thumb|Kort der viser en af teorierne om goternes vandringer: Med rødt Wielbarkkulturen største udbredelse, inden goterne fortsatte til Chernjakhovkulturen (orange). Romerriget er markeret i violet. Relevansen af de to markeringer i Sverige diskuteres fortsat. thumb|Rekonstruktion af langhus fra Wielbarkkulturen Goterne (Oftest oversat som "Gotiske folk". Kun set i entalsformen Gut-þiudai. Se W. Ph. Lehmann, A Gothic etymological dictionary (1986), 163–164 (Gut-þiuda), ; ; ; , ) var et germansktalende folk, der boede ved Wislas udmunding i Østersøen i det 1. århundrede e.Kr. De var kendt i middelhavsområdet som gotoner (også skrevet: gutoner; på gotisk: gutans). Navnet udledes af det gotiske ord giutan (= "støbe", "gyde") eller af formen gutans (= "støbt" eller "udgydt"). Folkenavnet kan altså betyde "udgyderne". I den anden halvdel af det 2. århundrede drog en stor del af goterne mod sydøst i retning af Sortehavet. Der var sandsynligvis tale om flere adskilte grupperinger, men fra det 3. århundrede hører man i romerske kilder om to større grupper, tervingerne ("skovfolket") mod vest og greutungerne ("Folket fra stepperne") mod øst.
En stor del af greutungerne og andre gotiske grupper blev i årene efter 375 undertvunget af hunnerne. Efter Attilas død slap goterne efterhånden fri af det hunniske overherredømme, og nogle af dem fik lov til at bosætte sig i det Østromerske rige. I 480'erne sluttede de sig sammen med andre goter på Balkan og blev til ostrogoterne ("de strålende goter"). Efter aftale med den østromerske kejser erobrede de Italien i 489-493 under ledelse af Teoderik den Store. Det ostrogotiske rige i Italien begyndte dog at falde fra hinanden straks efter Teoderiks død. Under kejser Justinian indledte østromerne en generobring af Italien, som resulterede i en reel udslettelse af ostrogoterne.
Store grupper af tervinger og greutunger søgte tilflugt i Romerriget, da de blev angrebet af hunnerne. Romerne forsøgte at forhindre en samlet bosættelse, men efter goterkrigen fik goterne status som foederati i 382. I 408 invaderede de det Vestromerske rige, og folket – nu omtalt som visigoter ("de gode goter") – indledte en længere vandring, der endte med, at de fik overdraget land til et i praksis selvstændigt rige i det sydlige Gallien. Visigoterne erobrede efterhånden Sydfrankrig og store dele af Spanien men efter at have tabt et afgørende slag til frankerne i 507, koncentrerede de sig om Spanien, hvor de regerede, indtil maurerne erobrede området i 711.
Blandt de tilbageblevne goter ved Sortehavet var der en lille del, som boede på halvøen Krim. Helt frem til slutningen af det 18. århundrede har man derfra efterretninger om folk, der talte et gotisk sprog ("Krimgotisk").
