thumb|Pentax Auto 100 fra 1978 med udskiftelige objektiver thumb|Et videokamera på stativ Et kamera (lat. camera, "rum") er et apparat, der benyttes til at affotografere et motiv. Betegnelsen dækker både over kameraer til enkeltbilleder (fotografiapparat) og levende billeder (filmkamera eller videokamera). Ved hjælp af en række linser, kaldet et objektiv, ledes lyset ind i kameraet, hvor det belyser et lysfølsomt medium. Dette medium kan være en lysfølsom hinde på glas, celluloid eller actetat, en lysfølsom digital billedsensor eller andet.
Historie Kameraets forgænger var det såkaldte camera obscura, som blev udviklet til at projicere et motiv på en flade, hvorfra man så kunne aftegne det. Disse indretninger kunne have størrelser fra små kasser til hele rum, man trådte ind i. I andre udgaver kunne apparatet bygges ind i et tårn eller en kuppel og drejes, så man kunne iagttage omgivelserne på f.eks. en bordflade.
thumb|Transportabelt camera obscura Udviklingen af kameraet tog afsæt i camera obscura-apparatet, og de første modeller var kasser af træ med en linse i den ene side og en lysfølsom glasplade i den anden. I begyndelsen af fotografiens udviklingshistorie i første halvdel af 1800-tallet kom der mange nye opfindelser inden for kemien bag optagelse og fremkaldelse, men kameraudviklingen begyndte først at tage fart i slutningen af 1800-tallet, da fotografisk materiale nu var blevet så praktisk og anvendeligt, at alle kunne bruge den. Herefter begyndte forskellige mindre kameraer at dukke op i takt med, at fotografering blev mere udbredt hos almindelige mennesker.
thumb|Kamera fra 1800-tallet til studiebrug Et andet forhold var, at billederne ikke blev forstørret ved kopiering efter optagelsen i fotografiens første tid. Skulle der laves et billede i et stort format, krævede det et stort kamera. Med opfindelsen af forstørrelsesapparater, der kan projicere et optaget billede (et negativ) ned på papir eller lignende belagt med en lysfølsom hinde, kunne optagelserne ske i et mindre format.
Fotografering af levende billeder dukkede op i sin tidligste form i 1887, hvor Eadweard Muybridge fotograferede en hest for at afgøre spørgsmålet, om hesten på noget tidspunkt har alle ben fri af jorden på samme tid i galop; det har den, viste det sig. Denne første registrering af bevægelse blev foretaget med en lang række af kameraer, som hver blev udløst, når hesten passerede. Louis Lumière får i 1894 patent på et egentligt kamera til at optage levende billeder. Også denne form for kamera vandt senere bred popularitet ved udbredelsen af 8 og 16 mm filmformaterne til hobbybrug. Specielt for fotografering af levende billeder er, at filmen føres rykvis frem i en bestemt takt (18 eller 24 billeder i sekundet), så stopper den helt, billedet eksponeres, hvorpå filmen atter føres et stykke frem.
thumb|RCA TK-41C tv-kamera fra 1954 vejede ca. 68 kg. Ved fremkomsten af TV i begyndelsen af 1900-tallet opstår TV-kameraet, som i sin grundopbygning er magen til filmkameraet, men hvor filmen er erstattet af et ikonoskop-rør, et slags "billedrør", som optager billeder i stedet for at vise dem. De tidlige TV-kameraer krævede meget lys og var derfor forsynet med store objektiver sammenlignet med andre samtidige kameraer. Dette, samt den nødvendige elektronik, gjorde tv-kameraer til ret omfangsrige og tunge apparater. Optagelser uden for et tv-studie krævede særligt udstyr.
Teknikken inden for både film og video udvikles igennem 1900-tallet. Der bliver opfundet automatisk fokusering, automatisk eksponeringskontrol og automatisk filmfremføring, og i det hele taget bliver kameraer mere avancerede og præsterer bedre billedkvalitet. I begyndelsen af 1990'erne begynder en stor teknisk omvæltning med udviklingen af den digitale billedsensor, som efterhånden har fortrængt film og videorør i næsten alle kameratyper.
