thumb|right|300px|Rigsretten holder møde. Landstingssalen på det 2. Christiansborg, 1877.
Landstinget var førstekammeret i den danske Rigsdag og det ene af dens to ting fra 1849 til 1953; det andet var Folketinget. Landstinget blev oprettet med Grundloven af 1849 og afskaffet ved grundlovsændringen i 1953. Tanken bag et førstekammer var, at der her skulle tages særligt hensyn til de reelle magtforhold i samfundet, og derfor blev der fra begyndelsen og i stigende grad indbygget konservative garantier i reglerne for dets sammensætning.
Efter Junigrundloven gjaldt den almindelige valgret også ved valg til Landstinget, men valget var indirekte, og kravene til valgbarhed var strengere end til Folketinget: man skulle være fyldt 40 år og betale en betydelig skat. Med Novemberforfatningen blev der taget et første skridt i retning af at sikre de konservative samfundsgrupper flertal i Landstinget, og denne privilegerede ordning blev fastholdt og udbygget i Grundloven af 1866. Her blev Landstingets særlige karakter understreget gennem indirekte valg, livsvarige kongevalgte medlemmer og en valgretsordning, der begunstigede de økonomisk velstillede, blandt andet ved at give den højest beskattede femtedel ekstra stemmevægt. Resultatet blev, at Landstinget fik en klart mere konservativ sammensætning end Folketinget.
Denne forskel mellem Rigsdagens to ting kom til at spille en central rolle i de langvarige politiske konflikter, som prægede dansk politik efter 1866. Da grundloven ikke gav nogen klar anvisning på, hvordan konflikter mellem Landsting og Folketing skulle løses, blev modsætningen mellem de to kamre et hovedproblem under forfatningskampen. Den fastlåste situation blev først i praksis overvundet ved systemskiftet i 1901, da folketingsparlamentarismen blev accepteret som norm, således at en regering måtte være i overensstemmelse med Folketingets flertal.
Med Grundloven af 1915 blev den almindelige valgret genindført til Landstinget, men forskellen mellem de to ting blev ikke ophævet. Valgretsalderen til Landstinget var fortsat højere, 35 år mod 25 år til Folketinget; kun halvdelen af Landstinget skulle nyvælges hvert fjerde år, og en fjerdedel af medlemmerne blev valgt af det afgående Landsting. Også efter 1915 bevarede Landstinget derfor en anden og mere konservativ politisk sammensætning end Folketinget. Først med Grundloven af 1953 blev Landstinget endeligt nedlagt, hvorefter Danmark fik ét kammer, Folketinget, som eneste lovgivende forsamling.
Kort historie Landstinget var Danmarks førstekammer i perioden 1849-1953. Valgene til dette ting blev reguleret af Grundloven og skiftede med de forskellige revisioner af denne i henholdsvis 1866 og 1915. Landstingsvalgene blev afholdt på meget forskellig måde 1849-66, 1866-1915 og 1915-53, men altid som indirekte valg. Indtil 1915 var kun mænd valgbare og valgberettigede til Rigsdagen, herunder Landstinget.
1849-grundlovens Landsting Meningen med at have et tokammersystem med Landstinget som "overhus" var, at hvor Folketinget skulle stå for de reformatoriske impulser i lovgivningsarbejdet, skulle Landstinget danne en modererende, konservativ modvægt.
Antallet af landstingsmedlemmer var med Junigrundloven i 1849 fastsat til 51. For at være valgbar til Landstinget skulle man være fyldt 40 år og have en indtægt på mindst 1.200 Rdl. årligt eller betale minimum 200 Rdl. i skat. Valgretsalderen var 30 år og var ikke afhængig af skatteansættelsen. Valgene foregik indirekte via valgmænd og gjaldt for 8 år. Hvert 4. år afgik halvdelen af medlemmerne.
Disse betingelser indskrænkede den valgbare del af befolkningen til midaldrende mænd fra den højere middelklasse og overklassen, hvilket især kom de nationalliberale til gavn, eftersom denne politiske gruppering primært bestod af embedsmænd. Kun ca. 4% af dem, som havde stemmeret til Folketinget (mænd over 30 år), havde således også stemmeret til Landstinget.
