thumb|Kun lidt vides om Montenegros bronzealder. Her er rester af spyd fra bronzealderen. Billedet er taget i Historisk Museum, Cetinje. thumb|Illyrisk guldarbejde viser spydkaster til hest. thumb|Denne portretterte muggen fra Budva er fra 2–3. århundrede e.Kr, og viser både græsk og romersk stilpåvirkning. Billedet er taget i Historisk Museum, Cetinje. thumb|Den hellige (Sveti) Jovan Vladimir var fyrste af Duklja, 990–1016. thumb|Freskomaleri af Mihajlo I Vojislav af Djukla, prins 1050–1077, og den første konge 1077–1081. Kopi i Historisk Museum i Cetinje.
Montenegros historie er stærkt præget af landets nærhed til mægtigere nabolande og har været båret frem af en ofte meget dygtig balancering mellem stormagter helt til moderne tid. Dele af området har været underlagt ret mange og skiftende udenlandske herredømmer, men en uafhængig, mere eller mindre kontinuerlig montenegrinsk stat eksisterede uafbrudt fra 1356 til 1918, og igen fra 2006.
I de første 160 af disse år var denne stat (Zeta) kulturelt og politisk "serbisk", men der efter ses flere kontinuerlige montenegrinske stater og dynastier, som beherskede dele af landet, oftest med basis i klaner i bjergområderne i sydvest rundt Cetinje. Disse områder var aldrig besatte af osmannerne således, som resten af Balkan var, eller af Venezia, som fra 1420 til 1797 beherskede Montenegros kystbyer.
Landets historie præges af, at forskellene mellem vestlig og østlig kristendom, politisk kultur, og statstilhørighed gik gennem Montenegro. Der har længe været betydelige etniske, religiøse, økonomiske og politiske forskelle mellem kysten i vest og indlandet i øst. Dette skel er fortsat synligt i montenegrinsk samfundsliv.
Montenegros historie er en tusind år lang balancegang mellem ambitionerne hos tyrkere, italienere og serbere på denne del af Balkan. Bare en gang mislykkedes balancegangen, da det montenegrinske kongehus i 1400-tallet kom i konflikt med både tyrkerne og veentianerne på én gang. Prisen blev høj – Zeta-staten gik i praksis under og overlevede bare i utilgængelige bjergegne i sydvest. I nyere tid blev derimod selvstændigheden fra 2006 resultatet af mere vellykket balancekunst, den kom i stand takket være vestlig pres mod de serbiske ledere efter Balkankrigene og gjorde tålmodige montenegrinske ledere i stand til at manøvrere landet til fuld selvstændighed.
Oldtiden I grotten Mališina i Pljevlja er der fundet rester af bosættelse fra istiden, mens Medena Stijena i samme kommune har rige fund fra stenalderen. Helleristninger med motiver af rensdyr nær Risan i Kotorbugten vidner om rensdyrjagten her under sidste istid, da klimaet var langt koldere end i dag. Vi ved lidt om overgangen til jordbrug og om bronzealderen i dette område.
Montenegro var befolket af illyrere samtidig med en vis græsk kolonisering langs kysten (Budva) omkring 700–500 f.Kr. Keltiske immigranter bosatte sig i området i 300-tallet f.Kr., og udviklede en illyrisk stat med hovedstad i Skadar i det 2. århundrede. Mange historikere mener, at illyrerne tilhørte den keltiske Hallstatt-kultur.Kühn, Herbert. Geschichte der Vorgeschichtsforschung, Walter de Gruyter, 1976, s 455. «...of the Middle Danube Urnfield group persisted in the eastern Alpine and the north and east Adriatic area where the Illyrian Hallstatt culture arose in the following centuries best known through its celebrated Hallstatt cemetery and the situla art.»Kipfer, Barbara Ann: Encyclopedic Dictionary of Archaeology, Springer, 2000, s 591: «...Venus figurine Veneti: An Illyrian people who came from the east and took possession of...the Golasecca, Villanovan, and Etruscan cultures and with the transalpine Hallstatt culture.»
Illyrernes hovedstad lå i kystbyen Risan i Kotorbugten, og stadig illyrisk piratvirksomhed medførte, at romerne omkring 140 f.Kr. tog kontrol med kystområdet på østsiden af Adriaterhavet (Dalmatien), og indlemmede indlandet i provinsen Illyricum fra år 9 e.Kr. Doclaea og Municipium S var vigtige garnisonsbyer, og et vejnet forbandt alle landets udposter med kysten, og med Donau længere nord. Ved delingen af Romerriget i 395 gik grænsen mellem de vest- og øst-romerske riger (og efterhånden kirkerne) nord over fra Skadar og gennem det indre af Montenegro. Kysten var altså "vestlig".
