Irland (), også kendt som Republikken Irland (), er et land i Nordvesteuropa. Det består af 26 af de 32 grevskaber på øen Irland og har en befolkning på omkring 5,4 millioner. Dets hovedstad og største by er Dublin, på øens østside, med en befolkning på over 1,5 millioner. Den suveræne stat deler sin eneste landgrænse med Nordirland, som er en del af Storbritannien. I øvrigt er landet omgivet af Atlanterhavet, med Det Keltiske hav mod syd, Skt. Georges Kanal mod sydøst og Det Irske Hav mod øst. Det er en enhedsstat og en parlamentarisk republik. Den lovgivende magt, Oireachtas, består af et underhus, Dáil Éireann; et overhus, Seanad Éireann; samt en valgt præsident (Uachtarán), som fungerer som en overvejende ceremoniel statsleder, men med visse vigtige beføjelser og pligter. Regeringschefen er Taoiseach (premierminister), der vælges af Dáil og udnævnes af præsidenten, som derefter udnævner de øvrige ministre.
Den Irske Fristat blev oprettet med dominionstatus i 1922 efter den engelsk-irske traktat. I 1937 blev en ny forfatning vedtaget, hvori staten fik navnet "Irland" (engleks Ireland) og reelt blev en republik med en valgt ikke-udøvende præsident. Den blev officielt erklæret republik i 1949 efter The Republic of Ireland Act 1948. Irland blev medlem af FN i 1955. Det tilsluttede sig Det Europæiske Fællesskab (EF), forgængeren for Den Europæiske Union (EU), i 1973. Staten havde ingen formelle forbindelser med Nordirland i det meste af 1900-tallet, men i 1980’erne og 1990’erne samarbejdede de britiske og irske regeringer med nordirske partier om at løse den konflikt, der blev kendt som the Troubles. Siden underskrivelsen af Belfastaftalen i 1998 har den irske regering og den nordirske regering samarbejdet på en række politikområder gennem North/South Ministerial Council, som blev oprettet ved aftalen.
Irland er et industriland med en livskvalitet, der i 2024 blev rangeret som nummer seks i verden i den ulighedskorrigerede Human Development Index-rapport. Landet placerer sig også højt inden for sundhedsvæsen, økonomisk frihed og pressefrihed. Ifølge Global Peace Index var Irland det næstmest fredelige land i verden i 2024.
Irland er medlem af EU og et stiftende medlem af Europarådet og OECD. Den irske regering har ført en politik med militær neutralitet gennem alliancefrihed siden før anden verdenskrig, og landet er derfor ikke medlem af NATO, selv om det deltager i Partnerskab for fred og visse aspekter af PESCO. Irlands økonomi er avanceret, og et af Europas store finansielle knudepunkter er centreret omkring Dublin. Landet rangerer blandt de fem rigeste lande i verden målt både på BNP og BNI per indbygger. Efter tiltrædelsen af EF gennemførte landets regering en række liberale økonomiske politikker, som bidrog til at fremme økonomisk vækst mellem 1995 og 2007, en periode der ofte betegnes som den keltiske tiger. En recession og et tilbageslag i væksten fulgte under den store recession, som blev forværret af bristningen af den irske boligboble. Den store recession varede indtil 2014 og blev efterfulgt af en ny periode med stærk økonomisk vækst.
Historie
Irlands historie går tilbage til omkring 8.000 f.Kr., da de første jægere og samlere drog fra Europa til Irland formentlig via en landtange. Der findes meget få spor fra de tidligste indvandrere, men deres efterkommere særligt fra den iberiske halvø efterlod sig i yngre stenalder store neolitiske fundsteder som Poulnabrone Dolmen og Newgrange.History news netwok . Hentet .Myths of British ancestry Stephen Oppenheimer. October 2006, Special report. Hentet . Kristne missionærer som Sankt Patrick indførte kristendommen fra cirka 400.
Fra omkring 800 og 100 år frem angreb vikinger kysten og skabte blodbad og kaos i de små kongedømmer og i de blomstrende, vidt udbredte keltiske klostre.
