Martinus Thomsen (født 11. august 1890 i Sindal, død 8. marts 1981 på Frederiksberg), kaldt Martinus, var en dansk mystiker, åndsforsker, åndelig lærer, filosof og forfatter. Martinus var uddannet mejerist. Da han var 30 år, havde han en åndelig oplevelse, som ifølge ham selv gav ham en dyb indsigt i livets og universets love. Nogle hovedpunkter i hans lære er, at alle levende væsener er under udvikling fra lave mod høje former for tilværelse, at Gud er nærværende i alt og alle, og at mørke og lidelse kun er camoufleret kærlighed.Per Bruus-Jensen: Martinus og det levende verdensalt, Nordisk Impuls 2009, s.6

Den overordnede betegnelse for hans tankegang er “Martinus Kosmologi”, som Martinus betegnede som åndsvidenskab. Han ønskede ikke, at man uden videre skulle tro på det, han skrev. Man skulle læse det kritisk og kun bruge det, man kunne efterprøve. Var der andre steder, hvor man følte sig mere inspireret, skulle man forblive der. Ingen enkelt åndelig lærer gør de andre åndelige lærere overflødige, sagde han. Der er ikke kun én bog, der er hellig. Der er ikke kun én religion, der er saliggørende, og Gud har mange måder at påvirke mennesker på. (Livets Bog 1, stk. 10 og 15)

Martinus' liv

Opvækst thumb|Martinus' barndomshjem "Moskildvad" i Sindal. Det er i dag et museum. Martinus kom til verden den 11. august 1890 og havde sin opvækst på landet nær stationsbyen Sindal i Nordjylland. Moderen var ugift og arbejdede som husbestyrerinde for godsejeren på en proprietærgård ved navn Kristiansminde.Sam Zinglersen: Martinus’ Erindringer. 1987, s. 7 En bestyrer ved navn Mikael Chr. Thomsen blev udlagt som hans far, og hans officielle navn blev derfor Martinus Thomsen.Sam Zinglersen: Martinus’ Erindringer. 1987, s. 9 Men Martinus anså det for mere sandsynligt, at det var godsejeren, der var hans far.Sam Zinglersen: Martinus’ Erindringer. 1987, s. 9 og 12

Martinus’ mor havde ikke mulighed for at tage sig af drengen, så han voksede i stedet op som plejebarn hos sin morbror og tante i de spartanske omgivelser i huset Moskildvad, som i dag er et museum. Plejeforældrene var oppe i årene og havde i forvejen opfostret 11 børn. Martinus omtalte dem altid som meget kærlige mennesker, der, trods de beskedne kår de levede under, skabte en varm og tryg ramme om hans opvækst. Han havde kun en begrænset kontakt til sin biologiske mor, som døde allerede da han var 11 år.Sam Zinglersen: Martinus’ Erindringer. 1987, s. 10

Undervisningsmæssigt blev det aldrig til andet end den stråtækte landsbyskole med dens i alt fem klasser og dens såre elementære pensum.

I lighed med mange andre børn fra småkårshjem kom Martinus ud at tjene som hyrdedreng fra han var 12 år gammel.Sam Zinglersen: Martinus’ Erindringer. 1987, s. 23

Tidligt arbejde Efter sin konfirmation kom Martinus i lære som smed. Det måtte han dog opgive, fordi han var for spinkel til det hårde arbejde, og han blev i stedet landarbejder.

Han følte sig tiltrukket af tanken om at blive missionær, men opgav det igen, blandt andet fordi han ikke kunne forlige sig med mange af de kristne dogmer.

I 1910 blev han uddannet som mejerist og arbejdede på forskellige mejerier rundt omkring i Danmark, inden han i 1918 flyttede til København. Her arbejdede han i perioder som vagtmand og postbud, indtil han i 1920 blev ansat som kontorist på mejeriet Enigheden.Sam Zinglersen: Martinus’ Erindringer. 1987, s. 58

Navn Martinus havde et stort ønske om at blive fri for sit efternavn: Thomsen. Han henvendte sig først til politimesteren på Frederiksberg. Denne sagde, at det kunne han nok ikke få tilladelse til, da et enkelt navn ikke var fyldestgørende, men måske kunne han få tilladelse til at hedde: Martinus Thomsen Martinus. Han ansøgte derefter om at få denne navneforandring godkendt. Han fik dog afslag på sin ansøgning og måtte derfor leve videre med sit døbenavn.Kurt Christensen, Biografi, Bind 1 kapitel 4.18

Gennem hele sit voksne liv var han kendt under sit fornavn Martinus. Han brugte udelukkende sit fornavn i sin underskrift, og bøger signerede han også kun med fornavnet.

