right|thumb|upright=1.5|Reklame for sejlskib, der sejler til Californien i begyndelsen af guldfeberen
Guldfeberen i Californien (1848–1855) begyndte den 24. januar 1848, da James W. Marshall fandt guld ved Sutter's Mill, i Coloma, Californien."Begivenhederne fra januar 1848 til december 1855 omtales i almindelighed 'Guldfeberen'. Efter 1855 ændrede guldminedriften sig og ligger udenfor guldfeber perioden." Nyheden om fundet fik omkring 300.000 mennesker til at tage til Californien fra resten af USA og fra udlandet. Af de 300.000 ankom ca. halvdelen ad søvejen og resten kom gående.
Guldgraverne, som ofte kaldes "Forty-niners" (som henvisning til 1849), gennemgik ofte betydelige strabadser på rejsen. Mens de fleste nyligt ankomne var amerikanere tiltrak guldfeberen titusinder fra Latinamerika, Europa, Australien og Kina. I starten udvandt guldgraverne guld fra vandløb og flodbunde med simple midler, såsom pander. Mere avancerede måder at udvinde guld på udviklede sig og blev senere anvendt verden over. På sit højdepunkt nåede de teknologiske fremskridt et punkt, hvor der var brug for betydelige finansielle midler, hvilket førte til at der blev flere mineselskaber mens antallet af individuelle guldgravere faldt. Der blev udgravet guld til en værdi af milliarder af dollars målt i nutidens priser, hvilket førte til stor velstand for nogle få. Mange vendte imidlertid hjem uden ret meget mere end de var kommet med.
Effekterne af guldfeberen var betydelige. San Francisco voksede fra en lille bosættelse til en storby, og veje, kirker, skoler og andre byer blev bygget ud over hele Californien. Der blev udformet en forfatning og Californien blev optaget i USA som delstat - den 31. i rækken af delstater - den 9. september 1850 som led i Kompromiset i 1850.
Nye transportmetoder blev udviklet da dampskibe blev indsat i fast drift og der blev bygget jernbaner. Jordbruget og kvægbruget voksede i hele delstaten for at imødekomme bosætternes behov. I begyndelsen af guldfeberperioden var der ingen lovgivning om ejendomsret i guldfelterne og der blev udviklet et system hvorefter ejerskab kunne hævdes. Guldfeberen havde også negative konsekvenser. Indianere blev angrebet og tvunget væk fra deres traditionelle områder og guldgraveriet medførte skader på naturen.
Historien left|thumb|upright=1.25|Californiens områder med guld i Sierra Nevada og det nordlige Californien
Guldfeberen startede ved Sutter's Mill i nærheden af Coloma.Et detaljeret kort findes på California Historic Gold Mines , udgivet af State of California. Hentet 2006-12-03. Den 24. januar 1848 fandt James W. Marshall, en formand, som arbejdede for Sacramento-pioneren John Sutter, noget skinnende metal i afløbsrenden fra en savmølle, som Marshall var i gang med at bygge for Sutter ved American River. Marshall bragte det han havde fundet til John Sutter, og de to undersøgte privat metallet. Efter at prøverne havde vist, at det var guld, udtrykte Sutter sin forfærdelse: han ønskede at holde fundet hemmeligt, da han frygtede hvad der ville ske med hans planer om et landbrugsimperium, hvis det kom til en massiv jagt på guld.Bancroft, Hubert Howe (1888), pp. 39–41. Rygterne begyndte imidlertid snart at spredes og blev i marts 1848 bekræftet af avisudgiveren og købmanden Samuel Brannan fra San Francisco. Det mest berømte citat om guldfeberen i Californien stammer fra Brannan; efter at i hast havde startet en forretning, som skulle sælge guldgraverudstyr, Brannan gik gennem gaderne i San Francisco, mens han holdt en lille flaske med guld og råbte "Guld! Guld! Guld fra American River!"Bancroft, Hubert Howe (1888), pp. 55–56. Med nyheden om guldfundet var lokale beboere i Californien blandt de første, som tog til guldfelterne.