Opbygning Et kamera består i sin grundkonstruktion af et lukket kammer, hvor der er placeret en lysfølsom enhed, som f.eks. en film, som kan optage billedet. Foran er normalt monteret et objektiv, som kan indsamle og fokusere lyset, men der findes dog undtagelser som f.eks. hulkameraet, som ikke har noget egentligt objektiv.
Objektivet Objektivet giver mulighed for at fokusere på et motiv på en bestemt afstand, denne fokusering kan ske ved at bevæge objektivet frem eller tilbage i forhold til det lysfølsomme materiale/sensoren. På især ældre kameraer sker dette i et bælgudtræk, der udelukker uvedkommende lys effektivt. Ved at ændre brændvidden kan man også variere det udsnit, man får med på billedet. Ændring af brændvidden kan ske ved at skifte objektiv eller ved brug af et objektiv med variabel brændvidde, et såkaldt zoom-objektiv. Brændvidden angives i mm, men betydningen for objektivets art afhænger af størrelsen på den lysfølsomme enhed. Objektiver kan deles i vidvinkel, normalobjektiver (minder om billeddannelsen i det menneskelige øje) og telelinser med lang brændvidde. Et objektiv med meget lille brændvidde kaldes for et fiskeøjeobjektiv, og giver billeder med et ret fortegnet udseende, men opfattende et meget stort felt. Endelig findes der makroobjektiver, der kan fokusere på motiver tæt på kameraet.
Blænde thumb|Kamerablænde. Mængden af lys der passerer gennem objektivet, kontrolleres med en blænde, der er et hul med variabel diameter. I simple udgaver kan der være tale om en metalplade med flere huller af forskellig diameter. Blænden indstilles ved at flytte metalpladen (eller udskifte den). En meget mere udbredt blændertype består af et antal lameller monteret på en ring, således at lamellerne drejes ind, når ringen drejes. Herved varieres størrelsen af det hul, som lamellerne danner.
En stor blændeåbning giver logisk nok meget lys til optagelsen og dermed kortere belysningstid. En lille blænde giver en længere belysningstid. Samtidig bliver billedet skarpere, flere genstande uden for det plan, som afstanden er indstillet på, synes skarpere – dybdeskarpheden øges.
Lukker Mellem objektivet og filmen sidder en lukker, som kan åbne for lysindfaldet i et præcist tidsrum og dermed styre eksponeringen.
En simpel lukker kan bestå i en metalplade med et hul, der hurtigt bevæges gennem lyset fra objektivet styret af en fjeder. Sådan en lukker kan ikke variere belysningstiden.
En ’’’spaltelukker’’’ har typisk form af et gardin (eller to gardiner), af lystæt stof eller metallameller. Nogle kamerasystemer placerer lukkeren (en såkaldt ’’’centrallukker’’’) inde i objektivet. En spaltelukker kan give en fortegning af fotografiet, hvis motivet flytter sig i forhold til kameraet. Lodrette genstand kan blive trukket tydeligt skæve, når der er tale om en vandret spalte. En centrallukker giver ikke dette problem. Der findes enkelte kameraer med begge typer lukker.
Søger De fleste kameraer er desuden forsynet med en form for søger, så man kan inspicere det udsnit af motivet, man får med på optagelsen. En søger kan være en ramme med sigteanordning, en matskive på filmens (eller glaspladens) plads, et lille eller større stykke optik. Nye digitale kameraer har dog ofte ikke nogen egentlig søger, idet man i stedet løbende viser billedudsnittet på en lille skærm bagpå kameraet.
Belysningskontrol For at indstille belysningen korrekt har man brug for enten at måle lyset eller skønne det. Især før i tiden kunne det ske ved tommelfingerregler, skemaer og vurdering af skalaer. Da billedet kunne justeres ved fremkaldelsen på papir (kopieringen)), fungerede det ofte fint.
Der udvikledes elektriske lysmålere, der giver en meget præcis lysmåling. Nogle fungerede via et elektrisk batteri, andre ved energien fra lyset. Man kan måle det indfaldende lys eller det lys, der reflekteres fra motivet. Man må selv tage hensyn til, at et motiv kan være meget uens belyst.
