thumb|Moderne rekonstruktion af et vikingeskib. Dette skib er af snekke-typen. Vikingeskib er en samlet betegnelse for alle de skibstyper, som vikingerne byggede og anvendte i vikingetiden. Skibstyperne var afhængige af, hvad fartøjerne skulle bruges til,Eldar Heide (2014). The early Viking Ship types (Sjøfartshistorisk årbok 2012. 81-153.) men generelt var de aflange, smalle og fleksible skibe med symmetriske ender og en gennemgående køl. De var klinkbygget (plankerne overlappede hinanden), og de blev naglet sammen. Nogle har haft et dragehoved eller et cirkulært objekt ved boven og stævnen, selv om dette kun er udledt af skrevne kilder. Vikingeskibene var ikke nødvendigvis kun til krigsbrug, men også til handel over store afstande, opdagelserejser og kolonisering.Jones, Gwyn, A history of the Vikings (Oxford 2001).
Vikingeskibe deles i to kategorier: handelsskibe og krigsskibe. De overlapper dog hinanden, da nogle typer handelsskibe, der var specifikt fremstillet til at transportere varer, også blev anvendt til vikingetogter. Størstedelen af vikingeskibene var beregnet til at sejle på floder, fjorde og kystnært farvand, men nogle som knarrer kunne også sejle på åbent havn. Vikingerne brugte deres skibe i Østersøen og i farvandene omkring Island, Færøerne, Grønland, Newfoundland (Vinland), Middelhavet, Sortehavet samt Afrika.
Udvikling Skibet har været en central del af den skandinaviske kultur i årtusinder, hvor det har tjent både praktiske og religiøse formål, og dets vigtighed var dybt forankret i kulturen, da vikingetiden begyndte. Skandinavien er et område med høje bjerge og fjelde, store skove og nem adgang til mange naturlige havne. Handel foregik primært over vand, da transport over land både var farligt og besværligt. Mange helleristninger fra stenalderen og særligt nordisk bronzealder viser skibe i forskellige situationer, og værdifulde skibe blev ofret som en del af ofringsceremonier siden slutning af nordisk jernalder, som det kan ses med Hjortspringsbåden og Nydambåden.
Vikingernes kongeriger udviklede kystbyer, der alle var dybt afhængige af Nordsøen og Østersøen for overlevelse og udvikling. Kontrol af vandvejene var meget vigtig, og derfor var gode krigsskibe i høj kurs. Skibe blev grundpillerne i vikingernes religion, da de udviklede sig til symboler for magt og kunnen. Mod slutningen af det første årtusinde blev store vikingehøvdinger og adelige begravet med intakte og luksuriøse skibe, der kunne bringe dem til livet efter døden. Mønter fra Hedeby, der er blandt de tidligste mønter i Danmark, har afbildninger af skibe. Det viser betydningen af disse fartøjer i dette område. Via den kulturelle og praktiske vigtighed blev vikingeskibet det mest magtfulde og avancerede skib i vikingetidens Europa.Peter Sawyer (ed.), The Oxford Illustrated History of the Vikings (New York, 1997), 182.
Typer Færing thumb|Færingbåd på Herøy kystmuseum i Norge.
En færing er en åben robåd med to sæt årer. Den er almindelig blandt de fleste bådbyggertraditioner i det vestlige og nordlige Skandinavien, og den dateres tilbage til vikingetiden.What is a norse færing? (Vikingskip.com)
Knarr
KnarrKnarr i flertal er knerrir. er skibe, der blev bygget til rejser på Atlanterhavet. Det var et transportskib med en gennemsnitslængde på 16 m og en bredde på omkring 4 m. Skroget kunne tage op mod 120 tons last.Peter Sawyer, (1975) The Oxford Illustrated history of the Vikings. Oxford University Press Den samlede forskydning var 50 tons. Skibene er kortere end langskibe af gokstadtypen, men var mere solide, og de brugte primært vind som drivkraft. Årer blev kun brugt ved manøvrer i havne og lignende, og hvis vinden lagde sig. Af samme årsag blev knarrer brugt til rejser over åbent hav. De kunne sejle op mod 120 km i døgnet og havde en besætning på 20-30 mand. De blev brugt til at krydse Atlanterhavet, og de bragte husdyr og varer til og fra Grønland og de nordamerikanske øer. Knarren havde indflydelse på koggen, som blev brugt i Østersøen af Hansaen.
