Karelere Bjarmer 300px Karelsk kvinde fra Ruokolax Antal og fordelingAntal i altca. 93.344 (2002) : * 15px Republikken Karelen: 65.651* 15px Tverkarelen: 14.633* Murmansk oblast: 2.203* 15px Skt. Petersborg: 2.142 * Leningrad oblast: 2.057* Arkhangelsk oblast: 3881.522 (2001)753 524 (1999)430 (2000)416 (2000) Etnografi Etnicitet: Overvejende europid, østbaltisk Sprog: Karelsk, finsk, russisk; Religion: Russisk-ortodokse kristne, protestanter. Levevis: Agerbrugere Udbredelse300px Beliggenheden af Karelske Republik i Rusland
thumb|Karelernes flag
Karelereordet anvendes foruden i den etniske betydning også om den finske befolkning i Karelen, som tillige bestod af de områder, som Finland måtte afstå efter vinterkrigen og fortsættelseskrigen. (finsk karjalaiset, ental karjalainen, ordet betyder oversat "hyrdefolk"Nordisk Familjebok (1884), sp. 266) er et østersøfinsk folk, hvis traditionelle hjem er Karelen, for størstedelens vedkommende bosatte i den nuværende Karelske republik, Tverkarelen og Sankt Petersborg-området. Kulturelt og sprogligt er de beslægtede med finner og vepser. Mange af de etniske kareler taler karelsk. Under sovjettiden diskrimineredesGadolin, s. 39-47, 62f, 133-136 den karelske befolkning og truedes med at blive helt assimileret i den sovjetiske kulturelle russificering. Mange kareler forsvandt sporløstGadolin, s. 40f under Stalins styre.
Den finske kultur står i stor taknemmelighedsgæld til de nordligste karelere, idet det fortrinsvis var blandt dem, at den finske folkepoesis ypperste skatte, Kalevala-runerne, blev bevaret.Nordisk Familjebok (1910)
Udbredelse
Indtil 1. verdenskrig skelnede man mellem tre større dialektgrupper, nemlig: Karelerne indenfor Finlands grænser (med undtagelse af den græsk-katolske befolkningen i Salmis og i visse dele af Suojärvi, Suistamo og Impilaks) De kunne siges at være af blandet afstamning. Efter at Sverige i 1600-tallet havde fået sit område udvidet til den senere finske grænse mod Rusland, flyttede græsk-katolske familier i tusindvis over til Rusland, og i stedet indvandrede nybyggere fra de vestlige dele af Finland, i særdeleshed fra Savolax. Den således opståede befolkning havde i den efterfølgende tid sluttet sig stadigt nærmere til de vestlige finner, også i sproglig henseende. Der er god grund til at skelne mellem disse kareler, som de sædvanligvis benævnes og kaldte sig selv, og de egentlige karelere og snarere regne dem til østfinnerne. Den karelske befolkning i Ingermanland. Af Ingermanlands befolkning regnedes til den karelske stamme isurerne eller ingrerne (finsk: inkerikot l. karjalaiset), der anses at være indvandrede først omkring 1100 e. Kr. Deres sprog nærmede sig i det hele de østfinske dialekter. – Et andet folk med oprindelig karelskt tungemål i Ingermanland er ägrämöiset, som efter freden i Nöteborg og nogen tid derefter udvandrede fra den sydøstlige del af det senere Vyborgs län, må henføres til østfinnerne. De egentlige karelere fandtes a) i distriktet Kem samt i nogle få mindre byer på Kolahalvøens sydkyst i det daværende Archangelsk guvernement (efter den russiske revolution benævnedes guvernementerne oblaster); b) i distrikterne Povenets, Petrozavodsk og Olonets i daværende Olonetsske guvernement; c) i de tidligere omtalte dele af finsk Karelen; d) i distrikterne Tikhvin og Valdaj (tidligere tillige Borovitsi, Demjansk, Kirillov, Kresttsy, Tsjerepovets og Ustjuzna) i det daværende Novgorodske guvernement; e) i distrikterne Bjezetsk, Kasjin, Novotorzok, Vesjogonsk, Vysjnevolostsjok og Zubtsov (tidligere tillige Kortsjeva og Ostasjkov) i Tverske guvernement. f) Nogle mindre karelske kolonier fandtes tidligere i guvernementerne Jaroslavl, Kaluga, Smolensk, Tambov, Vladimir og Vologda, men disse blev senere fuldstændigt russificerede.
Historie
Den karelske stamme synes allerede inden 1000 e. Kr. at have befolket i hvert fald dele af Onega- og Ladoga-egnene og nået helt til floden Dvina mod øst. De i de nordiske kilder omtalte bjarmer var sikkert for en dels vedkommende – men ikke udelukkende – kareler, ligeledes de i russiske krøniker omtalte zavolotsjer.Nordisk Familjebok (1910), sp. 931 Under sin ældste, hedenske tid udgjorde egnen omkring Vuoksen-flodens udløb i Ladoga karelernes hjemstavn. Med tiden bredte karelerne sig nord over langs Hvidehavets kyst. For karelernes livsføring spillede den "karelske strand" en stor rolle, idet man udvandt salt af havet. Salt indgik som handelsvare over hele det nordlige Rusland. Kontrol over saltsyderierne var således et økonomisk motiv, da Republikken Novgorod tilstræbte kontrollen over området, og saltsyderierne omtales også udtrykkeligt senere under Gustaf Vasas karelske krig.Gadolin, s. 15 Ligeledes synes en stor del af handelen og samfærdslen inden for det novgorodske område og de dertil grænsende områder at have været på karelernes hænder.
