thumb|Fru Heiberg dikterede selv sin positur og placering på dette portræt, som Wilhelm Marstrand færdiggjorde i 1859. Kan ses på Frederiksborgmuseet. Johanne Luise Heiberg, døbt Pätges (født 22. november 1812 i København, død 21. december 1890 sammesteds) var en dansk skuespillerinde og forfatterinde, hvis mor var af jødisk familie. Fra en opvækst i næsten total social elendighed – fattigdom, druk og racisme – præsterede hun at stige til guldalderens top uden at miste sin sjæl.
Hun blev af sin far tvunget til at optræde bl.a. på Dyrehavsbakken og diverse værtshuse. En mandlig beundrer fik hende væk fra dette miljø og i gang med en uddannelse til skuespiller. Hans selvmord kunne have sat en bremse på hendes karriere, men Johanne Luise holdt ud. Hendes talent var iøjnefaldende og uimodsigeligt. Selv holdt hun fast ved sin værdi: hun nægtede således at indlede pædofile forhold til diverse lærere på balletskolen. Hurtigt blev hun en af hovedkræfterne på teatret; en forunderlig ung kvinde, sanselig og intellektuel, smuk, selvbevidst, sart og stejl på samme tid. Hun var fra 1826 til 1864 den absolut førende skuespillerinde på Det kongelige Teater. I 1820'erne skrev Johan Ludvig Heiberg flere vaudeviller til hende, og hun blev i 1831 gift med ham. Dette ægteskab opfattede hun øjensynlig som sin hjemkomst i den klasse, hun opfattede som sin egen: de højeste lag i guldalderens kunstnerverden. Hun havde før levet i en forkert verden, nu var hun hjemme: i eliten.
I romantikken skrev Henrik Hertz, Adam Oehlenschläger og H.C. Andersen en række skuespil til hende med splittede, dæmoniske kvinder i hovedrollen.
Efter at være ophørt med at optræde fungerede fru Heiberg fra 1867-1874 som "Sceneinstructrice" ved Det kongelige Teater. I sine erindringer dvæler hun længe ved opsætningen af Shakespeares Macbeth og diskuterer selve skuespillets metode: hun, som havde spillet teater i den romantiske periode, konkretiserede nu realismens idealer.
Hun udgav brevvekslingen mellem sin svigermor Thomasine Gyllembourg og hendes fraskilte mand P.A. Heiberg – hvis ikke hun havde udsendt brevene i bogform, var de formentlig gået tabt. Brevene reddede Thomasines anløbne rygte og illustrerer eminent de fremherskende holdninger i tiden omkring 1800 – meget fjerne fra holdningerne i 1880'erne hvor bogen udkom. Ikke desto mindre tog Johanne Luise sin svigermors parti.
Hendes selvbiografi, Et Liv gjenoplevet i Erindringen, blev udgivet fra 1891-1892 af A.D. Jørgensen. Bogen vakte voldsomt røre ved udgivelsen, fordi meget i bogen gav udtryk for hendes stærkt subjektive opfattelse af begivenhederne – nogle kalder derfor spøgefuldt bogen for "Et Liv genopløjet i Erindringen". Den er et passioneret kampskrift, et forsvar for hendes mand, der som teaterchef pådrog sig manges had, og et forsvar for hendes egne valg. Ved førsteudgivelsen blev mange barske partier skåret ud, bl.a. om balletskolens misbrug af børn: de er senere indsat på rette plads.
Opvækst og baggrund Johanne Luises far hed Christian Heinrich Pätges og var født 1777 i landsbyen Honnef i hertugdømmet Berg ved Rhinen. Han lærte bødker- og vinkyperprofessionen i den tyske by Linz am Rhein ved Rhinen og udvandrede for at undgå militærtjenesten til Danmark og nedsatte sig i begyndelsen af århundredet som vinhandler i København. Her gjorde han bekendtskab med Henriette Hartwig eller Hirschborn, hvis jødiske forfædre var kommet fra Holland til byen Friedberg ved Frankfurt, hvor Henriette blev født. Herfra flygtede hun i en meget ung alder med sin søster, kom til Hamborg, hvor hun kom i tjeneste hos et jødisk herskab, og fulgte det til København.