Langskib thumb|Gokstadskibet udstillet på Vikingeskibsmuseet i Oslo.
Langskibe var fartøjer, der blev fremstillet og anvendt af vikingerne fra Skandinavien og Island til handel, opdagelsesrejser, plyndringstogter og krigsfærd. Langskibet udviklede sig over mange år. Det begyndte i stenalderen med opfindelsen af konebåden og forsatte op til slutningen af 800 e.Kr. med Nydambåden og Kvalsundskibet. Langskibet optrådte i sin færdige form mellem 800- og 1200-tallet. Udformningen og udseendet af disse skibe har påvirket skandinaviske bådebyggetradition frem til i dag. Gennemsnitshastigheden for vikingeskibe lå i omegnen af 5-10 knob, og den maksimale hastighed for et langskib var omkring 15 knob under gode betingelser.Langskib . Potterager.com. Hentet 29/6-2017Skuldelev 5 - det lille langskib . Vikingeskibsmuseet. Hentet 29/6-2017
Langskibet er karakteriseret ved sit yndefulde, lange smalle og lette udseende. Det blev fremstillet i træ med lav køl, så det kunne opnå stor hastighed. Samtidig gjorde den lave køl det muligt at navigere i ganske lavt vand, og man kunne gå i land direkte på strandene. Den lave vægt gjorde det muligt at transportere det over land fra flod til flod. Langskibene havde to identiske ender, hvilket betød, at man kunne sejle i modsat retning uden nødvendigvis at skulle vende hele skibet. Dette var særlig brugbart højt mod nord, hvor isbjerge og havis kunne gøre rejsen farlig. Langskibe var udstyret med årer i det meste af skibets længde. Senere versioner havde en enkelt mast med et stort rektangulært sejl. Sejlet kunne give yderligere fremdrift eller erstatte roerne på længere rejser.
Langskibe kan inddeles i forskellige typer efter størrelse og konstruktion. Den mest almindelige måde at klassificere dem på er ved antallet af årer eller pladser til roere. Typerne går fra karver med 13 roerbænke til busser, hvor man estimerer, der har været plads til 34 personer.
Langskibe var indbegrebet af Skandinaviens magt til havs i vikingetiden, og de var højt værdsatte. De blev ofte ejet af bønder nær havet og hyret af kongerne til at opbygge en stor flåde. Men langskibe bliver hovedsageligt brugt til transport af krigere under konflikter og ikke som egentlige krigsskibe. I 900-tallet blev skibene nogle gange bundet sammen under søslag for at skabe en platform for infanteri. Langskibe blev kaldt drageskibe (drakushiffen) af frankerne, fordi de ofte havde en drageformet stævn.Ervan G. Garrison: . A history of engineering and technology: artful methods, p 111
Karve
Karven var et lille langskib med et bredt skrog, der minder om knarr-skibene. De blev brugt både til krig og til transport af mennesker, varer og husdyr. De kunne navigere på meget lavt vand, og de blev ofte brugt langs kysterne. Karver havde en bredde på omkring 5 m.
Andre typer thumb|Vikingeskib af snekke-typen på Lofotr Vikingmuseum på Lofoten i Norge.
Busse: Langskib med stor lasteevne og et stort mandskab. Byrding: Et fragtskib som ligner knarren, men gerne er mindre, tykkere og har højere fribord. Sesse: Ikke en bådtype, men en benævnelse, som angiver antallet sæder eller bænke ombord i en roet båd. Skarfi (omkring 20 m) Skeid: Stort langskib på 20 til 35 m, sandsynligvis med lavere fribord end busserne. Snekke: Kan have været en fællesbetegnelse på forskellige typer skibe i de nordeuropæiske farvande omkring Skandinavien. Sud: En benævnelse som dukker op i navnet på nogle store langskibe i 1100-tallet.
Skibskonstruktion lang=da|thumb|Vikingetidens skibe var klinkbyggede.
