thumb|Tangentharmonika
En harmonika er et musikinstrument, der klassificeres som et tungeinstrument. Dets toner kommer fra indvendige metalblades vibrationer sat i gang af lufttryk, der dannes med en blæsebælg. Der findes flere forskellige typer af harmonikaer. En enkelt har sit eget egennavn, akkordeonet (spillet af en akkordeonist).
Harmonikaen blev opfundet i 1829 i Wien i Østrig i en periode, hvor man eksperimenterede med metalblade i instrumentbygning med inspiration fra Kinas blæseinstrumenter.Accordion History Andre instrumenter, som den nært beslægtede concertina, kom til i samme periode.
Historie thumb|Person, der spiller på en sheng ved Themsen, uden for the Tate Modern Gallery i London i England Harmonikaen er et forholdsvis nyt instrument, og patentet blev taget i 1829, men allerede omkring år 3000 f.Kr. (nogle kilder siger 2500 f.Kr.) blev grunden til harmonikaen lagt. Dengang opfandt kineserne instrumentet sheng, som blev lavet af bambusrør og et udhulet græskar. Shengen var det første instrument, som brugte ventiler til at danne en tone. Græskarret blev brugt som luftkammer, og længden af bambusrørene bestemte tonens frekvens. I bambusrørene boredes et hul, så tonen kun fremkom, hvis man tildækkede hullet. Shengen bestod af 13 til 24 bambusrør. I både Det gamle Egypten og i Grækenland blev der opfundet instrumenter, der brugte samme teknik som i shengen. I Indien blev kohorn brugt som instrument; det blev spillet på ved hjælp af bøjeligt metal. Bøjeligt metal er netop, hvad harmonikaen bruger til at frembringe toner. I år 140 f.Kr. blev damporgelet opfundet, orgelet har haft stor betydning for, hvordan tastaturet på harmonikaen ser ud i dag. I 1440 byggedes det første maveorgel, som fik navnet Portativ. Det havde en bælg ligesom harmonikaen, men i stedet for metaltunger havde den orgelpiber. Dette instrument forsvandt dog igen. En af forløberne til harmonikaen var glasharmonikaen, og ideen til glasharmonikaen kom fra at spille på glas. Den blev opfundet i ca. 1762 af Benjamin Franklin. Instrumentet består af en række halvkugleformede glas sat oven på hinanden.
thumb|Georg Joseph Vogler
Christian Gottlieb Kratzenstein, som stammede fra København, udviklede et nyt instrument efter at have hørt Johann Wilde spille på sheng i Petersborg, da han spillede for hoffet der. Wilde havde selv opdaget instrumentet i 1740'erne. Christian Gottlieb Kratzenstein fik inspirationen til instrumentet fra lyden af shengen, og det fik fem vokale lyde. Han kaldte instrumentet Kratzensteins lydmaskine. Christian Gottlieb Kratzenstein lavede en del eksperimenter med teknikken. En af hans hjælpere ved disse forsøg, Kirsnik, lavede selv et instrument, som havde form som en aflang kasse, hvor der på den ene side var orgeltangenter, mens der på den anden side var en bælg. Instrumentet blev kaldt Kirsnik's harmonica. I 1788 så Georg Joseph Vogler Kirsniks instrument på en tur til Petersborg. Vogler fik svenskeren Rakwitz til at bygge et tilsvarede instrument bare større, så det mere havde form som et orgel. Instrumentet var færdig i 1790 og blev kaldt Voglers orchestrion. Det havde 4 klaviaturer, som hvert indeholdt 63 toner, mens man kunne spille 29 toner med fødderne. Omkring år 1810 skabte G. J. Grenié fra Paris, med inspration fra Shengen et instrument, der var baseret på metaltunger. Instrumentet havde form som et orgel, og ligner det vi i dag kalder et Harmonium.
