Invasionen af Tulagi den 3. – 4. maj 1942 var en del af Operation Mo, som var Kejserriget Japans strategi i det sydlige og sydvestlige Stillehav i 1942. Planen indebar, at japanske marinesoldater skulle erobre Tulagi og de omkringliggende øer i Salomonøernes protektorat. Japanernes besættelse af Tulagi havde til formål at dække flanken og give rekognosceringsstøtte til de japanske styrker, som trængte frem mod Port Moresby på Ny Guinea, give større dybde i forsvaret for den store japanske base i Rabaul, og fungere som base for japanske styrker, der kunne true og afbryde forsynings- og kommunikationsforbindelserne mellem USA og Australien og New Zealand.

Uden midler til effektivt at kunne modstå den japanske offensiv i Salomonøerne valgte den britiske kommissær for protektoratet Salomonøerne og de få australske tropper at evakuere øen lige inden de japanske tropper ankom den 3. maj. Den næste dag angreb en amerikansk hangarskibsstyrke, som var på vej til imødegå de japanske styrker, som rykkede frem mod Port Moresby (hvilket resulterede i Slaget i Koralhavet), den japanske landgangsstyrke på Tulagi fra luften og ødelagde eller beskadigede adskillige japanske skibe og fly, som var involveret i landsætningerne. Trods det lykkedes det japanske tropper at besætte Tulagi og begynde at bygge en lille flådebase.

I løbet af de følgende måneder etablerede japanerne et tankanlæg til flåden, kommunikationsanlæg og en base for rekognosceringsflyvebåde på Tulagi og de nærliggende småøer Gavutu og Tanambogo, og i juli 1942 begyndte de at bygge en stor flyveplads på den nærliggende ø Guadalcanal. De japanske aktiviteter på Tulagi og Guadalcanal blev fulgt af allierede rekognosceringsfly og australske kystobservatører, som var stationeret i området. På grund af at disse aktiviteter udgjorde en trussel mod de allierede forsynings- og kommunikationslinjer i det sydlige stillehav gik allierede styrker til modangreb med landsætninger på Guadalcanal og Tulagi den 7. august 1942, hvilket blev indledningen til slaget om Guadalcanal og en række andre slag mellem allierede og japanske styrker, som sammen med felttoget på Ny Guinea fik afgørende betydning for krigens forløb i det sydlige stillehav.

Baggrund Den 7. december 1941, angreb japanerne den amerikanske stillehavsflåde i Pearl Harbor på Hawaii. Angrebet beskadigede de fleste af den amerikanske stillehavsflådes slagskibe og udløste en formel amerikansk krigserklæring mod Japan. Ved at indlede denne krig forsøgte de japanske ledere at neutralisere den amerikanske flåde, sikre sig besiddelser, som havde store naturrigdomme og opnå strategiske baser, der kunne forsvare deres vidtstrakte imperium. Umiddelbart efter angrebet sluttede andre lande — såsom Storbritannien, Australien og New Zealand—sig til amerikanerne som allierede i krigen mod Japan. Som det stod i den japanske kombinerede flådes ”hemmelige ordre nummer et” af 1. november 1941 var målet for de indledende japanske operationer i den kommende krig at "(fordrive) britiske og amerikanske styrker fra Hollandsk Ostindien og Filippinerne (samt) at skabe en politik for autonom selvforsyning og økonomisk uafhængighed."Parker, A Priceless Advantage, p. 3. Til støtte for disse mål angreb og erobrede japanske styrker i de første måneder af 1942 Filippinerne, Thailand, Malaya, Singapore, Hollandsk Ostindien, Wake Island, New Britain, Gilbert-øerne og Guam.Murray, War to be Won, pp. 169–195

Viceadmiral Shigeyoshi Inoue—chefen for den 4. japanske flåde (også kaldet Sydhavsflåden), der bestod af de fleste flådeenheder i det sydlige stillehav — talte for erobring af Lae, Salamaua og Port Moresby på Ny Guinea og Tulagi på Salomonøerne. Inoue mente at erobring og kontrol over disse områder ville give større sikkerhed for den store japanske base i Rabaul på New Britain. Den japanske flådes generalstab godkendte Inoues argumenter og begyndte at planlægge yderligere operationer, hvor disse steder skulle bruges til støttepunkter ved erobring af Nauru, Ocean Island, Ny Caledonien, Fiji og Samoa og derved afskære forsyningslinjerne mellem Australien og USA, med henblik på reducere eller fjerne Australien som en trussel mod de japanske stillinger i det sydlige stillehav.Parker, A Priceless Advantage, p. 5, og Frank, Guadalcanal, pp. 21–22.

