Johann Hartwig Ernst lensgreve von Bernstorff (født 13. maj 1712 i Hannover, død 18. februar 1772 i Hamborg) var en tysk-dansk adelsmand, gehejmeråd og dansk gehejmestatsminister. Han var søn af friherre Joachim Bernstorff, der var godsejer, og farbror til Andreas Peter Bernstorff.
Ungdom, uddannelse og udlandsrejse Johan Hartvig Ernst Bernstorff var søn af en hannoveransk adelsmand, Joachim Engelke friherre Bernstorff til Gartow, Wotersen og flere godser. Efter at hans morfader, Andreas Gottlieb Bernstorff, havde spillet en vigtig rolle som hannoveransk minister hos kong George 1. af England, blev han den næste fremragende statsmand af denne familie. Han var selv farbroder til Andreas Peter Bernstorff. For en del opdraget hos morfaderen vandt han dernæst sin uddannelse på intelligente unge adelsmænds vis i hin tid, dels ved ophold på forskellige universiteter, dels ved udenlandsrejser. Således lagde han grunden til den rige åndsudvikling og den sjældne sprogfærdighed i flere europæiske sprog, særlig i fransk, som udmærkede ham senere.Holm, s. 156f
Dansk diplomat Diplomat i Tyskland Beslægtet med familien Plessen blev han af de to brødre af dette navn, der var statsministre under Christian 6., bragt i forbindelse med denne konge, der 21. april 1732 gjorde ham til kammerjunker og (1733) sendte ham som envoyé (udsending) til Kursachsen. Den Polske Arvefølgekrig udbrød netop på den tid, og da kurfyrsten af Sachsen ved den nåede at blive konge af Polen, var Dresden et sted, hvor den unge Bernstorff fik rig lejlighed til både at komme ind i det europæiske diplomatis finesser og bugtede veje og til på nært hold at følge løsningen af vigtige politiske knuder. 12. december 1735 blev han etatsråd.Holm, s. 157
Nogle år senere (1737) lod Christian 6. ham repræsentere den dansk-norske stat ved den tyske rigsdag i Regensburg, og han gjorde god gavn under de forhandlinger med Hannover, som strid om amtet Steinhorst fremkaldte (1739). Endelig fik han, da han 1744 blev sendt til Frankrig som gesandt, den diplomatiske stilling, der på den tid havde størst vigtighed for regeringen i Danmark. Han havde her en betydningsfuld del i de forhandlinger, der førte til en nøje tilknytning mellem Danmark og Frankrig (1749) og samtidig også hidførte mageskiftetraktaten (1750) med den svenske tronfølger Adolf Frederik. Det var også under Paris-opholdet, at Bernstorff lagde grunden til sin senere betydelige bogsamling, bestående af de nyeste bøger indenfor genrerne historie, statsvidenskab og skønlitteratur, og mange dyre pragtværker. I 1803 erhvervedes en del af samlingen af Det kongelige Bibliotek, hvor de i dag kan kendes på det bernstorffske super-exlibris som de alle er forsynet med.Palle Birklund et al. (red.), Nordisk leksikon for Bogvæsen, Nyt nordisk Forlag, bind 1, 1951, s. 61.
Udsending til Frankrig Dengang Bernstorff skulle sendes til Frankrig, skrev den franske statsudsending i København til sin regering med afgjort uvilje om ham. Hans hannoveranske byrd gjorde ham i den mistænksomme franske diplomats øjne til en farlig person, der havde engelske sympatier, og med den i den diplomatiske verden ganske almindelige letfærdighed i domme forberedte han sin regering på, at Bernstorff var "en lidet paalidelig Karakter" og så meget mere farlig, som han var "dygtig, af et vindende Væsen og elskværdig i Selskabslivet". Det blev kun disse sidste egenskaber, man kom til at gøre bekendtskab med i Paris, thi han var i virkeligheden såre langt fra at være fjendtlig stemt imod Frankrig, og den franske udenrigsminister fik i sine depecher til statsafsendingen i København lejlighed til ikke alene at fremhæve den store "Veltalenhed", som Bernstorff kunne udfolde i sine forhandlinger med ham, men også til at omtale hans fremragende begavelse, behageligheden ved at forhandle med ham ("sa douceur") og den ubegrænsede tillid og højagtelse, han selv havde for ham.