Begge institutioner var dog stærke nok til at overleve og endda assimilere indvandrerne. Anglo-normanniske lejetropper kom i 1169 under ledelse af Richard de Clare, 2. jarl af Pembroke, også kendt som Strongbow (= Stærke bue). De markerede begyndelsen på mere end 700 års direkte normannisk/engelsk indblanden i Irland. Den engelske krone krævede ikke fuld kontrol over øen før den engelske reformation, hvor spørgsmål om de irske vasallers loyalitet skabte grobund for en række militære felttog 1534-1691. Tiden var præget af protestantiske bosættere fra England. Som følge af Irlands militære og politiske nederlag fra begyndelsen af 1600-tallet blev de religiøse skillelinjer i landet tydeligere. Sekterisme har været et stadigt tilbagevendende fænomen i irsk historie.
I 1613 mistede den katolske majoritet magten i det irske parlament gennem nye engelsk-skabte valgkredse, som fra slutningen af århundredet blev fuldstændigt gennemført, så katolikkerne, der udgjorde 85 % af befolkningen, fik begrænset deres stemmeret. Den politiske magt lå hos de få protestantiske bosættere, og den katolske majoritet blev systematisk undertrykt, politisk og økonomisk. I 1801 nedlagdes koloniens parlament, og Irland blev med unionsloven en del af Det Forenede Kongerige Storbritannien og Irland. Katolikker var udelukket fra at sidde i parlamentet indtil 1829.
Fra 1880'erne stræbte Irish Parliamentary Party efter irsk hjemmestyre gennem parlamentarisk pres for at gennemføre hjemmestyreloven. Den blev i 1914 udskudt som følge af udbruddet af 1. verdenskrig.
I 1920 vedtog Storbritanniens kongres hjemmestyreloven Government of Ireland Act 1920, også kendt som den fjerde lov om hjemmestyre. Resultatet var to separate hjemmestyreområder i Irland: Øen blev opdelt i et Nordirland, som grundlagde deres parlament ud fra denne lov, og i et Sydirland, hvor den aldrig blev gennemført.
Efter den irske uafhængighedskrig i 1922 løsrev de 26 sydlige grevskaber sig og dannede Den Irske Fristat, efter 1937 Den Irske Republik. De seks nordøstlige grevskaber kendt som Nordirland forblev en del af Det Forenede Kongerige. Nordirlands historie har været præget af konflikter mellem nationalister (primært katolske) og unionister (primært protestanter). Konflikten brød ud i form af The Troubles i slutningen af 1960'erne og varede til freden 30 år senere.
Demografi
Irlands befolkning er af keltisk oprindelse. Kelterne i Irland er et af de keltiske folk, som har taget flest omveje under vandringen. Fra hjemlandet, i det nuværende Tyskland og Østrig, vandrede de ned til Den Iberiske Halvø og blandede sig her med ibererne. Disse kelter-iberer udvandrede til Irland omkring 1.000 år før vor tidsregning.
Landets officielle sprog er irsk, men er i realiteten erstattet af engelsk. Irsk er siden 2007 officielt EU-sprog. Det tales kun af omkring 30.000 mennesker i nogle spredte områder i det vestligste Irland.
De områder i Irland, hvor irsk er officielt anerkendt som majoritetens primære sprog, kaldes for Gaeltacht.
Der bor cirka 85.000 mennesker i Gaeltacht-områderne, som særligt er koncentreret i countyerne Donegal, Mayo, Galway, Kerry og Cork. Her er irsk administrationssprog, det vigtigste undervisningssprog i skolerne, og færdselsskiltene har normalt kun irsk tekst. Der findes også mindre irsk-talende områder andre steder, blandt andet i countyerne Waterford og Meath.
I midten af 1800-tallet faldt indbyggertallet drastisk som følge af fattigdom, svigtende høst, hungersnød og gengældelsesforanstaltninger fra det engelske herredømme. Indbyggertallet faldt fra omkring 6,5 millioner i året 1841 til 3 millioner i 1921; mange udvandrede til Storbritannien og særligt USA. Uafhængigheden af Det Forenede Kongerige Storbritannien og Irland i begyndelsen af 1920'erne førte til forbedrede levevilkår. Alligevel faldt indbyggertallet stadig, dog ikke så stærkt.
