thumb|right|300px|Hvidkilde. Tæt ved dette gods forsvandt den syv-årige Mona. Mona-sagen er en dansk drabssag, hvor den syv-årige Mona Rasmussen fra det sydlige Fyn den 20. august 1964 forsvandt på vej til skole. Det lykkedes ikke med en 900 mand stor eftersøgning at finde Mona, og først omkring en måned senere blev liget fundet i en sø. En 38-årig familiefar fra lokalområdet blev idømt en livstidsdom for mordet på baggrund af indicier.
Gerningsmanden har siden bedyret sin uskyld. Sagen er to gange forsøgt genoptaget, bl.a. ved genanalyse af bevismateriale hos et fransk laboratorium.
Eftersøgning Mona Rasmussen boede i Egehuset nord for godset Hvidkilde. Torsdag den 20. august cyklede hun sydpå for at nå skolebussen fra Egense klokken 11:30 til skolen i Rantzausminde. Omkring 11:06 kom hun til Primærrute 44 mellem Faaborg og Svendborg. Hun kom over vejen og fortsatte ad en lille vej gennem Amalielyst-skoven på sydsiden af Hvidkilde Sø. Hun nåede aldrig frem til bussen.
Tre børn, der havde været i skole om formiddagen, var med tilbage i bussen, og de fandt Monas cykel i et buskads. To af børnene cyklede hjem til deres forældre og fortalte, at Mona ikke var ved bussen. Drengenes forældre begyndte straks en hurtig gennemgang af området, men da de ikke fandt hende, kontaktede de hendes forældre og lærerinde. Efter tre timer, da Mona stadig ikke var dukket op, kontaktede de politiet, der finkæmmede området, inklusivt den nærliggende Hvidkilde Sø. Næste dag fortsatte eftersøgningen, nu med hundepatruljer og helikopter. Lørdag den 22. august var eftersøgningsholdets størrelse på 900 mand.
Det er en af de største eftersøgninger i Danmark. Den døde blev først fundet den 25. september, da en mand henvendte sig til politiet, efter at han havde set en bylt flyde på vandoverfladen i Nørresø cirka 20 kilometer fra, hvor man fandt Monas cykel. Afdøde lå i to papirsække, og undersøgelser viste, at hun havde været udsat for en sædelighedsforbrydelse og sandsynligvis var blevet kvalt.
Domfældelse og omtale Flere spor fundet ved og omkring ligets findested pegede på en lokal gift hovmester med fire børn. Dette var blandt andet de papirsposer ligget var svøbt i, som var solgt lokalt og til den pågældende, uden nogen plausibel forklaring om deres anvendelse, samt dele af en frottéklud fundet i nærheden af fundstedet som svarede til materiale fra pågældendes hjem. I oktober 1965 blev han idømt livsvarigt fængsel for drab.
Den danske forsvarsadvokat Jørgen Jacobsen blev involveret i sagen efter tilskyndelse fra vennen Erik Nørgaard, der havde dækket sagen som journalist for Politiken. De to rejste i august 1967 rundt på Sydfyn for at forske i nye spor.
Sagen er omtalt i bøgerne Danske Kriminalsager og Journalist på rettens vej. Erik Nørgaard udgav desuden bogen Hvem myrdede Mona i 1972.
I 2009 blev udtrykket Mona-sagen anvendt i en anden sammenhæng. Denne gang vedrørende et røverisk overfald på den 60-årige Mona Egebjerg som førte til hendes død.
Referencer
Eksterne henvisninger Sagen på drabssager.dk
Kategori:Mord i Danmark Kategori:Begivenheder i 1964