I 1821 fik den 16-årige Christian Friedrich Ludwig Buschmann patent på mundharmonikaen. Han kaldte sit instrument "aura", men det blev også kaldt mundaeoline. Buschmanns instrument havde 15 metaltunger og var diatonisk. I praksis er tonestokkene i harmonikaen egentlig store mundharmonikaer. Mange mener, at Buschmann var den sande opfinder af harmonikaen, idet han satte en bælg på sin aura og dermed lavede en harmonika. Han udviklede instrumentet i 1822 i Berlin og kaldte instrumentet for handaeolineIntroduction and Use of Accordions in Cajun Music Instrumentet havde 5 knapper i diskantsiden. Buschmann tog dog aldrig patent på instrumentet.
Patentet på harmonikaen fik den østrigske klaver- og orgelmager Zyrill Demian den 23. juni 1829 i Wien. Den harmonika, som Demian tog patent på, blev beskrevet sådan i patentskriftet: "... dette instrument har udseende som en lille kasse med blæsebælg. Bundpladen er forsynet med fem taster, hver tast frembringer lyden af en akkord. De vibrerende dele er tynde metalplader, der med gennemslående fjedre laver et "Schnarrwerk"..."Harmonikaens historie
Demians harmonika var diatonisk med melodien i venstre hånd, hvor det i dag er omvendt. Han gav den navnet akkordion efter det tyske ord for akkord, som har samme betydning på dansk. En måned efter at Demian havde fået patent på sit Akkordion, patenterede Charles Wheatstone concertinaen i England. Concertinaen var et meget mere avanceret instrument end Demians Akkordion. Herefter kom der en kraftig udvikling af harmonikaen, som førte til, at instrumentet blev anerkendt som et rigtigt musikinstrument. I 1835 var der 6 forskellige typer af harmonikaen til rådighed. Nogle af fabrikanterne bag disse instrumenter kaldte deres instrumenter for "handharmonika" for at undgå spørgsmålet om patent. Det er herfra at det danske navn harmonika kommer fra.
Der var stor modstand mod harmonikaen i dens første leveår. Friedrich Grassler lavede blandt andet følgende udtalelse til Tonekunstens leksikon i 1865.
Harmonikaen er det skrækkelige martyrinstrument, hvormed unge hankønsvæsener i lømmelalderen er bevæbnet og gør gaderne usikre. Det er sandt at sige intet andet end et aelodikon til at bære, hvis taster gennem knapper på dækslet, som kan trykkes ned, og hvis bevægelighed gennem ud- og indtræk af den i midten sig befindende blæsebælg, sætter metalfjedre i vibration. På denne måde skulle en hvilken som helst tone og harmoni derefter være mulig, men det kræver dog stor færdighed og omkostninger. Ve den, som er så ulykkelig at komme i besiddelse af et sådant instrument -flygt, tilstop dine øren, så at disse bliver bevaret fra verdens undergang, thi ellers bliver det din ulykke.Det Virtuelle Musikbibliotek
Det var meget underligt, at der var så stor modstand mod instrumentet, idet man i musikverdenen i mange år havde været på jagt efter et instrument, der kunne spille flerstemmigt, og samtidig kunne transporteres rundt.
thumb|En diatonisk harmonika fra det tidligt i det 20. århundrede. Er fremstillet af firmaet Lester
Registre på harmonikaer blev første gang set i 1845, og i 1850 blev harmonikaen et industriprodukt. En af de første ting, der blev ændret på¨harmonikaen, var indføring af remme omkring skulderne. På de tidligere harmonikaer skulle harmonikaspilleren holder diskantsiden med tommel- og lillefingeren, og nogle gange også med ringfingeren. Dette gjorde at harmonikaspilleren kun havde 2 til 3 fingre til at spille diskantsiden med. Man brugte venstre tommelfinger til, at holde bassiden, for at holde instrumentet, og brugte pege- og langefingeren til at spille med.
