Traktaten om Den Europæiske Union (TEU) ofte kaldet Maastricht-traktaten var en traktat, der blev indgået i Maastricht i 1991 mellem medlemslandene i det daværende EF og underskrevet 7. februar 1992. Traktaten trådte i kraft 1. november 1993, efter at Danmark først havde nedstemt den ved en folkeafstemning og derefter vedtog den sammen med Edinburgh-protokollen ved endnu en afstemning. Traktaten består af 53 artikler og omdannede EF til den Europæiske Union (EU).
Traktaten blev foreslået oven på omvæltningerne i Europa grundet den Kolde Krigs afslutning. Herefter var det især på initiativ fra Frankrig og Tyskland, at forhandlingerne blev igangsat. Ydermere ønskede flere medlemslande og nogle af EU's organer mere integration og tættere samarbejde.
Forhandlingerne om traktaten blev gennemført på to sideløbende regeringskonferencer om henholdsvis en Økonomisk og Monetær Union og en politisk union. Disse var under ledelse af først det luxembourgske formandskab og dernæst det hollandske. Det uofficielle navn på traktaten indeholder navnet på den hollandske by Maastricht, hvor det sidste topmøde blev holdt under det hollandske formandskab.
Traktaten er opbygget med en søjlestruktur med de såkaldte tre søjler. Søjlerne markerer en skelnen mellem hvilke områder der er en del af det overstatslige og det mellemstatslige samarbejde. Nye områder i traktaten er især politiske med de retlige og indre anliggender samt den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Et andet vigtigt tiltag er det styrkede økonomiske samarbejde med en fælles mønt.
Ratifikationen af traktaten blev gennemført, efter at Danmark, Irland og Frankrig havde afholdt folkeafstemninger om spørgsmålet, og de øvrige lande havde vedtaget den i de nationale organer. Siden Maastricht-traktatens ikrafttræden er den blevet ændret flere gange, og nogle af politikkerne er stadig under udvikling.
thumb|200px|Europæiske Fællesskab 1992/1993 Baggrund
De Europæiske Fællesskaber, EF, havde siden 1957 varetaget en række europæiske landes fælles interesser på det økonomiske og handelsorienterede område. Dette samarbejde havde hidtil været en succes, og der havde ikke tidligere været behov for en udvidelse af samarbejdet. Dette skyldtes primært den bipolare magtfordeling mellem USA og Sovjetunionen, der varede indtil Sovjetunionens sammenbrud omkring 1990. Denne magtfordeling gjorde, at de to supermagter havde store europæiske interesser, og det gjaldt således for dem om at have så mange allierede som muligt på det europæiske kontinent. USA’s interesser blev varetaget af den vestlige halvdel, og den østlige halvdel støttede op omkring Sovjetunionen. Det, supermagterne gav til gengæld, var militær beskyttelse, og netop denne beskyttelse var grunden til, at de europæiske lande ikke selv behøvede at have den store bekymring omkring blandt andet det sikkerhedspolitiske. thumb|200px|Mitterand og Kohl mødes i 1987 Da Berlinmuren pludselig faldt i 1989, og Sovjetunionen derefter i 1990 brød sammen, var den Kolde Krig bragt til ende, og der var basis for nye ideer og tiltag i verden og Europa. Landene i EF så muligheder og behov for forandringer og stærkere samarbejde landene imellem. Dette var ikke mindst grundet et atter samlet Tyskland. Det vurderedes, at det genforenede Tyskland ville blive en mastodont i Europa, og grundet landets blakkede historie var flere Europæiske lande bekymrede for landets magt i Europa.Rasmussen, p.85 Bekymringen fra især Frankrig udmøntede sig i en regeringskonference om oprettelsen af en politisk union efter initiativ fra netop Frankrig og Tyskland. Forinden havde man dog afholdt et møde i Rådet i juni 1988, hvor der var nedsat en komité, som senere i 1989 fremlagde en rapport om fremgangsmåden for indførelsen af en økonomisk og monetær union. Man mente, at forudsætningen for en sådan union var et stabiliseret europæisk samarbejde med øget samhørighed og ensretning,Udenrigsministeriet p. 39 hvilket en politisk union ville være.
