thumb|upright=1.5|Kammergericht bygningen i Berlin var 1945-1990 hovedkvarter for det allierede kontrolråd. Udsigt fra Kleistpark Det allierede kontrolråd (engelsk: Allied Control Council, tysk Alliierter Kontrollrat) var et politisk organ, som ledede den allierede besættelse af Tyskland efter 2. Verdenskrig. Rådets medlemmer var Sovjetunionen, USA og Storbritannien. Frankrig blev senere tilføjet som medlem med stemmeret, men uden pligter. Organet havde til huse i Berlin-Schöneberg.
Etablering De allierede forberedelser af besættelsen af Tyskland efter krigen begyndte i 2. halvdel af 1944 efter at Allierede styrker begyndte at trænge ind i Tyskland i september 1944. Hovedparten af planlægningen blev foretaget af European Advisory Commission (EAC), som var blev nedsat i oktober 1943 under Moskva konferencen. Allerede den 3. januar 1944 havde arbejdskomiteen i EAC konkluderet, at
EAC anbefalede også nedsættelsen af et treparts amerikansk, sovjetisk og britisk organ til at lede Tyskland efter Det Tredje Riges kapitulation. Den britiske repræsentant i EAC, Sir William Strang, var uafklaret om hvorvidt en delvis besættelse af Tyskland med allierede tropper var det mest ønskelige. På det første EAC møde den 14. januar 1944, foreslog Strang alternativer, som gik ud på en fuldstændig besættelse af Tyskland, ligesom efter 1. Verdenskrig, hvor allieret styre blev etableret i Rhinlandet. Strang mente, at en fuld besættelse ville betyde at man i mindre grad var afhængig af tidligere nazister til at opretholde orden i Tyskland. Han mente også, at det ville gøre nederlaget mere tydeligt for den tyske befolkning, og gøre det muligt for de allierede regeringer at gennemføre straffeforanstaltninger i Tyskland, såsom overførsel af områder til Polen. Hovedargumentet mod en total besættelse var, at det ville skabe umådelige byrder for de allierede økonomier og forlænge det tyske folks lidelser og muligvis frembringe ny revanchistiske ideologier. Hans endelige konklusion var imidlertid, at en total besættelse ville være mest hensigtsmæssig, i det mindste i den indledende fase.Foreign Relations of the United States 1944, vol. I, pp. 141-144 I august 1944 nedsatte den amerikanske regering the United States Group to the Control Council for Germany, som fungerede som forbindelsesgruppe til EAC vedrørende planlægning af den fremtidige besættelse af Tyskland. Formanden for denne gruppe var brigadegeneral Cornelius Wendell Wickersham.
Efterhånden som det tyske kollaps nærmede sig, blev Strang overbevist om at Tyskland var på vej til et totalt sammenbrud, hvilket ville betyde, at en total besættelse og styring ville være uundgåelig. Han fremlagde endda at en deklaration skulle udstedes af de allierede regeringer i tilfælde af at der ikke var nogen politisk myndighed tilbage i Tyskland på grund af kaotiske forhold.Memorandum af Sir William Strang, 30. marts 1945, Foreign Relations of the United States 1945, vol. III, pp. 208-209 I en kort periode blev denne mulighed frygtet af nogle allierede repræsentanter.
Efter Adolf Hitlers selvmord den 30. april 1945 overtog Karl Dönitz posten som Reichspräsident i overensstemmelse med Hitlers politiske testamente. Som sådan autoriserede han underskrivelsen af de tyske væbnede styrkers betingelsesløse kapitulation, som trådte i kraft den 8. maj 1945, og han forsøgte at etablere en regering under ledelse af Ludwig Graf Schwerin von Krosigk i Flensborg. Denne regering blev ikke anerkendt af de allierede, og Dönitz og de andre medlemmer blev arresteret af britiske styrker den 23. maj.