I sit ægteskab med Heinrich Pätges fødte hun ni børn, af hvilke Johanne, der kom til verden 22. november 1812, var det næstyngste. Under Københavns bombardement (1807) mistede familien alt, hvad den ejede, og levede i en årrække under de trangeste kår, trods den energiske husmoders ihærdige bestræbelser for at holde sammen på stumperne. Hun drev værtshus og havde middagsabonnement, bl.a. for officererne ved det 2. jyske regiment. Da det i 1816 fik garnison i Aalborg, flyttede hun med, og her modtog den lille Johanne sin første danseundervisning hos en af regimentets underofficerer, J.F. Zangenberg. Han gav hende, da familien fire år senere vendte tilbage til København, et anbefalingsbrev til solodanser Dahlén, og efter at have aflagt prøve blev hun optaget på teatrets danseskole.Breve fra og til Johanne Luise Heiberg Første bind, 1820-1867, Udgivet af Just Rahbek, 1955, Gyldendal, https://slaegtsbibliotek.dk/922093.pdf Her kom hun snart til at høre blandt de fremmeligste; der blev komponeret et par små entreer for hende og en anden flink elev, den senere solodanserinde Andrea Marie Krætzmer, og de to unge piger fulgte med deres lærer P.J. Larcher på en kunstrejse til Lübeck og Hamborg.
1820'erne
Allerede inden disse rejser var Johanne Pätges taget i tjeneste af talescenen, som benyttede de mest opvakte danseelever til udførelsen af børneroller. 13. maj 1823 havde hun været det ene af Cathrina Juuls børn i Christian IV’s Dom, og aftenen efter spillede hun Giovanni i Adam Oehlenschlägers skuespil Correggio. I den nærmest følgende tid spillede hun bl.a. Fritz i Den lille Hyrdedreng, andet syn i Macbeth og Adonia i Salomons Dom. Ved Nielsens aftenunderholdning 8. januar 1826 fremsagde hun på tysk Castellis (sikkert Ignaz Franz Castelli) digt Lob der kleinen og gjorde så megen lykke, at Frydendahl sikrede sig hendes medvirken ved sit deklamatorium måneden efter (12. februar). Ved denne lejlighed gav hun sammen med Rosenkilde Poul Martin Møllers dialog Hans og Trine.
Den blev modtaget med stormende bifald, og Johan Ludvig Heiberg, som var tilstede, lod sig præsentere for den unge pige, takkede hende for hendes udførelse og skrev med det juvenile elskerpar som centrumsfigurer vaudevillen Aprilsnarrene, i hvilken jomfru Pätges spillede Trine Rar for første gang d. 22. april 1826. Ved sæsonens begyndelse var hun blevet elev ved teatret med 25 rigsdaler sølv i årlig gage, men efter den store succes med Aprilsnarrene blev hun udnævnt til "dramatisk Elev", hvorved hun blev fritaget for dansetjeneste og fik sin løn sat op til 100 rigsdaler om året. Fra nu af tog udviklingen af hendes lige så ejendommelige som smidige talent en fart, der satte hendes samtid i den største forbavselse og omgav hende med en konstant voksende beundring.
Johan Heiberg lagde i Et Æventyr i Rosenborg Have, De Uadskillelige og Prinsesse Isabella roller til rette for hende, Henrik Hertz byggede på hende til udførelsen af Julie i Flyttedagen, Johanne i Kærlighed og Politi, Marie i Arvingerne og Lotte i Amors Genistreger, Thomas Overskou beregnede rollen Esperance i sit skuespil Østergade og Vestergade på hende, og for det nye franske repertoire, særlig Augustin Eugène Scribes lystspil, kom hun i netop det rette øjeblik for at stemple dets udførelse med den rette stils præg; hun spillede Maria i Kærligheds Drømme, Constance i Braun & Comp., Fanny i Ustadighed og Kærlighed, Isabella i Gesandten, Agathe i Den fortræffelige Onkel, Emmeline i Den første Kærlighed, Georgina i Kvækeren og Danserinden og flere roller. Fruen i Tøpfers lille spøg Ser jer i Spejl må heller ikke glemmes, ligesom de større skikkelser hvormed hun gjorde det stærkeste indtryk: Preciosa i Wolffs og Webers lyriske drama, Julie i Shakespeares tragedie, Fenella i Den stumme og Agnete i Heibergs Elverhøj.
