Ved Vejen er én af fire noveller i Herman Bangs novellesamling Stille Eksistenser fra 1886. Den blev i 1988 filmatiseret som Ved vejen med manuskript af Klaus Rifbjerg og instruktion af Max von Sydow.
Ved Vejen er den længste af de fire noveller i Stille Eksistenser og anses nu som en roman. Den regnes ofte som Herman Bangs hovedværk. Romanen giver en både gribende, ironisk og sørgelig skildring af dagliglivet blandt en gruppe mennesker i en provinsby, centreret omkring et uforløst kærlighedsforhold mellem en gift kone og en tilrejsende mand.
Ved Vejen blev i 2006 optaget i kulturkanonen med kommentarer som Bangs "nænsomme og indfølende skildring af et sagtmodigt sind" og "Bangs kunst at gøre den lille egoisme og den skjulte ensomheds uheroiske smerte genkendelige også for nutidens læsere."
Baggrund Herman Bangs roman er inspireret af en hændelse i 1883, da han passerede Skørping Station i Nordjylland. Han lagde mærke til en ung kvinde ved vinduet i stationen med et blegt ansigt støttet i hænderne stirrende efter hans afgående tog. Bang begyndte at skrive romanen i 1885 i Wien efter erindringen på Skørping Station.
Handling thumb|Et indtryk fra Skørping Station førte til Ved Vejen. thumb|Banevogteren (1884) af L.A. Ring. I første kapitel mødes en stor del af romanens persongalleri en efterårsdag på en jernbanestation ved en lille jysk landsby. Med toget er enkefru Abels datter Ida, kaldet Ida-Yngst, som i seks uger har været på besøg hos sin moster i København, og som hentes ved toget af sin mor og storesøster Louise, kaldet Louise-Ældst. Med toget er desuden proprietær Kiærs nye stedfortrædende forvalter, hr. Huus, nyuddannet fra Landbohøjskolen, som her i den travle høsttid skal afløse den tyfusramte forvalter Madsen. Enkefru Abel har i årevis på skift sendt sine døtre over til mosteren, i håb om at de dér kunne finde sig en passende ægtemand, og da hr. Huus pludselig dukker op på toget, bliver søstrene ganske perplekse. Pastorens datter Agnes er dog ikke imponeret over hr. Huus, hvilket hun betror sin gode ven, kapellan Andersen.
I den anden fløj af familien Abels hus bor den midaldrende frøken Jensen, kaldet Lille-Jensen, som dér driver en friskole. Frøken Jensen er nedslået, for hun er for nylig kommet i modvind hos pastor Linde, Agnes’ far, og med ham sognerådet, som har beskåret hendes bevilling, angiveligt fordi man ikke er tilfreds med hendes undervisning.
I stationsbygningen bor stationsforstander Mathias Bai med sin 32-årige kone Katinka. De har været gift i ti år, men er stadig barnløse. Den udadvendte og støjende Bai har en fortid som løjtnant i kavalleriet, mens hans mere indadvendte og stilfærdige kone er yngste datter af en håndværksmester i en købstad ovre østpå. Katinka Bai mindes ofte sin glade barndom og ungdom i sin fars store hus, med de mange søskende, og onsdagskoncerter i dansepavillonen, hvor militærorkestret fra kasernen spillede. Det var på dansegulvet, Katinka havde mødt løjtnant Bai.
I kapitel 2 er det blevet vinter, og stationsforstanderparrets tjenestepige sender lange øjne efter forvalter Huus, når han kommer til stationen med vognlæs korn. Katinka kan nu også godt lide ham, og når forvalteren efter endt arbejde med kornet kommer ind til en kop kaffe, går snakken godt mellem dem, ”stille og sindigt, som det laa for dem begge”, bl.a. om Katinkas blomster og køkkenhave. Når det kommer Ida-Yngst for øre, forvalteren er på stationen, finder hun gerne på en undskyldning for at møde op hos fru Bai, og vimse rundt om Huus i nedringet kjole, mens hun foregiver at beundre Katinkas stue. Så plejer Huus at fortrække ret hurtigt.
Huus bliver en hyppig gæst i Katinkas stue, hvor de fører lange samtaler, og hvor Huus gerne hører på Katinkas klaverspil, men stationsforstanderen vil nu også gerne snakke med Huus i enrum, og på Bais kontor må Huus lægge øre til hans historier om hans kvindelige erobringer, da han var i København.
