thumb|Marloes Sands, Pembrokeshires nationale kystpark i Wales. Wales' historie begynder med ankomsten af mennesker for tusinder af år siden. Neandertalere levede i det som i dag er Wales, eller Cymru på walisisk, for mindst 230.000 år siden, mens homo sapiens, som dagens moderne menneske nedstammer fra, kom til for omkring 29.000 år siden.Davies, J. A.: History of Wales, ss. 3–4. Permanent beboelse af moderne mennesker fra perioden efter den sidste istid begyndte omkring 9000 år f.Kr., og Wales har mange levn fra ældre og yngre stenalder samt bronzealderen. I løbet af jernalderen var området, ligesom hele øen Storbritannien syd for Firth of Forth, domineret af britonere og britanniske sprog, der i eftertiden har karakteriseret keltere.Koch, ss. 291–292. Romerne, som begyndte erobringen af Britannien i år 43, drog i år 48 på felttog mod folkestammen dekeanglere i NØ og fik total kontrol over regionen. Den romerske provins Britannien opstod efter deres sejr over ordovikere i år 79. Romerne forlod øen i 400-tallet, hvad der fik angelsaksere til at invadere og bosætte sig. Derefter begyndte det britanniske sprog og kultur at gå i opløsning, og flere grupper og folk blev dannet. Det walisiske folk var den største af dem og regnes generelt som selvstændigt brittonisk-talende folk efter 1000-tallet.
thumb|left|Kort over cantrefi i middelalderens Wales. Et antal kongedømmer blev dannet, efter romerne trak sig ud af Wales. Mens den mægtigste hersker var anerkendt som "konge af britonerne" (senere Tywysog Cymru: leder eller fyrste af Wales), og en del herskere strakte deres kontrol over andre walisiske territorier og ind i det vestlige England, var der dog ingen af dem, som formåede at forene Wales i længere tidsrum. Gensidig ødelæggende kampe og stridigheder samt pres fra de engelske og senere af de normanniske erobrere førte til, at de walisiske kongedømmer gradvist kom ind under den engelske krone. I 1282 førte Llywelyn den sidstes død til erobringen Wales' fyrstedømmer af kong Edvard 1. af England; senere fik arvingen til den engelske monark titlen "Prins af Wales". Waliserne forsøgte sig med flere oprør mod det engelske styre, hvoraf det sidste betydningsfulde blev ledet af Owain Glyndwr tidligt i 1400-tallet. I 1500-tallet gennemførte kong Henrik 8. af England, der selv var af walisisk afstamning, Laws in Wales Acts 1535–1542, en række love som indlemmede walisiske love i engelske og at indføre engelsk administration i Wales for at skabe ét rige. Under engelsk overherredømme blev Wales en del af Kongeriget Storbritannien i 1707 og derefter Det forenede kongerige Storbritannien og Nord-Irland i 1801. Dog beholdt waliserne deres sprog og kultur til trods for stærk engelsk dominans. Udgivelsen af den første walisiske oversættelsen af Bibelen af William Morgan i 1588 blev meget betydningsfuld for fremme af walisisk som skriftsprog. Davies, John (red.) (2008): The Welsh Academy Encylopaedia of Wales. Cardiff: University of Wales Press. Side 572. .
thumb|Ruinerne af fæstningen Oxwich Castle fra 1500-tallet ved halvøen Gower i Wales. I 1700-tallet oplevede Wales begyndelsen på to forandringer, som i høj grad kom til at påvirke området: den walisiske metodistisk fornyelse, som førte til at landet religiøst set i stigende grad vendte sig fra den engelske kirke, og den industrielle revolution. I løbet af 1800-tallet oplevede særligt det sydøstlige Wales en hastig industrialisering og en dramatisk vækst i befolkningstallet som et resultat af en stærk stigning i kul- og jernindustrien.Williams G.A.When was Wales? Side 174 Disse industrier faldt efterhånden i betydning i løbet af 1900-tallet, mens nationalopfattelsen og interesse for selvbestemmelse voksede. Labour Party (Arbejderpartiet) erstattede Liberal Party (Det liberale parti) som den dominerende politiske kraft i 1940'erne, mens nationalistpartiet Plaid Cymru fik fremgang i 1960'erne. I en folkeafstemning i 1997 godkendte de walisiske vælgere overgangen af regeringsansvaret til den walisiske nationalforsamling, som første gang blev sammensat i 1999.