Den tyske kapitulation, som blev underskrevet i Berlin, var blevet udformet i Supreme Headquarters Allied Expeditionary Force, og var lavet ud fra den, som blev brugt nogle få dage tidligere, da de tyske styrker i Italien kapitulerede. First Printed 1975-CMH Pub 30-6 De brugte ikke den tekst, som var blevet udformet af "European Advisory Commission" (EAC). Dette skabte et juridisk problem for de allierede, fordi selv om de tyske væbnede styrker havde overgivet sig betingelsesløst, var der ikke blevet inkluderet en civil tysk regering i kapitulationen. Dette blev anset for at være en meget alvorlig sag, idet Hitler havde brugt den civile regerings overgivelse i 1918 - udenom militæret - som grundlag for at skabe dolkestødslegenden. De allierede ønskede naturligvis ikke at give et fremtidigt fjendtligt tysk regime noget juridisk argument for at genoplive en gammel strid. De ville ikke på nogen måde anerkende Flensborg regeringen, men til sidst enedes de fire stormagter om i stedet at underskrive en deklaration om betingelserne for den tyske kapitulation. Den 5. juni 1945 underskrev de fire besættelsesmagters øverstkommanderende en fælles deklaration om Tysklands nederlag, som bekræftede den totale opløsning af det Tredje Rige ved Adolf Hitlers død og den heraf følgende afslutning på et tysk styre af nationen.
frame|right|Nyhedsudsendelse fra 1945 om kontrolrådet
Denne erklæring var i overensstemmelse med artikel fire i kapitulationsdokumentet, som var blevet medtaget så EAC dokumentet, eller noget lignende, kunne pålægges tyskerne efter den militære overgivelse. Artikel 4 fastslog at "denne militære kapitulation er uden forbehold og vil blive erstattet af ethvert kapitulationsdokument, som udstedes af, eller på vegne af de Forenede Nationer og gælder for Tyskland og de tyske væbnede styrker som helhed."Earl F. Ziemke References CHAPTER XV:The Victory Sealed Page 258 I virkeligheden var alle tyske civile myndigheder naturligvis ophørt med at fungere ved Hitlers død, eller senest ved Berlins fald. Disse dele af Berlin deklarationen var derfor blot en formalisering af de facto tilstanden, og placerede det allierede militærstyre i Tyskland på et solidt juridisk grundlag.
En yderligere aftale, som nærmere gennemgik kontrolrådets beføjelser, blev underskrevet den 20. september 1945.tekst i Department of State Bulletin, October 7, 1945, pp. 515-521
Den faktiske magtudøvelse blev gennemført i overensstemmelse med den model, som først var beskrevet i "Agreement on Control Machinery in Germany", som var blevet underskrevet af USA, Storbritannien og Sovjetunionen den 14. november 1944 i London baseret på arbejdet i EAC. Tyskland blev delt i tre besættelseszoner - en amerikansk, en britisk og en sovjetisk - som skulle regeres af den øverstkommanderende for de respektive besættelsesstyrker. (Senere blev der tilføjet en fransk zone). "Forhold, som vedrører Tyskland som helhed", skulle imidlertid afgøres i fællesskab af de tre øverstkommanderende, som i denne sammenhæng skulle udgøre et samlet kontrolorgan. Denne myndighed blev kaldt kontrolrådet.
Formålet med det allierede kontrolråd i Tyskland, ligesom de andre kommissioner og råd, som de allierede havde nedsat for hver af de andre besejrede aksemagter, drejede sig om at håndtere centraladministrationen i landet (en ide, som aldrig rigtig blev til virkelighed for Tysklands vedkommende, da centraladministrationen brød totalt sammen ved krigens slutning) og sikre, at det militære styre blev udført med en vis ensartethed i hele Tyskland. Potsdam-traktaten af 2. august 1945 gav en nærmere beskrivelse af kontrolrådets opgaver.
Arbejde thumb|left|Fjernelse af et 'Adolf Hitler Strasse' gadeskilt, en del af afnazificeringen Den 30. august 1945 konstituerede kontrolrådet sig og udstedte sin første proklamation, som informerede det tyske folk om dets eksistens og understregede, at de befalinger og direktiver som var udstedt af de øverstkommanderende i deres respektive zoner ikke blev påvirket af etableringen af kontrolrådet. De oprindelige medlemmer af kontrolrådet var marskal Georgij Zjukov for Sovjetunionen, general Dwight Eisenhower for USA, feltmarskal Bernard Law Montgomery for Storbritannien og general Jean de Lattre de Tassigny for Frankrig.
