Slaget ved Romani var det sidste angreb som Centralmagterne gennemførte på landjorden mod Suez-kanalen i begyndelsen af Sinai og Palæstina-felttoget under 1. Verdenskrig. Slaget blev udkæmpet mellem den 3. og 5. august 1916 nær den egyptiske by Romani og det antikke Pelusium på Sinai-halvøen, 47 km øst for Suezkanalen. Denne sejr til den 52. infanteridivision og den beredne Anzac division fra den Egyptiske Ekspeditionsstyrke (EEF) over en kombineret osmannisk og tysk styrke, som var marcheret over Sinai, markerede afslutningen på felttoget for at forsvare Suez-kanalen, der var begyndt den 26. januar 1915. Denne sejr til det Britiske Imperium, den første mod det Osmanniske Rige i krigen, sikrede Suezkanalen mod angreb fra landjorden og afsluttede Centralmagternes ambitioner om at afbryde trafikken gennem kanalen ved at tage kontrollen over den strategisk vigtige nordlige adgang til Suez-kanalen. Den beredne Anzac divisions forfølgelse af osmannerne, som sluttede ved Bir el Abd den 12. august indledte Sinai og Palæstina-felttoget. Derefter var den beredne Anzac division med støtte fra kamelbrigaden i offensiven og trængte de tyske og osmanniske styrker langt tilbage over Sinaihalvøen og omgjorde på mest overbevisende måde det nederlag, som blev lidt ved Katia tre måneder tidligere.Battles Nomenclature Committee 1922 p. 31
Fra sidst i april 1916, efter at en tysk-ledet osmannisk styrke angreb britiske beredne styrker i slaget ved Katia, blev de britiske styrker i området først fordoblet fra en til to brigader og voksede derefter så hurtigt udviklingen i infrastrukturen kunne forsyne dem. Bygningen af jernbanen og vandrøret gjorde det snart muligt for en infanteridivision at slutte sig til de beredne brigader ved Romani. I sommerheden blev der foretaget regelmæssige patruljer og rekognosceringer fra basen i Romani mens infanteriet bygget en omfattende række af defensive skanser. Den 19. juli blev der rapporteret om fremrykning af en stor tysk, østrigsk og osmannisk styrke over det nordlige Sinai. Fra 20. juli og indtil slaget begyndte skiftedes de australske lette beredne 1. og 2. brigade til at rykke ud og have sammenstød med den fremrykkende fjendtlige kolonne.
I løbet af natten mellem 3. og 4. august 1916 indledte fjendtlige styrke, som omfattede den tyske German Pasha I enhed og den osmanniske 3. infanteridivision et angreb fra Katia mod Romani. Fremskudte tropper blev hurtigt involveret i kampe med den skærm af kavaleri, som var dannet af 1. lette beredne brigade (Anzac beredne division). Under intense kampe før daggry den 4. august blev de australske ryttere tvunget til langsomt at trække sig tilbage. Om morgenen blev deres linje forstærket med 2. lette beredne brigade og midt på formiddagen sluttede 5. beredne brigade og den beredne newzealandske riffelbrigade sig til kampen. Tilsammen lykkedes det disse fire brigader fra den beredne Anzac division at inddæmme angriberne og styre dem ud i dybt sand. Her kom angriberne indenfor rækkevidde af den stærkt forskansede 52. infanteridivision, som forsvarede Romani og jernbanen. Koordineret modstand fra alle disse EEF enheder, dybt sand, hede og tørst virkede i sammenhæng og de tyske, østrigske og osmanniske fremstød blev stoppet. Selv om den angribende styrke kæmpede hårdt for at holde sine stillinger den følgende morgen var de om aftenen blev trængt tilbage til deres udgangspunkt ved Katia. Den retirerende styrke blev forfulgt af den beredne Anzac division fra 6. til 9. august, og i denne periode kom det til kampe mellem en stærk bagtrop af osmanniske og tyske styrker og de fremrykkende australske, newzealandske og britiske styrker. Forfølgelsen endte den 12. august da den tyske og osmanniske styrke opgav deres base ved Bir el Abd og trak sig tilbage til al-Arish.
