Dansk litteratur i middelalderen består af tekster, som er forfattet mellem ca. 800 e.v.t. i tidlig middelalder og ca. 1500 på overgangen mellem senmiddelalder og renæssance. Denne litteratur omfatter mange meget forskelligartede genrer, herunder runeindskrifter fra vikingetiden, latinske krøniker fra højmiddelalderen, ridderromancer fra senmiddelalderen og ballader overleveret af almuen indtil nyere tid. Før 1200 udgjorde den danske litteratur sammen med det øvrige Norden en nordisk fælleskultur, der adskilte sig meget fra det øvrige Europas. Derefter blev Danmark en del af den latinsk-vesteuropæiske fælleskultur.Kaspersen et. al. (2000) s. 13 Læsning og skrivning var gennem hele perioden forbeholdt eliten. I den tidligste del var det udelukkende gejstlige, der var blevet uddannet, senere omfattede det også det øverste aristokrati. I senmiddelalderen var skriftkyndighed også blevet udbredt til borgerskabet i byerne. Indtil begyndelsen af 13. århundrede havde den latinske litteratur været helt dominerende i Danmark, men derefter begynder man at skrive bl.a. lovtekster på dansk.Damsgaard Olsen (1994) s. 160-161 Hovedparten af befolkningen var dog analfabeter og langt størstedelen af middelalderens litteratur blev overleveret mundtligt.
Historisk oversigt I middelalderen var der fire betydelige litteraturhistoriske skel i den danske litteraturs udvikling.Louis-Jensen (1994) s. 195, som kun nævner de tre første, den sidste nævnes i Kaspersen et. al. (2000) s. 393 Det første var synkopetiden omkring 700 e.v.t. Det var en sproglig forandring, der betød at urnordisk blev erstattet med oldnordisk. Det danner basis for de moderne nordiske sprog. Omkring 1100 blev det latinske alfabet sammen med pergamentteknologien taget i brug. I Danmark ligesom Sverige hovedsageligt til tekster på latin, mens man i Island og Norge primært skrev nordiske. Omkring 1200 opstår der en fornyet interesse for fortiden, den såkaldt nordiske renæssance, som resulterede i nogle af de mest kendte værker fra middelalderen. I Danmark er Gesta Danorum ca. 1220 et hovedværk ligesom sagaerne er det i Island.Louis-Jensen (1994) s. 195 Endelig i 15. århundrede er mængden af tekster på dansk så stor, at det er blevet et fuldgyldigt skriftsprog.Kaspersen et. al. (2000) s. 393
De tidligste bevarede danske tekster er runeinskriptioner på mindesten og andre objekter. En del af dem består af korte digte i stavrim, den såkaldte eddaform. Ellers var den tidlige litteratur mundtlig. Mundtligheden indebærer at en historie fik sit eget præg, hver gang den blev fortalt, men desuden at den var præget af formler og konventioner, der gjorde den lettere at huske.Kaspersen et. al. (2000) s. 16 Igennem hele vikingetiden udgjorde hele Norden sammen med nordbokolonierne i nabolandene et fælles kulturområde. Forskelle i dialekt og sædvane var således ikke større end at de umiddelbart var genkendelige når man rejste rundt.Roesdahl (2001) s. 35 Med religionsskiftet blev den danske kultur bragt tættere sammen med den vesteuropæiske. Det betød bl.a. at der opstod en egentlig latinsk skriftkultur og blev etableret et lærdomsmiljø i europæisk tradition i Danmark. Det betød imidlertid ikke, at den traditionelle nordiske litteratur helt forsvandt, og omkring 1200 blev disse traditioner kombineret da Sven Aggesen og Saxo Grammaticus oversatte ældre danske og islandske sagn til latin.
