thumb|Vævning, der ofte tolkes som guderne Odin, Thor og Frej fra Skog i Hälsingland i Sverige fra omkring år 1100 Frej, (Norrønt: Freyr, ældre da.: Frø (fx Saxo), evt. Frøj (alternativt: Yngve eller (historicerende i ældre forskningslitteratur) Yngve-Frej). Etymologisk betyder freyr "herre"; Navnet Freyr er beslægtet med gotisk frauja og angelsaksisk frēa, som betyder herre.Steinsland (2005) s. 151I Richard Wagners Das Rheingold bærer guden navnet Froh.). Frej var en af de vigtigste guder i den nordiske religion. Han var særligt knyttet til afgrøder, landbrug, velstand og frugtbarhed. Statuetter med en stor fallos tolkes normalt som afbildninger af ham. Ifølge Snorre Sturlason blev Frej regnet som stamfar til den mytologiske Ynglingeslægt, der regnes for at være Sveriges ældste kongeslægt. Ifølge Adam af Bremen fandtes der i Templet i Uppsala statuer af guderne Odin, Thor og Frej, som Adam kalder Fricco. Det antyder, at det var de tre mandlige guder, der var vigtigst i det område.
I de islandske skrifter Ældre og Yngre Edda præsenteres Frej som en af vanerne, den ene af gudeslægterne i nordisk mytologi. Han er søn af guden for skibsfart, handel og fiskeri Njörðr og bror til Freja. Hans hjemland var Alfheim, som han havde fået i tandgave. Han ejer skibet Skíðblaðnir og galten Gullinbursti.
Den mest omfattende myte om Frej er eddakvadet Skirners færd, der fortæller om Frejs voldsomme forelskelse og ægteskab med jættekvinden Gerd.
Personnavne som Frøsten og Frøbjørn indeholder gudenavnet i dets danske form. I stednavne som Frøstrup og Frøslev indgår i det første formodentlig personnavnet Frøsten,<ref name=autogeneret1>Jørgensen, Bent, Stednavneordbog. København: Gyldendal, 1994, s. 86</ref> i det andet snarest appellativet frø "herre", der er har samme etymologi som gudenavnet, men ikke er identisk med det. Bebyggelsesnavne indeholder typisk personnavne eller -betegnelser, men da gudenavne aldrig brugtes som personnavne, indgår gudenavne ikke i bebyggelsesnavne. Derimod synes gudenavnet Frø/Frej at indgå i det sønderjyske Frøs Herred.
Karakteristik I nordisk religion er Frej det mandlige modstykke til gudinden Freja, hans søster. Gennem erotik og seksualitet var de knyttet direkte til frugtbarhed. Deres navne tolkes almindeligvis som afledt af de protogermanske ord herre og frue, hersker og herskerinde, hvilket tyder på, at guderne tidligere blev opfattet som så mægtige, at de ikke kunne tiltales ved deres rette navne. Begge er børn af vaneguden Njord, men myterne hentyder også til, at Frej og Freja har været elskere og/eller ægtefolk. Det er et træk, som ikke er ualmindeligt for frugtbarhedskulte; en forestilling som antagelig hvilede mere på symbolske værdier, end på det incestuøse forhold.
Snorre Sturlason beskriver Frej som meget smuk og fager af ydre, som mægtig, tilgivende, venlig, og han kalder ham Verdensguden (veraldar goð). Frej råder for vejr og årsvækst, dvs. både for regn og solskin til markens grøde og man kunne blote til Frej for en god fremtid, for fred og for velstand og fremgang. Lige som Njord kaldes Frej vanernes ætling og vaneguden, samt årsguden og rigdomsgiveren. Det fortælles i sagaer om heste, som har været helliget Frej. De blev kaldt Frejfaxer.
Frej blev i myter og digte udstyret med følgende attributter: Hans hjem var Alfheim, (alf + hjem dvs. alfernes hjem). Alferne var kollektive guder, der også var forbundet med gravhøje og forfædrene. Dette indikerer en mulig forbindelse mellem vaner og alfer. Hans skib Skídhbladhnir var bygget af dværgen Ivaldes sønner, det kunne sejle på land, havde altid medvind og kunne foldes som et stykke klæde og lægges i lommen. Det forbinder ham med sin far.Steinsland (2005) s. 152 Frejs sværd som kunne hugge af sig selv. Frej ejede galten Slídhrugtanni eller 'Gullinborsti, som, når han spænder den for sin kærre, kan løbe gennem luften og over havet. Galten oplyser alt med sine gyldne børster. Frejs hest hed Blodughofi (med blodige hestehove). Hans tjenere var ægteparret Byggvir og Bejla (associeret med mjødbrygning). De var af alfeslægt.
