Johan Christian Fussing (31. marts 1852 i Horsens – 22. oktober 1907 i Kolding) var en dansk arkitekt.

Hans forældre var murermester, senere gasværksbestyrer Christian Abel Fussing og Marie Cathrine Eleonora født Madelaire. Fussing kom i murerlære i København hos murermestrene Hans Fussing (en slægtning) og Hans Christian Zeltner 1866-71, blev optaget på Kunstakademiet februar 1869, gennemgik den almindelige forberedende klasse til 1871 og var elev i Arkitektskolens forberedende klasse til oktober 1873, men tog aldrig afgang. Han var aktiv i Aarhus fra ca. 1875 til 1879 og virkede derefter til sin død som arkitekt i Kolding. Han var på rejser 1893 eller 1894 til Tyskland, Schweiz, Italien og Østrig.

Som barn af historicismen beherskede Fussing de forskellige stilarter og anvendte i sine mange kirker især den romanske stil, men han havde især forkærlighed for italiensk renæssance. Han anvendte både blankmur og facader med rig stukdekoration. I sine senere værker, f.eks. Ålykkeskolen nærmede han sig tidens fremherskende nationalromantik.

Han blev gift 1. gang 22. december 1877 i Aarhus med Hedevine Marie Wichmann (21. april 1858 smst. – 9. juli 1878 smst.), datter af snedkermester Anders Christan Wichmann og Inger Marie Jensen. 2. gang ægtede han 20. august 1880 i Aarhus hendes halvsøster Nicoline Jensine Wichmann (5. november 1853 smst. – 6. september 1933 i Charlottenlund), datter af Anders Christian Wichmann og Hedevine Marie Theil.

Værker I Kolding: Sankt Nikolaj Skole (1879, 1881, 1898, 1908) Missionshuset Bethel, Tøndervej 5 (1883, senere ombygget) Sankt Michaels Kirke (1885, efter tegning af arkitekt Hertel, Münster) Svaneapoteket, Låsbygade 1 (1886) Hotel Kolding, Akseltorv 5 (1886, ombygget ca. 1920) Våbenbrødrenes Mindebygning (1889, nu nedrevet) Teknisk Skole, nu Kolding Realskole, Vesterbrogade 6 (1889) Brandorffs bygning, Jernbanegade 44 (1893) Kolding kommunale Pigeskole (1898) Jernbanegade 29 (1898) Ålykkeskolen, Ålykkegade 2 (1904) Andre steder: Jordrup Kirke (1884) Nørre Bjert Kirke (1889) Grene Kirke (1891) Verst Kirke (1896) Højskolehjemmet, Skolegade, Holstebro (1898) Vestre Skole i Middelfart Bygning på hjørnet af Grønnegade og Søndergade, Middelfart (1908)

Kilder

Christian 01 Kategori:Arkitekter fra Danmark Kategori:Kirkearkitekter Kategori:Historicistiske arkitekter Kategori:Nationalromantiske arkitekter Kategori:Personer fra Horsens Kategori:Danskere i 1800-tallet