Karakteristik og evner Men regeringen havde brug for den prøvede, talentfulde diplomat på et endnu større område. Udenrigsministeren Johan Sigismund Schulin var svagelig, han ønskede at have Bernstorff til hjælp, og denne blev derfor kaldt hjem (1750). Han medbragte et kendskab til det europæiske diplomati, der måtte kunne få den største værd for ham, så meget mere som han personlig havde knyttet nøje forbindelser med betydelige personligheder, især i Paris; han havde tilegnet sig den fine verdensmands overlegne væsen, uden at dybden i hans karakter eller inderligheden i hans religiøse følelser led derved, og han kendte til bunds forholdet mellem de forskellige magter og, hvad der i så henseende kunne have betydning for den dansk-norske stats udenrigske stilling. Skønt født i udlandet havde han vundet en alvorlig kærlighed til Danmark; men det kunne let blive betænkeligt, at dets indre forhold, dets styrelse og hjælpekilder var ham lige så ubekendte som dets sprog og nationale ejendommeligheder.Holm, s. 157f
Ansættelse som udenrigsminister Da han kom til København, var Schulin død. Det blev straks tilbudt ham at træde ind i dennes stilling; men han holdt sig for bunden ved et tilsagn, han havde givet prinsen af Wales om engang at overtage en ministerstilling i Hannover. Da imidlertid denne fyrste døde 20. marts 1751, faldt hindringen bort, og han tiltrådte nu pladsen som udenrigsminister og den dermed forbundne ledelse af det tyske Kancelli (1. oktober). Samtidig blev han (14. maj) medlem af Konseillet. Allerede tidligere var han (24. november 1736) blevet kammerherre og (5. juli 1746) ridder af Dannebrog, i hvilken anledning han valgte sig et valgsprog, som hans liv ikke gjorde til skamme, nemlig ordene: "Integritas et rectum custodiant me" (Integritet og retsfølelse leder mig). Gehejmekonferensrådstitlen fik han 28. oktober 1749.Holm, s. 158
Det blev en imponerende stilling, Bernstorff beklædte en lang række år i Danmark. Støttet af Adam Gottlob Moltke, der ikke kendte til nogen skinsyge over for ham, og højagtet af Frederik 5. indtog han indtil dennes død den ypperste plads i regeringen, og hans ord havde afgørende vægt i alle de sager, der kom til forhandling i Konseillet. Men hans hovedgerning var ledelsen af den udenrigske styrelse. Frederik 5.’s personlige mangel på initiativ og virkelyst bidrog til, at han her blev den altbestemmende. I Frederik 4.’s tid var saa godt som ingen vigtig depeche sendt nogen statsafsending, med mindre den var underskrevet af selve kongen. Også Christian 6, havde fulgt de udenrigske forhandlinger i stor detalje. Ved J.H.E. Bernstorffs korrespondance ligesom senere under hans brodersøn A.P. Bernstorff føler man, at de var de rådende, så fuldt som nogen ansvarlig udenrigsminister i en konstitutionel stat kan være det.Holm, s. 158f
Udenrigspolitiske problemstillinger Mageskifteproblemerne i hertugdømmerne Lige siden Den Store Nordiske Krig var der blevet arbejdet på at sikre, hvad der var vundet ved denne krig, nemlig den gottorpske del af Slesvig, og spørgsmålet om, hvorledes en endelig udjævning af striden med huset Gottorp kunne bringes til veje, havde været alvorlig oppe. Mageskiftetraktaten med den svenske tronfølger Adolf Frederik 1750 var det sidste skridt på denne bane. Derimod var et forsøg, der samtidig var gjort på at komme til en lignende afgørelse med chefen for den ældre gottorpske linje, den russiske tronfølger hertug Carl Peter Ulrik, ganske slået fejl. Opgaven måtte blive for Bernstorff at vinde et heldigere resultat over for denne linje, og han viede med trofasthed og talent sit liv dertil.Holm, s. 159
Forholdet til Sverige I nøje forbindelse med den gottorpske sag stod spørgsmålet om magtens fordeling i Norden. Siden Rusland efter den store nordiske krigs slutning ikke alene var blevet den overlegne stat ved Østersøen, men også den magt, til hvis hjælp gottorperne ivrigst bejlede, havde tanken om det nødvendige i et godt forhold imellem de skandinaviske stater for det meste haft råderum hos regeringen i København, især fra Christian 6.s tid. Atter her optog Bernstorff den foregående tids politik. Uheldigvis havde denne sunde og forstandige stræben store hindringer at besejre, dels ved de levninger af det gamle nationalhad, der havde holdt sig på begge sider af Øresund, dels derved, at også her gottorpernes had til Danmark greb forstyrrende ind. Da Adolf Frederik besteg tronen i Sverige, var hans stemninger i så henseende kun alt for godt kendte, og de næredes end mere af hans herskelystne, intrigante dronning, Louise Ulrikke. Kun nødtvungne havde de samtykket i mageskiftet af 1750, og med ikke mindre vrangvilje var de gåede ind på at lade deres ældste søn Gustav, den senere Gustav 3., der dengang kun var 5 år gammel, blive trolovet med den jævnaldrende danske prinsesse Sophie Magdalene, Frederik 5.s Datter.