På det tidspunkt hvor guldet blev opdaget var Californien en del af det Mexicanske område Alta California, som blev afstået til USA efter afslutningen af den Mexicansk-amerikanske krig som sluttede med underskrivelsen af traktaten ved Guadalupe Hidalgo den 2. februar 1848.
Den 19. august 1848 var New York Herald den første store avis på østkysten, som berettede om fundet af guld. Den 5. december 1848 bekræftede præsident James Polk opdagelsen af guld i en tale til Kongressen. Snart efter begyndte bølger af immigranter fra hele verden – senere kaldet "forty-niners" – at strømme til guldfelterne i Californien. Som Sutter havde frygtet blev han ruineret. Hans arbejdere forsvandt på jagt efter guld og besættere overtog hans jord og stjal hans afgrøder og kvæg.Bancroft, Hubert Howe (1888), pp. 103–105.
San Francisco havde været en lille bosættelse inden guldfeberen brød ud. Da indbyggerne hørte om fuldet blev det i første omgang til en spøgelsesby med forladte skibe og forretninger hvor ejerne sluttede sig til guldgraverne,Bancroft, Hubert Howe (1888), pp. 59–60. men derefter voksede byen kraftigt da købmænd og nye folk ankom. Befolkningstallet i San Francisco eksploderede fra måske 1.000Holliday, J. S. (1999), p. 51 ("800 residents"). i 1848 til 25.000 fastboende i 1850. Den pludselige massive tilflytning til et så fjernt område overvældede infrastrukturen. Guldgraverne boede i telte, træhytter eller dækhuse, som var hentet fra forladte skibe.Holliday, J. S. (1999), p. 126. Hvor der blev fundet guld samarbejdede hundreder af guldgravere om at etablere en lejr og afgrænse deres felter. Med navne som "Rough and Ready" og "Hangtown" havde hver lejr ofte sin egen saloon og spillehus.
thumb|upright=1.0|right|Veje til Californien i 1849
I det som er blevet betegnet den "første guldfeber i verdensklasse",Hill, Mary (1999), p. 1. var der ikke noget nem vej til Californien. Guldgraverne måtte udholde strabadser og mange døde undervejs. I begyndelsen rejste de fleste Argonauter, som de også blev kaldt, ad søvejen. Fra Østkysten tog en sejltur syd om Kap Horn fem til otte måneder, og havde en længde på 33.000 km. Et alternativ bestod i at sejle ned til Panamatangen og krydse den i kano og med muldyr gennem junglen og derpå vente på et skib på Stillehavssiden, som sejlede til San Francisco.Brands, H. W. (2003), pp. 75–85. En tredje rute gennem Nicaragua blev etableret i 1851. Den var ikke så populær som Panama-ruten. Rawls, James J. and Orsi, Richard (eds.) (1999), pp. 252–253. Der var også en rute, som førte gennem Mexico fra Veracruz. Mange guldgravere rejste igennem det kontinentale USA, især ad det såkaldte California Trail.Rawls, James J. and Orsi, Richard (eds.) (1999), p. 5. Hver af disse ruter havde sine egne farer fra skibbrud til tyfus og kolera.Holliday, J. S. (1999), pp. 101, 107.
For at imødekomme de ankommendes behov kom der også skibe med varer fra hele verden til San Francisco. Skibskaptajner opdagede, at deres besætninger deserterede for at søge efter guld. Værfterne og kajerne i San Francisco blev en skov af master da hundreder af skibe blev forladt. Initiativrige San Franciscanere omdannede de forladte skibe til varehuse, lagre, værtshuse, hoteller og endda til et fængsel.Starr, Kevin (2005), p. 80; Mange af disse skibe blev senere ødelagt og brugt til opfyldning for at få plads til nye bygninger i byen.