Den japanske hær støttede tanken om at erobre Port Moresby og i april 1942 udviklede den sammen med flåden en angrebsplan, som fik betegnelsen "Operation Mo". Planen omfattede også erobring af Tulagi, en lille ø i de sydlige Salomonøer, hvor der kunne etableres en base for vandfly, der kunne forøve angreb op allierede områder og styrker i det sydlige stillehav. Selv om den japanske admiral Isoroku Yamamoto—chefen for den kombinerede flåde—samtidig planlagde en operation, som han håbede kunne lokke den amerikanske stillehavsflåde ud i et afgørende slag i det centrale stillehav, afgav han nogle af sine store enheder som støtte for Mo operationen og satte Inoue i spidsen for flådens andel af operationen.Jersey, Hell's Islands, p. 57. thumb|left|Stillehavsområdet i 1942. Den røde linje angiver det område som dengang var en del af det japanske kejserrige. Guadalcanal og Tulagi ligger i midten af den nedre del af kortet.

En stor styrke bestående af to store hangarskibe, et mindre hangarskib et flyvebådshangarskib, 9 krydsere og 13 destroyere – opdelt i flere eskadrer – skulle dække den japanske konvoj, der skulle gå i land ved Port Moresby og angribe alle allierede krigsskibe, som nærmede sig for at imødegå invasionen. Tulagi invasionsstyrken bestod af destoryerne ”Kikuzuki” og ”Yūzuki”, minelægger/transportskibene ”Okinoshima” og ”Kōei Maru”, hjælpeminestrygerne Wa #1, Wa #2 samt transportskibene Hagoromo Maru, Noshiro Maru #2, Tama Maru og Azumasan Maru, foruden undervandsjagerne Toshi Maru #3 og Tama Maru #8. Den var under kommando af kontreadmiral Kiyohide Shima (stander på Okinoshima) og afsejlede fra Rabaul den 30. april med kurs mod Salomonøerne. Kontreadmiral Aritomo Gotō sørgede for luftstøtte under Tulagi invasionen med sin dækningsgruppe med et hangarskib ”Shōhō”, fire krydsere og en destroyer, som lå lige vest for de centrale Salomonøer. En separat dækningsstyrke (som nogle gange omtales som Tulagi Support Group)— under kommando af kontreadmiral Kuninori Marumo og bestående af to lette krydsere, flybådstenderen ”Kamikawa Maru” og tre kanonbåde — sluttede sig til dækningsstyrken til støtte for Tulagiinvasionen. Så snart Tulagi var sikret den 3. eller 4. maj skulle dækningsgruppen og dækningsstyrken sejle videre for at hjælpe til med at dække invasionen ved Port Moresby.Lord, p. 13; Jersey, pp. 58–60; Dull, pp. 122–124; Lundstrom, p. 143; Bullard, p. 56.Gill, Royal Australian Navy, p. 42.

På det tidspunkt var Tulagi hovedstad i protektoratet som omfattede alle øerne i Salomonøerne undtagen Bougainville og Buka. William Sydney Marchant, den britiske kommissær på Salomonøerne og leder af de lokale forsvarsstyrker —som af historikeren Walter Lord blev beskrevet som en "forundret ældre englænder"— ledede evakueringen af de fleste civile hvide til Australien i februar 1942. Marchant blev evakueret til Malaita den følgende måned.Jersey, Hell's Islands, p. 13, Lord, Lonely Vigil, pp. 2–5, 9.

De eneste allierede militærstyrker på Tulagi var 24 australske kommandosoldater under kaptajn A. L. Goode, og omkring 25 mand fra 11. eskadrille i det australske luftvåben under flyveofficer R. B. Peagam som opererede en flyvebådsbase på den nærliggende Gavutu-Tanambogo med fire PBY Catalinaer.McCarthy, South-West Pacific Area, p. 63 og Frank, Guadalcanal, p. 28. Tre allierede kystobservatører befandt sig på den nærliggende ø Guadalcanal. Kystobservatørernes opgave bestod i at rapportere fjendtlige bevægelser og mistænkelige aktiviteter, som de observerede i nærheden af deres observationsposter. Da det muligvis kunne forhindre, at de blev henrettet for spionage, var alle kystobservatørerne udnævnt til reserveofficerer og de blev ledet af Lieutenant Commander Eric Feldt, som befandt sig i Townsville i Australien.Lord, Lonely Vigil, pp. 6–7. thumb|right|Kort over Guadalcanal og Tulagi (cirkel) som området så ud i 1942.

