thumb|310px|Templet i Uppåkra. Rekonstruktion lavet af Sven Rosborn, Fotevikens Museum 2004.

Skåne omtales første gang på skrift i sammenhæng med fredsaftalen mellem danerne og Karl den store i 811. Med i danernes følge var Osfrid af Skåne (Osfrid de Sconaowe), som var Skånes hersker på den tid, men underlagt den danske kong Hemming.Rosborn, Sven (2023); Cistercienserkloster i Skåne, Academia.edu, maj 2023 (hentet 15. maj 2023) (ss. 22-23 & 30) Næste gang Skåne omtales er i sammenhæng med handelsmanden Wulfstans rejse langs med sydkysten af Østersøen ca. 870. Han oplyser, at han rejste fra Hedeby til Truso ved floden Vistula på 7 dage og først havde "Vendland" til højre og Langeland, Lolland, Falster og Skåne til venstre og at "alle disse lande hører til Danmark".Christensen, s. 28 I den sidste halvdel af det 10. århundrede findes Skåne omtalt i de islandske skrifter, men de blev ikke nedskrevet før end år 1100, og derfor har materialet mangler set i en kildekritisk sammenhæng. Tidvis finder man kongelister fra Skåne, som omtaler en lang række konger fra ældre tider, men de er for flertallets vedkommende sagnkonger, der omtales i Middelalderen, og som sådan ved vi ikke, om de er rene fantasiprodukter eller om nogle af dem har eksisteret i virkeligheden.

Ved den arkæologiske afsløring af det rige fortidssamfund, Uppåkra, lige syd for Lund kan man nu med stor sandsynlighed påstå, at et af Skånes største jernalderscentrer fandtes netop på dette sted. Bebyggelsen har eksisteret fra ca. år 100 til slutningen af det 10. århundrede. På stedet har der stået et hedensk tempel.

Vikingetiden Skåne blev erobret under den danske konge, Harald Blåtand, sandsynligvis i den sidste halvdel af 970'erne. På grundlag af spredningen af runesten lige netop i slutningen af 900-tallet kan man konstatere, at det var Øresundskysten og Skånes sydkyst, som kom under Haralds magt.

Kysterne i det sydøstlige Skåne har tilsyneladende haft andre influenser i en del af vikingetiden som måske skulle kunne pege på indflydelse nordfra. Et muligt tegn på dette er, at gravene i området opviser større ligheder med gravskikken i Blekinge end med den i det sydlige og vestre Skåne, hvor jordfæstegrave dominerer til forskel for førstnævnte hvor brandgrave er mest almindeligt. Tilhængerne af den her teori mener at Blekinge havde været underlagt sveerne i dele af perioden. Et andet tegn på mulige kontakter med sveerne er to runestene ved Simris i Skåne, der er af en stil som normalt findes i det område som langt senere blev til Sverige. Disse runesten sættes imidlertid ikke i direkte forbindelse med en kongemagt, som runestenene i jellingestil. De opfattes i stedet at have markeret kristen tro hos dem, der rejste dem.

Harald Blåtand indførte den kristne religion i Skåne. Ved at anlægge såkaldte trelleborge, store ringborge til garnisoner af soldater, fastholdt han magten i dele af landskabet. Det er typisk for disse ringborge, at man opførte en kristen kirke lige udenfor den ene af portene, sikkert indviet til Skt. Clemens. Trelleborge er med sikkerhed påvist i Trelleborg og i Borgeby tæt ved Løddekøpinge, men de fandtes med stor sandsynlighed også i Lund og Helsingborg.

Svend Estridsen havde magten i Skåne fra midten af det 11. århundrede. Kongens far, Ulf Jarl, havde været en skånsk jarl, som blev myrdet af den tidligere konge, og han ejede måske et stort antal gårde i Skåne lige som moderen, Estrid, der overdrog "50 bol"Et bol er et middelalderligt mål for jordtilliggende, men ordets præcise betydning er omdiskuteret. Der er dog tale om et ganske stort jordareal. Se danmarkshistorien.dk: Knud den Helliges gavebrev 1085 i Gønge til domkirken i Roskilde. Selv overlod Sven kongelig ejendom til kirken i Dalby. I 1060 indstiftede Sven Estridsen nye bispedømmer i Danmark, og i Skåne blev det både Lund og det nærliggende Dalby, der fik denne positionKLNM, bind 16, sp. 78. I Lund blev Henrik, som tidligere havde været biskop på Orkneyøerne, indsat som biskop, og i Dalby blev Egino biskop. Han var bispeviet af ærkebiskoppen i Hamburg. Egino kan karakteriseres som missionsbiskop, og han deltog i flere korstog i Sverige. I 1066 døde biskop Henrik, og Egino blev forflyttet til Lund, samtidigt med at Dalbystiftet blev nedlagt.

