thumb|300px|Den japanske udenrigsminister Mamoru Shigemitsu underskriver det japanske kapitulationsdokument ombord på USS Missouri mens general Richard K. Sutherland ser på den 2. september 1945
Japans kapitulation den 2. september 1945 betød afslutningen på kampene under 2. verdenskrig. I slutningen af juli 1945 var den kejserlige japanske flåde ude af stand til at udføre operationer og de allieredes invasion af Japan var nært forestående. Mens den japanske krigsledelse officielt udtrykte deres vilje til at kæmpe til den bitre ende, gav de overfor det neutrale Sovjetunionen udtryk for ønsket om en forhandlingsfred med favorable betingelser for japanerne. Samtidig gjorde Sovjetunionen sig klar til at angribe japanerne og derigennem opfylde det løfte, som det havde givet USA og Storbritannien ved Teheran-konferencen og Jalta-konferencen.
Den 6. august 1945 nedkastede USA en atombombe over byen Hiroshima. Sent om aftenen den 8. august 1945 erklærede Sovjetunionen krig mod Japan. Dette var i overensstemmelser med de nævnte løfter til USA og Storbritannien, men var samtidig et brud på den Sovjetisk-japanske neutralitetspagt. Kort efter midnat invaderede Sovjetunionen den japanske lydstat Manchukuo. Senere samme dag nedkastede USA endnu en atombombe, denne gang over Nagasaki. Chokket over disse begivenheder fik kejser Hirohito til at gribe ind og beordre krigsledelsen til at gå ind på de betingelser for at slutte krigen, som de allierede havde fastlagt i Potsdam-deklarationen. Efter nogle dages interne forhandlinger og et mislykket statskup, holdt kejser Hirohito en tale til det japanske folk den 15. august, hvor han meddelte, at Japan overgav sig til de allierede.
Den 28. august indledtes besættelsen af Japan. Overgivelseshøjtideligheden blev afholdt den 2. september ombord på det amerikanske slagskib USS Missouri, som lå for anker i Tokyobugten. Repræsentanter for den japanske regering underskrev kapitulationsdokumentet, og dermed afsluttedes krigshandlingerne i 2. verdenskrig. Allierede civile og militærfolk fejrede sejren over Japan - V-J Dag, men nogle isolerede japanske soldater rundt omkring i Asien og Stillehavsøerne nægtede at overgive sig og holdt ud i måneder og år, nogle endda helt frem til 1970'erne. Betydningen af nedkastningen af atombomberne og det etiske ved de to angreb er fortsat omstridt. Krigstilstanden mellem Japan og de allierede sluttede formelt med Traktaten i San Francisco den 28. april 1952. Der gik yderligere 4 år inden Japan og Sovjetunionen underskrev den Sovjetisk–japanske fælleserklæring af 1956, som formelt afsluttede deres krigstilstand.
Truende nederlag
thumb|Allierede landgangsoperationer under Stillehavskrigen mellem august 1942 og august 1945 Da man nåede frem til 1945, havde Japan i næsten to år lidt en ubrudt række af nederlag i Stillehavskrigen. Efter tabet af øen Saipan i juli 1944 blev general Hideki Tōjō afløst som premierminister af general Kuniaki Koiso, som erklærede at Filippinerne ville blive stedet, hvor det afgørende slag skulle slås.Frank, 90. Efter at japanerne havde mistet kontrollen over Filippinerne, blev Koiso udskiftet med admiral Kantarō Suzuki. De allierede erobrede de omkringliggende øer Iwo Jima og Okinawa i første halvdel af 1945. Okinawa var tænkt som opmarchområde for Operation Downfall, den amerikanske invasion af det japanske hovedøer.Skates, 158, 195. Efter Tysklands kapitulation begyndte Sovjetunionen i stilhed at flytte kampvante tropper fra Europa til Fjernøsten, udover de 40 divisioner, der havde været stationeret i området siden 1941, som modvægt mod den millionstærke Guandong-arme.