Vanegud Frej var af vaneslægt og ikke en af aserne: Hans kom til Asgård som følge af den mytologiske krig mellem aser og vaner, hvor fremtrædende medlemmer af de to slægter blev udvekslet som gidsler. Myten kendes kun i fragmenter. Hans oprindelse i det kosmologiske system er derfor usikker.
En anden myte med Frej som hovedperson findes i digtet Skirners færd. Det omhandler Frejs forelskelse i jættekvinden Gerd og Skirners færd til Jotunheim for at overtale hende til at gifte sig med Frej. Brylluppet mellem dem kan ifølge den norske religionshistoriker Gro Steinsland muligvis fortolkes som foreningen mellem himmelguden og den frugtbare jordSteinsland (2005) s. 156 Før hun bliver hans hustru, må han bortgive sit sværd, der kan kæmpe af sig selv, hvis ham der bærer det, er klog nok. Uden dette sværd besejrede han jætten Beli med et gevir, men ved Ragnarok vil han mangle sværdet, og derfor være en af de første der falder i kamp med ildjætten Surt.
Frej var ikke blot frugtbarhedsgud, men er også gennem sin søn Fjølner stamfader til ynglingeslægten, der både var Norges og Sverige mytologiske urkonger.Steinsland (2005) s. 154
Dyrkelse thumb|right|250px|Kort der viser de regionale forskelle i dyrkelsen af nordiske guddomme omkr. 900 baseret på stednavne og arkæologiske data. Blå indikerer områder, hvor vanerne dominerede. Rød, hvor Thor, Odin og de øvrige Aser dominerede. Violet, hvor ingen af de to grupper dominerede. Grønne prikker viser placeringen af stednavne, som Odin indgår i. Frej blev hovedsageligt dyrket i Mälarregionen i Sverige, i Norge og på Island. I Danmark optrådte han under navnet Frø, men levnene efter ham er langt sjældnere end i de førnævnte områder. I vikingetiden havde Frej langt større betydning i religionen end hans far Njord, hvis rolle i frugtbarhedskulten sandsynligvis var langt større i jernalderens religion.Steinsland (2005) s. 144
Arkæologiske levn og skriftlige kilder tyder på, at Frej i lighed med frugtbarhedsguder fra andre kulturer fremstilles med erigeret lem (fallos, cum ingenti priapo ifølge Adam af Bremen). I ceremonierne indgik sange og handlinger som de kristne blev opfattet som uanstændige. Vi har kun vage hentydninger til ritualernes karaktér. Den norske arkæolog Oddgeir Hoftun mener, at det er sandsynligt, at seksuelle hentydninger eller direkte handlinger har indgået i dem. "Seksualakten har uten tvil dannet mønsteret for mye av den seremonielle symbolikken i den førkristne kulten". Hoftun mener også, at seksualritualerne er blevet stærkt nedtonet af forskningen. Men sagalitteraturen fra 13. århundrede synes også præget af, det han betegner som den samme kristne seksualskam.Hoftun (2001) s. 200
Yngve-Frej Yngvi (alt. Yngve) var den mytologiske stamfader til Ynglingeslægten, som de tidligst kendte norske og svenske konger hævdede at nedstamme fra. Hans oprindelse er usikker, men bliver i flere kilder som Ynglingesaga og Gesta Danorum identificeret som guden Frej. Andre kilder tyder på, at han oprindeligt har været en stammegud for de folkeslag, som Tacitus omtaler i Germania som Ingvæonerne. Han beretter, at germanerne opfatter guden Tuisco og hans søn Mannus som deres stamfædre. Mannus’ tre sønner gav navn til de tre overordnede germanske stammer; kystfolket Ingvæonerne, indlandets Herminoner og de resterende Istvæoner. I et angelsaksisk digt fra ca. 1100 fortælles det fx:Ing blev set første gang af mænd blandt Østdanerne.Digtet omtaler også, at Ing havde en vogn. Den kan sandsynligvis være en parallel til gudinden Nerthus’ vogn og Frejs vogn fra yngre kilder. Ing omtales også i yngre angelsaksisk litteratur under forskellige navne, bl.a. i digtet Beowulf (varianter af Ings venner).
