Nimbus var et dansk motorcykelmærke, der blev fremstillet af Fisker og Nielsen fra 1919 til 1960. Motorcyklerne blev fremstillet på fabrikken A/S Fisker og Nielsen på Frederiksberg. Det var også på samme fabrik at støvsugeren Nilfisk blev fabrikeret. Prototypen på den første Nimbus var klar i 1918, men blev dog først navngivet i 1919. De første Nimbus model A og model B blev konstrueret af fabrikant P.A. Fisker. De blev kaldt "Kakkelovnsrøret" på grund af den runde benzintank.Nimbus industrihistorie, Roskilde Nimbus Klub, hentet 30. juli 2026. Flere af varianterne fik folkelige kælenavne som eksempelvis "Kakkelovnsrøret", der blev produceret fra 1920 til 1923 samt "Humlebien", der blev produceret fra 1933 og fik kælenavnet, fordi motoren lyder som en meget stor og velvoksen humlebi.
Nimbus leverede gennem årene motorcykler til både det danske forsvar, politiet og postvæsnet. Under besættelsen fra 1940 til 1945 blev der kun lavet omkring 600 Nimbus motorcykler, idet det lykkedes firmaet at undgå at tage arbejde for tyskerne. Produktionen blev officielt indstillet i 1959, og i 1960 leverede man de sidste maskiner til forsvaret og postvæsenet. Aftalen med staten var, at man skulle fortsætte med reservedelsproduktionen i 15 år, hvilket faldt sammen med, at forsvaret udfasede de sidste Nimbus-motorcykler i 1975.
I alt blev der produceret omkring 12.000 Nimbus motorcykler, hvoraf en del var udstyret med sidevogn. Der er stadig cirka 4.300 indregistrerede og køreklare Nimbus motorcykler i Danmark samt 500 forskellige steder i udlandet.
Historie Sammen med H.M.Nielsen producerede P.A. Fisker elektriske motorer, og fra omkring 1910 de første støvsugere i Europa. Fisker mente, han kunne udvikle en motorcykel med sit eget specielle design, og sidst i 1918 besluttede han sig for at bygge en prototype.
"Kakkelovnsrøret" Den havde 4 cylindret rækkemotor på 746 cm³, som trak på baghjulet gennem en kardanaksel i stedet for kædetræk, som de fleste andre motorcykler havde, og stadig har. Dens ca. 10 HK gav den en topfart på omkring 85 km/t med sidevogn monteret. Den havde affjedring på både for- og baghjul, og den fik tidligt tilnavnet "Kakkelovnsrøret" på grund af benzintankens udformning i et tykt rør, som også var en del af stelkonstruktionen. Der blev fremstillet to maskiner mere i 1919, men masseproduktionen kom først i gang i 1920, efter at firmaet 'Fisker & Nielsen' var blevet dannet.
Efter at være blevet skuffet over det dårlige salg, begyndte Fisker at deltage i alle de motorcykelløb, han kunne, ofte med sidevogn monteret, og fik derved opbygget et godt ry for maskinen. Ikke desto mindre resulterede de forhøjede skatter samt den økonomiske krise i 1920'erne i, at produktionen helt standsede omkring 1928 efter kun at have lavet 1252 maskiner.
Type C Sammen med sønnen, Anders Fisker, begyndte Fisker på design af en ny maskine i 1932, og i 1934 demonstrerede de en Nimbus motorcykel type 'C'. Den havde stadig kardantræk, men en helt nydesignet 18- (senere 22) HK motor, og et stel lavet af sammennittet fladjern, formet så det gik rundt om tanken, omtrent som samtidens pladestels-motorcykler. Det var også den første producerede mc, der havde teleskopforgaffel, et år før 'BMW R12'. Dens specielle udstødningslyd gav den hurtigt tilnavnet 'Humlebien'.
Den første kunde fik sin "C" i sommeren 1934, og humlebien blev hurtigt den mest solgte mc i Danmark, solgt af et net af forhandlere i det meste af landet. Både postvæsnet, forsvaret og politiet var store kunder. I 1939 inden 2. verdenskrig brød ud, brugte regeringen 50 millioner kr. på at motorisere hæren med bl.a. type "c".