Allierede undervandsbåde og mineringen af farvandet omkring Japan havde ødelagt den japanske handelsflåde. Japan savnede naturressourcer, og landet var derfor afhængig af råvarer importeret fra Manchuriet og andre dele af det østasiatiske fastland samt Hollandsk Ostindien - vore dages Indonesien.Frank, 87–88. Ødelæggelsen af den japanske handelsflåde og den strategiske bombekampagne mod den japanske industri havde ødelagt Japans krigsøkonomi. Produktionen af kul, jern, stål, gummi og andre vigtige varer var nu kun en brøkdel af hvad den havde været før krigen.Frank, 81.
thumb|Den genopbyggede slagkrydser Haruna sank, mens den lå for anker i flådebasen Kure den 24. juli under en række bombeangreb.
Som følge af de tab som den japanske flåde havde lidt, var den kejserlige flåde ikke længere en effektiv kampstyrke. Efter en række angreb på orlogsværftet i Kure var der kun 6 hangarskibe, fire krydsere og et slagskib i kampklar stand, og de manglede alle brændstof. Selv om der også stadig var 19 funktionsdygtige destroyere og 38 undervandsbåde, var deres anvendelighed også begrænset på grund af manglen på brændstof.Feifer, 418.Reynolds, 363.
Forsvarsforberedelser
Med udsigt til en invasion af hovedøerne, med Kyūshū som den første, og udsigten til en sovjetisk invasion af Manchuriet (som var Japans sidste kilde til naturressourcer), konkluderede det kejserlige hovedkvarters krigsjournal at:
I et sidste forsøg på at stoppe de allieredes fremstød, planlagde den japanske overkommando et totalforsvar af Kyūshū i form af en operation kaldet Operation Ketsugō.Skates, 100–115. Denne skulle ikke være en radikal ændring i forhold til det forsvar i dybden, som var blevet anvendt under slagene om Peleliu, Iwo Jima og Okinawa. I stedet satsede man alt på brohovedet. Over 3.000 kamikazefly skulle angribe de allieredes amfibieskibe, inden tropper og materiel blev landsat på stranden.
Hvis dette ikke kunne fordrive de allierede, planlagde japanerne at indsætte yderligere 3.500 kamikazefly samt 5.000 Shin'yō selvmordsbåde og de resterende destroyere og undervandsbåde i kampen. Hvis de allierede havde kæmpet sig igennem dette og havde fået fodfæste på Kyūshū, ville der kun være 3.000 tilbage til at forsvare de resterende øer, omend Kyūshū alligevel ville blive "forsvaret til det sidste". En række huler blev udgravet nær Nagano. I tilfælde af invasion skulle disse huler bruges af hæren til at styre krigen og de skulle samtidig huse kejseren og hans familie.McCormack, 253.
Strategien om at tage det endelige opgør på Kyūshū byggede på den antagelse, at Sovjetunionen fortsat ville være neutralt.Hasegawa, 295–296
Det øverste krigsråd
Den japanske krigsstrategi blev udformet af det øverste krigsråd, som blev skabt i 1944 af den tidligere premierminister Kuniaki Koiso og bestod af de såkaldte seks-store: premierministeren, udenrigsministeren, krigsministeren, marineministeren hærens generalstabschef og flådens generalstabschef.Frank, 87. Da Suzukiregeringen blev dannet i april 1945 bestod rådet af:
thumb|Suzukiregeringen i juni 1945
Premierminister: Admiral Kantarō Suzuki Udenrigsminister: Shigenori Tōgō Krigsminister: General Korechika Anami Marineminister: Admiral Mitsumasa Yonai Hærens generalstabschef: General Yoshijirō Umezu Flådens generalstabschef: Admiral Koshirō Oikawa (senere udskiftet med Admiral Soemu Toyoda)
Alle disse poster blev formelt udpeget af kejseren og de som sad på dem var direkte ansvarlige overfor ham. Trods det havde hæren og flåden fra 1936 i praksis haft ret til at nominere (eller undlade at nominere) deres respektive ministre. De kunne således undgå, at der blev dannet uønskede regeringer, eller ved at trække sig tilbage bringe en eksisterende regering til fald.Frank, 86.Spector 33.