Forhistoriske Wales
Den tidligst kendte rest af mennesker, der er fundet i Wales, er en kæbeknogle fra en neandertaler, som blev fundet ved Bontnewydd Palaeolithic site ved floden Elwy i North Wales, hvis ejer levede for omkring 230.000 år siden i Lower Palaeolithic.Davies, J A History of Wales, p. 3. Red Lady of Paviland, et menneskeskelet farvet med rød okker, blev fundet i 1823 i en sandstenshule i Paviland på Gowerhalvøen ved Swansea i det sydlige Wales. På trods af navnet stammer det fra en ung mand, som levede for omkring 33.000 år siden i slutningen af paleolitikum(stenalder). Han betragtes som det ældste kendte eksempel på en ceremoniel begravelse i Vesteuropa. Skelettet blev fundet sammen med smykker af elfenben og muslingeskaller samt et mammutkranie.
thumb|250px|left|Bryn Celli Ddu, en sen neolitisk grav på Anglesey.
Efter den sidste istid 8000 f.Kr. fik Wales i grove træk den form, som den har i dag, og landet blev befolket af mesolitiske jæger-samlerfolk. De tidligste landbrugssamfund i Wales antages at opstå omkring 4000 f.Kr., hvilket markerer begyndelsen på neolitikum. I denne periode blev der opført adskillige gravhøje, særligt stendysser eller cromlechs. De mest berømte eksempler er Bryn Celli Ddu og Barclodiad y Gawres på Anglesey,Lynch, F. Prehistoric Anglesey pp.34–42, 58 Pentre Ifan i Pembrokeshire ogTinkinswood Burial Chamber i Vale of Glamorgan."Tinkinswood" . www.valeofglamorgan.gov.uk. Hentet 3. august 2008
Metalredskaber ses første gang omkring 2500 f.Kr., og de var i første omgang fremstillet i kobber og senere i bronze. Klimaet i den tidlige del af bronzealderen (ca. 2500-1400 f.Kr.) har sandsynligvis været varmere end i dag, da der er mange spor fra mennesker i områder, der i dag er øde. I den senere bronzealder (ca. 1400-750 f.Kr.) blev der udviklet mere avanceret bronze. Meget af kobberet til bronzeproduktion kom sandsynligvis fra minen Great Orme, hvor forhistorisk minedrift i meget stor skala kan dateres til midten af bronzealderen.Lynch, F. Gwynedd pp. 39–40 Kulstof 14-datering har vist, at de tidligste voldsteder i Wales er opført i denne periode. Historikeren John Davies har fremsat en teori om at koldere klima efter omkring 125 f.Kr. - lavere temperaturer og større regnmængder - gjorde, at den gode landbrugsjord skulle forsvares.Davies, J The Making of Wales p. 23
Det tidligste jernredskab, der er fundet i Wales, er et sværd fra Llyn Fawr ved udmundingen af Rhondda Valley, der er dateret til omkring 600 f.Kr.Davies, J A history of Wales p. 19 Voldsteder blev fortsat bygget i britisk jernalder. Der er registreret næsten 600 voldsteder i Wales, hvilket er 20 % af alle i Storbritannien. Blandt berømte eksempler på disse er Pen Dinas nær Aberystwyth og Tre'r Ceiri på Lleynhalvøen. Et særligt interessant fund fra denne periode blev gjort i 1943 ved Llyn Cerrig Bach på Anglesey, da et området blev gjort klar til opførslen af en base til Royal Air Force. Fundet rummer våben, skjolde, vogn og seletøj, slavekæder og værktøj. Mange var ødelagt med overlæg og synes at være et votivoffer.Lynch, F. Prehistoric Anglesey pp.249–77
Indtil for nylig var Wales' forhistorie fremlagt som en serie på hinanden følgende migrationer. Encyclopedia of Wales angiver, at en stor del af den oprindelige befolkning i Wales ankom omkring 2000 f.Kr. Nylige studier i populationsgenetik har fundet beviser for genetisk kontinuitet fra Upper Paleolithic, mesolitikum eller neolitikum. Ifølge historikeren John Davies stammer de britanniske sprog, der tales i hele Storbritannien, fra en indfødt "kumulativ keltisk", frem for fra migration.
Wales e. Kr. i romertiden
150px|thumb|right|Den romerske erobring af Wales.