Under besættelsen 1940 – 1945 var det svært for fabrikken at skaffe materialer, så der blev kun fremstillet 600 maskiner i disse år.
Lige efter krigen blev en forbedret motor testet, men da fabrikken ikke havde problemer med at sælge alle de maskiner, de kunne, blev det besluttet, ikke at lave disse nye, for ikke at skulle investere i nye maskiner. I stedet blev der kun lavet få ændringer af den eksisterende model, som så som regel kunne overføres til at opgradere ældre modeller.
Den danske hær købte omkring 20% af den totale produktion, postvæsnet købte også en hel del, og brugte dem så sent som i 1976. Politiet, som også var en stor kunde, udfasede dog Nimbussen ret tidligt, sidst i 1950'erne, da de var for langsomme til at indhente de moderne biler og mc'er; topfarten på solomc'en var blot 120 km/h, og det endda kun for en kort 'spurt'. Kun få maskiner blev eksporteret.
I 1950'erne blev der konstrueret flere prototyper, såvel 4-cylindrede som en 2-cylindret model med bagaffjedring, men ingen kom dog i produktion.
Utallige mindre detaljer på humlebien blev ændret gennem perioden, nogle af de større var skift fra håndbetjent til fodbetjent gearskift, større bremser og forbedret forgaffel. Men det grundlæggende design blev aldrig ændret, og efterhånden som interessen for små biler steg sidst i 1950'erne, som en konsekvens af at disse blev billigere og dermed lettere at anskaffe, faldt interessen for mc'er og dermed også salget af Nimbus, som stoppede i 1960, da den sidste leverance til hæren var leveret.
Overlevende eksemplarer Af omkring 12000 producerede Nimbus er der stadig mere end 4000 indregistreret og formentlig køreklare i Danmark alene, samt måske nogle få hundrede udenfor Danmark, mest i Tyskland og USA. Måske omkring 4000 flere findes sikkert stadig på museer og i samlinger, som ikke er registreret.
Selv i dag, 50 år efter fabrikationen stoppede, er det stadig muligt, og endda forholdsvis billigt, at købe reservedele til Nimbusserne.
Takket være designets pålidelighed er det stadig muligt og økonomisk at bruge den til hverdagskørsel. Men i dag kører de fleste ejere formentlig dog kun nogle få tusinde km om året.
Desuden, da de fleste Nimbus blev solgt med sidevogn fra fabrikken, er der stadig mange, der får monteret denne igen.
Den blå Nimbus på billedet er ikke bygget som en 'sport', da den har udstødningen fra en standardmodel. Den har 'militær'-type forlygte og speedometer, og en uoriginal baglygte og nummerpladeholder.
Galleri
Populærkultur Den danske instruktør Carl Th. Dreyers kortfilm De nåede færgen fra 1948 anses af filmkendere for at være et mesterværk i suspense og rytme. Selvom filmen formelt er en oplysningsfilm om trafiksikkerhed, følger den et ungt par, der kappes med døden – personificeret ved en dyster le med en skræmmende skikkelse, der kører hensynsløst i en gammeldags rustvognslignende varebil – mens de i høj fart forsøger at nå færgen i Nyborg i tide.
Parret kører på en Nimbus Type C fra 1948, model 750 Sport. Føreren praler over for en ung tankpasser med en tophastighed på 120 km/t, hvilket sandsynligvis er optimistisk for denne type robuste arbejdsmotorcykel, især med en passager bagpå. Ikke desto mindre når de til sidst færgen over Styx' flod … i to kister.De nade fergen , film by Carl Theodor Dreyer 1948
I 1935 udkom dokumentar-rejsefilmen Nimbusfilmen, hvor Palle Huld og Elith Foss kører på en Nimbus-motorcykel med sidevogn gennem 19 lande, bl.a. forcerer de en libysk ørken. På rejsen tilbagelægger de 18.000 km.
Referencer
Kilder
Jens Jessen, Nimbus i sort-hvis og farver, GT Forlag, 2011. .
Eksterne henvisninger
Dansk Nimbus side Motorcycle Classics artikel om 1952 Nimbus Type C Tysk Nimbus side
Kategori:Motorcykelmærker Kategori:Køretøjsproducenter i Danmark