I den udstrækning novgoroderne udstrakte deres indflydelse til områderne i nord og omkring Dvina, måtte karelerne enten underkaste sig beskatning eller drage mod vest uden dog derved at undgå sine plageånder. Det, der i begyndelsen var baseret på tilfældigheder, blev snart vedvarende, og den ortodokse tro vandt efterhånden indpas blandt karelerne, og afhængigheden af Novgorod blev endnu stærkere. Men Novgorod – og siden hen Moskva – fik dog ikke ubestridt lov til at fastholde deres besiddelse af det karelske område: Sverige på sin side forsøgte at få del i området. I de derved gennemførte krige og grænsefejder kom de karelere, som bosatte sig i egnene ved og omkring Grænsekarelen og i Ingermanland, til at lide mest.
Da svenskerne i slutningen af det 13. og begyndelsen af det 14. århundrede ville udvide deres overherredømme til at omfatte karelske områder og påtvinge karelerne den romersk-katolske lære, kæmpede disse i Novgorodernes led imod svenskerne, idet de allerede tidligere var blevet døbt i den ortodokse tro. Dette fremgår blandt andet deraf, at flere benævnelser på kristne begreber er lånt fra de slaviske sprog. Ved fredsslutningen i Nöteborg 1323 blev karelerne splittet i to grupper: Svenskerne fik overherredømmet over de tre herreder Äyräpää, Jääskis og Savo samt udbredte der den pavelige lære, mens novgoroderne beholdt samt styrkede sit overherredømme og den ortodokse lære blandt de øvrige karelere. I arbejdet for kulturens udbredelse til Finlands indre egne har Savolaiset (savolaksere), en i svedjebrug dygtig, karelsk stamme - oprindeligt boende vest for søen Saima, en vigtig rolle. Under Gustaf Vasas tid nedsatte savolaksere sig som kolonister såvel i det nordlige Tavastland og de indre dele af Österbotten som i de nordvestlige dele af Savolax og i Kajana-egnen.
Svensk overherredømme
1600-tallet blev på sin vis afgørende for den karelske befolkning i disse egne. Da den svenske regering efter freden i Stolbova 1617 ville omvende karelerne i Kexholms län, som Rusland havde afstået til Sverige, til den lutherske lære, forlod en stor del af disse deres bosættelsesområder og flyttede til guvernementerne Tver og Jaroslav i det indre af Rusland, hvor de bevarede deres sprog helt op i det 20. århundrede men i en arkaisk form. Savolaxerne indtog, i særdeleshed under krigen 1656–1658, udvandrernes tidligere bosættelsesområder og udbredte sig herfra østover, så at efterhånden blot en mindre del af Finland beboedes af egentlige karelere, hvilke trofast bevarede deres ortodokse bekendelse.Nordisk Familjebok (1884), sp. 267
I løbet af det 17. århundrede flyttede en del savolaksere på den svenske regerings opfordring, over til Sveriges og Norges grænseegne, til Värmland, hvor deres dygtighed i svedjebrug bidrog til opdyrkningen af disse egne, og hvor de først senere sammensmeltede med de omgivende folkeelementer. I slutningen af 1800-tallet beboede den østfinske befolkning hele den del af Finland, som lå øst om en linje trukket fra Fredrikshamn til Ny Karleby, men den overvejende karelske del af denne befolkning boede næsten udelukkende i Østkarelen øst for Finlands østgrænse helt fra de sydlige dele af Arkhangelsk guvernement til Ladogas nordlige strande.
Russisk overherredømme
thumb|left|Karelsk kvinde i nationaldragt thumb|Kiži Preobraženski kirke, en trækirke med hele 22 kupler, opført 1714
Under Store Nordiske Krig afstod Sverige store landområder til Rusland. Ved Freden i Nystad 1721 og Freden i Åbo 1743 overgik hele det karelske næs, hele Ladoga-Karelen samt store dele af Nordkarelen til Rusland. For den stedlige befolkning fik disse afståelser katastrofale følger: kejseren inddrog jorden, som efterfølgende fordeltes til russiske og baltiske adelsmænd som tak for deres tjenester under krigen. De tidligere frie bønder blev derved livegne fæstere på samme måde som andetsteds i det russiske rige.
Ved fredsslutningen i 1809 erobrede Rusland hele Finland. De tidligere vundne områder, der hørte under Vyborg guvernement, blev da betegnet som "Gamle Finland". I 1811 blev "Gamle Finland" og Storfyrstendømmet Finland (der havde fået ret til at bevare sin svenske forfatning) forenet af Alexander 1., og dette gav anledning til problemer, da livegenskabet ikke var overensstemmende med den finske forfatning. Spørgsmålet om forleningerne blev først løst i 1867, da den finske landdag besluttede at ved opkøb at indløse disse godser og overdrage jorden til de tidligere ejere, der til gengæld fik mulighed for ved langvarige afdragsaftaler at købe sin egen jord tilbage.Uibopuu, s. 148-150
Indlemmelsen i Sovjetunionen