Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei (tysk for "Det nationalsocialistiske tyske arbejderparti", forkortet NSDAP og ofte uformelt kendt som Nazisterne) var det nationalsocialistiske parti, som regerede Tyskland mellem 1933 og 1945. Partiet blev oprettet i 1920 og var ledet af Adolf Hitler fra 1921. Partiets ideologi var revolutionær, nationalistisk og militaristisk og propaganderede mod kommunisme, multikulturalisme (raceblanding), kapitalisme, demokrati og jødedom.
Oprindelse 1919 – 1925 thumb|Adolf Hitlers forfalsket medlemskort i DAP. Hitler var reelt medlem nr. 55, men medlemskortet viser medlemstallet 7. thumb|NSDAP-medlemmer i Coburg i oktober 1922 under "Den tyske dag" (Deutscher Tag), et arrangement i regi af Großveranstaltung des Deutschvölkischen Schutz- und Trutzbundes, en indflydelsesrig, antisemitisk forening i Völkisch-bevægelsen i Weimarrepublikken.
NSDAP blev dannet den 24. februar 1920 og udgik fra det Deutsche Arbeiterpartei (DAP, Det tyske Arbejderparti) grundlagt af Anton Drexler, som var formand til 29. juli 1921. Partiformand fra og med 1921 var Adolf Hitler. Hans partinummer var 555 (man begyndte ved 500 i DAP), ikke 7 som han selv påstod.Robert Gellately: Lenin, Stalin og Hitler (s. 107), forlaget Cappelen Damm, Oslo 2008, Allerede fra begyndelsen var symbolet for partiet et hagekors. Da partiet blev stiftet, bestod organisationen af en bestyrelse valgt af medlemmerne. Lederen blev valgt af bestyrelsen. Efter en magtkamp i partiet indførte Hitler førerprincippet med sig selv som diktatorisk fører. Hitler anså NSDAP som et revolutionært parti med hovedopgaven at fjerne Weimarrepublikken, som han mente var styret af socialister, jøder og dem, som svigtede de tyske soldater i 1918 ved at kapitulere efter 1. verdenskrig. Det var på den tid, at SA/"brunskjorterne" blev stiftet som en paramilitær enhed, som beskyttede partiets møder og angreb andre partier.
Hitler hævdede, at han meldte sig ud af partiet i juli 1921 for at bremse "vildmændene", som ville overtage det. I et seks siders brev til partiledelsen forklarede han, hvorfor han ikke kunne fortsætte, men det var fup fra hans side, da han godt vidste, at hans talegaver var uundværlige for NSDAP. Han sagde, at han var hævet over politisk strid men satte seks betingelser for at vende tilbage til NSDAP: den ene var, at han blev "formand med diktatorisk magt". Drexler og de andre bøjede af, og Hitler fik det, som han ville.Robert Gellately: Lenin, Stalin og Hitler (s. 111) I begyndelsen af 1920'erne voksede partiet: Medlemstallet i januar 1920 var 190. I august 1921 var det 3.300. Organisationen blev styrket og tiltrak sig nye medlemmer. Hitlers talegaver, SA's tiltrækningskraft på unge arbejdsløse og Tysklands økonomiske problemer var med til, at organisationen voksede. Partiet fik også grupper uden for Bayern som Julius Streicher i Nürnberg. Ernst Röhm, Heinrich Himmler og Hermann Göring meldte sig ind. I december 1920 udkom avisen Völkischer Beobachter, som udkom dagligt fra 1923 og blev partiets hovedorgan.
I 1922 kom fascisterne til magten i Italien. Det inspirerede Hitler. I januar 1923 okkuperede Frankrig industriregionen Ruhr, fordi Tyskland ikke kunne betale krigsskadeerstatning. Det og den vanskelige økonomiske situation og hyperinflation førte til, at regeringen måtte gå af. I januar 1923 samlede Hitler tropperne til de første Rigspartidage. Arrangementet samlede hele 7.000 mennesker i München.
