thumb|Kystbanen i Klampenborg.
Kystbanen er den dobbeltsporede og elektrificerede jernbanestrækning mellem København H og Helsingør. Den 46 km lange bane åbnede i 1897 med udgangspunkt i Østerport Station. Banen elektrificeredes i 1986 som den første jernbanestrækning i Danmark uden for S-banenettet samtidig med, at godstrafikken ophørte. Fra 1998 frem til 2022 var trafikken på banen integreret med Kastrupbanen og Øresundsforbindelsen men er nu lagt sammen med den sjællandske regionaltrafik.
Kystbanen er i dag en af de mest trafikerede strækninger på jernbanenettet i Danmark. I dagtimerne er der mellem fire og seks tog i timen i hver retning pr. køreplanen fra 2023 (K23).
Historie thumb|left|Østerport Station under opførelse 1896-97 Allerede i jernbanens barndom havde der været planer om en jernbane mellem København og Helsingør. I 1863 åbnede forbindelsen mellem København og Klampenborg som en slags udflugts- og turistrute, og året efter, i 1864, førtes Nordbanen (København – Hellerup – Hillerød) igennem til Helsingør. Før Kystbanen anlagdes, havde jernbanetrafikken mellem København og Helsingør skulle gå ad Nordbanen via Hillerød. I 1890 fremsatte den daværende indenrigsminister H.P. Ingerslev et lovforslag om en statsbane mellem Klampenborg og Helsingør, men der skulle gå fire år med diskussioner og forhandlinger, inden landmålerne i september 1894 kunne afslutte udstikningen, og selve anlægsarbejdet kunne påbegyndes.
Krigsministeriet ville gerne have en bane til Vedbæk, så længe banen ikke blev bygget så tæt på kysten, at den kunne beherskes af en fjendtlig flåde i Øresund, og så længe banen kunne fjernes hurtigt. Forstvæsenet havde intet imod en jernbane – bare der ikke skulle fældes så meget som et eneste træ.
Mange borgere deltog også aktivt i debatten om linjeføringen og placeringen af stationerne.
thumb|Litra K (1897-1924) Som følge af servitutter nedlagt af Krigsministeriet måtte Nordbanen gå i en stor bue ud over søerne til Nørrebro og videre mod Øresundskysten ved Hellerup. Hellerup Station anlagdes i 1860'erne, fordi Nordbanen og Klampenborgbanen skiltes her – ikke fordi der som sådan var behov for en station.
Det var først ved Kystbanens indvielse 2. august 1897, at der begyndte at køre tog på strækningen mellem Østerport og Hellerup. Østerport Station – der indtil videre var Kystbanens endestation – kaldtes oprindeligt Kystbanestationen, Østerbro, København Ø og Østbanegaarden. DSB's hovedarkitekt Heinrich Wenck stod også bag banegårdsbygningen, der som et krav fra Krigsministeriet opførtes som en midlertidig bygning. Først ved Boulevardbanens indvielse 1. december 1917 blev Kystbanen forlænget helt til Københavns Hovedbanegård.Damgaard, Kjeld et al 'Kystbanen og dens omgivelser, Klampenborg-Helsingør i anledning af Kystbanens 100 års jubilæum 2. august 1997' Nørreport Station åbnede 1. juli året efter.
Mens passagertallene på Kystbanen i starten havde været skuffende, begyndte der i 1920'erne at opstå trængsel på skinnerne. Boulevardbanens vestlige dobbeltspor, der blev ført igennem til Hellerup, åbnede 1. oktober 1921, og i 1923 blev Kystbanen mellem Rungsted og Snekkersten udvidet til dobbeltspor.
Med den øgede trafik blev det besværligt at have lokaltog til Klampenborg og regionaltog til Helsingør på de samme to spor. Allerede i forbindelse med planlægningen af Københavns 3. Hovedbanegård (den nuværende) havde man i 1903 eksproprieret jord til anlæg af et nyt dobbeltspor mellem Hellerup og Klampenborg, men selve anlægsarbejdet blev først sat i gang i 1919. I årene 1921-24 anlagdes en række viaduktanlæg til erstatning for jernbaneoverskæringer i niveau, der med den stigende trafik var blevet både upraktiske og farlige. Mellem Hellerup og Charlottenlund blev de nye spor lagt vest for den eksisterende banelinje, mens anlægget mellem Charlottenlund og Klampeborg skete på østsiden. Det nye dobbeltspor blev taget i brug 15. maj 1928. Det vestlige dobbeltspor blev i 1934 omdannet til S-bane.