Elektriske lysmålere findes som løse apparater og er i dag ofte bygget ind i kameraet.
Afstandskontrol For at kunne indstille kameraet skarpt, måtte man enten kunne indstille afstanden efter en del af motivet (en afstandsskala findes på objektivet) eller kunne vurdere skarpheden på en matskive i søgeren. Matskiven kan være forsynet med små prismer, der letter fokuseringen. Et skøn på øjemål fungerer fint ved de fleste optagelser, men billeder, hvor fokus skal placeres meget præcist, kræver en form for måling. Ud over målebånd, findes der stereoskopiske afstandsmålere, der kan sættes fast på mange kameraer.
Der udvikledes efterhånden kameraer, hvor først belysningen (blænde og lukkertid) senere også afstanden kan indstilles automatisk.
Mellemringe og bælg Et udskifteligt objektiv, der ikke kan fokusere på genstand meget tæt på, kan monteres på mellemringe eller en bælg. Derved kan man tage fotografier af genstande meget tæt på. Brug af forsatslinser er også en mulighed. Ældre kameraer med bælg findes med ’’dobbelt udtræk’’, så objektivet kan bringes til at fotografere meget tæt på.
Blitz Når et motiv er meget mørkt, må man fotografere med lang belysningstid og/eller stor blænderåbning. Det første giver risiko for rystede billeder, eller for et foto med udtværing, hvis motivet flytter sig. Det andet giver meget lille dybdeskarphed. Her kan man bruge kunstig belysning i form af en blitz eller flash.
Oprindeligt afbrændte man en tynd magnesiumstrimmel eller antændte et særligt pulver lavet af magnesium og et oxidationsmiddel.
Senere blev det erstattet af de mere håndterbare blitzpærer, der typisk er glaspærer med et indhold af aluminiumtråd eller -folie og ilt. Pæren antændtes af strømmen fra et elektrisk batteri ved hjælp af en kontakt i forbindelse med lukkeren. En lamellukker kan give synkroniseringsproblemer ved høj lukkerhastighed. For nogle typer blitzpærer sker antændelsen ved et slag på en tændsats.
Blitzpærer blev efterhånden suppleret og erstattet med elektronblitz, et apparat der giver et meget kort og kraftigt glimt i et udladningsrør. Dette apparat er i dag indbygget i nogle kameraer, mens andre benytter en enhed, der sættes uden på eller forbindes med kameraet. Blitzen kan i nogle modeller justere belysningen i forhold til kameraets indstilling (disse angives manuelt på blitzen)), så lysglimtet afbrydes, når der er udsendt nok lys. I andre typer kommunikerer blitzen elektronisk direkte med kameraet.
Kameratyper til fotografi Fotoapparater er blevet udviklet i talrige varianter med forskellige formål for øje. Der er ikke nogen helt præcis opdeling, som alle er enige om.
Atelierkameraet Et atelierkamera har traditionelt brugt storformatfilm (eller fotografiske plader), som kan have mange forskellige størrelser, men to hyppige formater er 9×12 cm eller 4×5 tommer. I de størrelser er det ikke praktisk muligt at erstatte det med en egentlig digital sensor. I stedet kan man få digitale scannerbagstykker, som digitaliserer billedet ved at føre en linjescanner ned over billedplanet efter samme princip som en skanner til papir, men det princip giver kun mening ved stillestående motiver. Digitaliseringen inden for moderne fotografi har af den grund medført et voksende udbud af atelierkameraer tilpasset til mellemformat, som f.eks. 6×6 cm, hvortil der kan fås sensorbagstykker.
Kameratypen er især til teknisk brug og anvendes stativmonteret og i de fleste tilfælde indendørs. Det er opbygget med to rammer monteret overfor hinanden, hvor den ene holder objektivet, og den anden holder filmen. Imellem de to rammer sidder en lystæt bælg, som derved danner filmkammeret. De to rammer kan drejes, flyttes og forskydes i forhold til hinanden, og på den måde kan man foretage mange forskellige perspektivændringer og dreje skarphedsplanet. Disse kameraer kræver en del erfaring hos brugeren, men den fotografiske fleksibilitet er uovertruffen.
Miniaturekameraet