Igennem hele middelalderen var det samlede antal latinsk skriftkyndige forsvindende lille i forhold til den samlede befolkning, men andelen var i vækst igennem hele perioden og skriftkyndige blev efterhånden tilknyttet alle samfundsinstitutioner. Vi har ikke megen viden om hvor mange der kunne læse og skrive runer. Arkæologiske fund indikerer dog, at det havde en relativ stor udbredelse i handelsbyer og iblandt aristokratiet.Damsgaard Olesen (1994) s. 156 Omkring 1250 var den latinske skriftkultur blevet så udbredt, at der også fandtes skriftkyndige udenfor det højeste aristokrati og gejstligheden, bl.a. hos mindre herremænd. Det betød, at kirken ikke længere havde et skriftmonopol. Beretninger viser, at nedskrevne dokumenter nu almindeligvis blev anset for at være autoritative i egen kraft, i modsætning til den gamle mundtlige kultur.Kaspersen et. al. (2000) s. 384-386
I 13. århundrede udbredtes skriftkulturen også til handelsbyerne, og der blev opbygget verdslige institutioner, der kunne styre byerne. Det var en udvikling, der blev understøttet af, at der som regel i forvejen fandtes skoler i forbindelse med de største kirker. Et andet forhold, som sandsynligvis kunne skubbe i den retning, var at købmænd, håndværkere og handelsfolk havde stor fordel af at beherske regnskabsteknikker og at kunne læse dokumenter og kontrakter. I 15. århundrede blev der endvidere anlagt skoler i flere af de byer, hvor der ikke allerede var katedralskoler. Det er en indikation af et for skriftkyndige.Kaspersen et. al. (2000) s. 389-390
I senmiddelalderen var skriftvæsnet blevet inddraget i administration af alle godser, formuer og privilegier. Den kongelige administration var blevet så afhængig af et skriftligt kancelli, at det var blevet vanskeligt at bestride topembeder i staten uden at kunne læse og skrive. Selv embedsmænd og administratorer på lavere niveau måtte nu også bestride i hvert fald rudimentære skriftfærdigheder. Det er derfor almindeligt anerkendt, at at læse/skrivekyndighed samt regning efterhånden var almindelig udbredt i overklassen.Kaspersen et. al. (2000) s. 388
For middelalderens mennesker var den vigtigste litteratur knyttet til kirken, hvor bøger indgik som et væsentligt rituelt element. Præsten læste op af bøgerne på latin, et sprog kun de allerfærreste forstod. Selve oplæsningen havde også rituel betydning, da man havde særlige måder at læse op på til bestemte ritualer, ligesom fysiske handlinger var en integreret del af oplæsningen. Indtil Reformationen blev oplæsningen af kanonisk litteratur almindeligvis opfattet som et kraftfuldt ritual, som det kun var tilladt uddannede og ordinerede præster at udføre. Kun han var i stand til at tilføre ritualet den korrekte virkning. Efter oplæsningen var det normalt med en prædiken på dansk, og efterhånden udvikledes en bønnelitteratur på dansk til brug i forbindelse med messe. Men indtil Reformationstiden fandtes kanonisk litteratur praktisk taget kun på latin. Den religiøse litteratur havde en stærk international karaktér, både i kraft af kirkens internationale struktur og fordi al højere uddannelse foregik i udlandet.Kaspersen et. al. (2000) s. 553-555
Vikingetid og tidlig højmiddelalder Af dansk litteratur er der fra før år 1200 kun overleveret meget lidt. Det lille udsnit, der er bevaret, viser imidlertid, at den danske litteratur sammen med det øvrige Nordens adskilte sig fra den samtidige europæiske. Det eneste sted i Norden, hvor der er blevet bevaret et større udsnit af den tidlige litteratur, er Island. Det betyder, at den islandske litteratur er essentiel for forståelsen af de fragmenter vi kender af den danske. Det islandske materiale er dog ikke der kan bruges, da også sammenligninger med arkæologiske studier i de senere år har fået større betydning. Nordisk litteratur havde i den tidlige periode tre hovedstilarter. Den første var sagastilen, der består af fremadskridende fortællinger og som foregår i en nær historisk fortid. Den anden type var eddastilen, den omfatter episk/dramatiske digte om begivenheder i en fjern mytologisk eller legendarisk fortid med elementer af belæring. Skjaldedigtene udgjorde den tredje type. De var lyrisk beskrivende, udformet i komplicerede former og var skrevet til samtidige begivenheder. Dertil kommer en ’’glemt’’ genre, som er hverdagslivets gåder og ordsprog. Den udgør det egentlige grundlag for og leverede byggestenene til de mere komplicerede litterære værker.Kaspersen et. al. (2000) s. 67
