Tafl-spil er en familie af gamle germanske og keltiske strategispil, som spilles på et bræt på mellem 7×7 og 18×18 afhængigt af hvilket variation, og med to hold af uens styrke. Ordet tafl kommer af det oldnordiske ord for bord.

Størrelsen på brættet og antallet af brikker varierer, men alle spil har et karakteristisk forhold 2:1 mellem de to hold, hvor det mindre hold har en kongebrik, som begynder i centrum. Der findes ingen komplet og entydig beskrivelse af reglerne, men kongens mål er at undslippe til brættets periferi eller hjørner. Det store holds opgave er at fange ham, hvorved spillet vindes. Den angribende side har en naturlig fordel i starten af spillet, der sandsynligvis skal indikere et vigtigt kulturelt aspekt ved at efterligne vikingetogternes succes. En anden kulturel indikation af kongen er vigtigheden af, at vikingernes høvding deltager i kampen. Selvom konger i Europa senere påkaldte sig herskerskab ved guddommelig udvælgelse og sad på en trone frem for at deltage i slag, så var det en essentiel del for vikingernes høvdinger, at de blev betragtet som dygtige krigere. Vigtigheden af krig blev også afspejlet i hnefatafl, der var vikingernes form for tafl-spil, fordi det var et strategispil om krig, hvilket kan være en vigtig årsag til, at spillebrættet er fundet i grave med mænd i alle aldre; vikingerne havde nogle gange drenge med på slagmarken. I Balnakeil i Skotland blev et skelet fra en dreng på mellem 8 og 13 år fundet med våben og et hnefatafl-brætspil.

Der er nogen uenighed om, hvorvidt nogle tafl-spil (Hnefatafl og Tawlbwrdd) kan have anvendt terninger.Helmfrid 2005, pp. 10–11, diskuterer en række interessante mysterier, der er relateret til Hervarar saga ok Heiðreks, med henvisning til terninger i forbindelse med varianten hnefatafl. Bayless 2005, pp. 15–16, angiver at adskillige arkæologiske fund i Skandinavien afslører, at denne variant inkluderer terninger. Teorien går ud på, at ordet tawlbwrdd omhandler terningekast. Der har også været diskussioner om, hvorvidt nogle af varianterne, især Hnefatafl og Tawlbwrdd) har fulgt vikingerne på deres rejser, blandt andet til Island, Storbritannien, Irland og Lapland.Murray 1951, p. 56, Helmfrid 2005, p. 2 Taflvarianterne, som omfatter Hnefatafl, Alea Evangelii, Tawlbwrdd, Brandubh, Ard Ri og Tablut, blev spillet i store dele af Nordeuropa fra før 400 e.kr, indtil de blev fortrængt af skak i 1100-tallet.Murray 1951, pp. 56–57

Etymologi Betegnelsen tafl (oldnordisk: "bord") er det oprindelige navn på spillet.Ellis 1869, pp. 554, 559. Konsonantmutationen fra f til [v] kan aflæses af tabellen på side 554 (med henvisning til Jakob Grimm), og en komparativ analyse af oversættelserne på side  559 Hnefatafl blev dog den foretrukne betegnelse for spillet i Skandinavien i slutningen af vikingetiden, for at skelne det fra andre brætspil såsom skáktafl (skak), kvatrutafl og Halatafl. Navnet Hnefatafl opstod muligvis i betydningen "nævens brætspil", fra hnefi ("næve") og tafl, hvor "næve" refererede til den centrale kongebrik.,Murray 1951, p. 60, anfører "hnefi er en hentydning til kongebrikken, mens (Helmfrid 2005, p. 1, anfører, at hnefa er genitiv form for det islandske ord hnefi (næve), men ofte oversættes som "konge" Den nøjagtige etymologi er altså omstridt, men hnefi refererede med sikkerhed til kongebrikken, og flere kilder omtaler Hnefatafl som "Kongens bord". I det angelsaksiske England refererede udtrykket tæfl også til mange brætspil. Det vides ikke, om angelsakserne havde et bestemt navn for spillet, eller om de i almindelighed betegnede det som "at spille tæfl", på samme måde som moderne mennesker kan referere til "at spille kort". På hollandsk betyder "Tafel" "bord", og på tysk har "Tafel" lignende sidebetydninger.

Balancen i spillet thumb|right|260px|Tafl brikker fra Birka ved Stockholm. Der hersker tvivl og en stor uenighed om betydningen af spillets manglende balance, idet reglerne er i kongens favør.Schmittberger 1992, p. 24 Selvom flere af varianterne modificerer denne skævhed, således at spillet er mere balanceret. Dette drejer sig blandt andet om en "konge uden våben", som ikke kan deltage i erobringer, muligheden for at fjendtlige hære bygger lejre, hvor kongen og hans tropper kan blive fanget, hvis de angriber en forladt lejr. Betydningen af disse varianter fremgår af, at alle de nævnte indgår i de moderne versioner af spillet, som blandt andet kan findes hos Helmfrid.Schmittberger 1992, p. 25

En anden variant omfatter muligheden for væddemål, hvor spillerne, når de er i tur kan satse på, hvor mange træk det vil kræve at vinde spillet. Buddene afgør, hvem der får kongen, som går til laveste bud. Denne spiller skal undslippe angrebet i højst det antal træk, der er budt, ellers vinder den anden. En anden mulighed for at komplicere spillet er at spille over to runder, hvor spillerne skifter side og vinderen er den, der undslipper i færrest antal træk.Schmittberger 1992, p. 28 En række andre særregler, blandt andet om angreb på kongen fra to sider, er omstridt.Peterson 2005.Schmittberger 1992, pp. 24–25 Det er ligeledes omstridt, hvor mange samtidige angreb, der skal ske, for at der teoretisk er balance i spillet.Helmfrid 2005, pp. 14–15, and Aage Nielsen har begge specifikke bemærkninger hertil.