I 1986 blev Kystbanen elektrificeret som den første jernbanestrækning i Danmark uden for S-banenettet. Samtidig ophørte godstrafikken, da Danlink-ruten fra Københavns Frihavn til Helsingborg blev etableret.
Siden 2021 har trafikken på Kystbanen været integreret med den resterende regionaltog og intercitytrafik på primært Sjælland.
Linjeføring Banen er anlagt i et varieret landskab med skov og åbne landskaber og passerer Strandmøllebroen syd for Skodsborg. Der er udsigt til Øresund bl.a. mellem Helsingør og Snekkersten, ved Skodsborg og ved Eremitagesletten.
Stationer
thumb|left|Helsingør Station (2008) Kystbanen betjener i alt 14 stationer. De fleste af stationerne er etableret i 1897, da Kystbanen åbnede mellem Østerport og Helsingør, og størsteparten af stationsbygningerne er tegnet af DSB's hovedarkitekt Heinrich Wenck. Nogle af stationerne er først etableret senere som billetsalgssteder. Dette gælder fx Espergærde i 1898 og Kokkedal i 1916.
thumb|right|Skodsborg Station (2010) De største stationsbygninger ligger ved de oprindelige endestationer i Helsingør (1897-) og henholdsvis Østerport (1897-1917) og København H (1917-). Mellem Østerport og Helsingør ligger de største stationsbygninger i Skodsborg og Vedbæk. De fleste stationer mellem Østerport og Helsingør betjener Kystbanen med to perroner og to perronspor. Dog har Klampenborg to gennemkørselsspor mellem Kystbanens to perronspor, Rungsted Kyst har tre perroner og tre perronspor, og Nivå har tre perronspor og to perroner. Snekkersten har tre perroner og fire perronspor, når Lokalbanens spor og perroner regnes med.
thumb|left|Østerport Station (2012) Stationerne i Helsingør, Snekkersten og Espergærde ligger i Helsingør Kommune. Stationerne i Humlebæk og Nivå ligger i Fredensborg Kommune, og Kokkedal Station ligger på grænsen mellem Fredensborg og Hørsholm Kommune. Stationen i Rungsted Kyst ligger i Hørsholm Kommune, stationerne Vedbæk og Skodsborg ligger i Rudersdal Kommune, Klampenborg Station i Gentofte Kommune, og stationerne Hellerup, Østerport, Nørreport og København H ligger i Københavns Kommune.
Alle stationer undtagen Klampenborg, Skodsborg og Vedbæk har siden udliciteringen af Kystbanen i januar 2009 haft 7-Eleven-butikker med kiosk- og billetsalg.
Rullende materiel
thumb|left|Øresundstogene – her fotograferet i Borås i Sverige ca. 300 km fra København – har domineret Kystbanen siden 2001 og indtil 2023.
Udskiftningen af damptogene med motortog indledtes i 1935 men afsluttedes først i 1965. Oprindeligt fremførtes kystbanetogene af damplokomotiverne litra K eller litra O og siden af litra S, som var anskaffet i 1920'erne. Fra omkring 1960 anvendtes hovedsageligt de dieselelektriske lokomotiver litra MX, MY og senere MZ og ME. Elektrificeringen af Kystbanen indledtes ved, at den første mast blev rejst ved Nivå i 1982 og afsluttedes den 19. marts 1986, hvor el-driften uden for S-banen havde danmarkspremiere med litra EA-lokomotiverne.
thumb|right|EA-lokomotiverne begyndte at køre på Kystbanen i 1986. Et særkende for Kystbanen er, at strækningen ikke betjenes af S-tog, selv om der kun er mellem 3 og 6 km mellem stationerne. Navnlig i 1980'erne, 1990'erne og 0'erne har Kystbanen været betjent af den nyeste generation af fjerntog. Fra DSB's første el-drevne lokomotiver, litra EA (fra 1986) til de elektriske IR4-tog (litra ER), som påbegyndte trafik på Kystbanen i midten af 1990'erne. I myldretiden suppleres basistogsystemerne af hurtige pendlertog, der mellem Østerport og Humlebæk oprindeligt kun standsede i Rungsted Kyst. I 00'erne kørtes myldretidstogene med forskelligt materiel, herunder dobbeltdækkertog fremført med diesellokomotivet litra ME. Driften med dieseltog ophørte i forbindelse med udliciteringen i januar 2009, da Øresundstogene overtog hele driften af Helsingør-Malmö systemet, og IR4 driften af Nivå-Kastrup systemet, men blev med køreplanen K23 genopstartet da myldretidstogene til Holbæk køres med de dieseldrevne IC4-tog. Da de ti nye Øresundstogsæt (togsæt nr. 4391-4400) sattes i drift i 2010 og 2011, overtog Øresundstogene også størstedelen af trafikken i Nivå-Kastrup systemet. Dette stoppede dog definitivt i december 2023 da DSB solgte alle sine Øresundstogsæt til Skånetrafikken i Sverige.