Den væsentligste grund til at kun få tekster fra før 1200 er blevet bevaret, at den tidlige litteratur var mundtlig. Det betyder, at traditionen, herunder fortællinger o.lign., ikke fandtes i nedskreven form, men blev husket og videregivet af digtere og fortællere. De har været traditionsbærere frem for egentlige forfattere. Og hver gang en historie blev fortalt fik den sit eget præg. Det skete sandsynligvis også da de endelig blev nedskrevet. Litteraturen har hovedsageligt været udformet i lyrisk genre, som på grund af rytme og metrik var lettere at huske.Meulengracht Sørensen (2006) s. 65 Vikingetidens litteratur har i høj grad været centreret omkring rejser. Da rejsen ofte optræder som tema i fortællingerne. Det kan skyldes, at den sandsynligvis især er blevet formidlet på rejser. Det var kun en lille del af befolkningen, der rejste, primært høvdinge og unge mænd. Men disse fortællinger har været fortalt i overklassen, hvor man også har haft ressourcerne til en skriftlig overlevering.Kaspersen et. al. (2000) s. 26
De ældste danske tekster er runeindskrifter, hvoraf de tidligste stammer fra 2. århundrede e.v.t. Det er især på baggrund af dem, at man har kunnet følge udviklingen af det danske sprog før vikingetiden og bl.a. kunnet tidsfæste Synkopetiden. Runerne var en skrifttradition, der var udviklet uafhængigt af den latinske, og var skabt til kortfattede epigrafiske tekster.Damsgaard Olsen (1994) s. 154 Udover navne, ejerangivelser og remser, er der fra før vikingetiden imidlertid ikke bevaret egentlige tekster. De vigtigste skriftlige vidnesbyrd fra vikingetiden er runesten. De var primært mindesten, og for det meste rejst over afdøde. Formålet med inskriptionerne var, at de blev fremsagt af forbipasserende og at tekstens budskab derved blev virkeliggjort.Damsgaard Olsen (1994) s. 153-156 Runeteksterne viser at den metrik og form, der kendetegner de religiøse eddadigte fra middelalderhåndskrifter, var udviklet omkring 800. Det betyder, at de kendte eddadigte ifølge Preben Meulengracht Sørensen sandsynligvis har været overleveret i næsten som form siden vikingetiden. Det har længe været et diskussionsemne i forskningen hvorvidt digtene er autentisk førkristne. Men Meulengracht Sørensen har påpeget, at det er nødvendigt at skelne mellem form og indhold i det spørgsmål. Han mener selv, at de enkelte strofer og de overordnede fortællinger pga. de metriske regler er overleveret i nogenlunde uændret form, mens selve digtets udformning og hvilke strofer der er blevet medtaget afhænger af forfatteren på nedskrivningstidspunktet.Meulengracht Sørensen (2006) s. 66-67
Religionsskiftet bragte i 10. århundrede den latinske skriftkultur til Danmark sammen med det kristne præsteskab. Introduktionen af pergament-teknikken gjorde det muligt at nedskrive længere tekster, der gik udover simple meddelelser og enkeltstrofer fra digte; fx hele digte, fortællinger og lovtekster. Før ca. 1200 var den skriftlige litteratur dog primært begrænset til kristne religiøse skrfiter og lovtekster.Louis-Jensen (1994) s. 196 I 12. århundrede oplever Danmark et økonomisk opsving og en kulturel omvæltning, der placerer landet i den vesteuropæiske kultur. Og på overgangen til 13. århundrede opstår også en egentlig dansk litteratur, skrevet af klerke og gejstlige ved de nyoprettede latinskoler og klostre og ved hoffet.Kaspersen et. al. (2000) s. 270
Højmiddelalderens nye lærde miljø