Efter 1866-grundloven thumb|left|300px|Den "midlertidige" landstingssal i Fredericiagade, der blev brugt efter Christiansborgs brand 1884 og indtil 1928. Salen blev indrettet 1884 af arkitekt H.V. Brinkopff Den "gennemsete Grundlov", også kendt som Juligrundloven, medførte ændrede valgregler og derfor også væsentlige magtforskydninger, hvilket var årsagen til forfatningskampen, der gik forud for vedtagelsen af loven.
Den nye Grundlov fastlagde, at Landstinget havde 66 medlemmer, hvoraf 12 var kongevalgte på livstid. Med tiden blev det dog de facto regeringen og ikke kongen, som udpegede disse 12 medlemmer. 54 medlemmer (heraf 1 på Færøerne) blev valgt ved indirekte valg med privilegeret valgret for landets højere indtægtsklasser, således at halvdelen af valgmændene valgtes af de vælgere, som havde den højeste indtægt. De højestbeskattede på landet, dvs. de mest velhavende godsejere, indtrådte direkte som valgmænd, mens der i byerne indførtes pluralvalgret med udgangspunkt i skattefastsættelsen. Fortsat havde kun mænd valgret og valgbarhed. Valgbarhedsalderen blev nedsat til 25 år, mens valgretsalderen fortsat var 30 år. Valgmændene blev valgt som tidligere, landstingsmændene derimod efter Andræs metode.
Af de 54 folkevalgte blev 7 valgt i København, 45 på Øerne og i Jylland, 1 på Bornholm. 1 medlem blev valgt af Færøernes Lagting.
Der var flere grunde til den bitre politiske kamp, som endte med indførelsen af en privilegeret valgret, der reducerede embedsmandsstanden på tinge til fordel for godsejerstanden. En af årsagerne var konservativ utilfredshed med den måde, hvorpå de nationalliberale politikere havde forvaltet deres politiske ansvar. Især nederlaget i krigen 1864 blev set som et katastrofalt bevis på en uansvarlig politik. Samtidig mente de mest konservative kredse, at det danske "overhus" rettelig skulle befolkes af godsejere, eftersom de som ejendomsbesiddere var bundet til jorden og dermed havde politiske interesser, der lå på linje med statens. I modsætning hertil kunne indkomstnydere, som fx embedsmændene, flytte med deres penge og delte derfor ikke det samme skæbnefællesskab med staten. Aspekter af denne idé dukker stadig op i det politiske landskab, selv i 2000-tallets Danmark, når talen går på at beskatte fast ejendom frem for indkomst, men den politiske forestilling om, at ejendomsbesiddelse og høj skattebetaling kan og bør veksles til øget politisk indflydelse er til gengæld helt forduftet.
Forfatningskampen kom til at præge resten af det politiske liv i 1800-tallet, og Landstinget blev Højrepartiets faste magtbase i striden med Venstre, primært domineret af godsejere og industrifolk fra de større byer. Den reviderede Grundlov anviste ikke, hvordan der skulle handles, såfremt de to ting med divergerende politiske flertal kom i konflikt med hinanden. I provisorietiden under J.B.S. Estrup blev konflikten skærpet, og Landstinget ignorerede folketingsflertallet, som havde svaret igen med visnepolitikken.
Højre havde flertallet i Landstinget indtil tiden omkring systemskiftet, hvor De Frikonservative ("de Otte") blev dannet som en udbrydergruppe. Gruppen overtog formandsposten i tinget i 1902 med støtte fra Venstre. Efter Estrups død juleaften 1913 mistede Højre på symbolsk vis ved det efterfølgende landstingsvalg flertallet, og året efter erobrede Venstre derfor flertallet og formandsposten i tinget.