Historie Goternes oprindelse Vor viden om goterne er baseret på beretninger skrevet på andre sprog, primært latin. Det gotiske skriftsprog opstod først i midten af det 4. århundrede, og man har ingen eksempler på, at det er blevet brugt i andet end kirkelige sammenhænge.Heather (1996), side 9 Goterne figurerer i geografiske værker fra det første århundrede, og derefter typisk når de dukker op som romernes fjender, men en egentlig historieskrivning om dem opstår først med Ablabius. Han var formentlig ansat ved den visigotiske konges hof omkring år 500, og han skrev et værk, der senere blev benyttet af historieskriverne Cassiodorus og Jordanes. Den tidligste gotiske historie er dermed baseret dels på mundtlige traditioner dels på arkæologiske fund og endelig på de sammenhænge, sprogforskere har kunnet tilvejebringe. I følge Jordanes ankom goterne i tre skibe fra Skandinavien til nordkysten af det nuværende Polen år 1490 f.Kr. ledet af deres konge Berig. Tidsfæstelsen kommer af at Jordanes har en vældig historie om, at goterne derefter deltager i den trojanske krig.Heather (1996), side 13 Der kan sagtens være en kerne af sandhed i den skandinaviske forbindelse – bortset fra tidsangivelsen – men arkæologisk lader den sig imidlertid ikke bevise. Den kultur, der opstår omkring Wisla-flodens udmunding ved begyndelsen af vor tidsregning (Wielbarkkulturen), har syv karakteristika i sine fund, og kun ét af dem – stensætningen omkring gravpladser – kan genfindes i Skandinavien.Heather (1996), side 14 Tilbage står de navnemæssige sammenfald. Navnet goter (gotones, gutones) mener lingvister er en latinsk version af goternes eget navn på sig selv, *gutans, hvilket er formelt identisk med folkenavnet gutar på øen Gotland i SverigeAndersson, Thorsten (1996): "Göter, goter, gutar", Namn och Bygd/ UppsalaElias Wessén, Fornvännen 1969, Nordiska folkstammar och folknamn, s 21. I islandske kilder bruges navet gotar både om goter og gotlændinge.Finnur Jónsson, Ordbog over det norsk-islandske skjaldesprog, s 197. Navnet gutar er det tilsvarende oldsvenske og olddanske ord for både goter og gotlændinge.Vikingarnas Språk, Rune Palm s 30 Både gutar og goter udledes af oldgermansk gutaniz.Lehmann Winfred P, Helne-Jo J Hewitt (1986), "A Gothic etymological dictionary", s 164 thumb|Keramik fra Wielbarkkulturen.
Goterne ved Wisla I begyndelsen af det 1. århundrede opstod der en ny kultur ved mundingen af Wisla i et område, der ellers havde været præget af Oksywiekulturen. I 1874 fandt man ved byen Wielbark et begravelsesområde, der viste sig at indeholde omkring 3.000 grave. I begyndelsen omtalte man den fundne kultur som den "gotisk-gepidiske" kultur men i erkendelse af, at man ikke kan bevise nogen sammenhæng, er man siden 1970'erne gået over til at omtale kulturen som Wielbarkkulturen, et navn introduceret af den polske arkæolog Ryszard Wołągiewicz.Ryszard Wołągiewicz: Pole orne ludności kultury wielbarskiej z okresu wczesnorzymskiego w Gronowie na Pomorzu. I: Wiadomości Archeologiczne. Årgang 42, 1977, , side 227–244; I løbet af det 2. århundrede bredte kulturen sig sydover, primært langs østsiden af Wisla, og fra årene 180-230 har man tilsvarende fund i Volhynien og det nordlige Ukraine.Heather (1996), side 21 Denne bevægelse svarer til, hvad der fortælles om hos Jordanes og i de gamle gotiske sange, hvilket bestyrker teorien om en sammenhæng mellem goterne og Wielbarkkulturen.Wolfram, Die Goten, (1988) side 42. Den romerske historiker og embedsmand Tacitus skrev i sin bog Germania fra 98 om goterne:
Peter Heathers forklaring, på hvorfor goterne brød op fra området ved Wisla og begyndte flytningen mod sydøst, er først og fremmest økonomisk: Jorden i det nordlige Ukraine er væsentlig bedre til landbrug end jorden ved Wislas munding, og jo tættere man kom til romerrigets grænser, jo flere penge var der i omløb. De stammer, der havde direkte kontakt med romerne, var markant mere velstående end perifere stammer som goterne, og ved Sortehavet lå der rige byer, som goterne kendte i forvejen, fordi de lå på ruterne for handelen med rav.Heather (1996), side 49-50 thumb|Goternes og deres forbundsfællers plyndringstogter i det 3. århundrede. Goterne ved Sortehavet Goternes indtrængen i området nord for Sortehavet i begyndelsen af det 3. århundrede markerer også deres første større konflikt med romerne. Provinsen Moesia ved Donaus