Den første kromatiske harmonika blev lanceret i 1850 af Franz WalterDen kromatiske harmonika The new grove dicionary of music og musicians , den havde 46 tangenter, som var fordelt på 3 rækker, hvor der mellem hver række var et lille sekund (en halv tone). Bassiden var dog stadig diatonisk med otte toner, hvor fire af dem var grundtoner, og fire var akkorder, som indeholdt 2 toner. Patentet på tangentharmonikaen blev taget i 1852 i Paris af Philippe Joseph Bouton.Who Was First?" and the Recording of "Vaudeville Accordion Classics I 1880 byggedes en tangentharmonika med 64 basser Tessio Jovani i Stradella, Italien. I 1890 lavede Bauer Matthias en harmonika, som havde lige så mange bastoner, som diskanttaster (taster i højre side). I samme år blev en deluxe tangentharmonika bygget af Mariano Dallape og Co. i Stradella, som havde tre orkaver i højre side og 112 knapper i bassen.
Den første harmonika med elektronik indbygget blev først set efter 2. verdenskrig. De første blev ved hjælp af ledninger forbundet til et elektronisk orgel. Senere samledes elektronikken inden i harmonikakassen.
Opbygning
Harmonikaen består af flere dele, som generelt deles op i 3: Diskantsiden, bælgen og bas-siden. På hhv. diskantsiden og bas-siden findes der ventiler, som åbnes på stort set samme måde, når man trykker en knap på deres påmonterede manualer.
Diskantsiden Denne side, som normalt er på højre hånd, når man sidder med instrumentet, bruges generelt til at spille melodien. Trykker man på en knap eller tangent i diskantsiden, åbnes der til en eller flere ventiler (afhængig af, hvilke registre, man spiller i). Dette sker vha. en ventilstang, der sidder under den pågældende knap eller tangent. Ventilstangens hoved lukker for ventilerne, og består af en træklods med læder på siden mod ventilerne, hvilket giver en lufttæt aflukning.
Bælgen Bælgen er lavet af stærkt, foldet pap. På bælgens yderside er hver foldning belagt med læder med metalbuer i hvert hjørne, for at stabilisere bælgenHow products Encyclopedia: Accordion . Bælgens længde kan variere; på store kromatiske harmonikaer kan den blive cirka en meter lang. Bælgen er sat fast på sokler i hver side, hhv. diskantsoklen og bas-soklen. For at holde bælgen sammen, findes der en bælglås oven for og neden for.Accordion Terminology
Luftknap På en harmonika sidder der en luftknap, som bruges til at bevæge bælgen uden at afgive lyd. Den findes på bas-siden, enten som den øverste basknap eller for enden.
Bas-siden På bas-siden kan ventil-mekanismen være forskellig. Har man standardbas, er det for akkord-knapperne sådan, at ventilstængerne ikke er direkte forbundet til ventiler, fordi der skal spilles flere toner samtidig. Grundtonen og terts til grundtone fungerer stadig som diskantsiden.
Er den pågældende harmonika et akkordeon, fungerer bas-siden som på diskantsiden. De har som regel en mekanisme mellem knappen og ventilstængerne, der gør det muligt, at skifte mellem standardbas og melodibas.
Tonestokke Ventilerne garanterer luftadgang for harmonikaens tonestokke. Tonestokkene er lavet af træ, oftest Poppel på grund af dets robusthed og lethed. Fordi der benyttes et forskelligt sæt ventiler, når man enten trækker bælgen ud eller skubber den ind igen, er der altid to tonestokke per kor.
Metaltunger thumb|To metaltunger. Den ene er et c og den anden er et e. E-metaltungen er mindre end c-metaltungen, fordi tonen er højere Der er to metaltunger i hver tone pr. kor i en harmonika. Metaltungen er den, som frembringer tonen i harmonikaen. Metaltungerne sidder i ventilerne, der forbinder bælgen til luften udenfor.
Når metaltungerne sættes i bevægelse, dannes der toner, måden hvorpå dette sker på kan forklares på denne måde.Alex Larsen: Harmonika, Bind 1. s. 42-46