Sammensætningen Ingui-Frea (oldengelsk) og Yngvi-Freyr (norrønt) kan være et levn af ældre forestillinger om en direkte forbindelse mellem guden og de germanske konger. Fra senere kilder fremgår det, at herskeren havde en vigtig religiøs funktion, og fx havde en central rolle i ritualer. Ideen bygger bl.a. på, at ordet Frea og Freyr kan være titler, der betyder "Herre".
Paralleller Nogle af de traditioner og forestillinger, der blev knyttet til Frej, blev også forbundet med de danske sagnkonger, der blev kaldt Fróði, navnlig Frode Fredegod. I bog 5 af Saxo Grammaticus' '''Gesta Danorum og i Ynglingasaga beskrives hans regeringstid som en guldalder, præget af fred og velstand. Det fortælles også, at han efter sin død førtes rundt i landet i en vogn.
I den katolske kristendom er der knyttet ritualer til flere helgener, som svarer til dem, vi ved var knyttet til Frej. I nogle områder af Vesteuropa blev Skt. Blaise opfattet som skytshelgen for plovmænd og bønder. På Skt. Blaise dag, den 3. februar, blev kornet velsignet af ham før såning. Ceremonien bestod som regel af et optog, hvor en mand, der repræsenterede helgenen, blev trukket på en vogn gennem hele området. I nogle landsbyer blev Skt. Blaise også betragtet som beskytter af menneskenes frugtbarhed, og unge kvinder, der ønskede at gifte sig, bad foran hans statue.Berger 1985, s. 81-84.
I Skandinavien og England kan helgenen Sankt Stefan have arvet nogle af Frejs funktioner. Hans festdag var den 26. december, og han kom dermed til at spille en rolle i de juleritualer, som tidligere var forbundet med Frej; fx spisning af den traditionelle juleskinke.Spears, James E. Folklore, Vol. 85, No. 3. (Autumn, 1974), pp. 194-198. JSTOR I ældre svensk kunst er Stefan ofte vist med en hest, mens han medbringer en orne til julegildet. Han bringer et ornehoved til en yuletide banket.Berger 1985, pp. 105-112. Begge disse traditioner er ekstrakanoniske, og er sandsynligvis overlevet fra før-kristen tid.
En anden helgen med en mulig forbindelse til Frej er kong Erik den Hellige fra 12. århundrede. Bønderne bad til Skt. Erik for en frugtbar høst og fred ligesom til Frej ifølge Adam af Bremen, og hvis der var et år med dårlig høst, tilbød de ham et kornaks af sølv eller gav heste til kirken. På hans festdag den 18. maj blev Skt. Eriks relikvier trukket i en vogn fra Uppsala til Gamla Uppsala. Dyrkelsen af Skt. Erik var den eneste helgenkult, som var tilladt efter Reformationen.Thordeman 1954.
Arkæologiske levn thumb|Statuette fra vikingetiden, der muligvis forestiller Frej. Rällingestatuetten
I 1904 blev en statuette fra vikingetiden fundet på gården Rällinge i Lundasogn i Södermanland. Den blev identificeret som Frej. Figuren viser en mand, med benene over kors og erigeret penis. Han er iført en spids hætte og har et trekantet skæg, som han stryger med hånden. Statuetten er 9 cm høj og er udstillet på Historiska museet i Stockholm.Swedish Museum of National Antiquities inventory number 14232.Se figuren online
Skog kirkes tapet En del af den svenske billedtæppe fra Skog kirke (12. århundrede) viser tre figurer, som er tolket som (fra højre) den enøjede Odin, Thor med sin hammer og Frej med et kornaks.Leiren, Terje I. (1999). From Pagan to Christian: The Story in the 12th-Century Tapestry of the Skog Church. Published online: http://faculty.washington.edu/leiren/vikings2.html Tolkningen bygger især på, at figurerne har store ligheder med de tre statuer i Uppsala, som Adam af Bremen beskrev i slutningen af 11. århundrede. Billedtæppet bærer mærker efter Odins manglende øje. Efter en anden tolkning forestiller figurerne de tre hellige nordiske konger Knud den Hellige af Danmark, Erik den Hellige af Sverige og Olav den Hellige af Norge. Tæppet stammer fra Hälsingland og er nu på Historiska museet.
Fremstillinger i skriftlige kilder Adam af Bremen