I det meste af april gennemførte japanerne ”planløse” bombeangreb på Tulagi med fly fra Rabaul, som forårsagede lidt eller ingen skade. Kystobservatørerne på Guadalcanal kunne i reglen udsende advarsler til de australske tropper på Tulagi om japanske fly, som nærmede sig, men tropperne havde ikke tilstrækkelig ildkraft —tre Vickers maskingeværer og en Bren maskingevær—til for alvor at kunne udfordre de japanske bombefly. Den 25. april blev Tulagi bombarderet af 8 japanske fly. Tilsvarende angreb forekom dagligt i den følgende uge, og et angreb den 1. maj beskadigede en af Catalinaerne på Gavutu alvorligt. De resterende Catalinaer blev evakueret samme dag.McCarthy, South-West Pacific Area, p. 80 og Lord, Lonely Vigil, pp. 10–11, Jersey, Hell's Islands, p. 24. Det første japanske bombeangreb mod Tulagi fandt sted den 22. januar 1942 og blev udført af et fly, hvorefter de indtraf med stigende hyppighed og styrke i de følgende måneder. Det beskadigede Catalinafly blev bugseret til Aola på Guadalcanal hvor Martin Clemens senere ødelagde det for at holde det ude af japanernes hænder.

Allierede efterretningsfolk havde dechifreret en stor del af de japanske Mo planer gennem aflytning af radiosignaler på det allierede radioefterretningscenter i Melbourne i Australien og i Pearl Harbor på Hawaii.Parker, A Priceless Advantage, p. 11. På grundlag af disse efterretninger gav den amerikanske admiral Chester Nimitz, som havde base i Pearl Harbor allierede styrker ordre til at sejle til området ved Koralhavet for at afskære den japanske operation Mo. Den 27. april afsejlede det amerikanske hangarskib USS Yorktown med sin eskorte og under kommando af viceadmiral Frank Jack Fletcher fra Tonga og fik følgeskab af det amerikanske hangarskib USS Lexington 300 sømil nordvest for Ny Caledonien den 1. maj. Samme dag sendte Fletcher Lexington og dens eskorte af sted for at bunkre, men regnede med at mødes med den igen den 4. maj på et forud bestemt sted i Koralhavet.Cressman, pp. 83–86; Lundstrom, pp. 141–145.

Landsætninger og luftangreb thumb|left|Kort over slaget i Koralhavet, 3.–9. maj 1942. Operationerne med de japanske landsætninger og Yorktowns luftangreb på Tulagi ses for oven til højre på kortet.

Den 2. maj rapporterede kystobservatøren Jack Read på Bougainville, at en stor styrke japanske skibe, som mentes at være en del af den japanske invasionsstyrke til Tulagi var afsejlet fra Buka området. Senere samme dag observerede og rapporterede kystobservatøren D. G. Kennedy på New Georgia en stor japansk eskadre på vej mod de sydlige Salomonøer.Feuer, Coastwatching in WWII, pp. 36–7. Det Read formentlig så var skibe fra enten Gotos støttestyrke (Dull, p. 129 (kort)) eller Marumos dækningsstyrke (Lundstrom, p. 145). Kort efter beordrede Goode og Peagam—som forventede, at japanerne ville angribe med en overvældende styrke, igangsættelse af en forud planlagt evakuering, og begyndte at ødelægge deres udstyr og faciliteter på Tulagi og Gavutu-Tanambogo. De australske lufttropper og commandosoldater gik ombord på to små skibe tidligt om morgenen den 3. maj for at begynde turen til Vila i Ny Hebriderne, netop som Shimas skibe sejlede ind i Savosundet for at indlede deres landgang på Tulagi. Skibet med lufttropperne tilbragte dagen sammen med kystobservatør og distriktsofficer i protektoratet Martin Clemens ved Aola på Guadalcanal og afsejlede om aftenen.Lord, Lonely Vigil, pp. 12–3, Jersey, Hell's Islands, p. 60.