Louis Napoléon Bonaparte (født 2. september 1778 i Ajaccio, Korsika, død 25. juli 1846 i Livorno) var en af kejser Napoleons fire brødre. Fra 1806 til 1810 var han som "Lodewijk Napoleon" konge af det af hans bror dannede Kongeriget Holland.
I sin korte regeringstid bestræbte Louis sig på at blive vellidt blandt hollænderne. Han reformerede det hollandske retsvæsen og gav landet en ny forfatning. Han lagde grundstenen til Rijksmuseum og forbedrede forsorgen for fattige. Frem for alt tøvede han med at indføre fastlandsspærringen, som var en handelsboykot mod Storbritannien, der var til stor skade for Hollands erhvervsliv. Louis, der forblev fransk statsborger, kejserlig prins og Connétable de France var i nogle historikeres øjne ikke andet end en "kronet præfekt", som hans hustru beskrev ham. I februar 1810 blev han tvunget til et underskrive en aftale, hvorved han afstod alle områder syd for Rhinen til Frankrig. Louis og hollænderne forsvarede sig forgæves. Franske tropper marcherede ind i kongeriget Holland, Louis trådte tilbage og begav sig i eksil i Østrig. Holland blev annekteret af Frankrig.
Levned Tidlige år Louis Napoléon Bonaparte var sine forældres femte barn. Hans far Carlo di Buonapartes familie var ved hans fødsel på højdepunktet af sin anseelse på middelhavsøen Korsika. Han blev døbt Ludovicus, men familien kaldte ham i reglen Luigi. Især for hans mor Letizia di Buonaparte var han altid "Lille Luigi".
Politiske modstandere af hans far satte et rygte i omløb om, at Louis ikke var hans søn, men var resultatet af Letizia affære med Korsikas militærguvernør. Rygterne anses i vore dage for afkræftet. Louis' mor skal ganske vist have været ven af guvernøren, men hendes karakter, som den skildres i historiske kilder, var religiøs, anstændig og tro udelukker enhver tvivl om, at Buonaparte var faderen.
Carlo di Buonaparte havde arbejdet sig op fra en lille advokatpraksis til kongelig dommer og viceborgmester i sin hjemby. Den hermed forbundne velstandsstigning kom især Louis til gode. Louis var syv år gammel, da hans far døde 39 år gammel i 1785. Senere rejste Louis ham et mindesmærke på sine besiddelser ved Saint-Leu-la-Forêt.
thumb|Louis Bonaparte
Militærkarriere Familien Buonapartes velstand faldt hurtigt efter familieoverhovedets død. Storebror Napoleon overtog personligt opdragelsen af den lille Luigi, hans ynglingsbror. Fra 1791 var Napoléon kaptajn i Regiment La Fère og lod Louis komme til sig i garnisonen i Auxon. Her underviste han ham ikke blot i militære discipliner, men også i sprog, historie, geografi og filosofi. Louis gjorde tjeneste som kadet i samme regiment og fulgte sin bror til Grenoble. Napoléon var en streng opdrager og forlangte meget af Louis. Louis var imidlertid et alvorligt og videbegærligt barn med høj intelligens, og han løste de opgaver Napoleon stillede ham tilfredsstillende. Louis klatrede hurtigt op i det militære hierarki. Allerede i 1792 blev han aspirant, året efter adjudant og i 1795 blev han sekondløjtnant.
Under felttoget i Italien i 1796 var Louis Napoleons personlige adjudant. Han udmærkede sig ved vovemod og militær indsigt og opfyldte også her Napoleons krav. I slaget ved Arcole reddede Louis sin brors liv, idet han trak Napoléon ud under en styrtet hest. Han blev forfremmet til kaptajn som følge af sin indsats i slaget ved Breccia og blev af den franske regering udnævnt til kommandant.
Efter at Napoleon i 1799 havde styrtet Direktoriet, overtog han magten som førstekonsul. Napoléons magtovertagelse fik betydning for Louis' videre militærkarriere. Da han blev udnævnt til oberst, fik han kommandoen over det femte dragonregiment, og mens Napoleon var konsul opnåede han rang af divisionsgeneral.
I Napoleons tjeneste besøgte Louis i 1800-1801 en række europæiske lande som Danmark, Rusland, Sverige og Preussen. Hans regiment blev sendt til Portugal for at afslutte den såkaldte appelsinkrig. Den var imidlertid afsluttet inden han ankom, og Louis kunne nøjes med at underskrive Freden i Badajoz på fransk side.
