Skælskør (også: Skjelskør) er en ældre købstad med , beliggende på Sydvestsjælland næsten midtvejs mellem Næstved og Korsør. Byen ligger i Slagelse Kommune og tilhører Region Sjælland.
Skælskør nævnes første gang i 1231, i Kong Valdemars Jordebog, som Skælfiskør der betyder "byen ved muslingestrandbredden". Derfor har der siden slutningen af 1500-tallet indgået en musling i byseglet og siden byvåbnet.
Blandt byens -og omegnens mest kendte industrier er bl.a. Harboe Bryggeri og fødevarevirksomheden Bähncke.
Navn Skælskør er sammensat af ordet "skelfisk/skælfisk" der direkte oversat betyder "musling" og af ordet "ør" der betyder gruset strandbred. I 1562 befalede Frederik II byens fiskere, at de skulle levere 1 tønde Skjelfisk til det kongelige køkken i Korsør. Byen har igennem tiderne blevet omtalt som; Skjelfiskør, Skelskør og Skjelskør.
Kaldenavne Byen bliver ofte omtalt som "Solskinsbyen". Solen beriger byen med ca. 200 ekstra solskinstimer om året, hvilket har givet Skælskør tilnavnet "Solskinsbyen" – Kongeland. Blandt byens beboere bliver byen også kaldt "Skælle".
Historie
Middelalderen
Skælskør, i Kong Valdemars Jordebog kaldet Skiælfiskør og Skelfiskør (af Skjelfisk = musling), er en gammel by og har i middelalderen været ret anselig; den har således strakt sig over et en del større areal end nu, særlig mod vest, nemlig til den såkaldte "Helledegrøft", som skal stamme fra Henrik Emeltorps befæstning. Derimod er den i den nyeste tid bleven udvidet mod øst, hvor den tidligere, 1806 afbrændte landsby Smidstrup lå.J.P. Trap: Kongeriget Danmark; 3. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1898; s. 614 I købstadslisten i Kong Valdemars Jordebog ansættes byen til en skat af 13 mark sølv og må således antages i størrelse at have stået mellem Vordingborg og Ringsted. Byen hørte til Valdemar Sejrs familieejendom, og ved skiftet efter ham blev den udlagt til Erik Plovpenning. Da Christoffer I efter kong Abels død bemægtigede sig tronen, fandt han modstand fra flere sider, og blandt andet bekæmpedes han af en tysk ridder Henrik Emeltorp, som besatte Skælskør og byggede en borg her i 1253 samt befæstede byen. Christoffer angreb ham her, men blev første gang grundigt slået tilbage; senere måtte dog den fremmede eventyrer opgive både borg og by, der skal have lidt meget under disse fjendtligheder. I foråret 1288, da der holdtes Danehof i Skælskør, havde hertug Valdemar af Sønderjylland taget ophold i byen. Han havde mange fjender i den unge kong Erik Menveds omgivelser, og drost Peder Hoseøl gjorde et dristigt forsøg på at bemægtige sig hertugens person;, men angrebet fik et meget uheldigt udfald for ham: hertugens folk ydede tapper modstand, og drosten blev fanget og ført til Sønderborg; også enkedronning Agnes faldt i fjendernes hænder, men undslap ved list. Senere hen i samme år blev Skælskør, vel som en hævn for overfaldet, plyndret af nordmændene og de fredløse, ved hvilken lejlighed byen næsten blev helt ødelagt og den derværende kongsgård, "Hovgaarden", der skal have ligget lige vest for kirkegården, hvor den senere præstegård lå (1841 ved dennes opførelse fandtes fundamenter af gamle bygninger), afbrændt. I 1300 holdt Erik Menved et fredsmøde i Skælskør med den norske kong Hakon. Da Erik Menveds svoger, den svenske konge Birger Magnussen, måtte flygte til Danmark, forlenede Christoffer II ham, som den samtidige Eriks-krønike fortæller, med to herreder og en gård ved Skælskør, og "den Gaard hed Spikeborg", siges der. Kort efter, at kong Birger var død 1321, fremsatte en anden svensk fyrste, nemlig Birgers fætter Erik Valdemarsøn, krav på Skælskør, idet han påstod, at både denne by og meget andet gods tilkom ham som søn af Sophie, Erik Plovpennings datter, Valdemar Birgersøns dronning. Da hertug Valdemar var konge, blev disse godser også tilkendte ham 1327, men om han virkelig har fået dem og dermed Skælskør i eje, vides ikke.J.P. Trap: Kongeriget Danmark; 3. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1898; s. 615 Senere skal Skælskør være blevet forlenet blandt andet til Axelsønnerne eller Thotterne, indtil den ved midten af det 15. århundrede atter kom ind under kronen. Det vides ikke med sikkerhed hvornår byen fik sine første købstadsrettigheder, men der findes et afskrift af rettighederne fra 1441. Den ældste bevarede stadfæstelse er fra 25. oktober 1483, udstedt af Kong Hans.