Johanne Pätges optages i ægteparret Wexschalls hjem 1829
Under denne blændende kunstneriske udvikling var der naturligvis også foregået en forandring i den unge skuespillerindes sociale stilling. Mens barndomshjemmet sank dybere og dybere ned i armod, mest på grund af faderens ligeglade energiløshed, åbnede den store og dannede verden sine døre for den beundrede kunstnerinde, hvis ungdom og interessante personlighed gav hendes spil forøget interesse og omgangen med hende en egen charme.
Kort efter Aprilsnarrenes opførelse havde Heiberg præsenteret hende hos sin moder, fru Gyllembourg, og i den lige så fintdannede som elegante kreds, der samledes hos søkadetakademiets chef, Shakespeares oversætter, kommandør Peter Frederik Wulff, blev hun en velset og feteret gæst. Den unge piges naturlige takt erstattede hendes mangel på selskabelig opdragelse, hun fandt instinktivt den rette holdning og udtryksmåde og blev, trods sin beskedne tilbageholdenhed og sin enkle påklædning, genstand for manges hyldest, og nogles sværmeriske tilbedelse.
Fattigdommen og ufreden i hjemmet stod i en grel modsætning til dette lette liv på samfundets højder og fantasiens lyse verden på scenen, så meget mere som også andre og vanskeligere forhold tyngede den unge pige. En 13 år ældre mand, Joh. Gebhard Harboe, assistent ved det kongelige klædeoplag, havde ved et tilfælde gjort hendes bekendtskab i hendes tidlige barndom, taget sig af hendes undervisning og efterhånden forblindet sig i en heftig forelskelse, som, da han mente at kunne få forældrenes samtykke, fik ham til at optræde som en slags skinsyg mentor for hende. Han bevogtede hendes handlinger, plagede hende med sin mistanke og sine mistydninger og forsøgte samtidig at vinde hende ved de oprigtigste hengivenhedsbeviser. Samtidig led han selv ved at se hende inddraget i de større og rigere kredse, hvortil hans indflydelse ikke strakte sig, og gjorde for hende, som det andet offer for dette uklare forhold, den hjemlige tilværelse til en lidelse.
I denne ulige situation kom der til hende som en stor og uventet lykke: hendes faderlige ven i teaterstyrelsen, Jonas Collin, tilbød hende optagelse i ægteparret Wexschalls hjem på teatrets regning. Nytårsdag 1829 flyttede hun til dette kunstnerhus – kun rundt om hjørnet, fra Vingårdsstræde til Laksegade, men alligevel ind i en anden verden. Den store skuespillerinde Anna Wexschall var et elskeligt menneske, som tog sig af sin myndling med moderlig ømhed og den dannede kvindes forstand på hendes tarv. Violinisten Frederik Thorkildsen Wexschall var virtuos på sit instrument, en gennemmusikalsk personlighed og en livfuld natur med stor sans for humor og komik; i deres hjem samledes en munter og opvakt kreds af forfattere, kunstnere og åndfuldt interesserede mennesker.
Under disse forhold brød den så længe kuede livsglæde med dobbelt magt frem hos den unge pige, og hendes væsen undergik en fuldstændig forvandling. Beskeden om, at hendes lidenskabelige tilbeder Harboe havde taget sig af dage, eftersøgt af politiet som mistænkt for underslæb, kastede kun en forbigående skygge over hendes tilværelse: den var jo på samme tid budskab om ophøret af et knugende tryk. Med kunstnerparret Wexschall, Nielsen og nogle andre af teatrets kunstnere gæstede hun i sommeren 1829 Christiania, hvor hun fik det mest levende bifald. Under opholdet her erfarede hun også, at hun 18. juli var blevet udnævnt til kongelig skuespillerinde med 300 rigsdaler i årlig gage.
Giftermålet med Heiberg 1831
Af hendes mange tilbedere havde adskillige haft frierhandskerne på. Heiberg havde bejlet til hende, men fået et skånsomt afslag; ligeledes hans ven, den ædle og åndfulde dr. Nicolai Christian Møhl. Hos Wexschalls fortalte man hende, at lige børn leger bedst, og rådede hende til at forlove sig med en skuespiller. Den unge Christoffer Hvid, som havde debuteret i marts 1829, kom meget i huset, og hans kurmageri blev støttet af dets værtinde. Under denne daglige påvirkning kom forlovelsen omsider i stand, men selv om han var en dannet og nobel personlighed, gik det snart op for hende, at hun havde begået et misgreb, og hun led meget derunder.