Sygdom I Italien pådrog han sig en kønssygdom, som han led under resten af livet. Det lange ophold i feltlazarettet ved Forli fik også hans opstigning i militærhierarkiet til at gå i stå. Der foreligger ikke nogen præcis diagnose, men det antages, at der var tale om syfilis eller gonorré. Han blev ikke helt kureret, og sygdommen medførte til stadighed helbredsproblemer. Senere angreb sygdommen nerverne, rygmarven og knoglerne. Hertil kom gigt og muskelsvind, og som følge af det lange sengeleje blev den unge soldat også ramt af melankoli.
I offentligheden lod han sig ikke mærke af sin tilstand og fulgte Napoleon på dennes felttog i Ægypten. Da han fortsat var svækket af sygdom, måtte han efter kun fem måneder vende tilbage til Frankrig. På hjemvejen faldt Louis af hesten. Hans kvæstelser havde svært ved at læges på grund af hans svækkede helbred.
Under hans ophold i Holland havde han problemer med det fugtige og kolde klima ved Nordsøen. Gigten betød snart, at han måtte have sin pennefjer bundet fast til pegefingeren. Louis Bonaparte arbejdede særdeles meget, fik ikke megen søvn og kun lidt hvile. Denne livsstil førte snart til, at han blev udmattet på sjæl og krop og måtte taget på kur i Aachen. Herefter var han af sundhedsmæssige grunde tvunget til at tage den mere med ro.
Familie thumb|Hortense de Beauharnais (Portræt af Anne-Louis Girodet-Trioson) Som førstekonsul fik Napoleon ret til selv at udpege sin efterfølger. Det førte til, at han søgte at placere sin familie på høje poster – bortset fra hans ældste søster Elisa, som ikke lod broderen bestemme over sig. Der måtte findes en passende brud til en unge ugifte Louis. Efter pres fra Napoleons hustru Joséphine blev hendes datter af første ægteskab Hortense den udvalgte. Den 4. januar 1802 giftede Louis Bonaparte sig med Hortense, Napoléons steddatter. Det arrangerede ægteskab blev ikke lykkeligt.
Louis Napoléon Bonaparte og Hortense de Beauharnais fik tre sønner: Napoléon Charles Bonaparte (10. december 1802 – 5. maj 1807). Han døde i en alder af 4½ år. Hans begravelse foregik i Notre Dame katedralen i Paris. Han ligger begravet i Saint-Leu-La-Foret. Napoléon Louis Bonaparte (11. oktober 1804 – 17. marts 1831) ligger også begravet i Saint-Leu-La-Foret. Charles Louis Napoléon Bonaparte (20. april 1808 i Paris – 9. januar 1873), var fransk præsident fra 1848 til 1852 og til 1870 kejser af Frankrig under navnet Napoleon 3.
Forholdet mellem Louis og Hortense blev hurtigt dårligt, for Louis var sygeligt skinsyg, mens Hortense nød alle sin stands behageligheder. Louis' jalousi gik endda så vidt, at han lod sin kone udspionere og forsøgte at indespærre hende på slottet. Hun fik forbud mod at forlade slottet uden hans tilladelse. Hortense søgte hjælp hos sin stedfar, og da han tog hendes parti, forøgede det kun Louis' skinsyge og mistro. Men de forsøgte til stadighed at skabe forsoning.
Deres førstefødte søns død i maj 1807 bragte dem nærmere, og fra juni 1807 tilbragte de megen tid med hinanden, og først i september forlod Louis Hortense for at vende tilbage til Holland. Hortense blev i Paris og fødte der den 20. april 1808 sin tredje søn. Der var et hårdnakket rygte, om at Louis ikke var far til Louis Napoleon. Faderskabet blev med urette tilskrevet Carel Hendrik Verhuell. Sikkert er det, at grev Verhuell og Hortense de Beauharnais var venner, men lige så sikkert er det, at han blev i Holland, mens Hortense og Louis var i Paris.
Det kom til et nyt brud med Hortense, fordi Louis troede på rygterne og tvivlede på sit eget faderskab. Den skinsyge Louis sendte grev Verhuell til Sankt Petersborg. Den nye separation fik Hortense til endegyldigt at forlade Holland og ikke længere fortsætte ægteskabet. Med hjælp fra Napoleon fik hun endda fjernet børnene fra Louis.
