thumb|Allegro fra Forår i Vivaldis De fire årstider. Antonio Lucio Vivaldi (4. marts 1678 i Venedig – 28. juli 1741 i Wien) var en italiensk violinist og komponist. Han blev uddannet som violinist af sin far, der var violinist. Vivaldi blev præst i 1703 og kendes som il prete rosso ("den røde præst"), da han var rødhåret under parykken. Han led af svær brystsyge, antagelig angina pectoris, og hurtigt fritaget for messetjeneste.
Han blev nu kapelmester ved Pio Ospedale della Pieta; en anerkendt katolsk skole for forældreløse piger, som særligt blev uddannet i sang og musik. Stedets status som musikinstitution var markant. Vivaldi komponerede fast koncerter til Pio Ospedale della Pieta og opførte værkerne med pigerne. Vivaldi var i sin levetid kendt i hele Europa, fordi Venedigs handelsmæssige kontakter i Europa medførte kunst og kultur.
Vivaldis musik kom også til Johann Sebastian Bachs kendskab og vakte hans anerkendelse og begejstring. Bach har transskriberet flere værker af Vivaldi. Mod slutningen af Vivaldis liv skiftede musikstilen i Europa, og hans popularitet aftog. Han døde som en glemt kunstner og fik i lighed med Mozart den sædvanlige anonyme begravelse. I kirkekoret ved hans begravelse sang en ung Joseph Haydn, som videreførte den musikalske arv fra Vivaldi.
Liv og gerning Opvækst thumb|Kirken Vivaldi blev døbt i: Chiesa di San Giovanni Battista in Bragora, Sestiere di Castello, Venezia.
Vivaldis fader, Giovanni Battista Vivaldi (1655–1736), kom fra Brescia til Venezia som tiårig. Han var barberer som sin fader men blev senere professionel violinist. Fadern var en af grundlæggerne af Sovvegno dei musicisti di Santa Cecilia, en slags fagforening for musikere og komponister.Talbot, s. 36 Formand for foreningen var Giovanni Legrenzi, kapelmester i Markuskirken i Venedig og en velkendt komponist. Faderen havde et godt ry som musiker og blev i en af samtidens rejsehåndbøger nævnt som en violinvirtuos værd at høre. Han blev ansat som violinist i Markuskirken og havde som medlem af musikerforeningen Sovvegno dei musicisti di Santa Cecilia en mængde hverv indenfor det venetianske musikliv. I 1676 giftede han sig med skrædderdatteren Camilla Calicchio, og Antonio var deres førstefødte af i alt ni børn, og den eneste som blev levebrødsmusiker. Blandt Vivaldi søskende var Margarita Gabriela, Cecilia Maria, Bonaventura Tomaso, Zanetta Anna og Francesco Gaetano.Talbot, s. 37 Faderen kan selv have været komponist: operaen La Fedeltà sfortunata (1688) var komponeret af en Giovanni Battista Rossi, det samme navn Vivaldis fader var opført under i Sovvegno di Santa Cecilia. Navnet Rossi (rød) bar han på grund af hårfarven.Pincherle, s. 16
Antonio skal have kommet til verden under et jordskælv og blev døbt i al hast. Den officielle dåb i kirken skete ikke førend to måneder senere.Talbot, s. 39 Faderen lærte sønnen at spille violin Inloggning krävs og turnerede senere med sin unge søn. Formodentlig fik Antonio undervisning fra en meget tidlig alder med tanke på de usædvanligt gode musikkundskaber, han havde, da han allerede i en alder af 24 år begyndte at arbejde ved Ospedale della Pietà.Heller, s. 40 Antonio viste tidlig sin begavelse på violin og skal allerede i ung alder have vikarieret for sin fader i orkesteret. Giovanni Legrenzi opgives at have givet Antonio undervisning i musikteori, men eftersom Legrenzi døde, da Vivaldi blot var tolv år bliver dette betvivlet – selv om han i den beskedne alder af tretten år skrev det liturgiske værk Laetatus sum (RV Anh 31), der synes påvirket af Legrenzis stil.