Kejser Hirohito og vogteren af det kejserlige segl Kōichi Kido var også tilstede ved nogle af møderne, efter kejserens ønske.Kejserens præcise rolle har været genstand til megen historisk debat. Efter ordre fra premierminister Suzuki blev mange afgørende beviser ødelagt i dagene mellem Japans kapitulation og starten på den allierede besættelse. Efter at Tokyo tribunalet var blevet nedsat begyndte den kejserlige familie fra 1946 at hævde, at kejseren var en ren kransekagefigur uden reel magt. Nogle historikere accepterer dette synspunkt, mens andre såsom Herbert Bix, John W. Dower, Akira Fujiwara og Yoshiaki Yoshimi hævder at han aktivt regerede bag scenen. Ifølge Richard Frank er "ingen af disse ekstreme standpunkter holdbare", og sandheden lader til at ligge et sted ind imellem.—Frank, 87.
Splittelse i den japanske ledelse
De fleste i Suzukis regering, som var præget af militærfolk, gik ind for en fortsættelse af krigen. For japanerne var overgivelse utænkeligt. Japan var aldrig tidligere blevet invaderet eller havde tabt en krig.Alan Booth. Lost: Journeys through a Vanishing Japan. Kodansha Globe, 1996, . Page 67. Kun Mitsumasa Yonai, marineministeren, var kendt for at ønske en hurtig afslutning på krigen.Frank, 92. Ifølge historikeren Richard B. Frank:
Selv om Suzuki godt kan have set fred som et fjernt mål, havde han intet ønske om at nå det hurtigt eller på betingelser, som var acceptable for de allierede. Hans egen kommentarer på de øverste statsmænds konference gav ingen indikation af, at han gik ind for en hurtig afslutning på krigen ... Dem som Suzuki havde valgt til de højest rangerende poster i sin regering var med en enkelt undtagelse heller ikke fortalere for fred.Frank, 91–92.
Efter krigen hævdede Suzuki og andre fra hans regering samt deres støtter, at de i hemmelighed arbejdede for, men ikke offentligt kunne tale for fred. De henviser til det japanske begreb haragei —"kunsten af skjult og usynlig teknik" — for at begrunde forskellen mellem deres handlinger i offentligheden og deres påståede handlinger bag scenen. Mange historikere afviser imidlertid denne påstand. Robert J. C. Butow skrev:
De japanske ledere havde altid forestillet sig en forhandlet udgang på krigen. Deres planlægning inden krigen forudså en hurtig ekspansion og konsolidering, en eventuel krig med USA og til sidst en udgang, hvor de i det mindste ville kunne beholdte nogle af de nye områder, som de havde erobret.Spector, 44–45. I 1945 var de japanske ledere enige om at krigen gik dårligt, men de var uenige om den bedste måde at forhandle en afslutning på den. Der var to lejre: den såkaldte freds-lejr gik ind for et diplomatisk initiativ, som skulle overtale den sovjetiske diktator Stalin til at formidle en aftale mellem de allierede og Japan, og høgene, som gik ind for at udkæmpe et sidste slag, som ville påføre de allierede så store tab, at de allierede ville tilbyde mere lempelige vilkår. Begge tilgangsvinkler baserede sig på Japans erfaringer i den russisk-japanske krig 40 år tidligere, som bestod af en række bekostelige, men stort set uafgjorte slag, efterfulgt af det afgørende søslag ved Tsushima.Frank, 89.
thumb|upright|left|Admiral Kantarō Suzuki var leder af den japanske regering i de krigens sidste måneder.
I februar 1945 gav fyrst Fumimaro Konoe kejser Hirohito et memorandum, hvor han analyserede situationen, og fortalte ham, at hvis krigen fortsatte, kunne den kejserlige familie måske være i større fare som følge af en intern revolution end som følge af et nederlag.Bix, 488–489. Ifølge den øverste kammerherre Hisanori Fujitas dagbog søgte kejseren et afgørende slag (tennōzan) og svarede, at det ikke var tidspunktet at søge fred "med mindre vi opnår endnu en militær sejr". Ligeledes i februar skrev Japans traktatdivision om de allieredes politik overfor Japan vedrørende "betingelsesløs overgivelse, besættelse, afvæbning, afmilitarisering, demokratiske reformer, retsforfølgelse af krigsforbrydere og kejserens status."Hasegawa, 39. Tvungen afmilitarisering, allieret afstraffelse af japanske krigsforbrydere og især besættelse og afsættelse af kejseren var ikke acceptable betingelser for den japanske ledelse.Hasegawa, 39, 68.Frank, 291.
Den 5. april afgav Sovjetunionen det krævede 12 måneders varsel om at det ikke ville forny den femårige sovjetisk-japanske neutralitetspagt