I henhold til den Kolde Krigs afslutning så man især den nye sikkerhedspolitiske situation som et problem, og samtidig åbnedes en mulighed for at få en stærkere international position med et styrket europæisk samarbejde. Disse nye muligheder og problemer var, hvad der skabte grobund for en ny traktat og dermed ændringer af Fællesskabernes hidtidige basis bestående af Rom-traktaten og EF-pakken (SEA).
I Danmark havde der allerede i 1986 vist sig et skeptisk bagland i debatten op til folkeafstemningen om EF-pakken, hvor skeptikerne havde kommet med forudsigelser om, at samarbejdet var på vej mod en føderalistisk europæisk nation,Lunde p. 15 hvortil daværende statsminister Poul Schlüter havde udtalt "Unionen er stendød", hvilket han og hans partifæller snart skulle komme til at fortryde.Ellemann-Jensen p. 207 Hvorom alting var, blev det en realitet, at medlemslandene skulle forhandle om en ny traktat.
En anden faktor fra europæisk side var, at man mente, at der var et demokratisk underskud i EU. Dette ville man gøre op med gennem effektivisering af institutionerne, mere enstemmighed og større økonomisk sammenhæng mellem medlemslandene. Dette var især et ønske fra Europaparlamentet, der historisk set altid havde presset på for at få mere magt. Ønsket fremgik af den såkaldte Martin Report fremlagt i 1989.Kreppel p. 81
Forhandlinger thumb|Provinsregeringsbygningen på floden Meuse, hvor traktaten blev underskrevet.
Forhandlingerne om det, der skulle blive til Maastricht-traktaten, foregik på regeringskonferencerne om den Økonomiske og Monetære Union samt om en Politisk Union, der åbnedes ved Rådets møde 14.-15. december 1990 og varede til december 1991, hvor traktaten blev undertegnet af medlemslandene ved det afsluttende topmøde i Maastricht. Denne fremgangsmåde blev besluttet på Rådets møde i Dublin i april 1990.
Der var mange forskellige indgangsvinkler til en udvidelse eller ændring af det eksisterende samarbejde, og dette førte til tidlige udmeldinger om ståsted for nogle lande. Allerede i marts 1990 havde Belgien, som det første land, udarbejdet et memorandum til brug i forhandlingerne om det videre arbejde for EF. Grækenland og Danmark havde ligeledes lavet udkast for rammerne om deres forhandlinger, inden regeringskonferencen gik i gang.
For Frankrig var ØMU'en det vigtigste punkt for EF's videre udvikling, fordi dette ville få medlemslandene til at arbejde endnu tættere sammen. Tyskland derimod fandt den politiske union vigtigst og spillede især på en styrkelse og udvikling af EU's institutioner, herunder specielt Europa-parlamentet. Det var ikke mindst Tysklands fortjeneste, at parlamentet fik medbestemmelse i lovgivningsprocessen inden for visse områder, da landet under forhandlinger opsatte en styrkelse af parlamentet som et krav. Sammen med Frankrig og Tyskland var Italien en aktiv medspiller under forhandlinger, hvor landet især lagde vægt på en fælles forsvarspolitik.
Storbritannien var traditionelt konservative i det europæiske samarbejde, men efter Margaret Thatchers fald og afløsning af John Major var der dog åbnet op for en lidt mere positiv og aktiv linje. Selvom den officielle attitude var en aktiv tilgangsvinkel, havde Storbritannien til stadighed kvaler med den hurtige udvikling. Dette blev også afspejlet i landets undtagelserFor yderligere information om Storbritanniens undtagelser fra de øvrige landes forpligtelser se afsnittet undtagelser i denne artikel.