I dagene op til jul går det op for fru Bai, at frøken Jensen skal holde jul alene, og hun inviterer hende derfor til jul hos stationsforstanderens, hvor også kommer baneassistent Bentzen. Det bliver faktisk en hyggelig juleaften, hvor snakken går og Bai skænker generøst op i glassene, og hvor frøken Jensen hen på aftenen betror Katinka sin ungdoms ulykkelige kærlighedshistorie, og hvor der lidt senere kommer bud fra forvalter Huus med en pakke til Katinka, et fint blåt sjal med guldtråde. Katinka har tænkt på Huus hele aftenen.
Ved gudstjenesten juledag er kirken fuld, pastoren holder en køn prædiken, men hans frue er mere spændt på udkommet af dagens kollekt. Efter gudstjenesten takker Katinka Huus for sjalet og inviterer ham med ind. Huus bliver hos Bais hele dagen, ”Om Aftenen spillede de Whist. Lille-Bentzen var Fjerdemand”.
Bais er sammen med Huus flere gange i løbet af julen, og også nytårsaften, hvor Huus dukker op på stationen i slæde lige før midnat for at ønske godt nytår. Da de alle lidt senere står på perronen og ser nattoget passere, står stationsforstanderparret tæt sammen, og Bai kysser sin kone. Da Huus lidt senere kører hjem, er han oprevet og jaloux, og pisker løs på hesten. Katinka er på sin side urolig for, om Huus er kommet godt hjem, for det er blevet snevejr. Hun er også bekymret for Huus, for han har nogle gange været så stille og forknyt.
Anden nytårsdag er der stor komsammen i præstegården, med selskabslege før middagen. Ida-Yngst flirter heftigt med en ung løjtnant, som er meget betaget af hendes barm; Louise-Ældst er forarget over sin søsters opførsel. På et tidspunkt er det Katinka, der er blindebuk, og hun fanger Huus, og genkender ham. Og undres igen over, at han er mellemfornøjet. Ved middagsbordet sidder Katinka og Huus sammen, og da man skal trække nytårsknallerter med små sedler i med sentenser, og Katinka og Huus trækker deres knallert, vil Huus ikke sige, hvad der står på papiret, ”Dum Snak, siger han og river det over”.
Efter middagen siger alle tak til præstefruen for mad, og Agnes sætter sig til klaveret og spiller op til dans i salen. Efter dansen fortrækker stationsforstanderen og den unge løjtnant til roligere omgivelser, hvor de får sig en øl, og en snak om kvinder, både om den livlige Ida-Yngst og den for dem lidt for snakkesalige præstedatter Agnes, samt om forskellen på de udannede landsbypiger og de mere dannede og kække piger i byerne.
En vinterdag får Katinka besøg af Agnes – som pludselig giver sig til at græde, fordi, fortæller Agnes, hendes kærlighed til kapellan Andersen ikke bliver gengældt, ”hun elskede Andersen, og han legede bare med hende, og hun holdt det ikke ud”. Fra den dag er Katinka og Agnes fortrolige, og i kapitel 3 får de to sig mange snakke, efterhånden som vejret bedres gerne på en bænk nede ved åen, eller hos Agnes i præstegården. Agnes kalder ofte Katinka for "Den dejlige Kone".
Huus’ forhold til Katinkas er kølnet, i og med Huus efterhånden er en sjælden gæst hos Katinka, angiveligt pga travlhed med arbejdet på proprietærgården, og tillige på sine besøg hos stationsforstanderens mest snakker med hr. Bai. Sammen med Katinka virker Huus ofte åndsfraværende, selv når hun betror ham sine tanker og følelser. Det er som om de taler forbi hinanden. Katinka er ofte forstemt, fordi hun sover dårligt, tror hun. Hun venter gerne med at gå i seng til manden er faldet i søvn, men har selv da svært ved selv at falde i søvn, og sidder tit oppe i timevis og kigger ud i natten.