Baggrund thumb|Kort over den egyptiske Sinaihalvø (Bi'r ar Rummanah er Romani og Al Qantjarah er Qantara). Ved starten på 1. Verdenskrig havde det egyptiske politi, som kontrollerede Sinai-halvøen trukket sig tilbage og efterladt området stort set uden beskyttelse. I februar 1915 angreb en tysk og osmannisk styrke uden held Suez-kanalen.Falls 1930 pp. 13–4, 28–50 Mindre osmanniske og beduinstyrker, som opererede på Sinai fortsatte med at true kanalen fra marts gennem slaget om Gallipoli indtil juni, hvor de praktisk taget ophørte indtil efteråret.Falls 1930 pp. 61–64 I mellemtiden støttede tyskerne og det Osmanniske Rige en opstand blandt Senussierne (en politisk religiøs gruppe) ved Egyptens vestlige grænse, som begyndte i november 1915.
I februar 1916 var der imidlertid ingen synlige tegn på usædvanlig militær aktivitet på selve Sinai da briterne begyndte bygningen af den første 40 km lange etape af en normalsporet jernbane og vandledning fra Qantara til Romani og Katia.Bruce 2002, pp. 36–7Keogh 1955, p. 37 Rekognosceringsfly fra Royal Flying Corps og amfibiefly fra Royal Naval Air Service fandt kun små, spredte osmanniske styrker i Sinai regionen og ingen tegn på større ansamlinger af tropper i det sydlige Palæstina.Falls 1930 pp. 159–60
I slutningen af marts og begyndelsen af april 1916 var den britiske tilstedeværelse i Sinai i vækst. 25 km spor med sidespor var blevet lagt. Mellem 21. marts og 11. april blev vandressourcerne ødelagt ved Wady Um Muksheib, Moya Harab og Jifjafa langs den centrale rute gennem Sinai fra det sydlige Palæstina. I 1915 var de blevet brugt af den centrale gruppe af omkring 6-7.000 osmanniske soldater, som gennem Sinaiørkenen for at angribe Suez-kanalen ved Ismailia. Uden disse brønde og cisterner kunne den centrale rute ikke længere bruges af store styrker.Falls 1930 p. 1603rd LHB War Diary 10 April 1916 AWM 4,10/3/15Keogh 1955 pp. 20, 38
Den tyske general Friedrich Freiherr Kress von Kressensteins angrebsstyrke svarede igen på denne voksende britiske styrke ved at angribe den vidtspredte 5. beredne brigade den 23. april, hvor kavaleri blev overrasket og overvundet ved Katia og Oghratina øst for Romani. Den beredne brigade var blevet sendt ud for at bevogte vandrøret og jernbanen da disse blev forlænget forbi beskyttelsen fra de stillinger som beskyttede Suez-kanalen og ud i ørkenen mod Romani.Wavell 1968, pp. 43–5Erickson 2001, p. 155Bowman–Manifold 1923, p. 21
Som svar på dette angreb blev den britiske tilstedeværelse i området fordoblet. Den følgende dag genbesatte den beredne newzealandske riffelbrigade og 2. lette beredne brigade, som havde gjort tjeneste afsiddet under slaget om Gallipoli, fra den australske generalmajor Harry Chauvels beredne Anzac division området ved Katia uden at møde modstand.Powles 1922 p. 14
Forspil Den 24. april, dagen efter slaget ved Katia og Oghratina, blev Chauvel, lederen af den beredne Anzac division, sat til at lede alle de fremskudte tropper: 2. lette beredne brigade og den newzealandske beredne riffelbrigade i Romani og en infanteridivision 52. division ved Dueidar.Falls 1930 p. 169Downes 1938, pp. 558–9 Infanteriet rykkede frem til Romani mellem 11. maj og 4. juni 1916.Falls 1930 p. 175 thumb|left|Udlægning af jernbanespor over Sinaiørkenen
Bygningen af jernbane og rørledning var ikke i større omfang blevet påvirket af kampene den 23. april og fra den 29. april kørte der fire tog om dagen til sporets ende, der var bemandet med No. 276 Railway Company, og hovedsporet til Romani blev åbnet den 19. maj. En anden jernbane fra Romani til Mahamdiyah ved Middelhavskysten blev færdig til 9. juni. Men forholdene på landjorden var ekstreme. Efter midten af maj og især fra midten af juni til slutningen af juli var der ekstremt varm i Sinai-ørkenen og temperaturerne kunne forventes at nå op på 51° i skyggen. Den frygtelige varme var ikke så slem som Khamsin sandstormene som med ca. 50 dages mellemrum i nogle timer eller flere dage fyldte luften med støv og sand, som blev hvirvlet rundt af en kraftig, varm søndenvind.Falls 1930 pp. 175–7
