhold før 1945 og før oprettelsen af FN. Mange FN-medlemmer indså, at hvis så gamle territorialkrav kunne gøres gældende, ville deres grænser heller ikke være sikre. Den 3. april vedtog FN en resolution, der krævede de argentinske tropper trukket tilbage fra Falklandsøerne og stop for alle fjendtligheder. Den 10. april vedtog EF økonomiske sanktioner mod Argentina.
Inden for Organisationen af Amerikanske Stater (OAS) søgte Argentina opbakning i henhold til Riotraktatens erklæringer om, at nationerne i Amerika skulle støtte hinanden mod militære trusler fra lande uden for kontinentet. Da Argentina traditionelt havde følt sig hævet over ulandene i OAS, vedtog OAS den 28. april en resolution, der anbefalede parterne at følge FN's Sikkerhedsråd.
Alexander Haig, den amerikanske udenrigsminister, førte en kort diplomatisk mission fra den 8. til den 30. april, hvorefter præsident Ronald Reagan erklærede amerikansk støtte til Storbritannien og indførte sanktioner mod Argentina. Støtten fra USA var ikke sikker fra starten og menes at være en direkte følge af pres fra USA's FN-ambassadør Jeane Kirkpatrick, som prøvede at overtale Ronald Reagan til at støtte Argentina eller i hvert fald forholde sig neutralt. Reagan er velkendt for sin udtalelse om, at han ikke kunne forstå, hvorfor to allierede kunne finde på at slås om et par kolde klipper.<ref>"that little ice-cold bunch of land down there"—, USA's præsident R. Reagan, 30. april 1982</ref> Amerikansk støtte var dog særdeles vigtig for briterne. Øen Ascension, en britisk besiddelse, var udlejet til USA, og briterne havde brug for øen som base. USA leverede også de nyeste Sidewinder L luft-til-luft missiler, og ifølge forsvarsminister Caspar Weinberger var USA også parat til at udlåne et atomdrevet hangarskib til briterne. Dette var dog ikke kendt under konflikten.
Storbritannien ville være afhængig af sø-overlegenhed under generobringen. Flådestyrken var under kommando af kontreadmiral Sandy Woodward, og briterne erklærede en cirkel med radius på 200 sømil (370,4 km), med Falklandsøerne i centrum, for krigszone (Maritime Exclusion Zone – MEZ).
De indledende kampe thumb|Royal Navy Sea Harrier. thumb|Oversigt over troppeforskydninger på East Falkland. thumb|Avro Vulcan-bombefly. thumb|Royal Navy Sea Harrier
I midten af april havde englænderne opbygget en stor flystyrke på Ascensionøen med blandt andet en lang række støttefly og F-4 Phantom II-jagerfly til beskyttelse. Samtidig var den britiske flådestyrke på vej sydover fra Storbritannien. En lille del af denne flådestyrke udskilte sig fra hovedstyrken og angreb South Georgia.
Generobringen af South Georgia, kendt som Operation Paraquat, udførtes af enheder fra Special Air Service (SAS – britisk elitekorps) og Special Boat Service (SBS – det britiske frømandskorps). Disse troppers formål var at yde rekognosceringsstøtte for hovedstyrken af marinesoldater på transportskibet RFA Tidespring. Det første fartøj ved øen var den atomdrevne jagt-ubåd HMS Conqueror (Churchill-klassen). Ubåden ankom den 19. april, og den 20. april blev øen overfløjet af et RAF-Handley Page Victor-rekognosceringsfly. De første SAS-styrker blev landsat på øen den 21. april, men vejret var så dårligt, at både disse landinger og øvrige landingsforsøg dagen efter blev aflyst efter flere helikopterstyrt i snestormen."The first Wessex V to make an approach was suddenly hit by whiteout. Its pilot lost all his horizons, fell out of the sky, attempted to pull up just short of the ground and smashed his tail rotor into the glacier."—The Battle for the Falklands (1983)
Den 23. opdagede briterne en argentinsk ubåd tæt ved kysten, og alle operationer blev indstillet. RFA Tidespring blev sendt længere til havs for at undgå sammenstød med ubåden. En Britiske wessex HAS 3 antiubådshelikopter fra HMS Antrim lokaliserede ubåden ARA Santa Fe (fra 2. verdenskrig) på overfladen den 25, og påførte den så store skader, at det var et konstruktivt tab, kaptajnen sejlede den til kaj i Grytviken og hele besætningen forlod ubåden, den blev senere trukket ud på dybt vand og sænket.