Sven Estridsen indledte opførelsen af en stenkirke i Lund og én i Dalby. Kongen var fast knyttet til Dalby, hvor der fandtes en stor kongsgård. Den blev stedet for det kloster, som snart anlagdes i byen. I Necrologicum Lundense kan man læse, at Sven, "den mest kristelige konge", byggede Dalby kirke, og testamenterede 2½ gård til den. Adam af Bremen skrev ca. 1070: "Skåne, den smukkeste provins i Danmark. Landet er godt udstyret med mænd, frugtbart og rigt på handelsvarer, og det er fuldt af kirker. Skåne er to gange så stort som Sjælland – det har nemlig 300 kirker." Omkring 1080 blev kirken i Lund erstattet af en ny i sten samtidigt med, at man begyndte at bygge krypten under den nuværende domkirke. I 1103 udskilte paven Norden fra ærkebispedømmet Hamburg-Bremen. Den første ærkebiskop i Lund blev Asser, der blev bispeviet 1104. Dette betydningsfulde årstal, hvor den vesteuropæiske kultur blev etableret i Norden i form af den mægtige kirke, danner derfor en passende grænse mellem vikingetiden og Middelalderen i Skandinavien.

Skånes inddeling i herreder skete åbenbart inden år 1085, idet to herreder (Gärds og Göinge) findes omtalt i Knud den Helliges gavebrev fra dette år.

Middelalderen

Mordet på Knud Lavard affødte en borgerkrig, der kulminerede med slaget ved Fodevig i 1134. Derefter blev sejrherren Erik Emune hyldet som konge i Lund. Hans turbulente regime vare dog kun til 1137. Selvom Eskil havde været skyld i mange af kongens besværligheder, endte han alligevel som ærkebiskop i Lund samme år. Harald Kesjas eneste overlevende søn, Oluf, meldte sig nu på scenen, og det lykkedes ham at blive valgt til konge over Skånelandene, idet han fordrev ærkebiskop Eskil, og først i 1143 lykkedes det Erik Lam at få bugt med Oluf og genindsætte Eskil.

Derefter kom en lang periode med kamp om kongemagten mellem Svend Grathe, Knud og Valdemar. Den endte med, at Valdemar den Store blev enekonge i 1157. I 1177 overtog Absalon ærkebispesædet efter Eskil, der drog i kloster i Frankrig. Absalon, og ikke mindst hans nye skatter, der blandt andet skulle finansiere hans store byggeplaner i Ringsted, Roskilde og Havn, var gnisten, der satte gang i et oprør, og han måtte flygte til Sjælland. 1181 knuste han oprøret med hjælp fra Valdemar. Efter Valdemars død var det reelt Absalon, der regerede Skåne og resten af landet frem til sin død i 1201. Absalon blev efterfulgt af endnu en legendarisk ærkebiskop, nemlig Anders Sunesen. Valdemar 2. Sejr blev kronet 1202 i Lund, og Skånske Lov blev udarbejdet (den indeholder blandt andet noderne til Danmarks vel nok ældste sang "Drømte mig en drøm i nat"), gældende for Skåne, Halland, Blekinge og Bornholm. Lund Stift var i de følgende år base for kongens korstog i de baltiske lande med bisp Anders Sunesen som en af de ledende kræfter, som i slaget ved Lyndanise 1219.

Kirken

thumb|280px|left|Apsis på Lunds domkirke, den del af kirken som er bedst bevaret fra Middelalderen. De øvrige dele er kraftigt restaurerede.

I den første kristne periode gik kongemagten og kirken hånd i hånd. Det var blandt kirkens mænd i højere positioner, at kongen fandt personale med en god uddannelse, som kunne læse og skrive og samtidig var sønner hentet fra herremandsstanden. Kongen behøvede den slags folk i sit administrationsapparat, når skatter og andre indtægter skulle bogføres.