De første traktatudkast Efter udenrigsministrenes møde i juni 1991 i Dresden var der lagt op til topmødet i Luxembourg senere samme måned. Det første udkast til paragraffer i en ny traktat kom fra dansk side som opfølgning på regeringsmemorandummet for forhandlingsrækken. På baggrund af dette udviklede det luxembourgske formandskab et traktatudkast med en struktur, der tydeligt markerede skellet mellem det overstatslige og mellemstatslige samarbejde. Dette udkast fulgte langt hen ad vejen de danske forslag,Laursen p. 71 men allerede i marts 1990 havde Europaparlamentet spillet ud med forslag om samarbejde inden for miljø og socialområdet,Laursen p. 5 hvilket også var noget af det centrale i det danske forslag.
Rådets møde i Maastricht december 1991 Da Holland overtog formandskabet i juli 1991, fik landet samtidig ansvaret for de videre forhandlinger. På baggrund heraf lavede de et nyt udkast til en traktat. Denne blev dog ikke modtaget lige så godt, som den luxembourgske var blevet det tidligere på året. Ændringerne gjaldt primært en strukturændring til en helhedstraktat i stedet for søjlestrukturen, som foreslået af Luxembourg. Den dårlige modtagelse medførte, at hollænderne måtte lave endnu et udkast, der lå meget tættere på Luxembourgs tidligere udkast. Udkastet blev da lagt til grund for det sidste topmøde i Maastricht i december, hvor de sidste detaljer blev færdigforhandlet.
Underskrivning Da de endelige forhandlinger var på plads, og traktatteksten lå klar til undertegning, blev traktaten underskrevet af to repræsentanter for hver af medlemslandene. Traktaten blev kaldt Maastricht-traktaten efter den by, hvor topmødet blev afholdt. Herunder foreligger de enkelte landes signaturer fra slutakten i traktaten.
100px 100px 100px 100px 100px 100px 100px 100px 100px 100px 100px 100px
Indhold Traktaten består af en præambel samt 53 artikler opdelt i otte afsnit.
Mål Traktatens formål var at danne en union mellem de europæiske folk, sådan at der ville skabes et mere snævert samarbejde mellem disse. Selve unionens mål som defineret i traktaten var til gengæld at oprette en Økonomisk og Monetær Union for at skabe økonomisk stabilitet, give en stærk profil udadtil ved oprettelsen af en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, skabe et unionsborgerskab for derved at styrke demokratiet, fremme frihed og sikkerhed med bestemmelser og retningslinjer for bl.a. kriminalitet og asyl samt sikre effektiviteten for EU's instituioner.
Principper Traktaten indeholder en række principper, der skal ses som styrende for, hvordan denne skal tolkes, og hvordan EU og dets medlemslande skal handle. Principperne nævnt i traktaten er primært "gamle" principper fra EF-traktaten, der blot er blevet specificeret i Maastricht-traktaten eller principper udviklet af EF-Domstolens retspraksis, der er blevet traktatfæstet.Udenrigsministeriet pp. 13-15Principper, der oprindeligt var nedfældet i EF-traktaten, og som blot er blevet specificeret, er: legalitetsprincippet, om at fællesskabet skal handle inden for rammerne af dets traktater, miljøhensynsprincippet, om at miljøhensyn altid skal tages i udformningen af politikker, samt princippet om samhørighed, der udvides til at fællesskabet som helhed skal have økonomisk og social samhørighed mellem medlemslandene.Principper, der er udviklet af EF-Domstolen omfatter: proportionalitetsprincippet, om at EF kun handler i et omfang, der er nødvendigt for at nå dets mål, og princippet om respekt for grundrettighederne, om en respekt for menneskerettighederne og frihedsrettighederne. Desuden gælder det nye subsidiaritetsprincip, der blev indskrevet i traktatens præambel og især var et resultat af Storbritanniens ønsker. Princippet består i, at beslutninger skal træffes på så lokalt et niveau som muligt, og det vil i denne sammenhæng betyde på nationalt plan frem for europæisk plan. Det skal dog nævnes at princippet ikke er gældende, hvor EF har enekompetence.Udenrigsministeriet p. 12
De tre søjler
thumb|200px|De tre søjler i EU, som de så ud i Maastricht-traktaten.