Under Justinian oplevede Det Østromerske Rige en blomstring og handelssamkvemmet over Adriaterhavet voksede kraftigt efter Justinians erobring af Italien. Men under hans efterfølgere de næste århundreder fulgte nye nedgangstider for riget, og kampen mod islam fra 700-tallet vendte fokus bort fra de vestlige provinser. Balkan oplevede i 400-tallet og 500-tallet en række barbariske invasioner fra gotere, avarere og slavere. Med slavernes ankomst fra 600-tallet blev Montenegros position som grænseområde mellem østkirken og vestkirken endnu tydeligere, ved at østkirken fik en ny vækkelse gennem kristningen af de nærboende serbere, og vestkirken gennem kristningen af montenegrinerne.
Selvstændighedens højdepunkt - Duklja 600–1102
I tidlig middelalder dannede serbere, kroater og bulgarere sine første semi-nationale og ganske snart feudale stater, men montenegrineree hører vi ikke om.Okey, Robin: Eastern Europe 1740-1985, Unwyn Hyman 1982 (1989), side 14 og 17. Tidlig på 600-tallet er det muligt, at den byzantinske kejser tilegnede kyststrækningen af nutidens Montenegro omkring floden Bojana til serbiske nybyggere,Kilde: en:wiki. Det har været vanskeligt at få dokumenteret denne påstand fra historiske kilder. som etablerede et levedygtigt fyrstedømme i Duklja (Doclaea). Samtidig beholdt byzantinerne åbenbart initiativet på andre områder, for det serbiske fyrstedømme blev kristnet af de østlige missionærer Kyrillos og Methodios i 870'erne.Norwich, John Julius: A Short History of Byzantium, Vintage Books, New York 1997 (1999), side 156.
En splittelse i flere lydriger fra 900 hindrede ikke fortsat ekspansion. Byen Breznica blev et vigtigt serbisk provinssæde. En midlertidig byzantinsk generobring 960–1042 endte til sidst med total militær sejr for Stefan 1. Vojislav af Duklja, som inden 1050 inkluderede hele kyststrækningen fra Skadar til Split. Den nye fyrste for Huset Vojisavljević, Mihailo, balancerede mellem øst og vest ved å gifte seg med en gresk prinsesse i 1052. Balansekunsten under hans styre som fyrste (1050–1077) brakte midlertidig fred og økonomisk opgang.
Snart blev derimod modsætningerne til Byzants større. Da kejseren i Konstantinopel tabte Italien til normannerne, så serberne i bjeergene en mulighed for gøre oprør mod kejseren, med Mihailos støtte. Nederlag i kampen mod byzantinerne drev Mihailo i retning af Rom, med udsigter til at få oprettet Duklja som selvstændig katolsk ærkebispedømme med pavens velsignelse. Den kirkelige status blev formodentlig af Mihailo anset som en forudsætning for fuld politisk selvstændighed. Målet om eget ærkebispedømme blev endnu ikke nået, men pave Gregor VII, som var optaget af at vinde nye sejre i magtkampen mod Byzants efter kirkesplittelsen i 1054. Han anerkendte Duklja som kongedømme under Mihailo, som tog titlen kong Mihailo 1. Vojislav af Duklja (1077–1081).
Sønnen og efterfølgeren Konstantin Bodin knyttede Duklja yderligere til vesten gennem giftemål med normannerne i Italien. Sammen med den normanniske korsfarerhertug Robert Guiscard deltog Konstandin i invasionen af Dyrrachium længere mod syd. I 1089 støttede han pave Urban 2. i striden med en modpave, og som tak blev bispesædet i Bar opgraderet til ærkebispesæde. Konstantin gik videre i sin stormagtspolitik, og angreb og okkuperede både Bosnien og det serbiske fyrstedømme Raška. Dette slog derimod tilbage i form af en storstilet byzantinsk hævnekspedition 1089–1091, som indledte et gradvis tab af territorier og til sidst Duklja-statens fald.