I tiden fra slutningen af det 11. og frem til begyndelsen af det 12. århundrede begyndte man at bygge med sten. Den først og fremmest kirkelige byggevirksomhed i sten har været kolossalt omfattende. Næsten samtlige af Skånes sognekirker af træ blev i denne periode udskiftet med stenbygninger. Skåne fik som ærkebispestift over hele Norden på denne måde en markering af den kirkelige overhøjhed også ude i landområderne. Der kendes flere forskellige stenmestre fra det 12. århundrede.

thumb|310px|Ærkebiskop Eskils borg, Åhus.

Det 12. århundrede var også tiden for de store klosterbyggerier i Skåne. Ærkebiskop Eskil i Lund var her den drivende kraft. En mængde forskellige munkeordner slog sig ned rundt omkring i landskabet:

Augustinerne i Dalby, Præmonstratenserne i Lund, i byen Tommarp nær det nuværende Simrishamn og i byen Væ syd for Kristianstad,KLNM, bind 16, sp. 79 Cistercienserne ved Herrevad Benediktinerna i Lund og på Bosjøkloster.

En hel del af de skånske kalkmaleres værker kan opleves i bevarede, middelalderlige kirker. Særligt i det 15. århundrede blev kirkernes indre trætræloft erstattet af teglstensteglstenshvælvinger. Behovet for at udsmykke dem blev således stort efter en relativt kort periode.

Byerne

De ældste af de skånske byer er Lund, Væ, Helsingborg og Tommerup. Lund blev anlagt i 980 af Harald Blåtand nær ved det sted, hvor den hedenske kultplads ved Uppåkra havde ligget. I stedet opbyggede man en ny by eller et bylignende samfund nord for Høje å. Her anlagde kongen sandsynligvis en af sine ”trelleborge”, garnisonsforlægninger. På samme måde har kongen muligvis anlagt en trelleborg i Helsingborg. Stednavnet med efterleddet ”borg” omtales nemlig allerede år 1085, og den eneste borgtype, som man kender i Danmark tidligere end dette årstal er Haralds ”trelleborge”.

Andre tidlige byer i Skåne er mod vest Lomme nord for Malmø og i den østlige del Åhus. Under påvirkningen fra det 13. århundredes stadigt mere intensive handel med Hansestæderne opstår der et antal kystbyer. Skanør etableres som by og handelsplads for sildeeksporten ca. år 1200. Trelleborg bliver by allerede i begyndelser af det 13. århundrede. Ysted og Malmø omtales fra midten af århundredet. Navnet ”Malmø” kan med rimelig sandsynlighed knyttes til den by i Skåne, der havde en borg på stranden, og som ærkebiskop Jacob Erlandsen ifølge en skriftlig kilde skal have anlagt år 1254. I slutningen af det 13. århundrede må også Falsterbo være opstået på basis af den den rige sildehandel ved Skanør.

I det 15. århundrede anlagde kong Erik af Pommern Landskrona. I det samme århundrede kommer Båstad og Luntertun inde i Skälderviken til som byer, men allerede i 1513 nedlagde man Luntertun på Christian IIs ordre, sådan at den blev erstattet af Engelholm.

Magtforholdene

Efter en svækkelse i det 15. århundrede voksede kongemagten sig stærkere i løbet af den første del af det 16. århundrede. I Skåne var der i denne periode 16 hovedlen og et antal mindre len. Det var kongen, som udvalgte sine mest pålidelige mænd til lensherrer. Flere af hovedlenene blev forvaltet fra kongeborge. I Middelalderen var Lindholmen øst for Svedala sådan en kongeborg. Andre var Helsingborg og Malmø og fra midten af det 16. århundrede ligeledes Landskrona. Skåninge landsting omfattede Skåne, Blekinge, Bornholm og Øsel. Møderne blev holdt ved bronzealderhøjen Skt. Libers kulle ved Vallkærra. I dag ligger den i parken lige nord for monumentet over slaget ved Lund. Der foretog man også Skånelandets kongehyldninger. Christian IV var den sidste konge som blev hyldet dér.

Den mægtige skånske adel kan spores tilbage til det 12. århundrede. Kongen gav skattefrihed og forleninger til sine betroede mænd, og det skabte man baggrunden for adelsvældet. Skåne udmærkede sig ved en mængde slotte, herregårde og befæstede hovedgårde. Højadelen udskilte sig specielt i løbet af det 15. århundrede, og det sås tydeligt af de vældige slotsanlæg. De tidligste af disse monumenter, de såkaldte faste huse, er Glimmingehus, Ørup nord for Ystad og Bollerup tæt derved samt Lilløhus ved Kristianstad.

Det 16. århundrede