Hen på sommeren foreslår Huus en dag, at han og stationsforstanderparret tager vognen ind til det store marked i byen, og indleder med en skovtur. Katinka liver op og går i gang med forberedelser til skovturen, for hun skal købe ind og lave mad og kager. Hun vil bage en pundkage til Huus, som en overraskelse, og arbejder dagen før skovturen i køkkenet med fynd og klem, hjulpet af Agnes Linde, mens Louise-Ældst og frøken Jensen, som tilfældigt kom forbi, nyder smagsprøver af Katinkas bagekunst ud gennem køkkenvinduet.
En tidlig sommermorgen kommer Huus til stationen med sin hestevogn, og hr og fru Bai tager plads i vognen, sammen med tjenestepigen Marie og kurvene med mad og drikke. Med Bai som kusk kører selskabet gennem det smukke og stadig kølige sommerlandskab, mens Katinka og Huus på bagsædet sammen deler glæden ved alt det kønne, de ser. Så bliver Bai pludselig sulten, og selskabet gør holdt ved en høstet rugmark, hvor Katinka og Marie må pakke den ene madkurv ud, så Bai kan få stillet sulten; de andre tager også en bid, inden det går videre. Nu er det blevet ganske varmt, og alle er lettede, da man når ind i en svalende og ganske tyst granskov. Ved middagstid når selskabet frem til et vogterhus i en bøgeskov, hvor man vil spise den medbragte frokost. Mens Bai tager sig en lur under et træ, stiller de tre andre maden frem. Mens Marie er inde i køkkenet, røber Huus for Katinka, han engang var forlovet. De to går lidt afsides, og Huus fortæller Katinka om forlovelsen, som hans mor stod bag og som varede ”et helt Aar … til hun gjorde det forbi […] fordi hun holdt af mig”. Huus holdt nemlig ikke af hende, som hun holdt af ham. Katinka får ondt af Huus.
Maden og kagen med portvin til giver en lystig stemning, og Bai vil gerne have sin kone på skødet, men Katinka river sig løs. Mens Katinka og Marie pakker maden sammen, går de to mænd sig en tur inden middagsluren, og her beklager Bai sig over sine ægteskabelige genvordigheder, se citat. Middagsluren tilbringer Katinka og Huus under et stort egetræ, hvor de sidder på hver sin side af stammen og snakker sammen. Da Katinka er faldet i søvn, står Huus længe og betragter hende, og sætter sig så igen, og ”lykkelig med Øjnene op i Egen, lyttede han til hendes Søvn”.
Byen er fuld af folk, og man må nærmest mase sig igennem gaderne. Der er musik og sang, skillingsviser, larm og gøgl, artister, klovne og en trylleprofessor, som trækker silkepapirsstrimler ud af sin hals. Piger og drenge går i klynger og kigger hinanden an; latinskoledrengene har løjer med i trængslen at sy pigernes skørter sammen, for så i den opståede forvirring at nappe dem i benene. Katinka og Huus kører i karrusel, ved siden af hinanden, hun er glad og svimmel, mens han er bekymret for, hun skal komme noget til.
Det begynder at blive mørkt, og folk flokkes nu i de mange telte med udskænkning, honninghjerter og vafler. Pludselig kommer der en kraftig byge, og alle må søge tilflugt i portene, kvinderne med skørterne løftet op, så man kan se deres strømper – hvilket Bai er højlydt begejstret over. Katinka og Huus kommer i tørvejr i et panorama, hvor der vises italienske landskaber. De smukke billeder og stilheden sammen med Huus gør Katinka glad og rolig. Huus fortæller, han engang har besøgt Italien, og Katinka drømmer sig til Neapel og Sorrento.
Udenfor er det blevet tørvejr, og man begiver sig mod dansepavillonen i skovkanten. Bai åbner ballet med Katinka, og buldrer afsted med hende hen over dansegulvet, ”ud og ind mellem Parrene”. Bagefter puster Katinka ud sammen med Huus, som adspurgt fortæller, at hans tidligere forlovede nu er gift og har et barn. På dansegulvet fører Huus Katinka roligt og sikkert: ”Det var Katinka, som kom hun til Hvile her i hans Arm”, og ”Katinka vidste ikke, om de havde danset et Minut eller en Time”. Senere, i sangerindepavillonen, morer Bai sig højlydt over den frivole vise om skorstensfejeren August, mens Katinka, til Bais undren, bliver rørt til tårer over en stemningsfuld vise om livet i Sorrento.