udløb i Sortehavet blev angrebet i 238, og byen Histria blev plyndret. I 249 gik goterne igen over Donau og plyndrede byen Marcianopel i det nuværende Bulgarien. Det følgende år gennembrød goterne forsvarslinjen til provinsen Dacia, og de fortsatte over Donau, hvor de i 251 besejrede den romerske felthær under kejser Decius. Både kejseren og hans søn blev dræbt i slaget. Efter flere mindre indfald over grænsen gik goterne over til at angribe fra søsiden. I 255-257 angreb de byer langs Sortehavet og efter at have opbygget en stor flåde, plyndrede de i årene 268-270 i det østlige Middelhav. Den romerske flåde fik nedkæmpet goterne og deres forbundsfæller, og de viste sig ikke senere i Middelhavet, men plyndringerne langs kysten havde været voldsomme og omfattende.Heather (1996), side 40-41 De indtrængende styrker langs grænsen blev også slået tilbage, men der var behov for at skabe en mere holdbar forsvarslinje. Derfor opgav kejser Aurelian i 275 provinsen Dacia, bortset fra nogle fæstninger umiddelbart nord for Donau, hvorved den romerske grænse mod goterne og de øvrige "barbarer" blev stabiliseret.Heather (2005), side 85
Goternes bosættelse ved Sortehavet falder tidsmæssigt sammen med de arkæologiske fund, der omtales som Chernjachovkulturen. Denne kultur var i endnu højere grad end Wielbarkkulturen en blandingskultur, hvilket indikerer, at området ikke blot blev beboet af goter men også af andre germanske stammer. Hos Jordanes er der en beretning om, at det tredje af kong Berigs skibe var bemandet med gepider, der omtales som goternes slægtninge.Heather (1996), side 44 Af den romerske historieskrivning fra 250'erne fremgår det, at der i disse år dukkede tre nye germanske grupperinger op: Gepiderne, herulerne og taifalerne. Der kan være tale om gamle germanske stammer, som romerne blot ikke havde hørt om tidligere, men det kan også dreje sig om nye sammenslutninger på basis af andre stammer.Heather (1996), side 45 Chernjachovkulturens gravpladser havde lige som Wielbarkkulturens en blanding af kremeringer og almindelige begravelser. Mændene havde ikke våben med i gravene, og kvindedragterne havde i begge kulturer en karakteristisk udformning, hvor dragten blev holdt sammen af en broche(fibula) på hver skulder. De træk, der adskilte de to kulturer, var blandt andet byggestilen, hvor Chernjachovkulturen blandede Wielbarkkulturens langhuse med delvist nedgravede grubehuse. Desuden var Wielbarkkulturens håndlavede skåle og krukker blevet skiftet ud med køkkengrej af romersk tilsnit, fremstillet på drejeskiver.Heather (2009), side 118 thumb|Kortet viser effekten af hunnernes angreb på alanerne og derpå greutungerne. Det 4. århundrede - hunnerne kommer De første 75 år af det 4. århundrede hører man ikke meget til goterne i de romerske beretninger. Dette kan overraske, når man tager i betragtning, at der var tale om en – selv efter romerske forhold – meget stor befolkningsgruppe. Forskere som Peter Heather forklarer det med, at goterne formentlig var delt op i adskillige grupperinger. Blandt de mange bopladser, der er fundet, har man udgravet seks større bebyggelser, der hver især kan have været sæde for en høvding.Heather (1996), side 55 De romerske kilder nævner to større grupper: Tervinger og greutunger, der levede henholdsvis i den vestlige og østlige del af området. I de romerske kilder optræder navnet tervinger første gang i 291.Wolfram, side 24. De adskilte sig blandt andet fra de øvrige goter ved, at deres leder ikke var høvding eller konge, men "dommer". De tervinger, der boede langs Donau, havde en del kontakt med romerne. I 332 drog kejser Konstantin i spidsen for en hær over Donau, hvor han overvandt tervingerne og fik dem til at anerkende romersk overhøjhed. Tervingerne skulle levere tropper til den romerske hærs felttog, og dommerens søn skulle være gidsel som sikkerhed for deres lydighed. Til gengæld fik dommeren hvert år en sum penge fra romerne til uddeling blandt sine tilhængere.Heather (1996), side 57-62. I 360'erne følte tervingerne sig stærke nok til at få afhængighedsforholdet omstødt og efter et delvist mislykket romersk felttog nord for Donau i årene 367-369, blev der lavet en ny traktat. Tervingerne var herefter ikke længere under romersk overhøjhed, men til gengæld forsvandt de årlige udbetalinger, og handelen på tværs af Donau blev stærkt reduceret.Heather (1996), side 62.