Vivaldi led af en medicinsk tilstand han selv omtalte som trykken for brystet, sandsynligvis en form for astma. Dette forhindrede ham ikke i at lære at spille violin, komponere eller deltage i forskellige musikaktiviteter, men blæseinstrumenter kunne han ikke spille. 15 år gammel, i 1693, begyndte han at studere til præst i den katolske kirke.Landon, s. 16 Ordinationen skete, da han var 25 år, og han fik snart det kendte tilnavn il Prete Rosso ("den røde præst"), sandsynligvis fordi han i lighed med sin fader var rødhåret. Mange venetianere kendte ham kun under dette navn.Efter Goldoni (Mémoires) : R. de Candé, op.cit. side 37
Ved Conservatorio dell'Ospedale della Pietà thumb|Ospedale della Pietà i Venezia.
Efter ordinationen blev han kapellan ved kirken Sta. Maria della Pietà, og på opdrag af Francesco Gasparini violinlærer ved det tilknyttede børnehjem Ospedale della Pietà for forældreløse og forladte piger. Dette var en af fire sådanne institutioner i Republikken Venedig, finansierede af fonde indstiftede af republikken Venedig.Pincherle, s. 18. Deres mål var at sikre mad, husrum og uddannelse til forældreløse og forladte børn eller børn hvis forældre ikke kunne forsørge dem. Drenge lærte et håndværk, mens pigerne fik musikalsk oplæring. De mest talentfulde blev tilbage som medlemmer af Ospedales anerkendte kor og orkester. Han var, med kortere afbrydelser i forbindelse med rejser aktiv her til 1740. Han optrådte ofte med sine elever og egne værker for Venedigs adel og borgere.
I et og et halvt år holdt Vivaldi messer her, men i 1704 blev han fritaget fra denne opgave. Han beholdt præstetitlen, men det ser ikke ud til, at han var i aktiv præstetjeneste senere. I et væsentligt senere brev opgiver Vivaldi strettezza di petto, det vil sige trykken for brystet, som årsag til, at han sluttede i præstetjenesten. Mere nærliggende er det nok, at det skyldtes personlige årsager, problemer med ledelsen, at musikerhvervet gav for lidt tid til overs, og at han ikke længere var afhængig af indtægterne fra arbejdet som præst.
Det fremgår af bøgerne til Ospedale della Pietà, at han efter kort tid underviste i cello og viola d'amore samt violin. Ifølge en anekdote spillede han også cembalo.
Ospedales orkester opnåede snart en legendestatus, som lokkede talrige rejsende til byen. Fremførelserne skete under gudstjenesterne. Den største del af Vivaldis talrige violinkoncerter og sonater skrev han for Ospedale..Heller, s. 77 Af disse blev 30 violinkoncerter skrevet for hans dygtigste elev og senere kollega ved Ospedale, Anna da Violin. Disse, mere end 60, sakrale værker består af kompositioner for mange forskellige slags besætningar, solomotetter og store korværker for solister, dobbeltkor og orkester.Heller, s. 78 I 1704 udvidedes hans violinlærertjeneste til også at gælde "viola all'inglese".Landon, s. 26 Tjenesten som korleder (maestro di coro), som Vivaldi også havde tog meget af hans tid. Han skulle komponere et oratorium eller en koncert til hver større weekend og desuden lære børnene musikteori og at spille instrumenter.Pincherle, sid. 24
Forholdet til Ospedales ledelse var ofte anstrengt. Lærerne var ansatte for et år ad gangen, og styret stemte hvert år hvorvidt, de skulle beholde en lærer. Vivaldi blev sjældent enstemmig valgt, og i 1709 mistede han stillingen efter 7 mod 6 stemmer.Talbot, s. 48 Han var da freelancemusiker i et år, men blev enstemmigt valgt ind igen i 1711, så styret forstod nok hvor vigtig, han var. I 1713 blev han ansvarlig for de musikalske aktiviteter ved institutionenHeller, s. 54 og i 1716 forfremmet til maestro di' concerti (dirigent, koncertmester).Talbot, s. 59
Under denne tid skrev Vivaldi det meste af sin musik, blandt andet flere operaer og koncerter. 1705 offentliggjordes den første samling af musik, Connor Cassara. Hans opus 1. er en samling af tolv sonater for to violiner og generalbas i en ganske traditionel stil. Den første trykte samling, skrevet 1705, offentliggjordes af Giuseppe Sala.Pincherle, s. 38 1709 kom opus 2., en samling med tolv sonater for violin og generalbas.Landon, s. 31 Det virkelige gennembrud kom med samlingen af tolv koncerter for en, to og fire violiner og strygere, L'estro armonico (opus 3.), som offentliggjordes i Amsterdam 1711 af Estienne Roger.Landon, s. 42 L’estro armonico tilegnedes Ferdinando de' Medici som selv var musiker og som havde støttet mange musikere så som Alessandro Scarlatti og Händel. Antagelig har han og Vivaldi mødt hinanden i Venedig.Talbot, s. 54 Denne dundrende succes fulgte han i 1714 op med La stravaganza (omtrent "Det ekstraordinære") op 4, en samling koncerter for soloviolin og strygerorkesterTalbot, s. 58 tilegnet den vendianske adelsmand Vettor Dolfin.
