var kodenavnet for den stort set vellykkede tilbagetrækning af japanske styrker fra Guadalcanal ved afslutningen af slaget om Guadalcanal under 2. verdenskrig. Operationen fandt sted mellem den 14. januar og den 7. februar 1943 og involverede både den japanske hær og flådestyrker underlagt den japanske overkommando. Den direkte ledelse af operationen havde Isoroku Yamamoto og Hitoshi Imamura.
Japanerne besluttede at trække sig tilbage og overlade Guadalcanal til de Vestallierede af flere grunde: Alle japanske forsøg på at generobe Henderson Field, som var den flyveplads på Guadalcanal, der blev brugt af de allierede, var slået fejl med store tab for japanerne til følge; De japanske styrker på Guadalcanal fik for få forsyninger, og tropperne på øen var i stort tal begyndt at bukke under for sult og sygdom; De japanske flådestyrker i området led store tab under forsøgene på at forstærke og forsyne de japanske styrker på øen. Disse tab, og de ressourcer, det forventedes ville være nødvendigt for at indlede flere forsøg på at generobre Guadalcanal, var begyndt at få betydning for gennemførelsen af andre strategiske operationer i andre områder af det japanske rige. Beslutningen om at trække sig tilbage blev godkendt af kejser Hirohito den 31. december 1942.
Operationen blev indledt den 14. januar med landsætningen af en bataljon infanteri på Guadalcanal, som skulle fungere som bagtrop under evakueringen. Omkring samme tidspunkt begyndte japanske flåde- og hærstyrker et forsøg på at opnå overlegenhed i luften omkring Salomonøerne og Ny Guinea. Under kampene blev en amerikansk krydser sænket i Slaget ved Rennell Island. To dage senere sænkede et japansk fly en amerikansk destroyer ved Guadalcanal. Den faktiske tilbagetrækning blev gennemført om natten den 1., 4. og 7. februar med destroyere. Bortset fra nogle angreb fra flyvebåde og patruljebåde mod de evakuerende destroyere gjorde de allierede styrker ingen forsøg på at sinke tilbagetrækningen, da de allierede hærchefer troede, at operationen gik ud på at forstærke de japanske styrker – ikke at evakuere dem.
I alt evakuerede japanerne 10.652 mand fra Guadalcanal. Under evakueringen blev en destroyer sænket, mens tre andre blev beskadiget. Den 9. februar gik det op for de allierede styrker, at japanerne var borte, og de erklærede, at Guadalcanal var sikret, hvilket afsluttede det seks måneder lange slag om kontrollen over øen.
Baggrund Slaget om Guadalcanal
Den 7. august 1942 gik vestallierede styrker i land på Guadalcanal, Tulagi og Floridaøerne på Salomonøerne. Landsætningerne på øerne havde til formål at forhindre, at de blev brugt af japanerne til opbygning af baser, der kunne true forsyningsruterne mellem USA og Australien, og at sikre sig øerne som udgangspunkt for et felttog, der havde som mål at erobre eller neutralisere den store japanske base ved Rabaul, samtidig med at de støttede de allieredes felttog på Ny Guinea. Landsætningerne blev begyndelsen på det seks måneder lange slag om Guadalcanal.Hogue, Pearl Harbor to Guadalcanal, p. 235–236.
Japanerne blev overrasket, og ved aftenstid den 8. august havde de allierede tropper (som fortrinsvis var fra United States Marine Corps) sikret sig Tulagi og nogle små øer i nærheden samt den japanske flyveplads, som var under opbygning ved Lunga Point på Guadalcanal. De allierede omdøbte senere flyvepladsen til "Henderson Field". Allierede fly, som opererede fra Henderson, blev kaldt "Cactus Air Force" (CAF) efter det allierede kodenavn for Guadalcanal.Morison, p. 14–15, Miller, p. 143; Frank, p.338; Shaw, p.18.