Hans anden søn Napoléon Louis' død i 1831 ramte Louis hårdt, da tronfølgeren – i hans øjne den eneste overlevende legitime søn – hermed var død inden ham. Alligevel begyndte Louis at nærme sig sin tredje søn Louis Napoleon, og de stod herefter i nærmere kontakt med hinanden.
Mens han var i eksil i Schweiz, hørte Louis om Hortenses utroskab. Hun havde en affære med grev Charles-Joseph de Flahaut som førte til, at hun fødte sin fjerde søn Charles de Morny, hvorefter Louis forsøgte at få skilsmisse. Han henvendte sig til paven, men denne afviste en skilsmisse. Først ved Hortenses død i 1837 kunne Louis igen gifte sig. Ægteskabet med den kun 16-årige marchesa Julia-Livia di Strozzi forblev barnløst.
Under kejser Napoléon Efter Napoleons kroning til de franskes kejser fik Louis, ligesom sine søskende, titlen kejserlig prins af Frankrig. Desuden udnævnte kejser Napoleon sin bror til kronfeltherre (Connétable de France). Til stor glæde for hans hustru, Hortense, fik prins Louis Bonaparte tildelt eget hof på herregården St. Leu.
Under den 3. koalitionskrig overtog Louis overkommandoen over nordarmeen. Omstændighederne forlangte, at Louis rejste til Holland for at forsvare den Bataviske Republik mod angreb fra Preussen. I december førte slaget ved Austerlitz og fred i Pressburg til, at krigen sluttede. Da den kejserlige prins indledte sin tilbagerejse, havde han gjort et varigt indtryk på hollænderne.
Omstændigheder ved tronbestigelsen thumb|François Gérard: Louis Bonaparte, roi de Hollande Ved aftalerne i Haag var der sluttet forbund mellem den Bataviske Republik, Nederlandene og Frankrig. Den bataviske regering måtte underskrive aftalen og indgå på Napoleons krav, selv om de var til skade for landet. Som følge af at landet havde mistet sin flåde i Slaget ved Trafalgar kunne Frankrig ikke angribe Storbritannien militært, og i stedet forsøgte Napoleons at bekæmpe Storbritannien økonomisk. Efter Preussens katastrofale nederlag til Napoleon i slaget ved Jena og Auerstedt udstedte han i november 1806 i Berlin dekretet om fastlandsspærringen, som også Holland måtte tilslutte sig. Napoleon var imidlertid ikke tilfreds med håndhævelsen af spærringen i Holland. For at håndhæve de franske interesser i Holland havde han brug for en fransk politiker på stedet. Han stillede den bataviske regering et ultimatum. Enten skulle Holland være et monarki med en kejserlig prins som monark, eller også ville Frankrig omdanne landet til et fransk militærdepartement.
Regeringen i den bataviske republik valgte monarkiet. Napoleon havde tiltænkt Louis tronen og sørgede for, at han fik tilbudt den hollandske krone. De hollandske politikere havde et godt indtryk af Louis, og han var deres foretrukne kandidat. Louis modtog tilbuddet.
Det unge kongerige led under forbundet med Frankrig. Den franske kejser betragtede det nye kongerige – med Louis som overhoved – som en fransk vasalstat, som skulle underordne sig franske interesser. Betegnende var Napoleons ord ved Louis' kroning:
Den senere konfrontation mellem Louis og hans bror Napoleon kunne allerede spores ved hans kroning.
Den 5. juni 1806 blev Louis udnævnt til konge af Holland og Hortense til dronning og eventuel regent for hendes mindreårige søn Napoleon-Charles. Den 12. juni tog han af sted til sit kongerige og forlod godset Saint Leu i Frankrig.
Konge af Holland Den 18. juni 1806 ankom kong Louis (: Koning Lodewijk) og følge til sin nye residens Huis ten Bosch. Slottet var ikke færdigistandsat, men i modsætning til sin dronning tog han let på besværlighederne. Hortense øjeblikkelige modvilje mod sin nye hjemstavn ændrede sig aldrig.
Den 23. juni holdt han sit indtog i hovedstaden ved en prægtig parade. Folket modtog den nye konge køligt og reserveret. De så det dog som en positiv ting, at Louis havde nægtet de franske soldater at deltage i paraden. Hans tale til hollænderne var heller ikke uden virkning:
Talen udløste bifald blandt tilhørerne, og det var særlig behændigt, at Louis slet ikke nævnte sin bror Napoléon.
thumb|Louis besøger ulykkessteddet i Leiden efter krudteksplosionen (Maleri af Carel Lodewijk Hansen)