Af det ovennævnte kan sluttes, at Skælskør i middelalderen har været en ret anset by. Den besøgtes ofte af kongerne, om ikke af anden grund, så fordi den i de tider var hovedoverfartsstedet til Fyn. Også den omstændighed, at den har haft to klostre, vidner om dens betydning i de katolske tider.
Om disse klostres beliggenhed og historie vides kun meget lidt. Karmeliternes eller Vor Frue Kloster, som Erik af Pommern stiftede 1418, må have ligget i byens østlige del mod syd, hvor endnu pladsen "Marie Kirkegaard" minder om det. Der vides ikke stort andet om det, end at det 1503, 1505, 1509 og 1514 i testamenter betænktes med gaver, at en broder Oluf var prior her 1464, og at priorværdigheden sidst beklædtes af en af reformationstidens mere bekendte mænd, lektor Mourids Samsing, der senere blev sognepræst i Tjæreby. I 1532 forlod munkene "formedelst deres store Armod" klosteret og overdrog det til Frederik I, som skænkede lensmanden paa Borreby, Johan Urne, alle bygningerne med undtagelse af kirken, der bestemtes til sognekirke for Skælskør. Men under Grevens Fejde gav grev Christoffer 1534 klosteret til byens borgere, i hvis eje det synes at være forblevet til dets nedrivelse, som foregik fra tid til anden efter 1550. Efter en dog noget usikker beretning har Johan Friis fået materialer fra klosteret til hovedbygningen på Borreby. Omtrent samtidig forsvandt også klosterkirken, idet det utvivlsomt er til den, der sigtes, dels i Christian IIIs brev af 1552, hvorefter borgerne i Skælskør måtte nedrive den ene halvdel af "Klosterkirken" og bruge materialerne til forbedring af deres sognekirke og rådhus, mens den anden halvdel skulde benyttes til byggearbejder på Nyborg Slot, dels i samme konges brev af 1557, da det tillades borgerne i byen at bryde sten af "den gamle Kirke til Brug ved Skolens Forbedring", og Frederik IIs brev af 1562, som tillod borgerne at tage mursten og kalk i samme kirke mod at rydde pladsen og anvende gruset til forbedring af de slette veje uden for byen. Kirkens oprindelige altertavle er måske den rigt udskårne, der senere anvendtes i Boeslunde Kirke. Det andet kloster, et Sortebrødrekloster, er egentlig kun kendt af Frederik IIs brev af 1570, som tillagde byen den plads, hvorpå klosteret havde stået. Det kan næppe være stiftet før efter 1300 og har måske haft sin plads på Algade. Man har formodet, at munkene vare henviste til byens kirke, og at korstolene i denne er en erindring derom H.F. Rørdam, i Ny kirkehistoriske Samlinger IV, s. 473 ff, og Fr. Beckett: Altertavler, s. 25).
thumb|Den gamle Latinskole stammer fra omkring 1525.
Omkring 1525 blev der opført en kikelade ved siden af Sankt Nicolai Kirke. Efter 1537 blev den omdannet til latinskole, og Den gamle Latinskole står fortsat.
Byen havde lidt meget ved middelalderens krige; også Den Sorte Død havde hærget den (en mængde lig, som 1843 fandtes i byens østlige del i Algade, kunne måske henføres til denne epidemi), og den var gået meget tilbage. Men i slutningen af middelalderen lader den til igen at være kommen noget op, især ved betydelig handel med korn og tysk øl. I 1488 fik byen toldfrihed overalt i Danmark undtagen Skanør, samtidig tiltog agerbruget dels ved opdyrkning af de grunde, som var blevne lagte øde under middelalderens krige, dels ved rydning af de skove, hvormed byen dengang var omgiven.