Den romerske erobring af Wales begyndte i år 48 og sluttede i år 73, og romerne regerede over området frem til 383. Romerne tilstedeværelse i Wales var en militær besættelse, bortset fra i de sydlige kystområder i Sydwales, øst for Gowerhalvøen., An Atlas of Roman Britain, The Development of the Provinces. Den eneste by i Wales, der blev grundlagt af romerne, Caerwent, ligger i Sydwales. Både Caerwent og Carmarthen, der også ligger i det sydlige Wales, blev romerske civitates., An Atlas of Roman Britain, The Development of the Provinces. Under besættelsen var begge områder, der senere ville forme Wales, en stort set anonym del af Romersk Britannien.
I år 47 havde romerne invaderet og erobret alle de sydlige og sydøstlige dele af Britannien under den første romerske guvernør af Britannien. En del af den romerske erobring af Storbritannien var kampagner af hans efterfølger i år 48 for at erobre Wales, og de fortsatte med afbrydelser under guvernørerne, indtil erobringen var fuldendt i år 78. Det er disse kampagner, hvori Wales indgår, som bedst kendes fra den romerske periode, som følge af stammerne Silures og Ordovices' energiske, men forgæves forsøg på at forsvare deres hjemland.
Demetae i den sydvestlige del af Wales synes hurtigt at have sluttet fred med romerne, da der hverken spor af væbnet konflikt med Romerriget, befæstede forter eller romerske veje. Demetae blev den eneste af de walisiske stammer, der kom ud af det romerske styre med deres hjemstavn og stammenavn intakt., The Works of Gildas, De Excidio, ch. 31: Gildas, writing c. 540, condemns the "tyrant of the Demetians".
Wales var rig på mineraler, og romerne brugte deres ingeniør-teknologi til at udvinde store mængder guld, kobber og bly samt andre metaller som zink og sølv., An Atlas of Roman Britain, The Economy Da minerne ikke længere var profitable, blev de forladt. Den økonomiske udvikling i denne periode koncentrerede sig om den sydøstlige del af Storbritannien, og der lå ingen større industrier i Wales. Det var primært, fordi Wales ikke havde de nødvendige materialer i en fornuftig kombination, og det skov- og bjergrige område ikke var nemt at industrialisere.
Året 383 er et vigtigt i walisisk historie: det huskes i litteraturen og bliver betragtet som det tidspunkt, hvor adskillige middelalderlige kongedynastier blev grundlagt. I dette år fjernede den romerske general Magnus Maximus soldater og administration fra den vestlige og nordlige del af Storbritannien og igangsatte et heldigt forsøg på at etablere en imperialistisk magt og fortsatte med at regere fra Gallien som kejser., Britannia, The End of Roman Britain., The Works of Gildas, The History, ch. 14. Gildas, writing c. 540, says that Maximus left Britain not only with all of its Roman troops, but also with all of its armed bands, governors, and the flower of its youth, never to return. Efter at have fjernet soldater og administratorer og med planer om at fortsætte med at regere Storbritannien i fremtiden lod han lokale herskere styre. En walisisk legende fortæller en mytisk historie om, hvorfor han gjorde det.
I historien Breuddwyd Macsen Wledig (Kejser Maximus' Drøm) er han kejser af Rom og gifter sig med en vidunderlig, britisk kvinde og fortæller hende, at hun i bryllupsgave må få lige, hvad hun ønsker. Hun beder om, at hendes far får herredømmet over Storbritannien og dermed giver autoriteten fra Rom tilbage til briterne selv. Brylluppet gør det også muligt med britiske arvtagere, hvilket ikke var glemt af de middelalderlige konger. De tidligere walisiske genealogier giver Maximus rollen som stamfader til flere af de kongelige dynasier, heriblandt Powys og Gwent, en rolle han også havde for mange herskere i det middelalderlige Galloway i Skotland, hvor Novantae lå i romertiden, hvis territorier ligeledes blev gjort uafhængige af Maximus. Han bliver opgiver som forfader til en walisisk konge på Pillar of Eliseg, der blev rejst omkring 500 år efter, han forlod Storbritannien, og han bliver regnet blandt de Fifteen Tribes of Wales.Rachel Bromwich, editor and translator. Trioedd Ynys Prydein: The Welsh Triads. Cardiff: University of Wales Press, Third Edition, 2006. 441–444