De Puniske Krige var en række krige der fandt sted mellem 264 f.Kr. til 146 f.Kr., og som blev udkæmpet mellem de to daværende regionale stormagter i den vestlige del af Middelhavet: den Romerske Republik og det Karthagiske Rige. Der fandt samlet tre krige sted mellem de to stormagter – både til lands og til vands – som forgik på tværs af hele det vestlige Middelhavsområde og omfattede samlet set 43 års krigsførelse. De Puniske Krige anses også for at omfatte det fire år lange oprør mod Karthago, der udbrød i forlængelse af den Første Puniske Krig i 241 f.Kr. Alle krigene resulterede i enorme materielle og menneskelige tab på begge sider.
Den Første Puniske Krig udbrød på Middelhavsøen Sicilien i 264 f.Kr., da Roms ekspansion begyndte at trænge ind på Karthagos indflydelsessfære på øen. Ved krigens begyndelse var Karthago den dominerende magt i det vestlige Middelhav med et omfattende maritimt imperium, mens Rom var en hurtigt voksende magt i Italien med en stærk hær – men ingen flåde. Kampene fandt primært sted på Sicilien og dets omkringliggende farvande samt i Nordafrika, Korsika og Sardinien. Krigen varede i 23 år (indtil 241 f.Kr.) da karthagerne blev besejret. I henhold til Lutatius-traktaten (fra 241 f.Kr., men ændret i 237 f.Kr.) skulle Karthago betale store reparationer, ligesom Sicilien blev annekteret af Rom som en romersk provins. Krigens afslutning udløste et stort – men i sidste ende mislykket – internt oprør i det Karthagiske Rige. Dette oprør blev kendt som Lejesoldatskrigen.
Den Anden Puniske Krig begyndte i 218 f.Kr., hvor den karthagiske general Hannibal bl.a. krydsede Alperne og invaderede det italienske fastland. Denne ekspedition havde indledningsvis betydelig succes, hvor karthaginerne kæmpede i Italien i 14 år, inden de i sidste ende trak sig tilbage til deres hjemland, Karthago. Samtidig med Hannibals invasion af den Italienske Halvø, pågik der omfattende kampe i Iberien (det moderne Spanien og Portugal), Sicilien, Sardinien og Nordafrika. Den vellykkede romerske invasion af det karthagiske hjemland i Nordafrika i 204 f.Kr. var i sidste ende medvirkende til, at Hannibal blev tilbagekaldt. Hannibal blev dog besejret i forbindelse med Slaget ved Zama i 202 f.Kr. af den romerske general Scipio Africanus, hvorefter Karthago søgte om fred. En traktat blev aftalt i 201 f.Kr., som fratog Karthago dets oversøiske territorier og nogle af dets afrikanske, pålagde Karthago store reparationer, lagde begrænsninger på dets væbnede styrker og forbød Karthago at føre krig uden Roms tilladelse. Dette fik Karthago til at ophøre med at være en militær trussel.
Roms afrikanske allierede, kong Masinissa af Numidien, udnyttede efterfølgende det forbud – som Karthago var blevet pålagt af romerne i forbindelse med den fredstraktaten – om ikke at føre krig. Masinissa plyndrede og erobrede således gentagne gange, uden konsekvenser, karthagisk territorium. I 149 f.Kr. sendte Karthago dog en hær under ledelse af Hasdrubal mod Masinissa, til trods for den indgået traktat. Rom brugte denne (ulovlige) militæraktion som påskud til at forberede en straffeekspedition. Den Tredje Puniske Krig begyndte således senere i 149 f.Kr., da en stor romersk hær landede i Nordafrika og belejrede Karthago. I foråret 146 f.Kr. indledte romerne deres endelige angreb, hvor de systematisk ødelagde byen og dræbte dens indbyggere. 50.000 overlevende blev efterfølgende solgt som slaver. De tidligere karthagiske områder blev derefter overtaget, og en del af den romerske provins Africa. Der gik et århundrede, før stedet hvor byen Karthago blev genopbygget som en romersk by.