I slaget ved Morača i 1102 vandt storhertug Vukan af Raška en knusende sejr over Duklja. Nu fulgte mere end 80 års dynastisk balancekunst og indre strider, hvor familiemedlemmer afløste hinanden i skiftende alliancer med Byzants, normannerne, og serberne i Raška. Fra 1166 var kun en lille kyststribe tilbage uden for serbernes kontrol, og i 1186 blev Duklja formelt og fuldstændigt indlemmet i Raška.
thumb|Misoslavs evangelium, trolig fra 11.århundre, blev kopieret i 1100-tallet i Kotor. Det er et af de ældste skriftlige arbejder på serbisk. thumb|Raškas udstrækning 1150-1220, et højdepunkt for middelalderens serbiske statsdannelse. thumb|Klosterdannelse var vigtig kulturel nationsbygning i middelalderen, og målet var længe en selvstændig kirke uafhængig af Serbiena. Billedet viser ikonmaleri fra Morača-klosteret, 13.århundrde. thumb|Udstrækningen af Crnojevic-dynastiets stat Zeta i 1400-tallet. thumb|Montenegro nød godt af sjælden religionsfrihed både under osmannisk og venetiansk styre. Øen Gospa od Škrpjela ud for Perast i Kotorbukten fik serbisk-ortodoks kirke i 1452, mens nutidens katolske kirke blev bygget i 1632. thumb|Bispe-fyrsterne i Cetinje styrte en selvstændig, teokratisk stat fra 1516 til 1878. Her bispekongen (kralj) Stefan, portrætteret i 1628. thumb|Bispe-fyrsten Petar I Petrovic styrede i perioden 1782-1830. thumb|Postkort fra 1910 viser proklamationen af Kongeriget Montenegro i 1910. thumb|Kong Nikola 1. Petrović-Njegoš var prins i Cetinje fra 1860, men blev den første og hidtil sidste formelle konge af Montenegro 28.august 1910, da kongedømmet blev proklameret. Hans stat viste afgørende økonomiske og militære svagheder under Balkankrigene og 1. verdenskrig. thumb|Kongeriget Montenegro, 1914.
Serbernes højdepunkt – Raška og Zeta
Under kong Stefan I Nemanja af Huset Vukanović nåede det serbiske kongedømme et midlertidig højdepunkt. Han grundlagde ikke bare Huset Nemanjić, men blev også ophøjet til ortodoks helgen. Han var en adelsmand fra Ribnica (Podgorica) og tillod oprettelsen af et underlagt, men selvstændigt fyrstedømme Zeta som omfattede omtrent samme territorium som nutidens Montenegro. I 1219 blev Stefan I's søn Đorđe Nemanjić, udråbt til konge af Duklja-Zeta. Siden Zeta-herskerne også sprogligt og kulturelt var serbere, kan man nu tale om et tvillingkongedømme, som udviklede sig uden stærke etniske spændinger. I denne periode skete der specielt stor klosterbygning i dobbeltriget.
Dynastisk strid var derimod uløselig knyttet til højmiddelalderen, og de ulige kirkeledere kæmpede også om større indflydelse. Den katolske ærkebiskop af Bar var Zeta-periodens mægtigste feudalherre. Under kong Stefan Uroš IV Dušan af Raška blev opløsningstendenserne i den serbiske stat så åbenbare, at Zeta med tiden kunne rive sig helt løs efter hans død i 1355. Den serbiske storhedstid var med dette ovre.
Allerede i 1356 opstod igen en selvstændig montenegrinsk stat, kongedømmet Zeta, under Balša I som grundlagde Huset Balšić. Byerne Bar, Kotor og Skadar blev underlagt det nye kongedømme. Efter 1385 blev Prizren i dagens Kosovo indtaget, og Zeta fik nu større udstrækning end dagens montenegrinske stat. Tidvis lå også den kroatiske by Cavtat under Zetas indflydelse. Zeta-herskerne fremmede fri handel, kystbyerne blomstrede, og der blev indført en pengeunion med dinarer som fælles møntenhed.
Men stadig rivalisering med herskerne af Bosnien førte ofte til militær konflikt, og en kortvarig okkupation af den nordlige kyststribe i 1382, da bosnierne grundlagde byen Herceg Novi. Da bosnierne forlod området, opstod en ny udfordring, nemlig den øgende tilstedeværelse af og økonomiske indflydelse fra handelsrepublikken Venezia langs kysten. Venezia fik fodfæste i Kotor (Catarro) i 1300-tallet, og feudalherrerne i Onogošt (Nikšić) lod sig også overtale til at støtte venetianerne. Fra 1420 fik venetianerne effektiv kontrol med hele kysten med undtagelse af Republikken Ragusa (Dubrovnik), og denne kontrol skulle bestå helt til 1797. Med en yderligere, ny fare også fra øst – osmannerne – som en reel trussel, så Zeta-herskerne ingen anden udvej end at alliere sig med Serbien.