Renæssancen
De betydelige ydelser i Syvårskrigen tyde på, at den har været ganske velhavende (1565 ydede den, lige som Korsør og Slagelse, 400 rigsdaler, skønt borgerne havde fået nedsættelse på grund af en byen overgået ildebrand), og ved prinsesseskattens udskrivning 1596 i anledning af Christian IVs søster, prinsesse Augustas bilager med hertug Johan Adolf af Slesvig-Holsten-Gottorp ansattes Skælskør til 100 rigsdaler, mens af sjællandske byer kun København, Helsingør og Næstved var ansatte højere. Krigene i det 17. århundrede bragte dog atter byen i stampe, især har Karl Gustav-krigene 1658—60 tynget svært med dens krigskontributioner og indkvarteringer, og den har snart måttet vige for nabobyerne.
Under enevælden
Ved forordningen om Købstæderne af 28. januar 1682 blev der tilstået Korsør og Næstved ret til udenlandsk handel, mens samme ret nægtedes Skælskør, der ved forordningen nævnes blandt de købstæder, som kun måtte have en byfoged og ikke nogen magistrat.J.P. Trap: Kongeriget Danmark; 3. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1898; s. 616 I 1672 havde byen 617 indbyggere, i 1769 589 indbyggere og i 1801 567 indbyggere. Byen udviklede sig til en vigtig handelsplads for Sydvestsjælland med livlig skibsfart og hjemsted for flere store købmandsgårde. I 1800-tallet kom flere driftige håndværkere og købmænd til Skælskør og de prægede byen meget.
Den tidlige industrialisering thumb|Skælskør Dampmølle blev grundlagt i 1853.
Først ved midten af det 19. århundrede begyndte den at vokse, vel nærmest på grund af en uddybning af fjorden og forbedringerne ved havnen, mens jernbaneforbindelsen nok næppe fik den store betydning.
I 1855 havde Skælskør: 1 dampmølle, 4 brændevinsbrænderier (heraf 1 med damp), 2 ølbryggerier, 2 garverier og 1 bådebyggeri.J.P. trap: Kongeriget Danmark; 1. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1858; s. 311 I 1872 havde Skælskør: 1 dampmølle, 2 brændevinsbrænderier (heraf 1 med damp), 1 ølbryggeri, 1 garveri og 1 bådebyggeri.J.P. trap: Kongeriget Danmark; 2. Udgave 3. Bind: Amterne Frederiksborg, Kjøbenhavn, Holbæk, Sorø og Præstø samt Bornholm; Kjøbenhavn 1872; s. 357f Omkring århundredeskiftet havde Skælskør af fabrikker og industrielle anlæg: 1 brændevinsbrænderi og spritfabrik, 1 bayersk- og hvidtølsbryggeri med sodavandsfabrik, 1 uldspinderi og klædefabrik, 1 cigar- og tobaksfabrik, 1 falstagstensfabrik, 1 bogtrykkeri, 1 andelsmejeri og 1 andelssvineslagteri (aktieselskab, oprettet 1897).J.P. Trap: Kongeriget Danmark; 3. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1898; s. 612
I byen fandtes 2 dampskibsselskaber, begge aktieselskaber: "Selskabet for Skjelskør og Omegn" (oprettet 1873) og "Skjelskør" (oprettet 1885). I Skjelskør blev udgivet en avis: Skjelskør Avis (Sydvestsjællands Folkeblad for Skjelskør og Omegn blev udgivet i Næstved). I 1876 blev Skælskør Bank grundlagt.
Skælskørs befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet: 1.134 i 1850, 1.379 i 1855, 1.533 i 1860, 1.692 i 1870, 1.873 i 1880, 2.272 i 1890, 2.501 i 1901, 2.509 i 1906 og 2.581 i 1911.Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 37. bind: "Folkemængden 1. Februar 1911 i Kongeriget Danmark efter de vigtigste administrative Inddelinger; København 1911; s. 4f