Det gjaldt fra gammel tid som en kendsgjerning, at en enevældig kongemagt var ulige farligere for nabostaterne end en kongemagt, der var bundet af landets stænder. Fra det stade havde svenske adelsmænd i det 17. århundrede set skævt til enevældens indførelse i Danmark, og det var den samme opfattelsesmaade, der bragte de dansk-norske konger i det 18. århundrede efter den svenske kongemagts svækkelse ved Karl 12. af Sveriges fald til i høj grad at ønske, at den ikke atter vandt i styrke. Man havde under Karl 12. prøvet, hvor farlig den kunne være. Da så dødsfjenderne kom på tronen 1751, stod det dobbelt stærkt som en livssag for Bernstorff om muligt at hindre en forfatningsudvikling i Sverige, der kunne give kongen her fri rådighed over rigets stridskræfter.Holm, s. 159f
Europæisk diplomati Samtidig med at Bernstorff havde sådanne opgaver at løse, kom han til at se den ene store europæiske forvikling efter den anden krydse hans veje, store begivenheder indtraf, der stærkt lagde beslag på opmærksomheden, forudsætninger, som det havde været naturligt at gå ud fra, bristede, hvad der havde gjaldt som det naturlige og sikreste alliancesystem, slog fejl, og nye midler måtte gribes for at nå målet. Bernstorff viste sig under alt dette som en overlegen statsmand. Han havde en sindets ligevægt, der aldrig svigtede, en sejghed, som ikke slappedes ved skuffelser og uventede hindringer, et fint politisk instinkt til at gætte sig af lidt til sagernes rette sammenhæng, stor omtanke og forsigtighed ved afslutning af overenskomster, en betydelig årvågenhed, således at han kastede øjnene til alle sider, en ualmindelig arbejdsdygtighed, endelig en rig ånd, som hele tiden forstod at skabe udveje og at knytte nye tråde, når de gamle brast. Ja, det var næsten, som om han æggedes ved vanskeligheder, og som om han fandt en nydelse i nye kombinationer. Det 18. århundrede var en gylden tid for diplomatiets kunster med konstant nye forsøg på at skabe alliancesystemer og koalitioner under den række af store krige, der fulgte hverandre i hælene. Bernstorff havde så at sige en dygtig kunstners selvbevidsthed på dette område; men da han af princip fordømte enhver krig, der ikke var nødvendig som forsvarskrig, var han allerede for så vidt oplagt til kun at bruge diplomatiens midler for at opnå en fredelig afgørelse af de forskellige stridsspørgsmål; og da det var faldet i hans lod at blive leder af en stat med forholdsvis svage kræfter, var han også herved mest henvist til at forsøge, hvad der kunne udrettes ad underhandlingers vej. Det er vel endog et spørgsmål, om han ikke har haft vel optimistiske forhåbninger i så henseender og troet, at noter og depecher kunne strække til, hvor der i virkeligheden behøvedes et kraftig ført sværdhug.Holm, s. 160
Syvårskrigen Væbnet neutralitetsforbund med Sverige