Der blev ikke gennemført nogle større operationer i disse måneder midt på året. De osmanniske garnisoner på Sinai var spredt og uden for rækkevidde af de britiske styrker.Falls 1930 p. 177 Men der blev gennemført konstant patruljering og rekognoscering fra Romani til Ogratina, til Bir el Abd og den 16. maj til Bir Bayud, 30 km sydøst for Romani, den 31. maj til 35 km øst nordøst for Romani af den newzealandske beredne riffelbrigade hvor de tilbagelagde 100 km på 36 timer.Kinloch 2007, p. 76Falls 1930 p. 178 Disse patruljer var koncentreret om et område af stor strategisk betydning for store militærstyrker, der ville krydse Sinai ad den nordlige rute. Her var vand frit tilgængeligt i et stort oaseområder, som strakte sig fra Dueidar, 24 km var Qantara ved Suezkanalen langs Darb es Sultani (den gamle karavanerute) til Salmana 83 km borte.Downes 1938 pp. 555–6
Mellem 10. og 14. juni blev de sidste vandressourcer på den centrale rute over Sinaihalvøen ødelagt af Mukhsheib kolonnen. Denne kolonne, som bestod af ingeniørtropper og enheder af 3. lette beredne brigade, bikaner kamelkorpset og det egyptiske kamel transportkorps, tømte damme og cisterner for 19.000 m³ vand i Wadi Mukhsheib og forseglede cisternerne. Denne operation indskrænkede i praksis det område hvor man kunne forvente osmanniske offensiver til den nordlige rute langs kysten gennem Sinaihalvøen.Som følge af starten på Den Arabiske Revolte i juni gav chefen for imperiegeneralstaben i London William Robertson Murray besked på alvorligt at overveje en fremrykning til al-Arish. [Falls 1930 p. 178] thumb|right|Tyske flyvere nær Gaza, 1916
Osmanniske fly angreb Suez-kanalen to gange i løbet af maj og kastede bomber mod Port Said. Britiske fly bombarderede byen og flyvepladsen ved al-Arish den 18. maj og 18. juni og bombarderede alle osmanniske lejre op til 75 km fra kanalen den 22. maj. I midten af juni blev 1. eskadrille af Australian Flying Corps indsat i aktiv tjeneste, og dens "B" Flight ved Suez foretog rekognosceringsflyvninger. Den 9. juli blev "A" Flight stationeret ved Sherika i Øvre Egypten mens "C" Flight fik base ved Qantara.Cutlack 1941, p. 36
Tyske og osmanniske styrker I begyndelsen af juli blev det vurderet at der var mindst 28.000 osmanniske tropper i Gaza–Beersheba området i det sydlige Palæstina, og at der lige inden slaget begyndte ved Romani var der 3.000 soldater ved Oghratina, ikke langt fra Katia, yderligere 6.000 i den forskudte base ved Bir el Abd øst for Oghratina, 2-3.000 ved Bir Bayud mod sydøst og yderligere 2.000 ved Bir el Mazar omkring 67 km mod øst, ikke langt fra al-Arish.Bruce 2002, pp. 42–3Kinloch 2007, p. 81 thumb|left|350px|Romani og omegn, 1916 (Bardawil lagunen)
Kress von Kressensteins 4. armé bestod af 3. infanteridivisions tre regimenter - 31., 32. og 39. infanteriregiment med i alt 16.000 mand, hvoraf 11.000 til 11.873 var kampsoldater, arbiske hjælpestyrker og et regiment af kamelkorpset. Estimater af deres våbenstyrke går fra 3.293 til 12.000 rifler, 38 til 56 maskingeværer, kanoner og to til fem antiluftskytskanon sektioner. De medbragte også fire tunge artilleri og bjergkanonbatterier(30 kanoner) og Pasha I enheden. Næsten 5.000 kameler og 1.750 heste deltog i fremrykningen.Falls 1930 Vol. 1 p. 202
Pasha I enheden med en mandskabsstyrke på omkring 16.000, bestod af personel og materiel til en maskingeværbetaljon med 8 kompagnier med hver 4 maskingeværer med osmanniske kuske, fem antiluftskytsgrupper, 60. tunge artilleribataljon med et batteri af to 100 mm kanoner, et batteri af fire 150 mm haubitser og to batteri er med 210 mm haubitser (to kanoner i hvert batteri). Officerer, underofficerer og "ledende menige" i denne bataljon var tyskere. Resten var osmanner. Desuden rummede Pasha I også to skyttegravs morterkompagnier, 300. flyverafdeling, radioenhed, tre jernbanekompagnier og to felthospitaler. Østrig bidrog med to batterier bjerghaubitser med 6 kanoner hver. Med undtagelse af de to 210 mm haubitser, skyttegravsmorterer og jernbanepersonel tog resten af Pasha I del i fremrykningen til Romani.