Efterfølgende udstedte kontrolrådet et betydeligt antal love, direktiver, ordrer og proklamationer. De omfattede afskaffelse af nazistiske love og organisationer, demilitarisering og afnazificering men også så forholdsvis dagligdags forhold som telefontakster og bekæmpelse af kønssygdomme. I mange tilfælde var rådet ude af stand til at gennemføre sine beslutninger, da den reelle magt lå i hænderne på de forskellige allierede regeringer og deres militærguvernører, og kontrolrådet udsendte anbefalinger, som ikke var juridisk bindende. Den 20. september 1945 udstedte rådet Directive no. 10, som opdelte de rådets forskellige handlinger i fem kategorier: Proklamationer - "til at meddele forhold eller handlinger af særlig vigtighed for besættelsesmagten eller for det tyske folk eller for begge". Love - "om generel regulering af forhold, med mindre det udtrykkeligt er angivet undtagelser". Ordrer - "når kontrolrådet har behov for at pålægge Tyskland noget og når love ikke benyttes". Direktiver - "til at meddele politik eller administrative beslutninger fra kontrolrådet". Instruktioner - "når kontrolrådet ønsker at pålægge en bestemt myndighed noget direkte".
Directive no. 11 af samme dato regulerede rådets arbejde ved at fastlægge at rådets officielle sprog var engelsk, fransk, russisk og tysk og ved at grundlægge en officiel publikation som skulle udgive rådets officielle dokumenter.
Kontrolrådets lov nr. 1 (også vedtaget den 20. september 1945) afskaffede nogle af de strenge nazistiske love, som var blevet indført i det Tredje Rige. Denne lov etablerede det juridiske grundlag for rådets arbejde.
Direktiv nr. 51 (29. april 1947), som ophævede direktiv nr. 10, forenklede rådets juridiske arbejde ved at reducere antallet af juridiske handlinger til proklamationer, love og ordrer.
Krigsforbrydere Direktiv nr. 9 (30. august 1945) pålagde rådets juridiske division ansvaret for at gennemføre bestemmelserne i Londonaftalen om retsforfølgelse af tyske krigsforbrydere, som var blevet underskrevet i London den 8. august. Kort efter indledningen af Nürnbergprocessen, udstedte rådet lov nr. 10 (20. december 1945), som autoriserede hver af besættelsesmagterne til at have eget juridisk system til retsforfølgelse af krigsforbrydere og gennemføre sådanne rettergange uafhængigt af det internationale militærtribunal i Nürnberg. Lov nr. 10 opstod som følge af uenighed mellem de allierede regering om en fælles politik vedrørende krigsforbrydere, og markerede begyndelsen på afslutningen af samarbejdet mellem de allierede på dette område. Efter afslutningen af Nürnbergprocessen mod de største krigsforbrydere i oktober 1946 brød de allieredes samarbejde om krigsforbrydere totalt sammen. Den 12. oktober 1946 udstedte rådet direktiv nr. 38, som mens det forsøgte at fastlægge nogle fælles regler tillod de fire besættelsesmagter spillerum vedrørende behandlingen af personer arresteret af dem på mistanke om krigsforbrydelser, inklusiv retten til at tildele amnesti.
Opløsning af den tyske hær og officielle instanser Ordre nr. 1 af 30. august 1945 opløste den tyske hær og forbød brugen af den tyske hærs uniform.
En ordre fra 10. september beordrede tilbagekaldelsen af alle tyske regeringsagenter og/eller diplomatiske repræsentanter fra de lande de var udsendt til. En anden ordre fra samme dag fastlagde procedurer for udsendelse af informationer til pressen om rådets arbejde og fastlagde at der skulle udsendes en pressemeddelelse efter hvert af rådets møder.
Direktiv nr. 18 (12. november 1945) omhandlede opløsning af alle tyske hærenheder indenfor en tidsgrænse, som skulle besluttes. Dette direktiv afspejler den politik, som de vestallierede anvendte om at bruge tyske militærenheder til deres egne logistiske formål, et skridt som den sovjetiske regering var modstander af. Den fuldstændige opløsning af alle tyske militære enheder og militær træning blev muliggjort med lov nr. 8 (30. november 1945), som trådte i kraft den 1. december 1945.
Genskabelse af det tyske retssystem