left|thumb|upright=1.5|Handelsskibe fylder havnen i San Francisco i 1850 eller 1851 I løbet af få år kom der en vigtig men mindre kendt bølge af guldgravere til det fjerne nordlige Californien, især til vore dages Siskiyou, Shasta og Trinity Counties.Bancroft, Hubert Howe (1888), pp. 363–366. Fundet af guldklumper i vore dages Yreka i 1851 bragte tusinder af guldgravere op ad Siskiyou Trailpp. 361–362. og gennem Californiens nordlige counties. Bosættelser fra guldfeberens tid, såsom Portuguese Flat ved Sacramento River, opstod for siden at sygne hen. Guldgraverbyen Weaverville ved Trinity River rummer i dag det ældste fortsat benyttede Taoistiske tempel i Californien, en arv fra de kinesiske guldgravere. Der er ikke mange spøgelsesbyer fra guldfebertiden tilbage, men de velbevarede rester af den engang så blomstrende by Shasta er bevaret som et historisk område i det nordlige Californien.Bygningerne i Bodie, den bedst kendte spøgelsesby i Californien, stammer fra 1870'erne og senere, et godt stykke efter afslutningen på guldfeberen.
Der blev også fundet guld i det sydlige Californien, men i langt mindre omfang. Det første guldfund ved Rancho San Francisco i bjergene nord for vore dages Los Angeles, var blevet gjort i 1842, seks år inden Marshalls fund, mens Californien stadig var en del af Mexico.Rawls, James J. and Orsi, Richard J. (eds.) (1999), p. 3. Disse første guldlejer og senere opdagelser i bjergegnen i det sydlige Californien tiltrak sig ikke større opmærksomhed og havde begrænset økonomisk betydning.
right|thumb|upright=1.5|Angreb fra indianere på guldgraveres bosættelser I 1850 var det mest af det let tilgængelige guld blevet indsamlet og opmærksomheden skiftede til at udvinde guld fra mere vanskelige steder. I takt med at guld blev stadig sværere at finde begyndte amerikanere at tvinge udlændinge bort for at få fat i det resterende let tilgængelige guld. Den nye lovgivende forsamling i Californien indførte en skat på 20 dollars pr. måned, som skulle betales af udenlandske guldgravere, og amerikanske guldgravere begyndte at udføre organiserede angreb på fremmede guldgravere, især latinamerikanere og kinesere.Rawls, James J. and Orsi, Richard (eds.) (1999), p. 9. Hertil kom, at den enorme tilstrømning af nye indbyggere trængte indianerne væk fra deres traditionelle jagtmarker. For at beskytte deres hjem og levebrød reagerede nogle indianere med at angribe guldgraverne. Dette førte til modangreb mod indianske landsbyer. Indianerne, som var underlegne i ildkraft, blev ofte nedslagtet.Rawls, James J. and Orsi, Richard (eds.) (1999), p. 8. De som undslap massakrerne var ofte ude af stand til at overleve uden adgang til deres jagtmarker og døde af sult. Forfatteren Joaquin Miller beskrev levende et sådant angreb i sit halv-autobiografiske værk Life Amongst the Modocs. On-line version of book
Forty-niners left|thumb|upright=1.0|Udvaskning af guld ved Mokelumne River
De første som hastede til guldfelterne i foråret 1848 var indbyggerne i Californien selv. Det var fortrinsvis amerikanere og bosiddende europæere beskæftiget ved landbruget i Nord-Californien samt indianere og nogle Californioer (Spansk-talende californiere).Brands, H. W. (2003), pp. 43–46. Disse første guldgravere var i reglen hele familier hvor alle deltog i gravningen. Kvinder og børn fra alle etniske grupper stod ofte ved siden af mændene og vaskede guld. Nogle initiativrige familier byggede pensionater hvor de tilstrømmende mænd kunne bo. Det førte ofte til at kvinderne havde en stabil indkomst, mens deres mænd søgte efter guld.Moynihan, Ruth B., Armitage, Susan, and Dichamp, Christiane Fischer (eds.) (1990). So Much to Be Done. Lincoln: U Nebraska, p. 3