Vikingeskibe adskilte sig fra andre skibe fra denne periode ved at være lettere og mere sødygtige. Det blev nået ved en klinkbygningskonstruktion. Plankerne, som blev brugt til vikingeskibene, blev flækket fra store gamle træer - primært egetræer – som sikrede, at fibrene var ubrudte i hele plankens længde. Det gjorde dem stærkere, end hvis de var savet. Et skibsskrog kunne blive helt ned til 2,5 cm tyndt, fordi plankerne var så stærke.Lapstrake hull schematic
Fra kølen blev plankerne nittet sammen med smedejernsnitter. Ribber på tværs i skroget sikrede formen. Hver planke overlappede den nedenunder, og kalfatring i sprækkerne gjorde skibene tætte.
Der kunne fremstilles forbløffende store skibe med denne teknik. Vikingeskibe med plads til op mod 100 krigere var ikke ualmindelige.
I begyndelsen af vikingetiden blev årehuller i rælingen erstattet af åreholdere på rælingen. Det gjorde det muligt at tage årene ud og lægge dem på skibet, mens det sejlede for sejl. Det gav samtidig en bedre vinkel til roning. De største skibe kunne sejle med 5-6 knob for årer og 10 knob for sejl.Richard Hall, The World of the Vikings (New York, 2007), 55.
Navigation thumb|right|Söderalafløjen, formodentlig engang anvendt på et vikingskib.
Med de teknologiske forbedringer begyndte vikingerne at foretage flere og flere havrejser, efterhånden som deres skibe blev mere sødygtige. For at kunne sejle på åbent hav havde vikingerne imidlertid behov for at udvikle metoder til nogenlunde præcis navigation. Oftest trak et skibs styrmand på traditionel viden for at fastlægge skibets kurs. Grundlæggende brugte vikingerne blot deres tidligere kendskab til tidevand, sejltider og landemærker til at planlægge ruter. For eksempel hævder forskere, at synet af en hval gjorde det muligt for vikingerne at bestemme et skibs retning. Da hvaler lever af føde i meget næringsrige vande, som ofte findes i områder, hvor landmasser har presset dybvandsstrømme op mod lavere vand, fungerede synet af en hval som et signal om, at land var i nærheden.
Vikingesagaer fortæller rutinemæssigt om rejser, hvor vikingerne led af at være „hafvilla“ (rådvild)—rejser plaget af tåge eller dårligt vejr, hvor de fuldstændigt mistede deres retningssans. Denne beskrivelse antyder, at de ikke anvendte en solsten, når solen var skjult. Desuden antyder det forhold, at den samme rådvildhed kunne opstå, når vinden lagde sig, at vikingerne var afhængige af de herskende vinde til navigation, som man ville forvente, hvis deres færdigheder primært byggede på traditionel viden.Hafvilla: "A Note on Norse Navigation", G. J. Marcus, Speculum, Vol. 30, Nr. 4 (oktober 1955), s. 601–605, udgivet af Medieval Academy of America, (tilgået 2. november 2011).
Nogle akademikere har foreslået, at vikingerne også udviklede mere avancerede navigationshjælpemidler, såsom brugen af et solkompas. En halvcirkelformet træskive fundet på kysten ved Narsarsuaq i Grønland syntes i første omgang at understøtte denne hypotese. Yderligere undersøgelser af genstanden afslørede imidlertid, at de indskårne slidser i skiven er uforholdsmæssigt placeret, og at genstanden derfor reelt ikke kunne fungere som et præcist kompas. Det er i stedet blevet foreslået, at instrumentet er en „skriftemålsskive“, brugt af præster til at tælle antallet af skriftemål i deres sogn.Hall, The World of the Vikings, 54.
På tilsvarende vis debatterer forskere og historikere fortsat brugen af solstenen i vikingernes navigation. Da en solsten er i stand til at polarisere lys, er den en plausibel metode til at bestemme retning. Ved at vise, i hvilken retning lysbølger oscillerer, har solstenen potentiale til at vise solens position, selv når solen er skjult af skyer. Stenen skifter til en bestemt farve afhængigt af lysbølgernes retning, men kun når genstanden holdes i et område med direkte sollys. Derfor diskuterer de fleste forskere både pålideligheden og sandsynligheden for brugen af et navigationsredskab, der kun kan bestemme retning under så begrænsede forhold.
Solkompas
thumb|Vikingerne har muligvis benyttet sig af såkaldt solsten til at polarisere sollyset for at fastslå solens position i overskyet vejr.