Forfatterskab Martinus skrev mellem 1924 og 1981 i alt 41 bøger, et forfatterskab som hen mod slutningen af hans liv fik navnet Det Tredje Testamente. Hovedværket er Livets Bog i syv bind. Som supplement hertil er udgivet Det Evige Verdensbillede, bog 1-3, hvori han klarlægger hovedprincipperne i sit verdensbillede. Desuden er udgivet bøgerne Logik, Bisættelse og nogle mindre bøger, samt et stort antal artikler. Martinus Institut,https://www.martinus.dk/ en erhvervsdrivende fond, har efter hans død udgivet Det Evige Verdensbillede, bog 4-5, samt Den Intellektualiserede Kristendom.

Martinus tegnede et stort antal symboler (farvelagte tegninger) til at illustrere sin kosmologi.

Martinus´ værker, som blev skrevet mellem 1924 og 1981, dækker emner som spiritualitet, livsoplevelse, moral, karma, døden, seksualitet, nationernes skæbne og fremvæksten af en ny lys verdenskultur, m.m.Det Tredje Testamente

Dele af hans forfatterskab er oversat til en række sprog.

Død Martinus døde i en alder af 90 år den 8. marts 1981. Bisættelsen fandt sted i Tivolis Koncertsal den 29. marts 1981.

Efter eget ønske blev Martinus’ krop balsameret. Han er gravlagt på Frederiksberg Ældre Kirkegård.

Åndsvidenskab

Martinus betragter ikke sin lære som en tro, men som en videnskab. Han ser sig selv som en, der bedriver videnskab – videnskab om det åndelige. Hans forskningsområde er således den åndelige side af tilværelsen – ligesom naturvidenskabens forskningsområde er den fysiske side af tilværelsen. Derfor kalder han sin lære for åndsvidenskab. Han mener, at denne åndsvidenskab en dag ville blive sidestillet med naturvidenskaben.

Naturvidenskabens erkendelsesmidler er: 1) sanserne, 2) objektive måleredskaber (instrumenter, apparater, teleskoper, mikroskoper, mm.) og 3) logikken. Åndsvidenskaben har, udover disse tre, et fjerde erkendelsesmiddel: intuitionen.

Med ”intuition” mener Martinus en åndelig sans - en særlig evne til at ”se” ind i den åndelige verden.Per Bruus-Jensen: Sol og måne, s. 33 Han har berettet, hvordan hans egen intuition vågnede i forbindelse med en serie stærke åndelige oplevelser, han havde i foråret 1921. Her oplevede han, at hans åndelige sansehorisont blev stærkt udvidet. Han oplevede, at den åndelige verden, blev permanent indlemmet i hans dagsbevidsthed: “Jeg begyndte ligesom at kunne skue ind i selve evigheden.” (Livets bog 1, stk. 20)

Han ”så”, at han selv og alle andre levende væsener er udødelige, at alle har en uendelig kæde af tidligere liv bag sig, at alt er under udvikling fra lave primitive former fremad mod gigantisk høje former for tilværelse, at Gud er nærværende i alt og alle, og at mørke og lidelse kun er camoufleret kærlighed. Ifølge åndsvidenskaben er åndelige verden primær i forhold til den fysiske verden,Per Bruus-Jensen: Martinus og det levende verdensalt, Nordisk Impuls, 2009, s.10 så den fysiske verden er en manifestation af bevidsthed.

Martinus ønskede ikke, at folk blindt fulgte hans bøger, men selv efterprøvede den. Var der andre steder, hvor man følte sig mere inspireret, skulle man forblive der. Ingen enkelt åndelig lærer gør de andre åndelige lærere overflødige, sagde han. Der er ikke kun én bog, der er hellig. Der er ikke kun én religion, der er saliggørende, og Gud har mange måder at påvirke mennesker på. (Livets Bog 1, stk. 10 og 15)

Martinus' kosmologi

Det levende væsen

Udtrykket ”levende væsen” bruger Martinus om alt, hvad der på en eller anden måde er en organisk enhed. Han bruger det om så forskelligartede fænomener som planeter, mennesker, dyr, hjerter, nyrer, planter, celler og molekyler. Et levende væsen består af tre dele: X1, X2 og X3. Anton Jarrod: Martinus Cosmology and spiritual Evolution, s. 12

X1 er den inderste kerne i det levende væsen.Else Byskov: Døden er en illusion, s. 79 Det er det levende væsens jeg. Dette jeg er evigt. Det har altid eksisteret, og det vil altid eksistere.