Den norske psykiater Johan Scharffenberg skrev i 1933 en artikelserie "Hitler – frelser eller nar?" i Arbeiderbladet. Han stillede spørgsmålet, om det var de mægtige kræfter bag Hitler, som styrede Hitler, eller omvendt. Med udgangspunkt i Mein Kampf og biografier om Hitler konkluderede han, at Hitlers symptomer passede med paranoid psykopati (en profet-psykopati grænsende til sindssygdom). D.W. Swanson påpegede i sin bog The Paranoid, 1970, at Hitler i Mein Kampf følger tankebaner "man ellers ser ved velorganiserte paranoide tankeforstyrrelser". NSDAPs øvrige ledelse havde tilsvarende behov for at projicere skyld og udtrykke patologisk had og fjendtlighed. Himmler, Göring, Streicher, Röhm, Reinhard Heydrich, Alfred Rosenberg, Martin Bormann, Hans Frank, Robert Ley og Joseph Goebbels var alle fanatiske antisemitter, udpræget mistænksomme overfor deres medmennesker generelt og med udtalte storhedsforestillinger. Hitlers næstkommanderende, Rudolf Hess, fløj til Storbritannien med homøopatiske præparater og fik diagnosen schizoid personlighed med paranoide træk. Dermed bestod NSDAPs ledelse udelukkende af mennesker med alvorlige personlighedsafvigelser, i en paranoisk tilstand som ifølge Swanson "ikke udelukker dem fra at have lederskab".Nils Retterstøl: Store tanker, urolige sinn (s. 98-99), forlaget Damm, Oslo 2004,
Ølstuekuppet
thumb|Partilederen Adolf Hitler og generalen Erich Ludendorff (i pigghjelm, ved siden af) sammen med blandt andre SA-mannen Ernst Röhm (foran til højre) i München 1924 i forbindelse med retssagen om ølstuekuppet 9. november 1923.
Den 30. september 1923 gik flere højreorienterede paramilitære grupperinger sammen i et kampforbund (kampfbund). NSDAP var da Bayerns største politiske kraft med 70.000 medlemmer og 15.000 i SA-grupperne. I det politisk turbulente Bayern var den konservative Gustav Ritter von Kahr indsat som statskommissær (Staatskomissar) for Bayern af statsministeren i Bayern. Hitler og kampforbundets medlemmer prøvede at overtale Kahr til at marchere mod Berlin som i "marchen mod Rom". Kahr havde et mere ambivalent forhold til nationalsocialisterne. Under hans ledelse blev den nationalsocialistiske avis Völkischer Beobachter forbudt i 10 dage, og han indførte også undtagelsestilstand, da Hitler annoncerede 14 massemøder i München fra 27. september 1923.
Årsagen til Hitlers brud med Kahr er ikke kendt, men den 8. november omringede kampforbundets 600 soldater Bürgerbräukeller, hvor Kahr holdt møde. 16 nationalsocialister og fire politifolk mistede livet under kupforsøget, og Hitler blev dømt til fem års fængsel 1. april 1924, men slap ud i december samme år.
Mein Kampf thumb|Førsteudgaven af Hitlers Mein Kampf
Under fængselsopholdet i Landsberg-fængslet dikterede Hitler første bind af Mein Kampf til Rudolf Hess, som Hitler afsonede med. Hitler skrev anden del efter løsladelsen i december 1924. I juli 1925 udkom første bind og i december 1926 bind to.
Bogen solgte godt, blandt andet fordi staten bidrog til udbredelsen: alle som giftede sig borgerligt fik Mein Kampf i gave. I 1943 var den trykt i 10,24 millioner eksemplarer.
Mens Hitler sad i fængsel, blev partiet kraftig svækket, hvilket han ikke gjorde noget for at forhindre.
På vej mod magt 1925 – 1933 Reorganisering af partiet
Da Hitler kom ud af fængslet, reorganiserede han partiet. Økonomien i Tyskland var forbedret, og behovet for et revolutionært parti svandt. Hitlers taleforbud blev opretholdt i to år til den 5. marts 1927, men han kunne tale ved "private" møder.Robert Gellately: Lenin, Stalin og Hitler (s. 137)
Partiet blev inddelt i et "lederskabskorps" og et for generelt medlemskab. Partiet og SA blev delt og SS oprettet som livvagter for Hitler, ledet af Himmler. Partiet blev mere strømlinjet med 98 Gauleitere, som ledede hver sit Gau ("region"). Under dem var der Kreisleiter (kredsledere), Zellenleiter (celleledere) og Blockleiter (blokledere). Alle var med i et hierarkisk system, hvor ordrer blev givet ovenfra med loyalitetspligt den anden vej. Kun SA beholdt en vis selvstændighed. Joseph Goebbels begyndte sin karriere som Gauleiter i Berlin i 1926.