Primære kilder thumb|321x321px|Polybius, en græsk historiker fra antikken. Hovedkilden til næsten alle aspekter af de Puniske Krige er historikeren Polybios ( – ), som var en græker, der blev sendt til Rom i 167 f.Kr. som gidsel. Hans værker inkluderer en nu tabt manual om militær taktik, men han er i dag mest kendt for værket "Historierne" (græsk: Ἱστορίαι), skrevet engang efter 146 f.Kr. Karthagiske skriftlige kilder blev ødelagt sammen med deres hovedstad, Karthago, i 146 f.Kr. og Polybios' beretning om de Puniske Krige er derfor baseret på flere – i dag forsvundne/mistet – græske og latinske kilder.
Polybios var en analytisk historiker og interviewede – så vidt muligt – personligt deltagere i de begivenheder, som han skrev om. Moderne historikere mener, at Polybios har behandlet Scipio Aemilianus (hans personlige protektor/mæcen og ven) uforholdsmæssigt gunstigt. Det til trods er konsensusen blandt moderne historikere stadig, at Polybios' værk generelt kan anses for objektivt og stort set neutralt i forhold til karthagiske og romerske synspunkter. Den moderne historiker Andrew Curry mener, at "Polybios viser sig at [være] ret pålidelig"; mens Craige Champion beskriver ham som "en bemærkelsesværdig velinformeret, flittig og indsigtsfuld historiker". Detaljerne om krigen i moderne kilder er i vid udstrækning baseret på fortolkninger af Polybios' beretning.
Den romerske historiker Livius' beretning bruges ofte af moderne historikere, når der ikke eksisterer nogle beretninger fra Polybios. Livius' (59 f.Kr. – 17 e.Kr.) beretninger ligger sig tæt på Polybios' beretninger, omend de er skrevet på en mere struktureret måde, med flere detaljer om romersk politik, og desforuden var Livius' beretninger åbenlyst pro-romersk. Hans beretninger om militære sammenstød er dog ofte påviseligt ukorrekte og unøjagtige. Historikeren Adrian Goldsworthy siger således, at Livius' "pålidelighed ofte er tvivlsom",, mens historikeren Philip Sabin henviser til Livius' "militære uvidenhed".
Senere beretninger om krigene fra antikken findes også i fragmentarisk eller opsummerende form. Moderne historikere tager normalt højde for skrifterne fra forskellige romerske annalister – nogle samtidige. Herunder den sicilianske græker Diodorus Siculus, og de senere romerske historikere Plutarch, Appian og Dio Cassius. Goldsworthy skriver dog, at "Polybios' beretning er normalt at foretrække, når den afviger fra nogen af vores andre beretninger". Andre kilder omfatter mønter, indskrifter, arkæologiske fund samt empiriske fund fra rekonstruktioner.
Første Puniske Krig (264 – 241 f.Kr.)
Meget af den Første Puniske Krig (264 – 241 f.Kr.) blev hovedsageligt udkæmpet på, eller i farvandene nær, Sicilien. På land gjorde Siciliens bakkede og ru terræn manøvrering af store styrker vanskelig og tilskyndede derfor defensive strategier. Landeoperationerne var stort set begrænset til razziaer, belejringer og lignende. I 23 års krig på Sicilien var der kun to større slag.
Sicilien, 264–257 f.Kr. Krigen begyndte med, at romerne fik fodfæste på Sicilien i Messana (moderne Messina) i 264 f.Kr. De pressede derefter Syrakus – den eneste betydelige uafhængige magt på øen – til at alliere sig med dem og belejrede Karthagos vigtigste base i Akragas på sydkysten. En karthagisk hær på 50.000 infanterisoldater, 6.000 kavaleri og 60 krigselefanter forsøgte at løfte belejringen i 262 f.Kr., men blev besejret i forbindelse med Slaget ved Akragas. Den nat slap den karthagiske garnison væk, og romerne besatte byen og solgte 25.000 af den indbyggere til slaveri.