Som reaktion på de allierede landsætninger på Guadalcanal overdrog den japanske overkommando den 17. armé, som havde hovedkvarter i Rabaul, opgaven med at generobre Guadalcanal. 17. armé var i størrelse som et armékorps og var underlagt generalløjtnant Harukichi Hyakutake.Griffith, pp.96–99; Dull, p.225; Miller, pp.137–138. På grund af truslen fra flyene i Cactus Air Force kunne den japanske flåde ikke bruge store langsomme fragtskibe til at fremføre tropper og forsyninger til øen. I stedet blev der brugt hurtige krigsskibe med base ved Rabaul eller på Shortlandøerne til at sejle tropper og forsyninger til Guadalcanal. De japanske krigsskibe, som fortrinsvis var lette krydsere og destroyere fra 8. flåde under kommando af viceadmiral Gunichi Mikawa kunne i reglen nå at sejle ned gennem "revnen" (the slot) til Guadalcanal, losse tropper og forsyninger og sejle tilbage i løbet af en enkelt nat, hvilket mindskede risikoen for luftangreb fra Cactus Air Force. Disse hurtige forsyningstogter blev gennemført under hele slaget og fik betegnelsen "Tokyo Express" af de allierede styrker og "Rottetransporter" af japanerne.Frank, p. 202, 210–211, Morison, p. 81, 113–114. thumb|left|Salomonøerne i det sydlige stillehav. Den japanske base ved Rabaul ses foroven til venstre. Guadalcanal ligger for enden af "the slot" forneden til højre.
Med tropper, som på denne måde var blevet overført til Guadalcanal, forsøgte den japanske hær tre gange at generobre Henderson Field, men blev besejret hver gang.Frank, p. 141–158, 218–246, 337–367. Efter det tredje fejlslagne forsøg slog endnu et forsøg på at overføre resten af den 38. infanteridivision og dens tunge udstyr til øen under søslaget ved Guadalcanal fra 12. – 15. november også fejl. Af denne grund opgav japanerne deres næste planlagte forsøg på at generobre Henderson Field.Frank, p. 428–492, Morison, p. 286–287.
I midten af november angreb allierede styrker japanerne i Buna-Gona på Ny Guinea. Lederne af den japanske kombinerede flåde, der havde hovedkvarter på Truk og var underlagt admiral Isoroku Yamamoto, mente, at den allierede fremrykning på Ny Guinea var en større trussel mod kejserrigets sikkerhed end en allieret tilstedeværelse på Salomonøerne. Derfor begyndte den kombinerede flådes stabsofficerer at forberede planer for opgivelse af Guadalcanal og i stedet prioritere ressourcer og operationer ved Ny Guinea. Flåden informerede på dette tidspunkt ikke hæren om sine hensigter.Frank, p. 499.
Da man kom ind i december havde japanerne betydelige vanskeligheder med at holde deres tropper på Guadalcanal forsynet med mad og våben, fordi de allierede gennemførte angreb på den japanske forsyningskæde af skibe og baser. De få forsyninger, der nåede frem, var ikke nok til at brødføde de japanske tropper, og omkring den 7. december var man oppe på at miste 50 mand om dagen på grund af fejlernæring, sygdom og angreb fra de allierede. Japanerne havde overført næsten 30.000 tropper til Guadalcanal, siden slaget var begyndt, men i december var kun omkring 20.000 af dem i live, og kun omkring 12.000 var mere eller mindre klar til kamp, mens resten var sat ud af spillet, fordi de var sårede, syge eller fejlernærede.Frank, pp. 493–527; Hough, pp. 364–365; Morison, pp. 324–325. Antallet af malariatilfælde blandt de japanske tropper på Guadalcanal var på dette tidspunkt nær 100%, og det menes, at nogen udøvede kannibalisme på grund af mangel på mad.
Den japanske flåde fortsatte med at miste eller få beskadiget sine skibe ved forsøg på at holde de japanske styrker på Guadalcanal forsynet. En destroyer blev sænket af amerikanske krigsskibe i slaget ved Tassafaronga den 30. november. En anden destroyer og en ubåd blev sænket og to destroyere beskadiget af amerikanske patruljebåde og angreb fra Cactus Air Forve under de efterfølgende forsyningsmissioner fra 3. til 12. december. Flådens frustrationer blev ikke mindre af, at meget få af forsyningerne på disse missioner rent faktisk nåede frem til japanske styrker på øen. Lederne af den kombinerede flåde begyndte at fortælle deres modparter i hæren, at de tab og ødelæggelser, som flåden led under forsyningen af tropperne, var en trussel mod fremtidige strategiske planer om beskyttelse af det japanske rige.Frank, pp. 513–524; Morison, pp. 318–321; Griffith, p. 268; Toland, p.424.