Midt under den politisk ophedede kamp brændte Christiansborg Slot i 1884. Rigsdagen fik derfor til huse i den tidligere kaserne (oprindeligt operahus) i Fredericiagade, der siden husede Østre Landsret fra 1919 til 2022, og som blev ombygget til formålet samme år ved arkitekt H.V. Brinkopff. Et nyt Christiansborg blev påbegyndt 1906, men først i 1918 kunne Landstinget vende tilbage til Slotsholmen. Landstingssalen blev indrettet til formålet og minder med sit navn stadig om det tidligere ting.
Efter 1915-grundloven thumb|En generøs cigarholder ved indgangen til Landstingssalen vidner om, at tinget i hele sin levetid primært var mændenes domæne Efter grundloven af 1915, som trådte i kraft i 1918, blev antallet af medlemmer forhøjet til 72. Heraf blev 18 valgt ved forholdstalsvalg af det afgående ting (såkaldt tingvalgte medlemmer), mens 53 blev valgt ved indirekte valg med lige valgret for alle indtægtsklasser og begge køn. Ingen medlemmer var længere kongevalgte. Valgret- og valgbarhedsalderen var nu 35 år, men stadig højere end for Folketinget (25 år). Af de 53 blev 10 valgt i København med Frederiksberg, 42 på Øerne og i Jylland og 1 på Bornholm. Færøernes Lagting valgte fortsat 1 medlem.
Der indførtes forholdstalsvalg mellem lister (d'Hondts metode) ved valgene af valgmænd, mens valgmændenes valg af landstingsmedlemmer foregik efter en variant af Andræs metode. Valgperioden var otte år, og valgene foregik med fire års forskydning i halvdelen (dvs. tre, hhv. fire) af de syv landstingsvalgkredse.
I begyndelsen sikrede dette fortsat højrefløjen flertal i Landstinget, hvilket betød at mellemkrigstidens socialdemokratisk-radikale regeringer måtte have mindst ét højrefløjsparti på deres side for at gennemføre en lov. Således blev Kanslergadeforliget gennemført som en aftale mellem Socialdemokratiet og Det radikale Venstre i 1933, hvor man på forhånd havde sikret sig, at Venstre ikke stemte imod.
Ved det første valg, hvor kvinder kunne stille op, blev der i 1918 valgt 5 kvinder til Landstinget: Nina Bang (S), Marie Hjelmer (RV), Marie Christensen (V), Inger Gautier Schmit (V) og Olga Knudsen (V). Kvinderne udgjorde 7% af forsamlingen. Andelen af kvinder i Landstinget toppede ved valget i 1951, hvor den nåede 16%.
Efter genforeningen i 1920 og den i den anledning foretagne grundlovsændring havde Landstinget højst 76 medlemmer. Heraf blev 19 valgt ved forholdstalsvalg af det afgående ting, mens højst 56 blev valgt ved indirekte valg. De højst 56 ikke-landstingsvalgte medlemmer fordelte sig med 10 i København med Frederiksberg, højst 48 på Øerne og i Jylland og 1 på Bornholm. Færøernes Lagtings folkevalgte medlemmer valgte 1 medlem.
I 1936 opnåede Socialdemokratiet og Det radikale Venstre for første gang flertal i Landstinget, men Thorvald Stauning så det helst afskaffet. Denne afspejling af Folketingets flertal blev argumentet for at afskaffe tinget, hvilket blev forsøgt i 1939, hvor et forslag om at afskaffe Landstinget og i stedet oprette et samlet ting med to afdelinger faldt, da det lige akkurat ikke opnåede de nødvendige antal ja-stemmer ved en folkeafstemning.
Landstinget blev afskaffet efter endnu en folkeafstemning, som blev gennemført i 1953.
Medlemmernes erhverv og sociale baggrund Efter valget i 1902 var den erhvervsmæssige sammensætning i Landstinget således: 9 lens- eller stamhusbesiddere (dvs. godsejere), 6 godsejere, 11 embedsmænd, 3 sagførere, 4 proprietærer, 1 forpagter, 17 gårdejere, hvoraf en tillige var lærer og en møller, 1 husmand, 3 grosserere, 1 fabrikant, 1 landinspektør, 4 håndværkere, 2 redaktører, 1 lærer og 1 ingeniør (en plads var vakant).
Landstingets formænd