Efter dette slag nåede landkrigen på Sicilien et dødvande, da karthagerne fokuserede på at forsvare deres godt befæstede byer. Disse byer lå for det meste nær kysten og kunne derfor forsynes og forstærkes uden, at romerne kunne bruge deres overlegne landhær. Krigen flyttede derfor fokus til havet, hvor romerne havde ringe erfaring. Ved de få lejligheder, hvor de tidligere havde følt behov for en maritim tilstedeværelse, havde de normalt stolet på små eskadroner leveret af deres latinske eller græske allierede. Romerne byggede derfor en flåde for at udfordre Karthagos flåde, og ved hjælp af opfindelsen af corvus påførte de Karthago et stort nederlag i forbindelse med Slaget ved Mylae i 260 f.Kr. En karthagisk base på Korsika blev besat, men et angreb på Sardinien blev afvist. Basen på Korsika gik derefter tabt. I 258 f.Kr. besejrede en romersk flåde en mindre karthagisk flåde i forbindelse med Slaget ved Sulci ud for Sardiniens vestkyst.
Romersk sejr, 243–241 f.Kr Efter mere end 20 års krig var begge stater økonomisk og demografisk udmattede. Beviser på Karthagos økonomiske situation omfatter deres anmodning om et lån på 2.000 talenter fra Ptolemæiske Egypten, som blev afvist. Rom var også tæt på konkurs, og antallet af voksne mandlige borgere, der leverede arbejdskraften til flåden og legionerne, var faldet med 17 procent siden krigen begyndte. Historikeren Adrian Goldsworthy (2006) har beskrevet de romerske tab af arbejdskraft som "forfærdelige".
Romerne genopbyggede deres flåde igen i 243 f.Kr. efter at Senatet havde kontaktet Roms rigeste borgere for lån til at finansiere byggeriet. Tilbagebetaling til disse borgere skulle ske fra de reparationer, der skulle pålægges Karthago, når krigen var vundet. Denne nye flåde blokererede effektivt de karthagiske garnisoner. Karthago samlede en flåde, der forsøgte at aflaste dem, men den blev ødelagt i Slaget ved Egadi-øerne i 241 f.Kr., hvilket tvang de afskårne karthaginske tropper på Sicilien til at forhandle om fred.
Lutatius-traktaten blev aftalt, hvorved det blev aftalt, at Karthago skulle betale 3.200 talenter sølv i reparationer, og Sicilien ville blive annekteret af Rom som en romersk provins. Polybius betragtede krigen som "den længste, mest kontinuerlige og mest hårdt bestridte krig, vi kender til i historien". Fremover betragtede Rom sig selv som den førende militære magt i det vestlige Middelhav og i stigende grad Middelhavsområdet som helhed. Den enorme indsats med gentagne gange at bygge store flåder af galejer under krigen lagde fundamentet for Roms maritime dominans, der skulle vare i 600 år.
Mellemkrigstiden (241 – 218 f.Kr.)
Lejesoldatskrigen (241 – 237 f.Kr.) Lejesoldatskrigen, også kendt som den Våbenløse Krig, udbrød i 241 f.Kr. som følge af en tvist om betalingen af 20.000 udenlandske soldaters (lejesoldater) løn. Disse soldatere havde kæmpet for Karthago på Sicilien under den Første Puniske Krig. Konflikten udviklede sig til et mytteri under ledelse af Spendius og Matho. 70.000 afrikanere fra de territorier som Karthago kontrollerede strømmede til for at slutte sig til oprørerne og medbragte forsyninger og finansiering. Som følge af krigstræthed klarede Karthago sig indledningsvis dårligt, særligt under ledelse af generalen Hanno. Hamilkar Barkas – en veteran fra kampagnerne på Sicilien – fik delvis tildelt kommando over hæren i 240 f.Kr. og senere (i 239 f.Kr.) fik han tildelt den øverste kommando over hæren. Han ledte militærkampagnen med stor succes og demonstrerede indledningsvis lempelighed i et forsøg på at vinde oprørerne over. For at forhindre dette torturerede Spendius i 240 f.Kr. 700 karthaginske fanger til døde, og herefter blev krigen ført med stor brutalitet.