Nu blev Hitlerhilsen indført i organisationen.
Det tog imidlertid tid, før partiet fik tilslutning gennem valg. Partiet havde stillet lister til Rigsdagsvalget i 1924, mens Hitler sad fængslet, men fik kun 6,5 % tilslutning. Partiet deltog på en nationalsocialistisk fællesliste (den nationalsocialistiske frihedsbevægelse) i december 1924, men listen fik kun 3 % af stemmerne. Tilslutningen faldt yderligere til 2,6 % ved valget i 1928. Men den organisationsmæssige styrke voksede. På Rigspartidagene i 1926 i Weimar deltog 30.000 mennesker. På mødet blev Hitlerjugend reetableret. Året efter deltog 10.000 på partiets rigspartidage i det, som senere skulle blive den officielle rigspartiby Nürnberg. Inden 1929 nåede partiet 130.000 medlemmer.
Samme år vandt partiet opmærksomhed i en aktion med DNVP og Stahlhelm mod Young-planen. NSDAP blev derefter støttet af industrimanden August Thyssen. Den 26. januar 1932 var Hitler inviteret af Thyssen til at holde tale for 7-800 medlemmer af Düsseldorfs industriklub for at overbevise dem om, at han havde stærk tiltro til den private ejendomsret og ikke havde til hensigt at nationalisere industrien. Han fortalte videre, at SA og SS betalte sine faner og uniformer af egen lomme.Robert Gellately: Lenin, Stalin og Hitler (s. 231) Allerede i 1930 blev NSDAP medlem af regeringerne i delstaterne Thüringen og Braunschweig. I 1932 blev også den socialdemokratiske regering i Preussen afsat og erstattet med en kommissarisk NSDAP-regering. Partiet vandt også magten i Bayern og Württemberg.
Parlamentarisk gennembrud thumb|NSDAPs opslutning i de forskellige regioner ved valget 5. marts 1933.
Det var først, da den økonomiske krise satte ind i begyndelsen af 1930'erne, at partiet voksede. NSDAP fremstod som et klart alternativ til socialdemokraterne, som havde siddet i regering i to år til marts 1930. Partiet vandt tilslutning på bekostning af de øvrige ydre højrepartier og begyndte også at få fodfæste blandt konservative. Ved valget i september 1930 fik partiet 18.3 % tilslutning.
Hitler fremstod nu som lederen for den nationalistiske bevægelse i Tyskland og de andre nationalistiske partier mistede tilslutning eller blev opslugt. Rudolf Hess var viceformand i partiet. Den reelle lederkvartet bestod imidlertid af Hitler, Himmler, Göring og Goebbels.
I 1931 og 1932 forstærkedes den økonomiske krise i Tyskland. I marts 1932 stillede Hitler op som modkandidat til Hindenburg i præsidentvalget. Han fik 30,1 % i første runde og 36,8 % i anden. Samtidig med at SA repræsenterede en paramilitær styrke på over 400.000 mand, som sloges mod paramilitære socialdemokratiske og kommunistiske grupper i tyske byer, var lov og orden en af Hitlers mærkesager. Orden på tysk økonomi og genrejsing af tysk storhed efter Versailles-traktaterne var andre vigtige emner, som bidrog til tilslutningen. Den åbenbare antisemitisme var nu tonet ned.
Ved rigsdagsvalget i juli 1932 fik partiet 37,2 % af stemmene og var nu landets klart største politiske parti. På venstrefløjen opnåede kommunistpartiet 14,3 %. Partierne, som støttede parlamentarismen, var kommet i mindretal i Rigsdagen. Det gjorde det umuligt at danne en flertalskoalition. Derfor udskrev Rigskansler Franz von Papen nyvalg i november samme år. Selv om partiet gik tilbage, blev det parlamentariske resultat det samme. Ingen konstellation havde flertal i Rigsdagen.
NSDAP havde imidlertid fået et skud for boven, økonomien i landet havde bedret sig, og partiet mistede protestvælgere. Flere i partiet mente, at partiet burde sikre sig magt, før storhedstiden endte. I december 1932 og januar 1933 prøvede von Papens efterfølger Kurt von Schleicher og nationalistpolitikeren Alfred Hugenberg at overtale Hindenburg til at lade Hitler og NSDAP deltage i en regeringskoalition med hans parti i mindretal men med Hitler som rigskansler. Det lykkedes dem.