Tafl varianter

Flere spil kan forveksles med tafl-spil, fordi "tafl" indgår i deres navne eller pga. andre ligheder. Halatafl er blevet til det oldnordiske navn for "Fox and Geese", et spil som senest stammer fra det 14. århundrede. Skønt opstillingen af "Fox and Geese" er meget anderledes end det oprindelige Halatafl, er det stadig kendt og spillet i Europa. Halatafl var nærmest vikingernes skak og bestod af to spillere med hver 22 brikker, 5 felter lod man stå tomme, et i hvert hjørne og et i midten. Hvid spiller begyndte ved at rykke første brik ind i midterfeltet, hvor sort hoppede over den og satte den ud af spillet og den der først stod med mindre end 5 brikker tilbage havde tabt. Kvatrutafl er det oldnordiske navn for "Tables". Skáktafl er det oldnordiske navn for skak. Fidchell eller fithcheall (moderne irsk: ficheall) blev spillet i Irland. Den walisiske version var Gwyddbwyll, og i Bretagne var det Gwezboell. Dette populære, middelalderlige spil blev spillet med ens styrker på hver side og var derfor ikke et tafl-spil, men kan snarere have været den middelalderlige efterkommer af det romerske spil Latrunculi eller Ludus latrunculorum.

Brandubh Brandubh (gælisk bran dub) var den irske for form tafl. Det kendes fra to digteHelmfrid 2005, pp. 7–8. In Bayless 2005, p. 17, disse passager er blevet skrevet ned flere gange og er også blevet refereret til flere steder. og det vides at det blev spillet med fem mand mod otte, og at én af de fem var "Branán", eller høvding. Spilleplader på 7×7 felter er blevet fundet, hvoraf det mest berømte er et udført i træ fundet ved Ballinderry i 1932. Det har huller i felterne til pinde eller dyvler i bunden af brikkerne, der muligvis har været sat på for at gøre det muligt at flytte på spillet mens brikkerne var stillet op.Murray 1951, p. 59, diskussioner om spillebrættet fra Ballinderry inklusive en tegning af brættet. Dette spillebræt behandles også af Helmfrid 2005, p. 12, og Bayless 2005, p. 14, der kalder det for "det mest berømte fund" i Irland. Navnet brandubh betyder "sort ravn".Bayless 2005, p. 17, Helmfrid 2005, p. 7

Ard Rí Ard Rí (gælisk Høj konge) var en skotsk udgave af tafl, som blev spillet på et bræt på 7×7 felter med en konge og otte forsvarsbrikker mod 16 angribere. Dette er den mindst dokumenterede udgave af tafl-varianterne.Selvom der er mangel på information i udgivne publikationer på tryk bliver Ard Ri kort beskrevet og illustreret i fire web-artikler: , , , .

Tablut Tablut er en variant af tafl, som kendes fra Lapland, og det er den bedst dokumenterede version.Helmfrid 2005, p. 2 Carl Linnaeus beskrev reglerne og udførte en tegning af spillebrættet i sin dagbog under sin ekspedition til Lapland i 1732. Hans beskrivelse, der er på latin, er ikke komplet, da han ikke talte det samme samiske sprog som sin vært, og han beskrev det således kun fra at observere spillet bliver spillet af andre.Helmfrid 2005, p. 3 Spillet bruge en spillebræt på 9×9 felter, som broderet på et rensdyrskind.Bell 1979, p. 78 I hans dagbog,Lachesis Lapponica, referer Linnaeus til de lyse brikker (forsvarerne) som "sveare" og de mørke (angribende) som "moskovitter".Smith 1811, p. 56 Et spil der muligvis har været det samme, blev stadig spillet i slutningen af 1800-tallet, da P.A. Lindholm skriver om det i Hos Lappbönder (1884).Ifølge Helmfrid skriver Lindholm (1884), "Hvis der ikke er kort nok til alle, kan det ske at nogle få mænd må sidde ned og spille en form for skak, hvor brikkerne kaldes russere og svenskere, og prøver at besejre hinanden. Her bliver der udkæmpet intense kampe, som nemt kan ses på spillerne, der nogle gange er så opslugte, at de ikke kan se eller høre noget andet." Citeret i Helmfrid 2005, p. 5

Tawlbwrdd Tawlbwrdd er en variant af tafl-spil, som stammer fra Wales. Det bliver beskrevet som at have er otte brikker på kongens side og 16 på angriberens side. Robert ap Ifan dokumenterede spillet med en tegning fra et manuskript dateret til 1587. Hans version blev spillet på et bræt med 11×11 felter med 12 brikker på kongens side og 24 på modstanderens side. Hans skriver følgende om spillet:Ifan 1587, p. 4, cited in Murray 1951, p. 63 Ovenstående tawlbwrdd skal spilles med en konge i midten og tolv mænd placeret ved siden af ham, og fireogtyve mænd forsøger at fange ham. De er placeret med seks i midten på hver side af brættet og seks i en central position. Og to flytter mændene i spillet og hvis en [brik] der tilhører kongen kommer imellem angriberne er han død og bliver smidt ud af spillet, og det samme hvis en af angribernes kommer imellem to af kongens mænd på samme måde. Og hvis kongen selv kommer imellem to angribere, og du siger "pas på din konge" før han flytter den fra feltet, og han ikke kan slippe væk, så fanger du ham. Hvis den anden siger "jeg er din følgesvend" og flytter imellem de to, så sker der ikke noget. Hvis kongen kan flytte langs [usynlig] streg, så vinder denne spillet.

Hnefatafl thumb|Opstillingen af hnefatafl på et spillebræt med 13×13 felter.