Et demografisk lavpunkt blev nået i 1960'erne med omkring 2,82 millioner indbyggere. Siden har befolkningstallet udviklet sig positivt til omkring 4.456.000 (2010). Det øgede indbyggertal skyldes mest indvandring, men også fødselsoverskud.
Befolkningens gennemsnitslevealder er 77 år for mænd og 82 år for kvinder.
Religion
78,3 % af befolkningen er medlem af den Romersk-katolske kirke, mens 2,6 % hører til den anglikanske kirke "Church of Ireland". Lidt over 1 % af befolkningen er muslimer, mens 9,8 % oplyser, at de ikke tilhører nogen religion (2016).
Irlands Romerske-katolske Kirke består af fire ærkebiskopdømmer med sæde i Armagh, Dublin, Tuam og Cashel. Den katolske kirkes leder for øen Irland er ærkebiskoppen af Armagh.
Den Presbyterianske Kirkes medlemmer er overvejende efterkommerne af skotske indvandrere og derfor mest udbredt i Nordirland.
Desuden er der små metodistiske og luthersk evangeliske kirker. Med 1.591 medlemmer (2005) er Kvækerne en lille menighed, men den næststørste i Europa.
Politik
thumb|200px|Regeringsbygningen i Dublin. thumb|200px|Leinster House, Irlands Parlament.
Irland er en republik med parlamentarisk regeringssystem. Præsidenten (Uachtarán na hÉireann) vælges for syv år ad gangen og er republikkens statsoverhoved. Siden 2025 har Catherine Connolly været Irlands præsident.
Irlands parlament, Oireachtas, omfatter foruden præsidenten de to kamre, Dáil Éireann (det folkevalgte kammer) og Seanad Éireann (Senatet). Alle tre har hjemme i Dublin. Præsidentens embedsbolig, Áras an Uachtaráin, ligger i byens største park, Phoenix Park. Boligen var tidligere residens for generalguvernøren i Den Irske Fristat. De to kamre mødes i Leinster House, der har været anvendt til formålet siden dannelsen af fristaten i 1922.
Regeringen har til huse i Government Buildings. I 1921 mødtes House of Commons for Sydirland i bygningen, og da Den Irske Fristat blev en realitet, gjorde regeringen Government Buildings ved siden af Leinster House til midlertidigt hjemsted for enkelte ministerier. Senere blev begge bygninger permanente regerings- og parlamentsbygninger.
Regeringschefen Taoiseach udnævnes af præsidenten efter forslag fra parlamentet. Statsministeren er gerne lederen af det største politiske parti eller den koalition, som vinder flest sæder ved parlamentsvalget. Parlamentet består af to kamre: Seanad Éireann (Senatet) med 60 medlemmer, og Dáil Éireann (Underhuset) med 166 medlemmer. For hver 20.000 til 30.000 indbyggere vælges et medlem i de 43 valgkredse, som hver vælger fra tre til fem mandater alt efter, hvor stor valgkredsen er. Senest 30 dage efter, at Dáil Éireann er opløst, skal valget finde sted. Medlemmerne af Underhuset vælges for fem år ad gangen, men en tidligere opløsning er mulig.
Regeringen har højst 15 medlemmer. Af dem må ikke flere end to ministre komme fra senatet, mens premierministeren og finansministeren skal tilhøre underhuset Dáil Éireann.
Aktuel politik
Ved parlamentsvalget den 24. maj 2007 blev Taoiseach Bertie Ahern fra det liberalt-konservative parti Fianna Fáil igen regeringschef i spidsen for en koalitionsregering, som ud over landets største parti, Fianna Fáil, omfattede partierne Progressive Democrats (opløst 2008) og Green Party. Den 2. april 2008 meddelte Bertie Ahern, at han trak sig tilbage fra premierministerposten og som partileder den 6. maj 2008. Han blev den 7. maj 2008 afløst på begge poster af Brian Cowen.
Den 12. juni 2008 gjorde Irland sig bemærket i EU som det eneste land, der gik til afstemning om Lissabon-traktaten. Irerne stemte nej. Ved den anden folkeafstemning den 2. oktober 2009 om Lissabontraktaten i Irland sagde et flertal på 67,13 % ja til den nye traktat.