X2 er en egenskab ved X1. Denne egenskab beskrives som ”skabeevnen”. X2 er det, hvorved X1 manifesterer sig, således at det kan sanses og opleves.

Manifestationen af X1 er X3 ("det skabte"). X3 er altså en slags kopi af X1. X3 er i egentlig forstand en illusion, eftersom X1 er det eneste, der egentlig eksisterer.Ole Therkelsen: Martinus, Darwin og intelligent design, Borgen 2007, s. 42-43 og s. 45

Gudsbegrebet

I virkeligheden findes der kun ét X1, siger Martinus. Alle de levende væseners X1´er er i virkeligheden, dybest nede, identiske. Det er kun på illusionernes plan (X3-planet), at de levende væsener er forskellige fra hinanden. På jegets plan er de identiske.Per Bruus-Jensen: Projekt liv, Nordisk impuls 2012, s. 18

Dette X1 identificerer Martinus med Gud (eller ”Guddommen”). De levende væsener er altså i deres inderste kerne – deres jeg – identiske med Gud.

Gud (jeget) er det eneste absolut faste punkt i verdensaltet. Det ”dirigerer verdensaltet”. Det er årsag til alle årsager og er ikke selv forårsaget af noget. Det er ”verdensaltets ophav.”Ole Therkelsen: Martinus, Darwin og intelligent design, Borgen 2007, s. 48 "Gud er det absolut eneste eksisterende væsen, som alt liv udstråler fra.” (To slags kærlighed, s. 60)

Ifølge Martinus er Gud evigt eksisterende og evigt forårsagende. Der har aldrig eksisteret en tid, hvor dette ikke er tilfældet, og der vil aldrig komme en tid, hvor det ikke er tilfældet.

Ligesom alle andre levende væsener består Gud af de tre dele: X1, X2 og X3. Gud (X1) har en skabeevne (X2), som skaber eller manifesterer det uendelige verdensalt (X3), ”Guddommens organisme”. Anton Jarrod: Martinus Cosmology and spiritual Evolution, s.19 X1 er det evige, mens X3 er det skabte.

Det evige er kendetegnet ved logik. Heraf følger, at det skabte, som jo udgår fra det evige, også er præget af denne logik. Martinus siger, at verden er skabt på en sådan måde, at den er logisk overensstemmende med den kærlige hensigt, som er en del af Guds væsen. Gud er alkærlig og alvis.

”Logik” kan læses som ”hensigtsmæssighed”. Det uendelige verdensalt og dets uendelige historie er gennemtrængt af denne guddommelige hensigtsmæssighed. Det vil sige: Alting er til nytte. Verdensaltet er præget af visdom, hvilket igen vil sige, at det er præget af kærlighed. Dets grundtone er kærlighed. Alt viser sig i sit slutfacit at være til gavn, glæde og velsignelse for alle levende væsener.Ole Therkelsen: Martinus, Darwin og intelligent design, Borgen 2007, s. 315

De evige principper

Martinus skelner skarpt mellem "det evige" og "det skabte" (X1 og X3). Det evige indeholder ifølge Martinus nogle evige principper. Disse principper er tilværelsens grundlæggende love. Man kan også kalde dem "livslovene". Principperne bliver aldrig ændret – da de netop er evige. Da det evige er kendetegnet ved logik (hensigtsmæssighed), er de evige principper også kendetegnet ved denne logik.

De fire vigtigste evige principper er:

1)    Spiralkredsløbsprincippet

2)    Sult- og mættelsesprincippet

3)    Skæbneprincippet

4)    Kontrastprincippet

Spiralkredsløbsprincippet thumb|Et udsnit af det uendelige spiralkredsløb (tre udviklingsspiraler). P: Planteriget. D: Dyreriget. M: Menneskeriget. V: Visdomsriget. G: Den guddommelige verden. S: Salighedsriget.

Spiralkredsløbsprincippet siger, at de levende væseners udvikling foregår i et spiralkredsløb. Dette spiralkredsløb er uendeligt. Det har ingen begyndelse og ingen afslutning.Anton Jarrod: Martinus Cosmology and spiritual Evolution, s. 13 Ifølge Martinus var der ikke en skabelse engang i tidernes morgen. Den eneste skabelse, der findes, er X1s vedvarende skabelse af X3 (ved hjælp af X2).