Beslutningen om tilbagetrækning thumb|right|Takushiro Hattori, stabsofficer i den japanske overkommando
I gennem hele november fortsatte Japans øverste militære ledere i overkommandoen i Tokyo med at støtte fortsatte forsøg på at generobre Guadalcanal fra de allierede. Samtidig begyndte lavere rangerende stabsofficerer diskret at diskutere, om man skulle opgive øen. Takushiro Hattori og Masanobu Tsuji, som begge havde besøgt Guadalcanal for nylig, fortalte deres kolleger i staben, at det var håbløst at forsøge at erobre øen. Ryūzō Sejima rapporterede, at den japanske troppestyrke på Guadalcanal var blevet nedslidt i en grad, så fremtidige operationer ville være umulige. Den 11. december vendte to stabsofficerer, kommandørkaptajn Yuji Yamamoto og major Takahiko Hayashi, tilbage til Tokyo fra Rabaul og bekræftede Hattoris, Tsujis og Sejimas rapporter. De rapporterede desuden, at de fleste flåde- og hærofficerer i Rabaul lod til at støtte en opgivelse af Guadalcanal. Omkring dette tidspunkt meddelte det japanske krigministerium overkommandoen, at der ikke var tilstrækkelig skibskapacitet til både at understøtte bestræbelserne på at generobre Guadalcanal og til at transportere strategiske ressourcer, der kunne opretholde Japans økonomi og væbnede styrker.Hayashi, p. 62, Griffith, p. 268, Frank, p. 534–536, Toland, p. 421–423.
Den 19. december ankom en delegation af stabsofficerer fra overkommandoen under ledelse af oberst Joichiro Sanada, der var chef for overkommandoens operationsafdeling, til Rabaul for at føre drøftelser om fremtidige planer vedrørende Ny Guinea og Guadalcanal. Hitoshi Imamura, chefen for 8. områdearmé, der havde ansvaret for hærens operationer i Ny Guinea og Salomonøerne, anbefalede ikke direkte en tilbagetrækning fra Guadalcanal; men beskrev åbent og klart de øjeblikkelige vanskeligheder, der var ved at foretage nye forsøg på at generobre øen. Imamura fastslog også, at enhver beslutning om at tilbagetrækning også skulle indeholde planer om evakuere så mange soldater som muligt fra Guadalcanal.Griffith, p. 268, Frank, p. 536–538, Jersey, p. 384, Hayashi, p. 62. Den 8. områdearmé havde kommandoen over 17. armé på Guadalcanal og 18. armé på Ny guinea (Miller, p. 337). Sejima var medlem af delegationen til Rabaul.
Sanada vendte tilbage til Tokyo den 25. december og anbefalede overkommandoen, at Guadalcanal straks skulle opgives, og at alle kræfter skulle sættes ind i felttoget på Ny Guinea. Overkommandoens topledere enedes om Sanadas anbefalinger den 26. december og beordrede deres stabe til at begynde at udforme planer for tilbagetrækning fra Guadalcanal og etablering af en ny forsvarslinje i den centrale del af Salomonøerne.Jersey, p. 384, Frank, p. 538, Griffith, p. 268, Hayashi, p. 62–64, Toland, p. 426.
Den 28. december informerede general Hajime Sugiyama og admiral Osami Nagano personligt kejser Hirohito om beslutningen om tilbagetrækning fra Guadalcanal. Den 31. december godkendte kejseren formelt beslutningen.Hayashi, p. 62–64, Griffith, p. 268, Frank, p. 539, Toland, p. 426. Under mødet med Sugiyama og Nagano spurgte kejseren Nagano, "Hvordan kan det være, at det kun tog amerikanerne nogle få dage at bygge en flyveplads, mens det tog japanerne omkring en måned?" (Den japanske flåde besatte oprindelig Guadalcanal for at bygge en flyveplads). Nagano undskyldte og svarede, at amerikanerne havde brugt maskiner, mens japanerne havde været nødt til at bruge folk. (Toland, p. 426.)
Plan og styrker Den 3. januar meddelte den japanske overkommando 8. områdearmé og den kombinerede flåde beslutningen om tilbagetrækning fra Guadalcanal. Den 9. januar havde den kombinerede flåde og 8. områdearmé i fællesskab udarbejdet planen, som officielt fik betegnelsen Ke.Miller, p. 338, Frank, p. 540–541, Morison, p. 333–334, Rottman, p. 64, Griffith, p. 269, Jersey, p. 384, Hayashi, p. 64. Imamura og Jinichi Kusaka, flådens kommandant i Rabaul, gjorde i starten indvendinger mod tilbagetrækningen, men accepterede den efter at være blevet mindet om, at den havde kejserens billigelse.