Fra 1718 begyndte Vivaldi at foretage rejser. Til trods for hans ofte forekommende rejser betalte Pietà ham for at skrive to koncerter om måneden til orkesteret og for at repetere med det mindst fem gange, når han befandt sig i Venedig. Pietàs arkiv viser, at han blev betalt for 140 koncerter mellem 1723 og 1733.Michael Talbot. "Vivaldi, Antonio." I Grove Music Online. Oxford Music Online, http://www.oxfordmusiconline.com/ (Hentet 23 marts, 2010).
Operaimpresario thumb|Første udgave af Juditha triumphans, som omtales som hans første store oratorium. Vivaldi begyndte at komponere operaer allerede, mens han var ansat i Ospedale, og frem til 1739 komponerede han over 50 operaer. Den første var Ottone in villa, som blev uropført på Garzerie-teateret i Vicenza i 1713.Heller, s. 98 Året efter tog Vivaldi springet over til Venezias operascene og blev impresario ved det venetianske operahus San Angelo.
I Venedig var, under det tidlige 1700-tal, opera den mest værdsatte underholdning og tillige den mest lønsomme for komponisterne. Flere teatre konkurrerede om publikums gunst. Vivaldi begyndte sin karriere som operakomponist i det stille. Hans første opera Ottone in villa (RV 729) blev ikke opført i Venedig men i Garzerie-teateret i Vicenza 1713. Året efter tog kom han til Venedig og blev impresario på Teatro Sant'Angelo hvor hans opera Orlando finto pazzo (RV 727) opførtes. Værket blev dog ikke værdsat af publikum og forestillingen måtte opgives blot efter nogle uger og blev erstattet af en reprise af en opera, som var givet året før. 1715 opførtes Nerone fatto Cesare (RV 724, ikke bevaret), med musik af syv forskellige komponister, blandt hvilke Vivaldi bidrog med mest musik, 11 arier. Denne gang blev det succes, og Vivaldi planlagde at til efterårssæsonen producere en egen opera, Arsilda regina di Ponto (RV 700). Denna blev imidlertid stoppet af censuren, som ikke brød sig om handlingen. I operaen forelsker hovedrolleindehaveren, Arsilda, sig i en kvinde, Lisea, som optræder som mandsperson. Vivaldi fik dog ophævet censuren året efter, og operaen fik endelig sin premiere og gjorde stor succes.
thumb|Omslagssiden til Il teatro alla moda.
I samme periode bestilte Pietà flere liturgiske værker. De mest betydningsfulde var to oratorier. Det ene, Moyses Deus Pharaonis (RV 643), er gået tabt og det andet, Juditha triumphans (RV 644), som blev komponeret i 1716 med stof fra Judits bog i anledning af venetianernes sejr over tyrkerne og generobringen af øen Korfu i august samme år, er et af hans kirkelige mesterværker. Alla de 11 sangroller, både de mandlige og de kvindelige, fremførtes af piger fra Pietà. Mange af arierne indeholdt også instrumentale soloer for blokfløjter, oboer, viola d'amore og mandolin, hvilket viste pigernes brede musikalske færdigheder.Landon, s. 52
Samme år, 1716, skrev og producerede Vivaldi også to operaer, L'incoronazione di Dario (RV 719) og La costanza trionfante degli amori e degli odi (RV 706). Den sidste var så populær, at den blev udgivet på ny to år senere med titlen Artabano re dei Parti (RV 701, tabt) og blev til sidst opført i Praha i 1732. De følgende år skrev Vivaldi flere operaer, som blev opførte over hele Italien.