Fra køreplansskiftet i december 2021 indsattes de nye ellokomotiver (Litra EB) på de tog som kører på den nordligte del af banen (Helsingør-Kokkedal). Fra køreplanen fra 2023 hvor alle tog stopper ved alle stationer, betjener disse tog langt de fleste afgange. Pånær de to myldretidstog uden stop mellem Hellerup og Kokkedal hver time der køres med IC4.
Køreplan thumb|Kystbanen ved Eremitagesletten nord for Klampenborg Station Overordnet set er der to togsystemer på kystbanen:
Helsingør-togsystemet, som kører skiftevis Helsingør-Roskilde-Næstved og Helsingør-Køge Nord-Næstved, køres med Litra EB med op til seks dobbeltdækkervogne samt i nogle tilfælde også med IR4, især i weekenden og om aftenen.
Myldretidstogsystemet, som kører Helsingør-Holbæk og køres af en blanding af IC4 og IC3. Disse køres to gange i timen i hver retning i myldretiden.
Indtil 2023 fandtes også Nivå-togsystemet, som kører Nivå-København H-Køge Nord-Køge-Haslev-Næstved og køres med en blanding af Litra EB, MF og ER. Disse tog stoppede ved alle stationer fra Nivå og sydpå, men med K23 blev dette system nedlagt.
Normalkøreplan 2023-køreplanen er indrettet som følger:Køreplan Øresund gyldig fra 15. december 2013 - DSB Øresund
Dagtimer mandag – søndag 15 minutters drift Helsingør – København H-Næstved (skiftevis via hhv. Køge og Roskilde) Der køres med stop på alle stationer. Hvert andet tog fortsætter fra København H videre mod Næstved via Roskilde, og hvert andet til Næstved via. Køge Nord
Aftentimer mandag – søndag 30- minutters drift Helsingør – Østerport – København H – Roskilde/Ringsted Stop ved alle stationer.
Nattetimer 30-minutters drift Helsingør – Østerport– København H – Næstved dog kun nat efter fredag og lørdag. Stop ved alle stationer.
Myldretid 30-minutters drift Helsingør – Østerport – København H - Holbæk. Der køres uden stop Helsingør - Espergærde og Kokkedal - Hellerup.
Særkøreplan I tilfælde af planlagte infrastrukturarbejder (fx sporarbejde eller broarbejde) annonceres nogle uger i forvejen en særkøreplan, der fx kan indebære ændret standsningsmønster og erstatningstransport med togbus. En særkøreplan skal altid være tidsbegrænset.
Nødkøreplan I tilfælde af akut opståede trafikale problemer (fx køreledningsnedfald eller bombealarmer) har DSB en offentliggjort nødkøreplan for dagtimerne, der kan iværksættes med kort varsel:Plan B Trafikministeriet. Tilgået: 4 Oktober 2011. 15 minutters drift Helsingør – Østerport – København med stop ved alle stationer.
Rejsetider Følgende rejsetider (angivet i timer og minutter) er de kortest mulige på udvalgte rejserelationer ifølge køreplanen for 2014: Espergærde Humlebæk Nivå Kokkedal Hellerup Østerport Kbh. H CPH Malmö Helsingør 0:06 0:10 0:14 0:17 0:32 0:37 0:44 1:03 1:23 Kbh. H 0:36 0:32 0:29 0:27 0:12 0:07 0:00 0:12 0:34
Udlicitering
thumb|DSBFirst-logo fra et Øresundstogsæt. Udliciteringen af Kystbanen besluttedes i 2003 og 2004 og var den blot anden udlicitering af togtrafik i Danmark, efter at Arriva overtog regionaltrafikken i Midt- og Vestjylland i 2003 efter DSB. Baggrunden for udbuddet var trafikaftalen af 5. november 2003, hvoraf det bl.a. fremgik, at der i perioden 2005-2014 skulle udliciteres en tredjedel af DSB's nuværende togkilometerproduktion ekskl. fjerntrafikken mellem landsdelene og S-togstrafikken.